Kjeldearkiv:Adolf Skramstad:«P.N. Guidotti» (Folkebladet, 1901)

P.N. Guidotti
Kjeldeinformasjon
Tidsrom: 1901
Beskrivelse: Adolf Skramstads minnetale over P. N. Guidotti i Folketbladet, 1901.
Viktig: Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.
Pietro Guidotti
Artikkelen om gipsmaker P.N. Guidotti i Folkebladet

Da gamle Gipsfabrikant P. N. Guidotti døde ifjor, var han omkring 90 Aar gammel - en anselig Alder, selv om det hadde været en Nordbo, og endnu mere naar det gjælder en fyrig Sydlænding, som jo udvikler sig hurtigere og derfor efter Naturens Love skulde være tidligere færdig og afblomstret. Guidotti var et af de merkeligste Exempler, jeg har set, baade hvad legemlig og aandelig Raskhed og Udholdenhed angaar. Det saa ud, som om hans lange Ophold her i Norden havde givet ham Granens og Furuens Seighed, samtidig som han beholdt sin sydlandske Naturs Frihed i Knop og Blomsterskrud. Man merkede, naar man talte med ham, at han var kommen fra et Land med høi og ren Himmel, straalende varm Sol og en yppig Natur.

Han afgav ligeledes et eiendommeligt Bevis for, at selv om den Plante, som heder Mennesker, aldrig sa meget omplantes paa fremmed Jordbund, hensættes under andre Himmelstrøg, i anden Luft, og selv om den nye Jordbunds oprindelige Vekster synes aldrig saa meget at ville overskygge og omdanne den fremmede Plante, saa beholder den dog sine særegne Blomster og sin særegne Duft.

I 70 Aar havde gamle Guidotti opholdt sig her i Landet, og dog kunde han kun med stor Vanskelighed udtrykke sig paa norsk - ja, saa fremmed og gebrokkent lød det, at man havde sin Møie med at forstaa, hvis man ikke kjendte hans mange snurrige Udtryk.

Hans Vugge stod i en af de mange smaa Bjergbyer, hvorpaa Italien er saa rig ; hans Fødebys eller Fødelands Forhold har dog ikke skaffet Plads for hans Virketrang; det har været ham for snevert og fattigt, selv om Vinrankerne hang fulde af de friskeste Druer. Trækfuglene, som om Vaaren fløi nordover, har kanskje draget hans Tanker med. Et Sted der i Nord maatte der være Byer, Berge og Dale og kanskje grønne Sletter, hvor man kunde bygge og bo i Fred.

Han maatte ud. Var først i Frankrige fra sit 15de til sit 18de Aar og kom saa hjem igjen. Men Reiselysten vaagnede snart igjen, og saa tog han for anden Gang Veien fat i Følge med en Kamerat, som ogsaa var blevet fanget af Lysten til Eventyr.

Turen gik tilfods gjennem store Dele af Europa. De sled meget ondt, men de tog ogsaa Moroen, hvor den faldt sig, med ægte sydlandsk Freidighed. Guidotti har i sin Tid fortalt mig adskillige muntre Historier fra denne Reise. Her er en af dem:

En Dag kom de til et Gjestgiveri langt nede i Tyskland, saavidt jeg erindrer. De var sultne og bestile Bif; men Biffen var saa seig, at hverken Knive eller Tænder bed paa den. Saa fôr en Skjælm i dem. De tog og spigrede Biffen op paa Væggen, bed i den og lod, som om de forsøgte at slide den i Stykker paa det Vis. Under dette kom Verten, som forbandet spurgte, hvad dette skulde betyde. De fortalte, at de vidste ingen bedre Maade at grete Biffen paa. Det hjalp. De fik straks en anden og bedre Vare.

Efter mange Eventyr naaede de Kiel i Løbet af 40 Døgn. Derfra drog de til Kjøbenhavn ombord i en Jagt. Efter et kortere Ophold det satte de Kursen for Kristiania ombord i en Seiler. Paa denne Seiltur mellem Kjøbenhavn og Kristiania brugte de 10 Døgn - en Tur, som nu med Dampbaad gjøres paa 22 Timer.

Havde de imidlertid Brug for Taalmodigheden tilsjøs, saa fik de ogsaa Brug for den, da de kom til Kristiania. Gibseriet, som de havde slaat ind paa, var en ukjendt Haandtering her i Landet i den Tid.

Dette var omkring Aaret 1830. Gibsornamenteringer paa Bygninger kjendte man slet ikke til. De maatte derfor begynde med Smaapuslerier - Nips og saadant. Større Sager var der ikke Tale om at sælge.

Men de raske Sydlændinger gav sig ikke med det. De reiste omkring paa Markeder, holdt Moro, hvor de kom, spredte Munterhed omkring sig og solgte sine Figurer. En Tid opholdt de sig ogsaa i Gøteborg. De kom tilbage derfra i Koleratiden i 1833. Det blev en slem Tid ogsaa for vore unge Gibsmagere, de kunde nemlig nu ikke gaa omkring i Husene og sælge, saaledes som de havde gjort før. Og saa blev det Smalhans og Gjæld.

Saa fandt de paa at lave Masker, og ved en enkelt Maskerade - det var, efterat Koleraen var ophørt - solgte de Masker for over 100 Speciedaler og klarte dermed den Gjæld, de havde paadraget sig. Nu vokster Modet hos de to unge og for sit Arbeide begeistrede Sydlændinger; de forsatte med Maskefabrikationen og tjente ikke saa faa Penge paa det, foretog Udenlandsreiser og skaffede sig nogle finere Figurer, som de modellerte. Og i Midten af 1830-Aarene fik Guidotti Anledning til at anbringe sine første Gibsdekorationer i en Bygning, som en af de daværende Statsraader lod opføre ude paa Drammensveien.

Fra nu af havde Gibseriet faaet Fodfæste i vor lige overfor alt nyt saa vanskelige Jordbund, og det førte bl. a. til, at Guidotti senere fik i Opdrag at levere Gibsornamenter til Slottet og Oscarshall.

Om Forholdene her i Kristiania i hine Dage, havde Guidotti meget at fortælle. Da han første Gang satte sin Fod paa Byens Grund, var den jo ikke andet end en Smaaby i Forhold til sin nuværende Størrelse. Den havde, fortalte han, 4-5 Politibetjente, og ved Nattetid ruslede Vægterne omkring og sang den bekjendte:

Ho, Vægter, ho!
Klokken er slagen to!

Og ligesaa gemytligt, som det gik for sig paa Gaden, ligesaa gemytligt var det i Selskabslivet. I den Tid var der en Stadsmusikant i Byen. Til ham henvendte man sig, naar man vilde have Musik i et Selskab. Og det var gjerne saa, som det pleier være her i Verden, at de mere velstaaende, som havde bedre Raad, fik den bedste Musik; de andre fik nøie sig med simplere. Dog ikke altid. Engang der var et større Selskab hos en af Statsraaderne var al den finere Musik optaget. Hvad gjør man saa? Jo, den unge Italiener, Guidotti, vidtes at hav anskaffet sig en Lirekasse, som han pleiede bruge til sin egen og Venners Forlystelse; ham maatte man have fat i, ig saa blev han budsendt med samt sit Instrument, og til Lirekassens smægtende Toner valsede saa det høie Herskab rundt, og Glæden stod ud gjennem alle Vinduer. "Men Kotiljonge va schlemme; den holdt paa i mange Time", sagde Guidotti, da han fortalte det. Dette var forøvrigt ikke det eneste Selskab, hovr høifornemme Folk dansede efter hans Pibe. Han var flere gange engageret med sit Instrument. Og da han var rund og rød og vakke med et bølgende sort haar, siger det sig selv, at Damerne sendte mangt et smægtende Blik bort til den unge Italiener bag Lirekassen. Undertiden forsøgte en og anden af dem i Hemmelighed, at klippe en Lok af hans ravnsorte Haar, fort at gjemme til et Minde; andre vilde gjøre Forsøg paa at gnide af ham den røde Farven paa Kinderne; de troede nemlig, han sminkede sig. Atter andre Steder forsøgte Damerne at faa ham til at forspise sig paa Is; men da han selv en Tid havde været i Arbeide hos en Konditor i Kjøbenhavn og kjendte til dette Slikkeri og dets Virkninger, undgik han snildelig ogsaa dette Skjær.

Det var en af gamle Guidottis særegne Fornøielser i de senere Aar, at fortælle om de primitive Forhold i Byen fra tidligere Aartier. Vi, som er kjendt i Kristiania, og kan fortælle om gamle Ruseløkken, synes vi har adskilling rart at byde Nykommerne, naar vi fortæller om de mange skumle og faldefærdige Rønner, som klorte sig fast opefter Ruseløkberget, hvor nu Petersborgkompaniets Paladser kneiser med sine Spir og Taarn mod Himlen. Men da Guidotti en og anden Gang fortalte, at han havde gaaet paa Jagt der, hvor Studenterlunden nu er, da tiede vi. Eller at "Store Grænsegade" virkelig ogsaa hørte til Byens yderste Grænse, - naar vi hørte det, saa blev vi stumme. Nu vil vi jo regne "Grænsen" til Byens Centrum. Eller at man St. Hansaften foretog Landtur opover til St. Hanshaugen, som dengang laa langt oppaa Landet - det havde vi vanskelig for at tænke os. Eller at en Mængde af Byens mandlige Befolkning havde at løbe fra Høvelbænk og Disk og stille sig i Rækkerne, naar de hørte Brandskud, det lyder lidt fremmed og fjernt nu, da vore kjække Brandfolkmed de rappe Heste er paa Brandstedet nogle faa Minutter efter Brandens Udbrud.

Men jeg skal ikke her komme ind paa alt det, som Guidotti har fortalt mig om Byen; det vilde føre paa Vidderne og bort fra det egentlige Emne. Derfor tilbake til dette.

Helt op i sin høie Alderdom var Guidotii en Friluftsfugl. Ikke før var Linerlen kommen fra Syden, og Bogfinken sang fra Kvist, før Guidotti om Søndagene drog ud i Byens Omegn, søgte langs Bækkefar og i Solbakker efter de første Vaarblomster og kom hjem med Fanget fuldt; og naar Løvetanden skjød op om Vaaren eller Soppen om Høsten, kom han efter hver Friluftstur hjem belæstet med sine Fund og lavede alle Boller og Tallerkener fullde af Sopskiver og Løvetandsalat. Han forundrede sig mer end en Gang ovet, at vi Nordmænd kunde have Raad til at træde al den deilige Sop og Salat under Fod.

I de senere Aar, efterat Forretningen i Nygaden var gaaet over til hans Søn, og efterat han selv en kortere Tid havde drevet en liden Forretning i Akersgaden, opholdt han sig i Drøbak. Ogsaa dernede drev han lidt med Gibseri, men mest for Tidsfordriv. Hvad han lavede, forærede han for en Del bort til gode Venner. Hans kjæreste Beskjæftigelse var dog at passe Haven. Han var Gartner saa god som nogen udlært. Ude mellem Frugttrærne hørte han hjemme. Naar de var overdrysset med Blomster eller han bugnende fulde af Frugt, da mindede de ham om Syden, om Italien, om Landet med den varme frugtbare Jord. Og han var og blev selv en Sydens Plante paa det norske Fjeld.

Adolf Skramstad