Adelsloven

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Baroniet Rosendal var det eneste baroniet som ble opprettet i Norge. Grunnloven av 1814 fastslo at ingen nye baronier kunne bli opprettet, og etter adelsloven av 1821 ble heller ikke tittelen videreført til nye arvinger.
Maleri: Hans Sager (1705).
Ett av to grevskap i Norge var Jarlsberg. Denne illustrasjonen fra boka Nordiska taflor viser fasaden på Jarlsberg hovedgård.

Adelsloven (fullstendig navn: Lov, angaaende Modificationer og nærmere Bestemmelser af den Norske Adels Rettigheder) ble den 1. august 1821 vedtatt av Stortinget. Loven satte i gang prosessen med å avskaffe adelige titler og privilegier i Norge. Personer som allerede hadde disse titlene og privilegiene fikk stort sett beholde dem, men de ble ikke lenger videreført til nye slektsledd.

Historikk

Allerede Riksforsamlingen av 1814 hadde som mål å avskaffe adelige privilegier i Norge: Grunnloven bestemte i paragraf 23 at «Ingen personlige, eller blandede, arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Eftertiden», og videre i paragraf 108 at «Ingen Grefskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser, maae for Eftertiden oprettes». I adelsloven ble disse prinsippene satt ut i praksis. Stortinget hadde i 1815 og 1818 vedtatt loven, som begge ganger ble stanset av Kongen. Da Stortinget i 1821 for tredje gang og mot Kongens ønske vedtok loven, oppnådde den sanksjon. Like etterpå fremmet kong Karl III Johan forslag om å opprette ny adel, men det ble avvist av Stortinget.[1]

Konsekvenser

Harald baron Wedel-Jarlsberg (1811–1897) var en av de siste adelige i Norge.
Maleri: Asta Nørregaard/Oslo Museum (1914)

Adelsloven av 1821 «avskaffet» ikke adelen, men iverksatte en langvarig avskaffelse av adelskap og herunder titler og privilegier. De som allerede hadde adelige titler og privilegier, fikk i all hovedsak beholde disse: Alle som beviste sitt adelskap for seg selv og sine ektefødte barn, født før lovens kunngjørelse, fikk beholde adelskap og eventuell tittel så lenge de levde, samt privilegier som ikke var i strid med Grunnlovens § 108. Det gjaldt blant annet skattefrihet for setegårder. Det viktigste unntaket fra denne regelen var at hals- og håndsretten og birkeretten, rettigheter som gav adelsherrer juridisk myndighet over bønder på sine gods, ble inndratt av staten umiddelbart.

Ettersom også unge barn var blant de som fikk beholde titler og privilegier i egen livstid, hadde Norge faktisk en liten, offentlig anerkjent adel like til begynnelsen av 1900-tallet. Den siste norske greven med offentlig anerkjennelse, var Peder Anker grev Wedel Jarlsberg, som hadde lensgrevelig rang.[2] Hans yngre brødre var baroner, og av dem døde Harald baron Wedel-Jarlsberg i 1897. Søskenbarnene Ulriche Antoinette de Schouboe (1813–1901) og Julie Elise de Schouboe (1813–1911), samt Anne Sophie Dorothea Knagenhjelm (1821–1907), døde tidlig på 1900-tallet som noen av de siste som hadde hatt offentlig anerkjennelse som adelige.

Etterkommerne av disse slektene er imidlertid fortsatt anerkjent som adelige i Danmark: Dansk Adels Forening utgir fortsatt jevnlig sin Danmarks Adels Aarbog, der de også teller norske medlemmer, og regner med at om lag 900 personer som bor i Norge i dag hører til en gammel dansk-norsk adelsslekt.[3]

Reaksjoner

Eidsvollsmannen Severin Løvenskiold markerte seg som motstander av adelsloven. Illustrasjon fra boka Eidsvold-galleri av Paul Botten-Hansen.

Motstanden mot Adelsloven var forholdsvis svak og uten bred tilslutning. Det kan forklares med tre faktorer: For det første hadde mange nordmenn som hadde adelskap i Norge også dansk adelskap, og dermed forble de adelige; for det andre hadde landet en fåtallig adel uten større makt, der mange bodde utenlands; for det tredje stemte prinsippet med å avskaffe arvelige privilegier godt overens med datidens politiske idealer.

Motstanden fant sitt tydeligste uttrykk i Severin Løvenskiold, som allerede i 1814 hadde kjempet mot folkestyret og som arbeidet for å stanse Adelsloven.[4] Løvenskiold mente blant annet at kongen, og dermed rikets regjering, hadde skjenket hans familie evig adelskap, og adelsbrevet av 1739 benytter uttrykket «til evig tid».[5] Samtidig fastslo Grunnlovens § 97 at «[i]ngen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft»[6]

Original tekst

Vi Carl Johan, af Guds Naade Konge til Sverige og Norge, de Gothers og Venders;

Gjøre vitterligt: At Os er bleven forelagt det nu forsamlede Storthings Beslutning af 14de Mai dette Aar, saalydende:

§ 1. Grevskaberne og Baroniet i Norge skulle, i Henseende til de civile Overøvrigheds-Forretningers Bestyrelse, henlægges enten under det Amt, hvori Godserne ere beliggende, eller under nærmeste Amt; dog maae Grevskaberne til sammen udgjøre et Amt, hvis det naadigst maatte behage Hans Majestæt for dem at udnævne egen Overøvrighed.

Forretningernes Overtagelse af vedkommende Amtmænd skal skee fra 1ste October dette Aar.

§ 2. Saasnart de nu beskikkede Overbirkedommere afgaae, skal i foranførte Districter, alle Sagers Paakjendelse i anden Instants, og andre til Overbirkethingene henhørende Forretninger, henlægges under Overretten i det Stift, i hvilket Districtet er beliggende.

§ 3. Den Grever, Baroner og Adelsmænd, ifølge deres Privilegier eller Lovene, forhen tilkommende Ret, at beskikke eller foreslaae geistlige eller civile Embedsmænd paa deres Godser er, ifølge Grundlovens 21 §, aldeles ophævet.

§ 4. Ligeledes skal det saakaldte Hals og Haand, eller den Adelen paalagte Forpligtelse, at lade Forbrydere paa dens Godser anholde, tiltale og afstraffe, samt den deraf flydende Adelen tilkommende Sigt- og Sagefaldsret, for Eftertiden være ophævet, saa at der herefter, i Henseende til Forbryderes Anholdelse, Tiltale og Afstraffelse, saavelsom Bøders Erlæggelse, paa Adelens Godser, skal forholdes efter de almindelige i Riget gjeldende Regler.

§ 5. Den Grever og Baroner for nærværende Tid tilkommende Skatte- eller Tiendefrihed for deres Hovedgaards Taxter og for en vis Qvantitet underliggende Bøndergods, saavelsom den Skatte- eller Tiendefrihed, der tilkommer adelige Sædegaardseiere for deres paaboende Hovedgaarde, skal ophøre med de nuværende Lehnsbesiddere eller Eiere, og ikke gaae over paa deres eftermænd.

§ 6. De øvrige den nuværende Adels privilegier og Forrettigheder skulle, forsaavidt de ikke stride imod Grundlovens 108 §, vedblive for de Adelsmænd, som for nærværende Tid ere i Besiddelse deraf, og for deres, ved denne Lovs Bekjendtgjørelse, i lovligt Ægteskab fødte Børn, saaledes, at disse fremdeles beholde samme for deres Livstid, saafremt de for næste ordentlige Storthing lovligen bevise deres Adkomst dertil. Efter de Personers Død, som saaledes vedblive i Besiddelse af visse adelige Rettigheder, ophører alt arveligt Adelskab her i Riget.

§ 7. Enhver, som ikke for næste ordentlige Storthing ved lovlige Documenter beviser sit Adelskab, skal have tabt sin Ret til, for Fremtiden at gjøre Paastand derpaa, enten for sig selv eller for sine nu havende Børn.

Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte denne Beslutning som Lov.

Givet i Christiania den 1ste August 1821. Under Vor Haand og Rigets Segl. Carl Johan (L S)

Jonas Collett, i Statsministerens Fraværelse. P. C. Holst.

Forklaring

Ikke bare kan språket i loven være vanskelig å trenge gjennom, men det kan også være vanskelig å få oversikt over de praktiske konsekvensene av dette. Det er derfor greit å se på de faktiske virkningene av loven.

  • §1: Det har bare vært to grevskap i Norge: Larvik og Jarlsberg (tidligere Griffenfeldt og så Tønsberg). Det eneste baroniet var Rosendal. Grevskapene ble slått sammen til Jarlsberg og Larvik amt, fra 1919 Vestfold fylke. Baroniet ble administrativt en del av Søndre Bergenhus amt, fra 1919 Hordaland fylke.
  • §2: Birkeretten var utskilt fra den vanlige herredsretten som et adelig privilegium, og var knytta til grevskapene og baroniet. Da disse opphørte som administrative enheter, opphørte de også som rettskretser, og områdene ble lagt under det vanlige systemet med by- og herredsretter.
  • §3: Selv om adelen beholdt sine titler og noen av sine privilegier livet ut, kunne de ikke lenger tilsette geistlige eller verdslige embetsmenn. Dette skulle heretter gjøres på samme måte som ellers i landet.
  • §4: Hals- og håndsrett var en spesiell myndighet adelen hadde til å anholde og straffe forbrytere i sitt område. Dette kan sees som en myndighet delegert fra kongen, og fra 1821 tok kongen (det vil si staten) tilbake eneretten til å anholde og straffe.
  • §5: De adelige setegårdene var fritatt for skatt. Dette kunne også gjelde underliggende gårder. Med adelsloven ble dette begrensa til de da levende adeliges levetid.
  • §6: De da levende adelige fikk beholde sine titler og privilegier livet ut. Det var en begrensning: De kunne ikke bryte Grunnlovens §108, som sa at «Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser maae for Eftertiden oprettes.». Det var altså ikke mulig for de adelige å presse gjennom noen form for nyopprettelser. Kravet om at det skulle være nålevende strakk seg til barn som var født før 1821 og som på det tidspunkt hadde rett til tittelen. I praksis førte dette til at de siste adelige i Norge levde til begynnelsen av 1900-tallet. Senere bruk av adelige titler i Norge er knytta til utenlandsk adel.
  • §7: De da levende adelige måtte da det neste Storting ble samla legge fram dokumentasjon på sine titler. Dersom de ikke gjorde det, ville de ikke bare miste titlene, men også enhver framtidig rett til å kreve dem tilbake.

Fotnoter

Se også

Litteratur

  • Birch-Reichenwald, Peter ofl.: Storthings-efterretninger : 1814-1833 : udgivne efter offentlig Foranstaltning. Bind 2: Tredie ordentlige Storthing 1821, andet overordentlige Storthing 1822 samt fjerde og femte ordentlige Storthing 1824 og 1827. Utg. Jacob Dybwad. Christiania. 1878. Digital versjonNettbiblioteket.
  • Paulsen, P.I.: Norges lover 1682-1936. Utg. I kommisjon hos Fagbokforl. Vigmostad & Bjørke. Bergen. 1936. Digital versjonNettbiblioteket.

Utgående lenker