Skovfinner og Tiggerlapper - Sideversjonshistorikk

Henrikom på 16. feb. 2026 kl. 15:04

2026-02-16T15:04:09Z

← Eldre sideversjon		Sideversjonen fra 16. feb. 2026 kl. 15:04
Linje 1:		Linje 1:
	{{thumb\|Sundt fante- eller landstrygerfolket 1850.jpg\|Tittelbladet til Eilert Sundts undersøkelse av de "laveste Samfundsforholde". Boka inkluderer et kapittel om skogfinnene i Norge.}}		{{thumb\|Sundt fante- eller landstrygerfolket 1850.jpg\|Tittelbladet til Eilert Sundts undersøkelse av de "laveste Samfundsforholde". Boka inkluderer et kapittel om skogfinnene i Norge.}}
	'''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av ~~"Fante~~- eller ~~Landstrygerfolket"~~ i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre ~~"Finner"~~, som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert blant annet [[Finnemanntallet]] i Riksarkivet, men oppgir også resultatene av egne undersøkelser og intervjuer på Finnskogen.		'''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av «Fante- eller Landstrygerfolket» i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre «Finner», som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert blant annet [[Finnemanntallet]] i Riksarkivet, men oppgir også resultatene av egne undersøkelser og intervjuer på Finnskogen.

	== Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge ==		== Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge ==
	Undersøkelsene omkring ~~"Fante~~- eller Landstrygerfolket i ~~Norge"~~ ble utgitt i bokform i 1850. Det var ment, ifølge tittelbladet, å være et ~~"Bidrag~~ til Kundskab om de laveste ~~Samfundsforholde"~~. I den forbindelse undersøkte han også forholdene blant skogfinnene i Norge, som rett nok var bofaste og hadde vært det i århundrer, men som Sundt merket seg iblant hadde henfalt til en omflakkende og tiggende tilværelse. Til tross for at beskrivelsen tidvis kan fremstå kritisk og nedsettende, er den i grunn sympatisk anlagt. Sundt innrømmer å ha blitt positivt overrasket over møtene med skogfinner, etter alle ryktene han hadde fått høre i forkant. I samme kapittel opptrer også Sundts kommentarer om andre såkalte ~~"finner"~~, der særlig samiske tiggere blir utsatt for langt mer nedsettende omtale. Det må imidlertid merkes at Sundt var primært opptatt av å beskrive disse ulike folkegruppenes forutsetninger for å leve verdige, økonomisk sikre liv. Han kontekstualiserer derfor forholdene han finner de ulike ~~"finnene"~~ å leve under og tillegger størsteparten av dårlige livsvilkår til ytre omstendigheter og til hvordan disse folkegruppenes har blitt behandlet av storsamfunnet.		Undersøkelsene omkring «Fante- eller Landstrygerfolket i Norge» ble utgitt i bokform i 1850. Det var ment, ifølge tittelbladet, å være et «Bidrag til Kundskab om de laveste Samfundsforholde». I den forbindelse undersøkte han også forholdene blant skogfinnene i Norge, som rett nok var bofaste og hadde vært det i århundrer, men som Sundt merket seg iblant hadde henfalt til en omflakkende og tiggende tilværelse. Til tross for at beskrivelsen tidvis kan fremstå kritisk og nedsettende, er den i grunn sympatisk anlagt. Sundt innrømmer å ha blitt positivt overrasket over møtene med skogfinner, etter alle ryktene han hadde fått høre i forkant. I samme kapittel opptrer også Sundts kommentarer om andre såkalte «finner», der særlig samiske tiggere blir utsatt for langt mer nedsettende omtale. Det må imidlertid merkes at Sundt var primært opptatt av å beskrive disse ulike folkegruppenes forutsetninger for å leve verdige, økonomisk sikre liv. Han kontekstualiserer derfor forholdene han finner de ulike «finnene» å leve under og tillegger størsteparten av dårlige livsvilkår til ytre omstendigheter og til hvordan disse folkegruppenes har blitt behandlet av storsamfunnet.

	Samtidsobservasjonene er kanskje de mest verdifulle. Skogfinnenes daværende levekår er beskrevet i detalj og gir et innblikk ikke bare i skogfinnenes situasjon i Norge rundt midten av 1800-tallet, men også på hvilke måter deres særegne kulturelle uttrykk har blitt bevart, opprettholdt og endret. Sundts observasjoner rundt den samtidige og fortidige bruken av finsk gir en pekepinn på hvordan og når det finske språket kan ha begynt å erodere blant skogfinnene. Hans personlige møter med kulturbærerne på Finnskogen, som [[Paovo Räisäinen]], hvis norsklydende navn var Paul Øyeren, gjør at vi gjennom Sundts skildringer kommer ganske tett på skogfinnenes egne stemmer og perspektiver.		Samtidsobservasjonene er kanskje de mest verdifulle. Skogfinnenes daværende levekår er beskrevet i detalj og gir et innblikk ikke bare i skogfinnenes situasjon i Norge rundt midten av 1800-tallet, men også på hvilke måter deres særegne kulturelle uttrykk har blitt bevart, opprettholdt og endret. Sundts observasjoner rundt den samtidige og fortidige bruken av finsk gir en pekepinn på hvordan og når det finske språket kan ha begynt å erodere blant skogfinnene. Hans personlige møter med kulturbærerne på Finnskogen, som [[Paovo Räisäinen]], hvis norsklydende navn var Paul Øyeren, gjør at vi gjennom Sundts skildringer kommer ganske tett på skogfinnenes egne stemmer og perspektiver.

Henrikom på 14. feb. 2026 kl. 13:58

2026-02-14T13:58:45Z

← Eldre sideversjon		Sideversjonen fra 14. feb. 2026 kl. 13:58
Linje 22:		Linje 22:

	Efter disse Skildringer kunde jeg ikke danne mig nogen hyggelig Forestilling om disse Menneskers Liv og Sæder; mundtlige Meddelelser af Personer, som havde været oppe paa Finskoven, gjorde mig Billedet heller mørkere; jeg tænkte mig Finnerne som et Slags Fantefolk og reiste op til dem med den Tanke, at jeg vilde komme midt op i et Fanterede.		Efter disse Skildringer kunde jeg ikke danne mig nogen hyggelig Forestilling om disse Menneskers Liv og Sæder; mundtlige Meddelelser af Personer, som havde været oppe paa Finskoven, gjorde mig Billedet heller mørkere; jeg tænkte mig Finnerne som et Slags Fantefolk og reiste op til dem med den Tanke, at jeg vilde komme midt op i et Fanterede.
			{{thumb\|Sundt skovfinner og tiggerlapper 1850.jpg\|Første side av kapitlet om skogfinnene, slik det opprinnelig ble trykt i 1850.}}
	Det var en skyet Sommermorgen 1848, da jeg fra Gaarden Hofaas, i Brandvold Annex til Grue Præstegjeld i Soløer, red op over den Aasstrækning, som paa den østlige Side begrændser Glommens Dalføre, for ind mod den svenske Grændse at komme ind paa Soløer-Finskov. Den første Del af Reisen var en almindelig Sætertour; Veien førte mig forbi flere i den yderste Rand af Skoven liggende Sætre, som tilhøre de norske Dalgaarde. Det af Finnerne beboede Strøg ligger længere inde og er om Vinteren, naar Sætrene staa tomme, ved et et Par Mile bredt, mennesketomt Skovland adskilt fra den norske Bygd nede ved Glommen. Da jeg tog Afsked fra den sidste Sæter, var det med en Følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed Land. De regnsvangre Skyer laa tungt over de mørke Aase; der var dystert rundt omkring, og ingen Vei, men kun Sporene af Skovfinnernes Fødder, som havde afslidt Lyngen over Stenuren, og hist og her nogle Stokke, lagte som en Bro over en strid Skovbæk eller en altfor blød Myr, vidnede om Civilisationen i Finnernes Rige. Jeg var halv ængstlig, da jeg efter to Miles Ridt nærmede mig til den første Finnegaard, Græsbjerget ved Skadsen-Søen, og henvendte mig til den første Fin; jeg tænkte mig, at han, den foragtede Fremmede her i Landet, vilde undse sig ved at tale om sin Finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige Blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! Paa min ligefremme Yttring om, at jeg ikke havde andet Erinde end at besøge Finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertig ind i sit Hus og lod sin Datter sætte for mig en Skaal Melk – en Høflighed, som norske Bønder af lignende simple Kaar meget sjelden viste mig –, førte mig omkring paa sin Gaard (han var, hvad kun faa Finner ere, Selveier) og viste mig den Myr, han netop med stor Anstrængelse havde renset sor Sten og forvandlet til Agerland, ledsagede mig omkring til sine Naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske Ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfri Modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed Land, der udmærkede sig ved den Behagelighed, at alle dets Indbyggere forstode mit Modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige Indretninger viste mig ogsaa helt fremmede Sæder; Finstuerne, navnlig de ældre, bestaa af et temmelig stort Rum, i hvis Hjørne der er anbragt en stor muret Ovn som en Bagerovn med Bænke paa Siderne, der yde et særdeles varmt Leie; disse Ovne ere ogsaa om Sommeren stadigt og stærkt ildede – en Nødvendighed, sige Finnerne, fordi de efter sin hyppige Færdsel i Myrene altid komme hjem med vaade Klæder. Røgen gaar ikke op igjennem nogen Skorsten, men udbreder sig i den øvre Del af Værelset og slipper ud igjennem den af de fire paa Væggene anbragte Glugger, som holdes aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne Varme og Røg, som meget snart generede mig. Til denne nøisomme, tarvelige Levemaade, som Alt vidnede om, og til det afsondrede, ensomme Liv passede ogsaa ret godt den store Gjæstfrihed, som jeg mødte overalt paa Finskoven; Gjæstfrihed er jo det vakkre Træk, som Reisende saa ofte tillægge netop saadanne Folkeslag, som kun kjende det lavere Kulturlivs simplere Sæder. Men hvad der da ved Siden heraf forundrede mig mere, var i næsten ethvert Hus at finde finske Bøger, og ikke blot gamle, forliggende Sager fra en bedre Tid, men nye Bibler og ofte æsthetiskte Sager, Samlinger af Finlands skjønne Folkepoesi, Bøger, som ikke faaes i Christiania Boglader. Det frapperede og fornøiede mig at se disse Folk staa i saadan litterær Forbindelse med sit gamle Moderland. Jeg forskede naturligvis efter Sammenhængen hermed; men herved skjønnede jeg snart, at jeg endnu kun befandt mig paa Yderkanten af denne Finneverden, hvor man ikke vidste saa god Besked om Slægtens Forholde som længere inde, i Hjertet af Kolonien; ja rigtig Oplysning vilde maaske ingen Anden kunde give mig end den Mand, Finnerne her henviste mig til, «gamle Paul Øieren,» omgaaende Skoleholder paa Finskoven. Men hvor finder man vel en saadan omvankende Mand? Jeg kunde blot med ny og større Nysgjerrighed fortsætte min Reise længer ind imellem Aasene.		Det var en skyet Sommermorgen 1848, da jeg fra Gaarden Hofaas, i Brandvold Annex til Grue Præstegjeld i Soløer, red op over den Aasstrækning, som paa den østlige Side begrændser Glommens Dalføre, for ind mod den svenske Grændse at komme ind paa Soløer-Finskov. Den første Del af Reisen var en almindelig Sætertour; Veien førte mig forbi flere i den yderste Rand af Skoven liggende Sætre, som tilhøre de norske Dalgaarde. Det af Finnerne beboede Strøg ligger længere inde og er om Vinteren, naar Sætrene staa tomme, ved et et Par Mile bredt, mennesketomt Skovland adskilt fra den norske Bygd nede ved Glommen. Da jeg tog Afsked fra den sidste Sæter, var det med en Følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed Land. De regnsvangre Skyer laa tungt over de mørke Aase; der var dystert rundt omkring, og ingen Vei, men kun Sporene af Skovfinnernes Fødder, som havde afslidt Lyngen over Stenuren, og hist og her nogle Stokke, lagte som en Bro over en strid Skovbæk eller en altfor blød Myr, vidnede om Civilisationen i Finnernes Rige. Jeg var halv ængstlig, da jeg efter to Miles Ridt nærmede mig til den første Finnegaard, Græsbjerget ved Skadsen-Søen, og henvendte mig til den første Fin; jeg tænkte mig, at han, den foragtede Fremmede her i Landet, vilde undse sig ved at tale om sin Finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige Blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! Paa min ligefremme Yttring om, at jeg ikke havde andet Erinde end at besøge Finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertig ind i sit Hus og lod sin Datter sætte for mig en Skaal Melk – en Høflighed, som norske Bønder af lignende simple Kaar meget sjelden viste mig –, førte mig omkring paa sin Gaard (han var, hvad kun faa Finner ere, Selveier) og viste mig den Myr, han netop med stor Anstrængelse havde renset sor Sten og forvandlet til Agerland, ledsagede mig omkring til sine Naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske Ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfri Modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed Land, der udmærkede sig ved den Behagelighed, at alle dets Indbyggere forstode mit Modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige Indretninger viste mig ogsaa helt fremmede Sæder; Finstuerne, navnlig de ældre, bestaa af et temmelig stort Rum, i hvis Hjørne der er anbragt en stor muret Ovn som en Bagerovn med Bænke paa Siderne, der yde et særdeles varmt Leie; disse Ovne ere ogsaa om Sommeren stadigt og stærkt ildede – en Nødvendighed, sige Finnerne, fordi de efter sin hyppige Færdsel i Myrene altid komme hjem med vaade Klæder. Røgen gaar ikke op igjennem nogen Skorsten, men udbreder sig i den øvre Del af Værelset og slipper ud igjennem den af de fire paa Væggene anbragte Glugger, som holdes aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne Varme og Røg, som meget snart generede mig. Til denne nøisomme, tarvelige Levemaade, som Alt vidnede om, og til det afsondrede, ensomme Liv passede ogsaa ret godt den store Gjæstfrihed, som jeg mødte overalt paa Finskoven; Gjæstfrihed er jo det vakkre Træk, som Reisende saa ofte tillægge netop saadanne Folkeslag, som kun kjende det lavere Kulturlivs simplere Sæder. Men hvad der da ved Siden heraf forundrede mig mere, var i næsten ethvert Hus at finde finske Bøger, og ikke blot gamle, forliggende Sager fra en bedre Tid, men nye Bibler og ofte æsthetiskte Sager, Samlinger af Finlands skjønne Folkepoesi, Bøger, som ikke faaes i Christiania Boglader. Det frapperede og fornøiede mig at se disse Folk staa i saadan litterær Forbindelse med sit gamle Moderland. Jeg forskede naturligvis efter Sammenhængen hermed; men herved skjønnede jeg snart, at jeg endnu kun befandt mig paa Yderkanten af denne Finneverden, hvor man ikke vidste saa god Besked om Slægtens Forholde som længere inde, i Hjertet af Kolonien; ja rigtig Oplysning vilde maaske ingen Anden kunde give mig end den Mand, Finnerne her henviste mig til, «gamle Paul Øieren,» omgaaende Skoleholder paa Finskoven. Men hvor finder man vel en saadan omvankende Mand? Jeg kunde blot med ny og større Nysgjerrighed fortsætte min Reise længer ind imellem Aasene.

Henrikom på 14. feb. 2026 kl. 13:55

2026-02-14T13:55:42Z

← Eldre sideversjon		Sideversjonen fra 14. feb. 2026 kl. 13:55
Linje 1:		Linje 1:
			{{thumb\|Sundt fante- eller landstrygerfolket 1850.jpg\|Tittelbladet til Eilert Sundts undersøkelse av de "laveste Samfundsforholde". Boka inkluderer et kapittel om skogfinnene i Norge.}}
	'''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av "Fante- eller Landstrygerfolket" i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre "Finner", som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert blant annet [[Finnemanntallet]] i Riksarkivet, men oppgir også resultatene av egne undersøkelser og intervjuer på Finnskogen.		'''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av "Fante- eller Landstrygerfolket" i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre "Finner", som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert blant annet [[Finnemanntallet]] i Riksarkivet, men oppgir også resultatene av egne undersøkelser og intervjuer på Finnskogen.

Henrikom på 14. feb. 2026 kl. 13:50

2026-02-14T13:50:15Z

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 '''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av "Fante- eller Landstrygerfolket" i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre "Finner", som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert blant annet [[Finnemanntallet]] i Riksarkivet, men oppgir også resultatene av egne undersøkelser og intervjuer på Finnskogen.
 == Kapitel 10. Skovfinner og Tiggerlapper ==
@@ Linje 88: / Linje 95: @@
 *) De ere samlede i en Afhandling om de hedenske Lappers Religion, vedføiet Leems «Beskr. over Finmarkens Lapper,» Kjøbenhavn 1767. Se ellers flere Steder i Hammonds Missionshistorie.

Henrikom: Ny side: '''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av "Fante- eller Landstrygerfolket" i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre "Finner", som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert…

2026-02-14T12:50:58Z

Ny side: '''Skovfinner og Tiggerlapper''' er tittelen på Eilert Sundts kapittel om skogfinnene i Norge. Kapitlet er det tiende i Sundts undersøkelse av "Fante- eller Landstrygerfolket" i Norge, og inkluderer også kommentarer på andre "Finner", som samer og kvener, og de ulike finske folkeslagenes forhold til andre minoriteter i Norge. Som beretning er kapitlet både en primær- og en sekundærkilde til skogfinnenes historie. Sundt oppsummerer eksisterende kunnskap og har selv konsultert…

Vis endringer