Kjeldearkiv:Margrethe Mikkelsdatter Falkener

Som omtala i likpreika etter Margrete Mikkelsdatter (fødd 1583 i Bergen, død?) så har ho ein særskild slektshistorie bak seg. Ho var dotter til Mikkjel Adrianson og ei Gotchalksdotter. Begge foreldra døydde under ei pestelense som gjekk i Bergen i 1588. Då var Margrete bare 5 år. Etter at foreldra døydde kom ho til si mormor, Sigrid Einarsdotter. Etter at Gotschalch, mannen til Sigrid døydde, var ho gift igjen med Lauritz Hansen Schriffuert, borgarmester i Bergen. Ho var hos mormora i 2 år, inntil mormora døydde i 1590. Etter dette var ho 1 års tid hos tanta (morsøster) Maren Gotschalchsdtr, som var gift med borgarmester i Bergen, Michel Jenssøn schriffuer.Etter dette kom ho som åtteåring til tanta (farsøster) Anne Adriansdatter som var gift med byfogden i Bergen Claus Miltzow. Ho budde hos dei inntil ho var 18 år. Som 18 åring blei ho gift med presten Anders Joenssøn (1559-1639) i Skånevik, som seinare blei prost i Sunnhordaland.

Far til Margrete, Mikkjel Adrianson, var son til Adrian Rottgertssøns Falkener og hans 2de kone Margrethe Pedersdatter Fosnes. Mikkjel var født i Trondheim, og flytta til Bergen i 1574. Margrethe sin bestefar, Adrian Richertson, som til Noreg som falkefangar på slutten av 1400 talet. Slekta Falch (Trondheim) nedstamma frå han. Han hadde ei eventyrleg karriere bak seg som falkefangar, borgarmestar i Trondheim (1524-94), godseigar og forretningsmann.

Esaias Hansen Bugge blei oppforstra hos bestemora i Skånevik. Esaias tok med seg likeprekena til bestemora si Margrete Mikkelsdatter til Valle i Setesdal. Esaias var født i Etne i Sunnhordaland. Esaias Hansen Bugge kom til Valle som kapellan i 1651. Han var sogneprest i Valle frå 1661 til 1697. Han flytte då tilbake til Etne og døde like etter i 1698. Esaias var først gift med Mette Bentsdtr Broe, og dei fekk tre døtre: Maren (1661), Kirsten og Mette. Etter at kona døde, gifte han seg igjen med Bodil Jørgensdtr Uroe.

Likpreika

"Likpraediken over Margrethe Michelsdatter sal. hr. Anders Jonsens enke i Skaanevik.

Huad Sig Denne Ha.'derlige Dydige, Gudfrychtig oc nu Salige Matrone: Margarete Michelsdatter Huis Legeme wi i Dag til Jorden Hafuer bestediget, Hendis Erlige HerKomst, oc fødssel, Christelige Lefnitz fremdragelsse, Tolmodighed udj Hendis Lang-warendis Svaghed oc schrøbelighet oc Salige afschied af Denne Werden Sig belanger; Da Er Hun barnfød i Bergen, Der Mand schref Aar effter Christj Naaderige Fødssel 1583 udj Julij Maaned, af Christelige, Gudfrychtige, Erlige oc Echte foreldre. Hendis Fader war Dend Erlige fromme, Dog nu Sal: Mand Michel Adrianssøn, fordum Borger udj Bergen, Barnefødt udj Trundhiem, Huis fader war Adri[an] Rochertsen. som var Borgemester udj Trunfdhiem]. [Resten av siden mangler.]

Fødis af Gud Self oc worde it Guds barn och Himmelrigis Rigis med Arfving, med Sin Broder och Aller Kieriste brudgom Jessu Christo. Huor Dend werdige Hellig Trefoldighed Hafuer oc Naadelig Tagit Imod Hende oc Ladet Sit Nafn Nefne Offuer Hende oc bered Sig Sell Hendis Hierte til Sin Kierche oc boelig och Hafuer meddeelt Hende it Nyt liff, som er en Hiertens liffach-tig Troe, Huilchet haf werit begyndelsse til Det Evige liff, som Hun nu allereede Paa Siellens weigne med Sin brudgom Jessu Christo oc Alle udvalde bortSofne Christne Hafuer beKommct, och Paa Det Hun Dette Sande oc Sallige liff, som Dend Naadige Almechtige gud Hende udj Jgienfødelssens bad Naadelig Hafde gifuit, motte beholde uden forHindring oc afbrech, saa ... [Resten av bladet mangier.]

Gotschalchs Død, da war Kommen i Echteschab med Sal Lauridts Skriffuert, fordum Borgemester udj Bergen, tagit Hende til Sig oc Holt Hende udj scholle paa 2 Aars tid, effter Hendis Sal' MorModers Død er Hun Kommen til Sin Sal: Moders Søster, Nemlig Maren Gotschalchsdatter Sal: Michel schriffuers, oc fordum Borgemester udj Bergen, oc Hafuer werit Hos Hende et Aarstid. Der Hun nu var paa Det Niende Aar, Er Hun Komen til Hendis Sal: Fader Søster Nemlig Anne Adriansdatter Sal: Claus Melstovs, fordum Bye foged udj Bergen, oc Hufuer werit udj Hendis Huus Christelig og Tuchteligen opdragen indtil Hun wor 18 Aar gammel, for fremmed Sig udj Guds frycht, ærbarhed, tucht oc Alle Christelige Dyder oc gode Seder, Huor for Hun oc Hafuer beKommet yndest baade Hos gud oc Menischen. Er Saa udaf Guds faderlige Providentz oc forSiun, oc Sinne Slechlingis oc. gode wenners Raad, bevilling oc Samtøche Kommen udj Det Hellige Echteschabs stadt med Hendis Sal: afdøde Hossbonde, Hederlig oc wellærde Mand Hr. Anders Joensssøn, fordum Sogne Prest Her udj Schaanevigs Præsstegield oc Proust ofuer Sundhorlehn, och lefvede med Hannem it Christeligt, Erligt oc Kierlige Echteschab paa Det 39 Aar; och stod Deris Bryllups Høytiid udj Bergen, Der Mand schref Aar 1601: Dend 17 Søndag effter Trin. udj Samme Deris Echteschab wel Signede Gud Dem med 16 Dei-lige børn, 9 Drengebørn oc 7 Pigebørn, af Huilche 6 af Sønnerne och Alle Døtterne med Deris nu Sal: forældre udj Herren er Henssofuede, Huis Sielle ere udj De lefuendis Knipe J Guds Haand oc forwaring, Huor ingen Pinne schal Røre Dem Evindelig. och de 3 Sønner Endn[u] Hr. Jonas Andersøn, Hr. Elias Andersøn, Hr. Søfren Andersøn effter guds gode oc Naadige behag oc willie Jgien lefuer oc Ere udj Det Hellige Præstelige Embede, Huis Legeme oc Aand Gud rigeligen oppeHolde, welssigne oc bevare at De motte findis ustraffelig paa wor Herris Jessu Christi Dag.

De Tvende af Hendis Døttre Maren Andersdate[r] oc Anne Andersdater som Komme saa wiit til Alder at de Komme i Echteschab, forssiunede Herren oc med Hæderlige PræstMænd, Huilchet war forælderne iche en Ringe glede. Belangende nu Denne Sal: Qvindis Christelige lefnitz fremdragelsse udj Sin welmagt, Jmedens Hendis Sal: Hussbonde lefuede, Da Hafuer Hun flitelig betencht Det som Ste Pofuel befahler, at Christne Mennische schulle lefve, Tuchtelige, Retferdelige oc gudfrychlelige J Denne werden, oc forwente med glæde Dend Herris Jessu Chr: Aabenbarelsse. Jmod sin Sal: Hossbonde Hafuer Hun werit ydmyg oc wenlig, oc Haft megen omhyggelighed for Hannem, med Stor Tienstachtighed udj Hans Alderdom; Hendis Børn som (hid Hafde Hende med welssignet, Hafuer Hun Christelig oe Tuchtelig op-Dragit oc Dennem foregaaet udj Sit Huus med alle Haande Gudeligheds Øffuelsser oc Gudfrychtigheds Exempler. Jmod Denne Menigheds Sognefolch Hafuer Hun for Holt Sig wenlig oc Tienst-Achtig, som End oc Mange af Dem som Endnu lefue weed Hende Det berømelig at effter Sige. Dend fattige oc nødtørstige Hafuer Hun iche Heller forglemt, men Gierne Deelt med Dem af Dend gaffue, gud Hafde Hende med forglemt, Huilchen Dyd oc fvlde Hende til Sin Døde Dag, at Hun Huor og Naar Hun Kunde, Da Hafuer Hun effter Sine wilchor gierne Recht Dend Fattige Haanden. Anlangende Denne Sal: Qvindis Liffnitz forhold udj Hendis EncheSæde, Da effter at Hendis Sal: Hosbonde wed Dend timelige Død war Hende fra falden, som schiedde 1639 Dend 2 December effter at Han Hafde Naaed Dend fullKomne Och Høyeste Alder, som Konning David omtaller, som war 80 Aar, och Hafde werit Sogne Prest Her til Schaanevigs Prestegield 48 Aar, och Proust ofuer Sundhorlehn J 30 Aar. Da Hafuer Denne Sal: qvinde Siddet it Gudfrychtigt oc Chrisleligt Enche Sæde Nogit Paa Det 18. Aar, oc imidlertid Sat Sit Haab til gud oc Er blefuen warachtig i bøn oc formanelsse med læssen oc beden Dag oc nat.

Der nu Hendis Sal: Hossbonde, som Sagt er, wed Døden war afgangen, Hafuer Hun Aared effter, tagit Sig en Gaard under Hender at bruge, effterdj hun Endda wor En Rørig qvinde, oc er saa flytt fra Præstegaarden til Millie, Huilchen gaard Hun Hafuer styrt oc ladet bruge Paa 8 Aars tid, oc Jmidlertid er Hende Stor Svaghed oc Skrøbelighed til slagen, Aller mest udj Hendis been, saa at Ald Naturlig Krafft oc styrche i benene blef Hende betagen, at De iche Kunde baere Legemet, Huilchen Svaghed Hun Dog taaligen af Herrens Haand Hafuer optagit oc baarit samme Kors oc schrøbeligHed med Stor Taalmodighed paa Det 11 Aar. formedelst samme Suaghed, Der Dend wor Hende tilSlagen, for Aarsagedis Hun at ofuergifue gaarden oc begifue Sig til Sinne K: børn, som Kunde Hafue bedre opsiun til Hende. och Enddog

Hendis K: Suoger Dend Haederlige oc Wellerd Mand Hr. Samuell Jacobssøn SognePrest i Etne, saawel som Dend Haederlige oc welkerde Mand Hr. Peder Rassmussøn SognePraest J Kindsservig, sampt Deris nu Sallige Hustruer Sal: Maren oc Sal: Anne, Huis Siele Gud Gleder, Hendis Kiere Døttre, Hos Huilche Hun wor Paa en Kort tid, gierne Hafde Seet oc ønschet, at Hun wilde blefuit Hos Dem, at De Kunde Seet Hende til gode udj Hendis alderdom oc schrøbelighed, Huilchet de oc flittig giorde dend Stund Hun wor Hos Dem, saa Hafuer Hun Dog fornemelig Stundet til Dend Sted, Huor Hendis Sal: Hossbonde laa begraffven, til Dend wisse Ende at Hun wilde Hvile Sit Legeme wed Hans Side, Huilchen LychSallighed Hun nu oc Hafuer naaet: Hafuer Derfore Moxssen Dend tid, Hun flytte fra gaarden Millie, oppe Holt Sig Hos Sin K: Søn Dend Hæderlige oc wellærde Mand Hr. Elias Andersøn SognePræst Her til scaanewigs Præstegield, och Hafuer

Jmidlertid Sit Lifnit fremDragit udj Taalelighed, SagtmodigHed, StilHed, ydmygHed, Gudfrøchtighed, bøn oc læssning oc Daglig forwentet Sin frelsseris J: Chr: til Kommelsse oc Sitt Legmis forløsning. Och End dog at Hende, foruden Hendis Egen Daglig Suaghed oc schrøbelighed adschillig anden bedrøfwelse oc Hierte Sorig er til Slagen, thj Huilche gud Elscher, Dend Refsser Hand, blant Huilche Dend iche war dend Ringeste, at Hun mit udj Hendis størstc SvagHed, noget meere End for 3 Aar Siden, miste paa en fierdings Aars tid Sinne tvende Eenniste K: Døttre udj Etne oc Kindsserwig, Huilche om Gud Hafde saa behagit at De Hafde lefuit, Kunde werit baade Hende udj Hendis alderdom, saa oc Deris Egne Fattig nu saa Mange Moderløsse oc Dend Største Deel baade Faderløsse oc Moderløsse barn til trøst och Hielp. Herren som iche udelucher Rafne Ungerne fra Sin omssorig. Hand wil ochsaa Dennem forssiune, naar de hannem frøchter oc Tienner, Huorleedis det Hafuer Smechtet det Moderlig Hierte, Kand it Huert menische, som iche Hafuer Hierte af Stoch oc Steen, oc fornemelig alt Christene foneldre, som Gud Hafuer Gifuit børn, Hos Sig Sielf wel effter tenche, Saa at Det Da for Hende lod Sig anssee, at Gud Hafde Sparet Hende til en bedrøfuelige tid, Spisset Hende bedrøfuelssens brød oc i schiencht Hendis begre fuld med taare, Sagde End och som oc Alle med Hende wel motte giffue Magt, at Det motte Heller Hafue Werit Hendis bøer at flytte Her fra. Men Herrens Raad er Underlige, oc Det Ubegribeligt, Huorleedis Hand Regierer. Saa Hafuer Dog Taalmodighedssens oc Trøstelssens gud (Hans nafn were ære oc loff Evindelig) Hende udj alt Dette med saadan Taalmodighed oc. Riig Trøst oppe Holdet, at Hun alting Hafuer Ofuer wundet formedelst Jessum som Hende Elschte, Huilchen Hun oc Jnderlig Elschte igien oc Hafuer werit trøstelig i Herren Sin Gud.

Der Hafuer oc Mange fornemme folch af Geisslig oc werdsslig beSøgt Hende udj Hendis langwarendis Suaghed, Naar leilighed Hafuer werit Gifwen der til, Want Huilchen Disse dog ere de fornemeste, Dend Erlig oc welbr: Frue Fru Karen bild Erlig oc welbr: Mand Axel Mowats til Hofland, Erlig oc wclbr: Frue fru Karen Movvat, Welbr: Erich Ottcsøns orning til Watne, dend Erlig oc welbr: Mand Lauridts Johansson Galtung med Sin frue Lissabet Ottesdatter 0rning, Dend Hæderlig oc Høilærde Mand, Woris Kiere H'r Bischop Mag: Jens Schielderup med Sin Dyderige Kiere Hustru Jnger Worm, Dend Hrederlig oc wellærde Mand Prousten H'r Hendrich Meltsow Paa Woes, Hendis neste Frender oc Slechtning Dend Haederlig oc wellaerde Mand H'r Samuel Bugge i Nordfiord med Sin Kiere Hustru Sampt dend Erlig oc welfor-nemme Mand Herman Gaarman oc Hans Kiere Hustru Margrethe Buck, Herforuden Hendis Egne Kiere Suogre, oc de Hæderlige Pastores Her udj Sundhorlehn, Huilche med Deris Kiere Hustruer iche Hafuer forssømt at besoge Hende, Naar Deris Leilighed er falden Der til; Huilche wor Dend Sal: quindc iche en Ringe trøfst, at saadanne Hendis fornemme Venner, som Hende Udj medgang oc welMacht Hafde Kiendt, mi oc wilde Kiende Sig wed Hende udj modgang oc Svaghed; Huilche endochsaa desse Welbr: Hrederlige oc fornemme folck Endnu i Dag ved Hendis Legems NedSettelsse Her udj Kirchen Med deris Nær werelsse Testerer oc beviisser.

Endelig, Huad Denne Sal: qvindis Sygdom til Dend timmelig Død saa oc Sallige Endeligt Sig belanger: Da efftersom Hun altid Hafde Sin Sallighed udj God acht og Daglig Omgiches med Døds-sens Tancher oc Derfor iche forssømmed Det Høivaerdige Alterens Sacramentis brug, Saa Hafuer Hun oc Nogle Dage for Dend Anden Søndag i Advent begiered af Sin K: Søn, Dend Hæderlige mand H'r Elias Anderssøn, at Hand om Sundagen, som wor Dend Anden udj Advent, wilde betienne Hende udj Hendis Sallighed oc Med deelle Hende Det Høwaerdig Alterns Sacramente, Huor til Hun Sig oc midlertiid Christenligen wilde berede. Och effterdj Hun Dend tid iche fant eller fornam Nogen Sygdom, widere End hendis Daglig Svaghed pleier at vaere, Siuntis Det derfor, ligesom at Gud Hiemmelig Hafde ladet Hende forstaae, at Hendis fraschillelssis tid nu Snart Tilstundede, at Hun Derfor, førend Sygdommen Hende Angreb, med Dis bedre betenchende Kunde forlige Sig med Gud, Er saa om Søndagen-Morgen, effter Hendis Christelig be-giering, Der Hun Hafde giort Sin Confession, blefuen Absolverit. Och effter at for: Hendis Søn H'r Elias, effter Saedvane Hafde Giort en Kort Praedichen for hende udj Hendis Stue forend Guds Tienniste udj Kirchen begyntis, Er Hun med Stor andacht oc Christelig bereedelsse blefuen Deelachtig i Sin Herris oc frelsseris Jesu Chr: Hellige Legems oc blods Sacramente til en wis pant oc beseigling Paa alle Sinne Søders forladelsse, fordref Saa tiden Dend Gandsche dag med bøn oc læssning, saavelsom oc Mandagen nest effter, foruden nogen Suagheds Kiendetegn til Siugdom eller Døden. Om Mandag afften, wed 8 Slet, som Hun schulle gaae til Sengs, befant Hun Nogen widere Svaghed end ellers, tilschref det Det farlige Waerligt med storm Och u-vaer, som wor i samme Dage, oc Sagde Det motte wist bryde Hende udj Legemet; Om Tissdagen motte Hun Holde Gandsche wed Sengen oc lod Sig anssee at Hun af en Hefftig Febris eller Kaalde Siuge wor blefuen Angreben, Hafuer Saa fra Dend tid, effterdj Sygen Joe meere oc meere tiltog, Holt wed Sengen Dend Uge igiennem udj en lifachtig troe til Jesum Christum, udj bøn, laessning, Gud-frøchtigheds øffuelsser oc Gudelig Tancher, oc fornemelig i Dend wisse forHaabning at gud schulle Snart Komme oc forunde Hende en GlæDelig Hiemfart. Jmidlertid er Hun flittig betient oc beSøgt af Sin Kiere Søn Hr. Elias Anderssøn, oc Hans K: Hustru Lissbet Lauridtzdattcr Galtung, Huilche ellers altid, Dog fornemelig i De Dage, wor Stedtze Hos Hende foruden Deris børn oc tiennere, som Dag oc nat opvartede Hende, och naar for': Hendis Søn, Hr. Elias foreholt Hende Nogle almindelige schrifftens trøsetelige Spraag, Hafuer him tagit ordene af Hans Mund oc Sielf ført dem til Ende. och fornemelig war Dette wers af woris Christelige JuleSang altid i Hendis Mund oc Gich hende ret af Hiertet. O Du Min Kiere Herre Jessu Chr: Giør Dig en Reen Seng i mit brøst, oc Hvil Dig i mitt Hiertis schrin, at jeg aldrig forglemmer wel-gierning Din: Huilchet wers Hun nogle Gauge om Dagen Repetered oc igien tog. Och naar Hun blef tilsspurt, om Hun iche begierede nogit til Sit Svage oc udMattede legems wederquigelsse, Suarede Hun med Stor Andacht, Jeg begierer Jnttet andet End at førløssis Her fra oc at were med min frelssere Jessu Christo.

Om Onsdagen i samme Uge, der bededags Predichen for Meenigheden udj Dend Nye Maanetz begyndelsse schulle forRettis, Hafuer Hun begierit af Sin K: Sp i Hr. Elias Andersøn, at Hand wilde giøre Dend Christne Kirchis forbøn for Hende, at Gud wilde størche oc Oppeholde Hende udj Troen oc udj en bestandig Taalmodighed indtil Enden, oc mildelig Anssee Hendis beSuærlighed oc gifue Hende Det hende wor tienligt; Der tør, Sagde hun Sielf, wer[e] nogit Guds barn i Dag, som paa Minne Veigne i Kirchen Hos Gud motte blifue bønhø'rt; Huilchcn Hendis Christelige begiering for: Hendis Søn Elias baade for oc effter Predichen med Andacht Hafuer effterKommet. Samme Onsdag, effter at Guds Tienniste war forRettet, Der for: Hendis Søn Hr. Elias Kom Da till hende igien, oc Hende vor beret af dem som war i Kirchen, at Dend Christne Kirchis forbøn wor schied for hende, tached Hun Sin K: Søn, paa det wenligste Der for, Sagde Sig oc imidlertid med Sinne bønner hos Gud at Hafue anHolt oc tviflede iche paa bønhørelsse: Er saa, som før er melt, blefuit stille beliggendis udj Troen oc Haabet dend wge Jgiennem, oc Sygdommen Dag for Dag, meere oc mere tiltog. Om Sødag morgenen, som wor Dend 3die udj Advent Der for Hendis Søn Hr. Elias schulle Reigsse til Holmedals Anex KK: Hafuer hun atter AenModit hannem om at giøre bøn for Sig af Predichestoelen, Huilchen Hendis Gudelig begiering baade for oc effter Tiennisten er stillet i werch. Samme Søndag. Der Evangelij forKlaring, in. Poffuels Huus Postil for bøn oc tiunde udj Hendis Stue, som oc ellers altid til—Hun liggendis udj Sengen Gifuit saa nøe acht paa Det fornemste som fore falt, Huilchet Hun iche Aleeniste med beveglige fachter oc gebaerder strax gaff til Kiende, men wiste Siden Smucht Sig der med at trøste oc oppeholde oc tachede Gud for Sit Hellige ords opliussning oc lærdom.Natten til Mandags som wor Dend 15 Decembr: begynte Sygen Heftig at Angribe hende, oc Da Klagit Hun Sig aller mest for Sit bryst; Sagde Der Hos at Der Hafde Sat Sig en sting for Hendis Hiert. Gud wiste best Huor Det wille afløbe, Huor for oc de som tilstede waare oc waagit ofuer Hende, hafuer med Dis flittigere waretecht opwartet Hende, oppe Holt Sig Dog stedtze med Guds ords trøst oc brugte nogle Gange Dette wers: O Gud effter Dig Mig forlenger naar Sorgen mit Hierte trenger, til Dig staar aid min-lid etc: saa at lige som legemens Styrche Hafuer af tagit, Saa er Hun tiltagit i Sielens Kraffter, oc trøstet Sig Dermed."

Kjelder

• NST XII, s. 32-39 (Likpreken v/Tarald Nomeland)