Adelsloven

Adelsloven (fullstendig navn: Lov, angaaende Modificationer og nærmere Bestemmelser af den Norske Adels Rettigheder) ble den 1. august 1821 vedtatt av Stortinget.

Historikk

Stortinget hadde i 1815 og 1818 vedtatt loven, som begge ganger ble stanset av Kongen. Da Stortinget i 1821 for tredje gang og mot Kongens ønske vedtok loven, oppnådde den i sanksjon. Like etterpå fremmet kong Karl III Johan forslag om å opprette ny adel, men det ble avvist av Stortinget.

Konsekvenser

Det er en vanlig, men uriktig antakelse at «adelen ble avskaffet i 1821». Adelsloven iverksatte en langvarig avskaffelse av adelskap og herunder titler og privilegier. Alle som for seg selv og sine ektefødte barn, født før lovens kunngjørelse, beviste sitt adelskap, fikk ut sin levetid beholde adelskap og eventuell tittel, samt privilegier som ikke var i strid med Grunnlovens § 108. Det gjaldt blant annet skattefrihet for setegårder.

Den siste norske greve med offentlig anerkjennelse, var Peder Anker grev Wedel Jarlsberg, som hadde lensgrevelig rang. Hans yngre brødre var baroner, og av dem døde Harald baron Wedel-Jarlsberg i 1897. Søskenbarnene Ulriche Antoinette de Schouboe (1813–1901) og Julie Elise de Schouboe (1813–1911), samt Anne Sophie Dorothea Knagenhjelm (1821–1907), døde tidlig på 1900-tallet som noen av de siste som hadde hatt offentlig anerkjennelse som adelige. Det betyr at adelskapet i Norge ikke opphørte før ved hundreårsskiftet i 1900.

Reaksjoner

Motstanden mot Adelsloven var forholdsvis svak og uten bred tilslutning. Det kan forklares med (1) at mange nordmenn som hadde adelskap i Norge, også hadde dansk adelskap og dermed forble adelige, (2) en fåtallig adel uten større makt, hvorav mange bodde utenlands, og (3) datidens politiske idealer.

Motstanden fant sitt tydeligste uttrykk i Severin Løvenskiold, som allerede i 1814 hadde kjempet mot folkestyret og som arbeidet for å stanse Adelsloven. Løvenskiold mente blant annet at kongen, og dermed rikets regjering, hadde skjenket hans familie evig adelskap, og adelsbrevet av 1739 benytter uttrykket «til evig tid». Samtidig fastslo Grunnlovens § 97 at «[i]ngen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft»

Original tekst

Vi Carl Johan, af Guds Naade Konge til Sverige og Norge, de Gothers og Venders; Gjøre vitterligt: At Os er bleven forelagt det nu forsamlede Storthings Beslutning af 14de Mai dette Aar, saalydende: § 1. Grevskaberne og Baroniet i Norge skulle, i Henseende til de civile Overøvrigheds-Forretningers Bestyrelse, henlægges enten under det Amt, hvori Godserne ere beliggende, eller under nærmeste Amt; dog maae Grevskaberne til sammen udgjøre et Amt, hvis det naadigst maatte behage Hans Majestæt for dem at udnævne egen Overøvrighed. Forretningernes Overtagelse af vedkommende Amtmænd skal skee fra 1ste October dette Aar. § 2. Saasnart de nu beskikkede Overbirkedommere afgaae, skal i foranførte Districter, alle Sagers Paakjendelse i anden Instants, og andre til Overbirkethingene henhørende Forretninger, henlægges under Overretten i det Stift, i hvilket Districtet er beliggende. § 3. Den Grever, Baroner og Adelsmænd, ifølge deres Privilegier eller Lovene, forhen tilkommende Ret, at beskikke eller foreslaae geistlige eller civile Embedsmænd paa deres Godser er, ifølge Grundlovens 21 §, aldeles ophævet. § 4. Ligeledes skal det saakaldte Hals og Haand, eller den Adelen paalagte Forpligtelse, at lade Forbrydere paa dens Godser anholde, tiltale og afstraffe, samt den deraf flydende Adelen tilkommende Sigt- og Sagefaldsret, for Eftertiden være ophævet, saa at der herefter, i Henseende til Forbryderes Anholdelse, Tiltale og Afstraffelse, saavelsom Bøders Erlæggelse, paa Adelens Godser, skal forholdes efter de almindelige i Riget gjeldende Regler. § 5. Den Grever og Baroner for nærværende Tid tilkommende Skatte- eller Tiendefrihed for deres Hovedgaards Taxter og for en vis Qvantitet underliggende Bøndergods, saavelsom den Skatte- eller Tiendefrihed, der tilkommer adelige Sædegaardseiere for deres paaboende Hovedgaarde, skal ophøre med de nuværende Lehnsbesiddere eller Eiere, og ikke gaae over paa deres eftermænd. § 6. De øvrige den nuværende Adels privilegier og Forrettigheder skulle, forsaavidt de ikke stride imod Grundlovens 108 §, vedblive for de Adelsmænd, som for nærværende Tid ere i Besiddelse deraf, og for deres, ved denne Lovs Bekjendtgjørelse, i lovligt Ægteskab fødte Børn, saaledes, at disse fremdeles beholde samme for deres Livstid, saafremt de for næste ordentlige Storthing lovligen bevise deres Adkomst dertil. Efter de Personers Død, som saaledes vedblive i Besiddelse af visse adelige Rettigheder, ophører alt arveligt Adelskab her i Riget. § 7. Enhver, som ikke for næste ordentlige Storthing ved lovlige Documenter beviser sit Adelskab, skal have tabt sin Ret til, for Fremtiden at gjøre Paastand derpaa, enten for sig selv eller for sine nu havende Børn. Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte denne Beslutning som Lov. Givet i Christiania den 1ste August 1821. Under Vor Haand og Rigets Segl. Carl Johan (L S) Jonas Collett, i Statsministerens Fraværelse. P. C. Holst.

Adelskomiteen

Adelskomiteen (fullstendig navn: Committeen for Anmeldelser angaaende Adelskab og adelige Rettighede) var Stortingets 15. komité.

De til Storthinget indkomne Reklamationer om Adelskab oversendes en særegen Komite, bestaaende af Bull (Formand), Nielsen (Sekretær), Barth, Rogstad og Schytte. Der var ialt indkommen saadanne Reklamationer fra 18 adelige Familier, af hvilke dog Bergh tog sin Reklamation tilbage. Komiteen bemærkede, at Udtrykkene i Loven af 1ste August 1821 §§ 6 og 7: "for næste ordentlige Storthing lovligen bevise," samt: "for næste ordentlige Storthing ved lovlige Dokumenter beviser," forekom den ligefrem at involvere, at Storthinget er den Autoritet eller det Forum, der har at bedømme, om det af vedk. Reklamanter tilveiebragte Bevis for deres Adelskab kan ansees tilstrækkeligt eller ikke, og den kunde derfor ikke dele den af flere nærede Anskuelse, at Storthinget burde indskrænke sig til at modtage de indkomne Adelsreklamationer, uden at indlade sig paa a bedømme, hvorvidt de maatte kunne ansees ved de samme medfølgende Dokumenter at være begrundede, eftersom det vilde være noget extraordinært, at Storthinget skulde gjøres til et Tribunal, der skulde paakjende Bevisers Tilstrækkelighed eller Utilstrækkelighed. Komiteen anførte fremdeles, at den havde troet at burde anse det for fyldestgjørende Bevis for Adelskab, naar en Reklamant er i Besiddelse af det Adelspatent, hvorpaa han grunder sin Reklamation, og har fremlagt dette enten in originali eller i behørig vidimeret Gjenpart, og bærer det i Patentet benævnte Familienavn, eller ogsaa har fremlagt bekræftet Gjenpart af det danske Kancellis Lensarkiv opbevarede Koncept til det Adelspatent, hvorpaa han grunder sin Reklamation, bærer det i Patentet benævnte Familienavn, samt er af en Familie, der notorisk er bleven anseet som adelig. De til Storthinget indsendte Adelspatenter vare ikke enslydende, men nogle udfærdigede i det latinske, andre i det danske Sprog; i nogle nævntes den Adledes Hustru med som optagen i Adelsstanden, medens dette i andre ikke var Tilfældet; endelig lød nogle paa Optagelse i begge de forenede Rigers Adelsstand, medens der i andre kun nævntes den danske Adelsstand. Af denne sidste Forskjel i Patenternes Udtryk have nogle villet udlede, at de, der kun ere benævnte som optagne i den danske Adelsstand, ikke skulde kunne ansees for at være i Besiddelse af adelige Rettigheder i Norge, og have som Hjemmel for denne Paastand paaberaabt det kgl. aabne Brev af 12te Marts 1673, hvorved den norske Adel indrømmes samme Rettigheder i Norge, som den danske Adel havde i Danmark. "Komiteens Pluralitet har imidlertid anseet det temmelig evident, at om man end vil erkjende, at der i denne Henseende var nogen Anledning til at gjøre Forskjel imellem norsk og dansk Adel før og kort efter Suverænitetens Indførelse, denne dog vel maa ansees at være aldeles hævet ved Christian Vtes danske og norske Lov. Sammenholder man nemlig 3-2-2 i danske Lov, som Hovedstedet, hvor Adelen omhandles, med samme Artikel i norske Lov, finder man, at i den danske Lov nævnes danske adelige Friheder, men i den norske Lov indlændiske adelige Friheder, hvilket Ord "indlændiske" man vel ikke uden at gjøre Vold paa Sproget, naar det bruges som Modsætning af Fremmed, kan forklare uden som indbefattende paa den Tid baade norsk og dansk, da Indfødsret i det ene af de da forenede Riger altid tillige medførte den samme Ret i det andet cfr. norske Lovs 1-2-9 og danske Lovs 1-2-11. Neppe vilde det vel overalt været faldet nogen ind, saalænge Norge og Danmark vare forenede, at betvile, at den, som af Rigernes fælles Konge var optagen i Adelsstanden i det ene Rige, jo eo ipsi var bleven Adelsmand i det andet; men var han under Rigernes Forening i Besiddelse af Adelsskab, kan man vel ikke uden Urimelighed statuere, at han ved Rigernes Adskillelse skulde tabe samme. Omendskjønt maaske til Overflod bemærkes endnu, at de fleste af de Patenter, hvorved de Adlede benævnes som optagne i den danske Adelsstand, ere udfærdigede for norske, der vare bosatte og opholdt sig i Norge, hvilket jo vilde være en paafaldende Urimelighed, naar man vilde antage, at Patentet ikke skulde medføre Adelskab før vedkommende ogsaa i Norge." Forøvrigt mente Komiteen, at naar Storthinget erkjender Tilstrækkeligheden af de Beviser, en Reklamant af adelige Rettigheder har præsteret for sit Adelsskab, maa det ansees overflødigt i Anerkjendelserne at benævne Vedkommendes Børn, da disses Adelskab i Overensstemmelse med Lov af 1ste Aug. 1821 formentlig maa staa og falde med Faderens.

Adelskomiteens innstilling til Stortinget lød slik:

1. Storthinget erkjender følgende Personer for at have i Overensstemmelse med Loven af 1ste Aug. 1821 bevist deres Adelskab. a, Stiftamtmand Frederich Greve af Trampe. b, Regjeringsadvokat og Sorenskriver Brede Henrich Munthe af Morgenstierne. c, Løitnant Niels Knagenhjelm. d, Ritmester Peter Tordenskiold. e, Oberst Knud Adolph Roestorph. f, Overkrigskommissær og Toldkasserer Johannes Nicolay de Kløcker. g, Kaptein Rosenørn Grüner. h, Grosserer Morten Anker og Major Peder Bernhard Anker. i, Stiftamtmand Oluf Borch de Schouboe og Amtmand Ulrich Frederich Anton de Schouboe. k, Kammerherre Erich Theodor Anker. l, Statsraad Severin Løvenskiold, Forst- og Jagtjunker Niels Løvenskiold, Løitnant Frederich M. F. W. Løvenskiold, Carl Løvenskiold, samt Eggert Christopher, Friherre af Løvenskiold. m, Major Christian Henrich, Friherre af Hoff Rosencrone. n, Sognepræst Hans Gyldenpalm. o, Kongelig Bogholder Hagbarth de Falsen. p, Statsraad Johan Caspar Herman, Greve af Wedel-Jarlsberg, Hofmarskalk og Generaladjutant Carl Ferdinand, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Kammerherre Wilhelm Frederich, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Christian Frederik, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Komtesserne Juliane Marie, Caroline Sophie Amalia, Hellene Margrethe og Sophie Frederikke Antonette af Wedel-Jarlsberg, samt Amtmand Frederich Wilhelm, Friherre af Wedel-Jarlsberg. q, Løitnant August Niels Anker, Peder Martin Anker, Frøkenerne Elen Margrethe, Elisabeth Sophie og Sophie Adelaide Rosalie Anker samt Niels Christopher Anker. r, Kammerjunker og Sorenskriver Andreas Niels Hauch. 2. Samtlige i forrige Post benævnte Personer skulle være berettigede til paa Forlangende at erholde meddelt Gjenparter, enhver for sit Vedkommende, af denne Storthingets Beslutning. 3. De ved Adelsreklamationerne indsendte originale Adelsdiplomer og andre Dokumenter kunne paa Forlangende tilbageleveres Reklamanterne, imod at der af Diplomerne indleveres bekræftede Gjenparter, som blive bevarede i Storthingets Arkiv. 4. De fra Kaptein Brømbsen og F. J. Cold indkomne Anmeldelser om Adelskab henlægges som ubeviste.

Liste over personer og familier

Familie	Navn	Fødselsår	Dødsår	Far	Barn Født før og levende den 1. august 1821	Rang	Ref.
1	Frederich Frederich Christopher, greve av Trampe	1779	1832	Adam Frederich, greve av Trampe	Adam Frederich Johan (1798–1876)	Riksgreve
2	Johan Caspar Herman, greve av Wedel-Jarlsberg			Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lensgreve
	Juliane Marie, komtesse av Wedel-Jarlsberg			Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lenskomtesse
	Caroline Sophie Amalie, komtesse av Wedel-Jarlsberg			Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lenskomtesse
	Helene Margrethe, komtesse av Wedel-Jarlsberg	1791	1857	Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lenskomtesse
	Sophie Frederiche Antoinette, komtesse av Wedel-Jarlsberg	1807	1892	Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lenskomtesse
3	Christian Hendrich, baron av Hoff-Rosencrone	1768	1837	Hans Edvard von Hoff	Edvardine Reinholdine (1820–1901)	Lensbaron
4	Carl Ferdinand Maria, baron av Wedel-Jarlsberg	1781	1857	Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lensbaron?
	Christian Frederich, baron av Wedel-Jarlsberg	1788	1854	Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg		Lensbaron?
	Frederich Wilhelm, baron av Wedel-Jarlsberg	1787	1863	Frederich Christian Wedel-Jarlsberg	Hildur (1814–1901) Finn Frederich Wilhelm (1815–1901) Hermann Thorvald (1817–1867) Frederik Joachim (1819–1880) Louise Sara Ulriche (1820–1838)	Lensbaron?
	Wilhelm Frederich, baron av Wedel-Jarlsberg	1786	1885	Frederich Anton, greve av Wedel-Jarlsberg	Anton Frederich (1813–1858) Christian August (1813–1870) Catharina Kirsten (1815–1894) Petrea (1821–1839)	Lensbaron?
5	Eggert Christopher, baron Løvenskiold	1788	1861	Michael Herman, baron Løvenskiold	Herman Severin (1815–1870) Frederiche Juliane Wilhelmine (1817–1835)	Lensbaron
6	Carl Løvenskiold
	Frederich Franz Michael Løvenskiold	1790	1869	Severin Løvenskiold d.e.	Henriette Benedicte Christiane Dorothea (1819–1888)
	Niels Løvenskiold
	Severin Løvenskiold d.y.	1777	1856	Severin Løvenskiold d.e.	Adam Christopher (1804–1886) Otto Joachim (1811–1882)
7	August Niels Anker			Niels Anker
	Elen Margrethe Anker			Niels Anker
	Erich Theodor Christian Bernhard Anker	1785	1858	Carsten Tank Anker	Carsten Christian (1817–1898) Hedevig Betzy Sigismunda Annette (1819–1879)
	Morten Anker	1780	1838	Jess Anker	Jess (1808–1864) Bernt Olaus (1809–1881) Christian (1811–1885) John Collett (1816–1866)
	Niels Christopher Anker	1799	1862	Jan Anker
	Peder Bernhard Anker	1787	1849	Jess Anker
	Peder Martin Anker	1801	1863	Niels Anker	Alle barn født etter 1821.
	Sophie Adelaide Rosalie Anker			Niels Anker
8	Hagbarth de Falsen	1791	1836	Enevold de Falsen	Enevold (1814–1839) Henriette Christiane (1815–1884) John Collett (1817–1879) Christian Baltazar (1819–1854)
9	Peter Otto Rosenørn Grüner	1783	1847
10	Hans Hagerup Gyldenpalm	1774	1827	Eiler Hagerup Gyldenpalm	Ingen barn
11	Andreas Niels Hauch
12	Johannes Nicolay de Kløcker				Karen Amalie Johanne (1820–1854)
13	Niels Joachim Knagenhjelm	1796	1852	Christen Knagenhielm	Anne Sophie Dorothea (1821–1907)
14	Bredo Hendrich von Munthe af Morgenstierne	1774	1835	Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne	Ottilia Christine Pauline (1804–1886) Christian Fredrik Jacob (1806–1886) Sophie Elisabeth (1808–1892) Wilhelmine Johanne Helene (1810–1858) Augusta Julie Georgine (1812–1885) Wilhelm Ludvig Herman (1814–1888)
15	Peter Tordenskiold
16	Knud Adolph Gyldenstierne Roepstorph	1746	1824	Carl Ludvig Roepstorph
17	Oluf Borch de Schouboe				Frederiche (1801–1890) Anna Petra (1802–1854) Henriette (1805–1875) Sophie (1807–1865) Julie (1809–1878) Wilhelm Christian (1811–1892) Ulriche Antoinette (1813–1901)
	Ulrich Frederich Anton de Schouboe				Julie Elise (1813–1911) Olufa Frederiche (1815–1892)

Litteratur

• Paulsen, P.I. (1931) Norges Lover 1660–1930 Sider 93–94.
• Storthings-Efterretninger 1814–1833

Utgående lenker

• Adelsloven på Adelsprosjektet/Tore Vigerusts nettsider.
• Lov, angaaende Modificationer og nærmere Bestemmelser af den Norske Adels Rettigheder på Dag Trygsland Hoelseths nettsider.