lokalhistoriewiki.no

Kjeldearkiv:Adolf Skramstad:«P.N. Guidotti» (Folkebladet, 1901): Forskjell mellom sideversjoner

Kjeldearkiv Samtale

Kjeldearkiv:Adolf Skramstad:«P.N. Guidotti» (Folkebladet, 1901) (vis kilde)

Sideversjonen fra 19. mar. 2010 kl. 15:30

31 byte lagt til ,  19. mar. 2010
m
lenker
m (jeg bytta innrykksavsnitt med dobbelt linjeskift. Håper det er ok.)
m (lenker)
Linje 22: Linje 22:


Saa fandt de paa at lave Masker, og ved en enkelt Maskerade - det var, efterat Koleraen var ophørt - solgte de Masker for over 100 Speciedaler og klarte dermed den Gjæld, de havde paadraget sig.
Saa fandt de paa at lave Masker, og ved en enkelt Maskerade - det var, efterat Koleraen var ophørt - solgte de Masker for over 100 Speciedaler og klarte dermed den Gjæld, de havde paadraget sig.
Nu vokster Modet hos de to unge og for sit Arbeide begeistrede Sydlændinger; de forsatte med Maskefabrikationen og tjente ikke saa faa Penge paa det, foretog Udenlandsreiser og skaffede sig nogle finere Figurer, som de modellerte. Og i Midten af 1803-Aarene fik Guidotti Anledning til at anbringe sine første Gibsdekorationer i en Bygning, som en af de daværende Statsraader lod opføre ude paa Drammensveien.
Nu vokster Modet hos de to unge og for sit Arbeide begeistrede Sydlændinger; de forsatte med Maskefabrikationen og tjente ikke saa faa Penge paa det, foretog Udenlandsreiser og skaffede sig nogle finere Figurer, som de modellerte. Og i Midten af 1830-Aarene fik Guidotti Anledning til at anbringe sine første Gibsdekorationer i en Bygning, som en af de daværende Statsraader lod opføre ude paa Drammensveien.


Fra nu af havde Gibseriet faaet Fodfæste i vor lige overfor alt nyt saa vanskelige Jordbund, og det førte bl. a. til, at Guidotti senere fik i Opdrag at levere Gibsornamenter til Slottet og Oscarshall.
Fra nu af havde Gibseriet faaet Fodfæste i vor lige overfor alt nyt saa vanskelige Jordbund, og det førte bl. a. til, at Guidotti senere fik i Opdrag at levere Gibsornamenter til Slottet og Oscarshall.
Linje 30: Linje 30:
::Klokken er slagen to!
::Klokken er slagen to!
Og ligesaa gemytligt, som det gik for sig paa Gaden, ligesaa gemytligt var det i Selskabslivet.
Og ligesaa gemytligt, som det gik for sig paa Gaden, ligesaa gemytligt var det i Selskabslivet.
I den Tid var der en Stadsmusikant i Byen. Til ham henvendte man sig, naar man vilde have Musik i et Selskab. Og det var gjerne saa, som det pleier være her i Verden, at de mere velstaaende, som havde bedre Raad, fik den bedste Musik; de andre fik nøie sig med simplere. Dog ikke altid. Engang der var et større Selskab hos en af Statsraaderne var al den finere Musik optaget. Hvad gjør man saa? Jo, den unge Italiener, Guidotti, vidtes at hav anskaffet sig en Lirekasse, som han pleiede bruge til sin egen og Venners Forlystelse; ham maatte man have fat i, ig saa blev han budsendt med samt sit Instrument, og til Lirekassens smægtende Toner valsede saa det høie Herskab rundt, og Glæden stod ud gjennem alle Vinduer. "Men Kotiljonge va schlemme; den holdt paa i mange Time", sagde Guidotti, da han fortalte det. Dette var forøvrigt ikke det eneste Selskab, hovr høifornemme Folk dansede efter hans Pibe. Han var flere gange engageret med sit Instrument. Og da han var rund og rød og vakke med et bølgende sort haar, siger det sig selv, at Damerne sendte mangt et smægtende Blik bort til den unge Italiener bag Lirekassen. Undertiden forsøgte en og anden af dem i Hemmelighed, at klippe en Lok af hans ravnsorte Haar, fort at gjemme til et Minde; andre vilde gjøre Forsøg paa at gnide af ham den røde Farven paa Kinderne; de troede nemlig, han sminkede sig. Atter andre Steder forsøgte Damerne at faa ham til at forspise sig paa Is; men da han selv en Tid havde været i Arbeide hos en Konditor i Kjøbenhavn og kjendte til dette Slikkeri og dets Virkninger, undgik han snildelig ogsaa dette Skjær.
I den Tid var der en [[Stadsmusikant]] i Byen. Til ham henvendte man sig, naar man vilde have Musik i et Selskab. Og det var gjerne saa, som det pleier være her i Verden, at de mere velstaaende, som havde bedre Raad, fik den bedste Musik; de andre fik nøie sig med simplere. Dog ikke altid. Engang der var et større Selskab hos en af Statsraaderne var al den finere Musik optaget. Hvad gjør man saa? Jo, den unge Italiener, Guidotti, vidtes at hav anskaffet sig en [[Lirekasse]], som han pleiede bruge til sin egen og Venners Forlystelse; ham maatte man have fat i, ig saa blev han budsendt med samt sit Instrument, og til Lirekassens smægtende Toner valsede saa det høie Herskab rundt, og Glæden stod ud gjennem alle Vinduer. "Men [[Leksikon:Kotiljong|Kotiljonge]] va schlemme; den holdt paa i mange Time", sagde Guidotti, da han fortalte det. Dette var forøvrigt ikke det eneste Selskab, hovr høifornemme Folk dansede efter hans Pibe. Han var flere gange engageret med sit Instrument. Og da han var rund og rød og vakke med et bølgende sort haar, siger det sig selv, at Damerne sendte mangt et smægtende Blik bort til den unge Italiener bag Lirekassen. Undertiden forsøgte en og anden af dem i Hemmelighed, at klippe en Lok af hans ravnsorte Haar, fort at gjemme til et Minde; andre vilde gjøre Forsøg paa at gnide af ham den røde Farven paa Kinderne; de troede nemlig, han sminkede sig. Atter andre Steder forsøgte Damerne at faa ham til at forspise sig paa Is; men da han selv en Tid havde været i Arbeide hos en Konditor i Kjøbenhavn og kjendte til dette Slikkeri og dets Virkninger, undgik han snildelig ogsaa dette Skjær.


Det var en af gamle Guidottis særegne Fornøielser i de senere Aar, at fortælle om de primitive Forhold i Byen fra tidligere Aartier. Vi, som er kjendt i Kristiania, og kan fortælle om gamle Ruseløkken, synes vi har adskilling rart at byde Nykommerne, naar vi fortæller om de mange skumle og faldefærdige Rønner, som klorte sig fast opefter Ruseløkberget, hvor nu Petersborgkompaniets Paladser kneiser med sine Spir og Taarn mod Himlen. Men da Guidotti en og anden Gang fortalte, at han havde gaaet paa Jagt der, hvor Studenterlunden nu er, da tiede vi. Eller at Store Grænsegade" virkelig ogsaa hørte til Byens yderste Grænse, - naar vi hørte det, saa blev vi stumme. Nu vil vi jo regne "Grænsen" til Byens Centrum. Eller at man St. Hansaften foretog Landtur opover til St. Hanshaugen, som dengang laa langt oppaa Landet - det havde vi vanskelig for at tænke os. Eller at en Mængde af Byens mandlige Befolkning havde at løbe fra Høvelbænk og Disk og stille sig i Rækkerne, naar de hørte Brandskud, det lyder lidt fremmed og fjernt nu, da vore kjække Brandfolkmed de rappe Heste er paa Brandstedet nogle faa Minutter efter Brandens Udbrud.
Det var en af gamle Guidottis særegne Fornøielser i de senere Aar, at fortælle om de primitive Forhold i Byen fra tidligere Aartier. Vi, som er kjendt i Kristiania, og kan fortælle om gamle Ruseløkken, synes vi har adskilling rart at byde Nykommerne, naar vi fortæller om de mange skumle og faldefærdige Rønner, som klorte sig fast opefter Ruseløkberget, hvor nu Petersborgkompaniets Paladser kneiser med sine Spir og Taarn mod Himlen. Men da Guidotti en og anden Gang fortalte, at han havde gaaet paa Jagt der, hvor Studenterlunden nu er, da tiede vi. Eller at Store Grænsegade" virkelig ogsaa hørte til Byens yderste Grænse, - naar vi hørte det, saa blev vi stumme. Nu vil vi jo regne "Grænsen" til Byens Centrum. Eller at man St. Hansaften foretog Landtur opover til St. Hanshaugen, som dengang laa langt oppaa Landet - det havde vi vanskelig for at tænke os. Eller at en Mængde af Byens mandlige Befolkning havde at løbe fra Høvelbænk og Disk og stille sig i Rækkerne, naar de hørte Brandskud, det lyder lidt fremmed og fjernt nu, da vore kjække Brandfolkmed de rappe Heste er paa Brandstedet nogle faa Minutter efter Brandens Udbrud.
Hentet fra «https://lokalhistoriewiki.no/wiki/Spesial:Mobildiff/126716»