Kjeldearkiv:Brev frå Ivar Kleiven til Paul Olsen Bolstad 14.11.1921

Brev frå Ivar Kleiven til Paul Olsen Bolstad 14.11.1921
Informasjon om brevet
Dato:	14.11.1921
Stad:	Vågå
Frå:	Ivar Kleiven
Til:	Paul Olsen Bolstad
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

(Tidlegare trykt i Årbok for Gudbrandsdalen 1998)

Kleivsæter, Bøneslien 14.11.1921

Gamle ven og lekebror! Du blir rimeligvis forundret når du får dette brev og ser, at det kommer fra den gamle Bøneslien og fra en, som du kanske på det nærmeste har glemt helt bort. Men vi to var jo i mange av vore barneår de beste venner av verden og var sommeren igjennem uadskillelige. Underlig, at vi to kom så rent bort fra hinanden senere i livet, vi hadde jo så mange interesser fælles som gutunger og det er meget sandsynligt, at vi også senere i den modne alder vilde kunnet mødt hinanden i tanker og livssyn. Men du kom tidlig ud og har vist ikke seet hjembygden, siden du drog ud, antagelig i de første av 80-årene.

Ja, hvordan har nu du havt det i alle disse år, og hvordan har du det nu da årene begynder at tynge, som de ifølge naturens orden gjør for de fleste av os i 70-årsalderen? Hvis du får dette brev og du synes at det er værd svar, vil det interessere mig at høre lidt av din livshistorie.

Jeg må naturligvis fortælle lidt om mig selv, da du selvsagt ikke ved mere om mig, end jeg ved om dig. Ja jeg er da, til at begynde med, med mine 67 år ugift, gammel ungkar altså, og de har gjerne ord på sig for at være både lidt egne og lidt rare – og ofte er nok dette også tilfældet, selv tror jeg om mig, at jeg ikke er nogen av delene, men det kan nok være, jeg ikke er helt at stole på i bedømmelsen herav. – Efter at ha været gårdbruker i en 15 års tid, leiet jeg bort gården og begyndte med sommerpensionat på sæteren; dette drev jeg med til 1911; imidlertid hadde jeg solgt gården til min yngste bror som kom hjem fra Amerika i 1899 og giftet sig. Sæteren tok jeg unna og her har jeg boet året rundt, sommer som vinter, siden i 1900.

Bøneslien har like fra barnedagene været mit jordiske paradis, og her oppe har jeg levet mine beste dage både som barn, ungdom og voksen mand – nu vilde det falde mig tungt at flytte ned i bygden igjen.

Fra ungdomsårene har jeg havt ikke så lidet av ltterære interesser, og i 90-årene gav jeg ut en samling folkeminder fra hjembygden; en ny utgave kom i 1908 under navnet ”I gamle Daagaa” og samme år, under navnet ”I Heimegrendi”, en del minder og skildringer fra Otdalen. Disse bøker blev meget godt modtat og hadde til følge, at der blev bevilget mig et stipendium av staten, som jeg fremdeles har, til indsamling av folkeminner i hele Gudbrandsdalen. Dette arbeide skulde da likesom være mit livsarbeide og for at kunne ofre mig helt for dette, ophørte jeg med sommerpensionatet i 1911 og bor nu her sammen med min yngre bror Paul, der likeledes er ugift. Til at stelle huset og 4 kjør har vi en husholderske. Min mor flyttet med mig her op til hun døde 92 år gammel i 1916, de 3 siste år var hun blind, men ellers rask og rørig og ved fuld åndskraft til det siste. Jeg er ofte ute på reiser i de forskjellige bygder i dalen på indsamling av folkeminder, imellem er jeg inde i hovedstaden for i Riksarkivet at gjennemgå gamle dokumenter som angår Gudbrandsdalen i ældre tid. Men bestandig er det med barnlig glæde jeg gjenser Bøneslien og min kjære sæter. Når jeg kommer så langt bort i Rinddalen, at jeg får et utsyn til Gråhøen, er det som jeg føler kræfter strømme gjennem mig, og bykultur, støv og stenkulrøk er som blåst bort – her er fred, ren luft og høi himmel. Hele min slegt på farssiden har været fjeldmænd, og glæden i fjeldet og fjeldnaturen har nok gåt i arv til mig også.

Jeg kan ikke påtage mig, at gi dig besked om alle de forandringer som i den siste mandsalder er foregåt på Lalm, det vilde føre for vidt ved denne leilighed; skulde du ønske at høre noget mere fra hjembygden senere, skulde jeg med glæde stå til tjeneste om du ellers finder, at en brevvæksling med mig kan ha nogen interesse. Men lidt her fra Bøneslien må jeg meddele om det vistnok kun blir ganske kort.

Her er bygget en del nye sæterstuer, og på de fleste sætre er i alle fald stuerne delvis ombygget og repareret; her hos mig står den gamle stue endnu, mens der er opsat 2 nye som jeg bygget i slutten av 90-årene. Sæterstuen i Imbertløkken er helt nedrådnet og borte, fjøset ligeså, sæteren har nemlig ikke været benyttet på 40 år. Et par sætre er solgt til byfolk og ligeledes er der kommet til 2 helt nye sætre. Ellers er der ikke så svært store forandringer endda i det ytreved sætrene; derimod er sæterstellet, det egentlige melkestel, helt forandret idet der nu på omtrent alle sætre ystes gudbrandsdalsk fedost, hvorav det laves en mængde her oppe, som overalt i dalen. Siden i 80-årene har vi havt kjerrevei gjennem Bøneslien, helt fra Rindalen til Hauga-Bønes, og i de siste år er der også arbeidet kjerrevei over Bringen. Ved Flokka er der bygget en turbin-sirkelsag hvor de bruksberettigede sætereiere får skåret sine til hvert år udviste materialer i almenningen.

Med fiskeriet i Melingen er det omtrent som i gamle dage, fisken er vanskelig at fange med alle slags redskaber, og i senere tid er her vedtaget nokså strenge fredningsregler.

Jeg glemte nok at fortælle, at der for mange år siden er bygget en ny stue og nyt fjøs i Bolstadløkkesæteren; endnu står igjen den gamle stuen, men melkeboden måtte rives for flere år tilbake. Det er ofte lidt vemodig at se denne gamle stuen, som sikkert er 200 år gammel, den har seet mange omvekslinger både med beboere og omgivelser i sin tid. Hver gang jeg går forbi den gamle, brøstfeldige sæterstue, mindes jeg de glade stunder, vi som smågutter havde der inde hver sommer – det var jo knapt en dag som jeg ikke kom ned i sæteren for at få dig med enten til Melingen på stangfiske, en tur nord i skogen, syd til Lauvåen eller op til vashjulet mitt i bækken. Det var jo så mangt at vælge imellem og alting var morosamt i de dage.

Din bror Johannes døde den 12te august i sommeren på sæteren; dødsfaldet kom ikke uventet, for han havde i mange år lidt av hjertefeil. En dattersøn av din søster Mari hjelper nu enken med bruken av pladsen og det er rimelig, at han kommer til at kjøbe den som arbeiderbrug. Johannes og konen klarte sig meget godt økonomisk, deres døtre er begge to gifte og har det bra.

Hermed får det foreløbig bero med videre fortælling om forholdene på disse trakter, jeg ved jo ikke hvorvidt du kan finde nogen glæde eller hygge ved at bli gjort bekjendt med de forandringer og omskiftelser, som har fundet sted de siste 35 år.

Jeg har så ofte tænkt på at skrive til dig, men det er ikke blevet til mere end tanken; men eftersom årene går, træder barneminderne klarere og klarere frem med mere og mere glans over sig. Og i disse kjære minder er du for alle tider flettet ind. Nu ved jeg ikke, om du sætter så megen pris på disse minder – jeg sætter dem høit og glæder mig hver gang jeg finder et menneske, som med de grå hår kan glæde sig ved sine barneminder, og som har reddet det barnlige gjennem livskampen. ”Kan du gjennem din kamp og din dåd bevare det barnlige skjær til det siste, da har du regnbuen over din gråd, forklarelsen over din kiste”, disse dikterens ord er efter min mening både vakre og sande.

Ja nu har jeg rablet ned et langt brev til dig og du får undskylde, om jeg plager dig bare hermed. Almindelig skriver jeg vågåmålet med landsmålsretskrivning, men da jeg ikke kjender din stilling til målsaken, bruker jeg denne gang bokmålet, skjønt det falder mig tungt og ubekvemt, hvad du nok vil opdage på flere steder. Da jeg ikke kjender din adresse, kan det let bli viderverdigheter før brevet kommer frem – jeg har bare hørt, at du skal være farver hos Jebsen & Co. og da har jeg tænkt mig, at du har plads ved Arne fabrikker.

Hvis du finder, at brevet mitt er verd et svar, vilde det glæde mig meget at få høre fra dig og jeg skulde da senere skrive mere fra hjembygden, fra Lalm og om forholdene, som de nu er. Har du ikke tænkt at gjæste hjembygden, nu det er så lettvint at komme helt op til Lalmsbru?

Din gamle Ivar Kleiven