Jødeparagrafen: Forskjell mellom sideversjoner

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Ingen redigeringsforklaring
Linje 23: Linje 23:


==Okkupasjonstiden==
==Okkupasjonstiden==
 
{{thumb høyre|Anti-semittisk graffiti Oslo 1941.jpg|Antismemittisk hets ble stadig med vanlig etter den tyske invasjonen, her i [[Oslo]] i [[1941]]. {{byline|Anders Beer Wilse}}
Under [[andre verdenskrig]] ble jødeparagrafen gjeninnført av [[Nasjonal Samling]], den [[13. mars]] [[1942]]. Den ble stående til frigjøringen i mai [[1945]]. Et av punktene [[Vidkun Quisling]] ble dømt for etter krigen var ulovlig endring av Grunnloven i denne forbindelse.
Under [[andre verdenskrig]] ble jødeparagrafen gjeninnført av [[Nasjonal Samling]], den [[13. mars]] [[1942]]. Den ble stående til frigjøringen i mai [[1945]]. Et av punktene [[Vidkun Quisling]] ble dømt for etter krigen var ulovlig endring av Grunnloven i denne forbindelse.



Sideversjonen fra 2. jan. 2013 kl. 20:00

Henrik Wergeland var sentral i å få fjernet forbudet mot jøders adgang til riket, noe innskriften på hans grav vitner om.
Foto: Chris Nyborg

Jødeparagrafen var en bestemmelse i Grunnloven av 1814 som forbød jøders, jesuitters og munkers adgang til riket. Bestemmelsen var nedfelt i Grunnlovens andre paragraf, og ble stående i sin helhet til 1851. Den siste delen av paragrafen, forbudet mot jesuitter, ble ikke opphevet før i 1956. Paragrafen lød:

Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende seg til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.

Når det står at jøder «ere fremdeles udelukkede» viser dette til bestemmelsen i Christian Vs Norske Lov av 1687 om at jøder måtte ha kongelig leidebrev for å oppholde seg i Norge. I den nye bestemmelsen var det ingen åpning for bruk av leidebrev, og jøder som kom til Norge risikerte arrestasjon og deportasjon. I noen tilfeller ble de også bøtelagt.

Oppheving

Henrik Wergeland begynte tidlig å engasjere seg i arbeidet for å fjerne forbudet. Han hadde tidligere, som så mange andre nordmenn, gitt uttrykk for jødefiendtlige holdninger tidligere, men fra 1830 endret denne holdningen seg dramatisk. Han sendte i april 1842 sin diktsamling Jøden til alle stortingsrepresentanter, og samme år ble det gjort et konkret forsøk på å fjerne paragrafen. Det ble blant annet lagt fram en oversatt tekst fra et tysk konversasjonsleksikon:

Den eneste Stat, som til dette Øieblik ingen Jøde taaler, er Norge. Grundloven af 1814 udelukker dem udtrykkelig fra alt Ophold i Riget. Her har derhos de hensynsløse Antipathier mod det jødiske Folk længst vedlikeholdt sig, og ere skarpest udprægede. Imidlertid træffer den Daddel, som udgaaer herfra, kun Nordmændenes Tolerants, ikke deres Retsind; thi intet Folk kan nægte dem Ret til efter egen frie Villie at ordne de Bestemmelser, efter hvilke det skal være Fremmede forbudt at komme til Landet, og blive delagtige i Statssamfundets Fordele. Fra den moralske Side er Sagen vistnok annerledes beskaffen. I den Henseende fortjener især den Haardhed og Følelsesløshed Daddel, med hvilken, som man forsikkrer, selv skibbrudne Jøder behandles paa den norske Kyst.

Argumentasjonen mot paragrafen gikk primært på det økonomi, og på Norges anseelse i andre land. Et flertall på Stortinget stemte for å fjerne det, men med 51 mot 43 stemmer var ikke flertallet stort nok til å endre Grunnloven.

Wergeland fortsatte kampen mot paragrafen, men rakk selv ikke å oppleve at den ble opphevet. Det året han døde, i 1845, var det ny avstemning i Stortinget, og igjen ble paragrafen stående. Tredje forsøk, i 1848, lyktes heller ikke, selv om man merket en endring i folket i dette revolusjonsåret. Det året ble monumentet på Wergelands grav reist, og det er betegnende at innskriften forteller at det ble reist av «taknæmlige jøder udenfor Norriges grenser».

Først ved fjerde gangs behandling ble endringen vedtatt, den 13. juni 1851. Kongen sanksjonerte grunnlovsendringen den 21. juli, og den 24. september kom endelig Lov om Ophævelse af det hidtil bestaaende Forbud mod at Jøder indfinde sig i Riget m.v..

Okkupasjonstiden

{{thumb høyre|Anti-semittisk graffiti Oslo 1941.jpg|Antismemittisk hets ble stadig med vanlig etter den tyske invasjonen, her i Oslo i 1941.

Foto: Anders Beer Wilse

Under andre verdenskrig ble jødeparagrafen gjeninnført av Nasjonal Samling, den 13. mars 1942. Den ble stående til frigjøringen i mai 1945. Et av punktene Vidkun Quisling ble dømt for etter krigen var ulovlig endring av Grunnloven i denne forbindelse.

Andre endringer

Da jødeparagrafen ble fjernet, ble de andre forbudene fortsatt stående. Munkeordener ble tillatt i 1897, mens jesuittparagrafen ble stående helt til 1956. Den ble fjernet i forbindelse med ratifiseringen av Den europeiske menneskerettighetskonvensjon. Selv da var det betydelig motstand i noen miljøer, med Olav Valen-Sendstad som fremste talsmann for bestemmelsen. Det var også et mindretall i Stortinget som stemte mot endring.

Litteratur