Kjeldearkiv:Knut Hamsun og den gebrekkelige kona

Fra lokalhistoriewiki.no
Revisjon per 16. mar. 2016 kl. 21:46 av Christian Pedersen (samtale | bidrag) (Ny side: == Knut Hamsun og den gebrekkelige kona == ''1. oktober er FNs internasjonale eldredag. Den skal ikke bare være til hygge for de eldre, men også til ettertanke for om vi nå behandler...)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk

Knut Hamsun og den gebrekkelige kona

1. oktober er FNs internasjonale eldredag. Den skal ikke bare være til hygge for de eldre, men også til ettertanke for om vi nå behandler våre eldre med respekt og gir dem den omsorg de trenger. Marie Hamsun beskriver i sin bok ”Under Gullregnen” Knut Hamsuns problem med noen unger som plaget han. ”Han var nesten blind, han så ikke engang om det ble spent ben for ham. De stimlet sammen med glad hujing, nappet ham i frakken, kastet sneball på ham, det var jubel når den traff i skjegget.” I samme avsnittet skriver hun:”han tok parti, og det som regel den svakestes.” Så gjengir jeg Marie Hamsun i sin bok:

Dype tanker

I 1907 sto denne historien i en Osloavis: Jeg spadserer udover Veien mellem Bækkelaget og Nordstrand. Jeg gaar temmelig fort for at undgaa et Regnskyl, hvis mørke, blytunge Forløber netop svæver over mit Hode. Hvert Øieblik kan Uveiret bryde løs. Altså gjælder det at bruge Benene, hvis jeg nogenlunde tør vil naa til min Ven Nordstrands-Arkivarens Aftenselskab. Men ved en Bøining af Veien faar jeg se en Skikkelse foran mig. Han har ca. 20 Skridts Forsprang, og da jeg straks kjender ham igjen, sagtner jeg min ilsomme Gang. Jeg ser han gaar i dybe Tanker, og vil ikke forstyrre ham. Jeg ved at han, naar han ser mig, vil være høflig, hilse og tale med mig. Og det vil forstyrre ham og muligens forsinke den Avisartikkel eller forkludre det Paradox, hans Hjerne netop tumler med. Ergo gaar jeg i smaat og jevnt Luntetrav bag ham. Slig gik det i nogle Minuter, da det pludselig optraadte en gammel Kone paa Skuepladsen. Hun kom ud af Skogen med en Sæk paa Ryggen, og Sækken var større end Konen, og den tynget hende som Jern, saa hun næsten gik i en ret Vinkel. Hun stønnet, pustet og sukket. «Aa Herregud», bad hun imellem. Men nu og da bandte hun ogsaa ganske forfærdelig stygt. Saa stanset hun udenfor en liden Hytte i Skogbrynet, satte sig paa en Sten og hvilte.

Kroka-Maja

«Hurra, der er Kroka-Maja»! skreg pludselig en klinger Guttestemme bag Hytten, og i en Fart kom tre barbenede Filleunger rendende ud og samlet sig om den gamle Kone. - «Har'u vært i Byen etter Raatamjæle dit»? spurgte en. «Har'u kansje tiggi Møk te Næpehagen»? ropte en anden. «Aa langt fra. Det er Høvelflis te Likkista si», sa den tredje, som var den mest satiriske. Saaledes drev Pøbelgutterne paa med Spot og Ondskab, mens den Gamle sad og stirret paa dem med hadefulde Øine. Hun var vist for træt til at svare. Jeg havde faa Dage i Forveien oplevet noget, som havde git mig Afsmag paa at blande mig i andres Stridigheder. Derfor gik jeg over paa den anden Side af Veien og paaskyndet mine Skridt. Men nu var den høie Mand foran mig blit opmerksom. Han vendte Hodet, snudde sig saa og gik lige paa Konen og Børnene. «Afveien, Skarvunger», raabte han og truet ad dem. «Vil dere rappe dere hjem og lægge dere. Fy til Rakkern at behandle en gammel Kone slig». Ungerne forsvandt i en Fei. Jeg saa bare tre hvide Lugger om Hjørnet paa Hytten - og saa var de borte. «Stakkars gamle Kroken», sagde han og bøiet sin ranke Skikkelse ned over hende. «Jeg skal hjælpe dig. Hvor bor du henne?» «Ret op i Kabelstua, fem Minuters Gang fra Veien», svarte Konen. «Men Ryggen min værker slik atte -». «Ja, ja, jeg skal tage Sækken din, jeg», sagde den elskværdige Mand.

Kabelstua

Med den største Lethed af Verden kastet han Sækken over Skulderen, hvor dens graa og skidne Lærred stak underligt af mod hans lange, flotte Regnfrakke, og tok Konen under Armen. De ruslet saa pent henover Veien, medens han hele Tiden gik og trøstet hende og bagtalte de fordømte Ungerne, som var saa ubarmhjertige og grusomme. Kabelstuen ligger ved en Stenrøs. Faldefærdigt Tag og et Søk i Midten, saa Gud maa vide, hvordan den i det hele kan staa opreist. Den ligner næsten paa et Haar den gamle Kjærringen, som bor der. Jeg havde holdt mig et Stykke bag de to, og begge var saa optaget, at de ikke lagde Merke til mig. Da de bøiet op den lille Bakken langs Stenrøsen, stanset jeg bag nogle Birketrær og iagttog dem skjult. Han bar Sækken helt op til Stenhellen paa Huset, tog saa sin Tegnebog op og gav Konen flere Sedler, rakte hende Haanden og sagde venlig godaften. Konen neiet og graat og snød sig i Fingrene og tørket sig paa Skjørtet, men ikke et Ord fik hun frem af bare Taknemlighed og Rørelse. Kanske det var hendes Livs største Begivenhed! Idet den høie Herre atter svinger om Veien, træder jeg hastig frem fra mit Skjulested, letter paa Hatten og siger spotsk: «Ærer de Unge!» Han ser lidt forlegen paa mig over sin Guldlorgnet, rømmer sig saa og svarer med sin dybe, sympatiske, lidt østerlandsk tilslørede Stemme: «Naa, mit Foredrag var nu ikke saa ment da - -» Mere hørte jeg ikke. Han knappet sin lyse elegante Frakke, hvorpaa der endnu laa Støv fra Sækken, og skyndte sig nedover en af de mange Skogstier, som fører til Nordstrand. Og snart blev Knut Hamsuns ranke, mandige Skikkelse borte mellem Træerne.

Vi må tro at hendelsen fant sted på den tiden Knut Hamsun bodde på Hammers pensjonat Ljan. Kanskje denne lille historien kan komplettere bildet av denne omstridte dikter.



Kilder

  • Pedersen, Gunnar: B.5: Aktuell historie V : Nordstrand og Østensjø - før og nå. 2012. 114 s. Utg. Dreyer. ISBN 978-82-8265-051-9. S. 37: Knut Hamsun og den gebrekkelige kona.



Lavendel.JPG Artikkelen er basert på «Aktuell historie», Gunnar Pedersens spalte i Nordstrands Blad, som senere har resultert i seks bøker. Den ble opprinnelig publisert som NB 292 den 15.09.2004. Litteraturlista er den Pedersen oppga i sin utgave av artikkelen.

Flere artikler finner du i denne alfabetiske oversikten.