Kjeldearkiv:Jørgen Løvland: Sørlandet (Aftenposten 1913)

Sørlandet
Af storthingspræsident Løvland

Saavidt jeg ved, er det Vilhelm Krag, som har ført dette navn ind i literaturen. Det har nok før været brugt i distrikterne i mundtlig tale, men det er digteren fra Kristiansand, som har vigslet det. Samtidig imødekom han et praktisk behov. Man trængte nemlig et enkelt ord til at betegne "den sydligste del af landet" eller "det sydvestlige Norge".

Men grænserne for dette "Sørland" var endnu noget uklare og ubestemte. Den Kragske literatur synes nærmest at holde sig til Agder eller snarere Midtagder (Arendal–Farsund), men dermed er ikke tilsigte at angive den hele udstrækning af hans digterprovins eller at sætte geografiske og administrative grænser. Jarlen af Sørlandet har endnu ikke rukket at "besøge" hele sin provins.

Storthinget slog et afgjørende slag i sagen i sommer — efter min mening noget forhastet, men det er nu sket og vil blive respekteret fra alle sider — det vedtog at omdøbe "Vestlandsbanen" til "Sørlandsbanen", og saa heder den altsaa herefter. Jeg har forudsat dette navnebytte i et foredrag i Kristiania handelsstands forening 1908, men jeg troede, man vilde ventet med det officielle navnebytte for banen, til hele distriktet var enig. Nu skede det under Stavangerdistrikterenes skarpe protest, men, som sagt, de vil vistnok respektere navneforandringen, og hele landet, borgermesteren i Trondhjem medregnet, ved herefter, at Sørlandet er Kristanssands stift. Østgrænsen er Rakkebaaderne og Meheia, vestgrænsen er Karmøya (Kormt) og Utsire, nordgrænsen er sydkanten af Hardangervidda, og sydgrænsen er havet. Det omfatter fylkerne: Telemark Grenland, Aust- og Vestagder samt Rogaland eller amterne Bratsberg, Nedenes, Lister og Stavanger.

Landets deling efter beliggenheden bliver da greiere. Østland (Kristiania og Hamar stifter), Sørland (Kristianssands stift), Vestland (Bergens stift omtrent til Molde, kanske Romsdal medregnet). Saavidt er alt greit. Nordenfor Dovre maa dette system brydes. Navnebruget i talen og i aviser synes at være: Norges midte kaldes Trøndelag (kanske Nordmøre bør regnes hertil), og saa først kommer Nordland med Senja og Finmark.

Jeg har ofte brugt det billede, at Sørlandet har form af en udfoldet vifte. Haandtaget er Byklefjeld opmod Hardangervidda, og derfra gaar fjeldribber med mellemliggende større og mindre dale mod sydøst: Tinnedal, Tokedal og indimellem Seljordsdalen, alle i Telemark, Drangedal (ved Kraakerøy), Gjerstaddalen og Vegaarsheidalen (begge ved Risøyr) — mod syd: Nisserdalen (til Arendal), Tovdal, Otredal, og Søgnedal (ved Kristianssand), Mannedal og Audndal (ved Mandal), Lygnedal (ved Farsund), Kvinesdal og Sirdal (ved Flekkefjord) — og mod sydvest og vest: Bjerkreidalen (ved Egersund), Gjesdal (ved Sandnes), Lysedal, Suldal med Røldal o. fl. ud mod Stavangerfjord. Hver del har selvfølgelig sin elv, og tager man for sig et kart over Sørlandet og ser paa de længste elve, f. ex. Tinne og Toke i Telemark, Otre i Otredal og Rispoa til Røldal (fortsættes til Suldalslaagen), saa vil man se, at de har sine kilder indmod Hardangervidda, men gaar hver sin vei (Tinne og Toke mot øst og sydøst, mødes forresten igjen i Nordsjø ovenfor Skien).

Jeg vil her medtage den gamle forestilling, som ikke er saa gal, at elvene har sit ophav "or ei tuvo". Jeg hørte altid i min ungdom, at Otre kom fra en tue paa "vidda", og i Telemark er det et ordtak, at "Otre, Toke og Tinne kom ud or ei tuve og skulde kappast til havs. Otre kom fyrst, og difyr krev ho eit manneliv kvart aar".

Det er ellers en lang saga at skrive om alle Sørlandets mange smaa og store elve og dale, som alle, ligesom Østlandsdalene, skraaner mot std, mod havet, og vistnok allerede før goteren Jordanes ved aarstal 600 e. K. nævner Egderne drev folket til sjøen og til udferd. I historisk tid var det Egderne, som i Halvdan Svartes tid tog Dublin og grundede det 400 aarige norske rige i Irland, ligesom de gav sit rige bidrag til Islands landnaamsmænd.

Paa tvers gjnnem heierne mellem alle disse dalene gaar der en mængde skar og smaadale, som bliver lavere og mere bebyggede, jo længere syd man kommer. Gjennem disse skar og tverdale er det da, at Sørdlandsbanen maa føre ligetil Flekkefjordbanen. Det er et bredt og vigtigt stykke af landet, som der ligger og venter paa sammenknytning med rigets banenet, og det er en opgave af første rang at kjøre jernbanetog fra alle disse kystbyer og bygder og dale østover til Kristiania og vestover til Stavanger.

Kilde

Avskrift fra Aftenposten 54 (1913) nr. 445 (04.09.1913)