Kjeldearkiv:Lesjabrev MT 1919-02-23

Brev fra Marit Thøring. 23 februar 1919.

[Brevet er trolig adressert til Ole Jøraandstad]

Kjære broder med familie!

Tak for brev som jeg modtog i gaar. Jeg blev rent forundret over at dere ikke har faaet mit brev jeg skrev til dig og Lars og forklarte som best jeg kunde hvorledes det var med vaar kjære bror før han døde. Det blev vel en stund til jeg skrev da Hans vilde skrive strags, men jeg haber nu at dere har faaet mit brev. I tilfelde at ikke mit brev kommer frem til eder, saa skal jeg skrive og fortelle om igjen hvordan det var med ham. For mig og os alle her blev det et sterkt savn efter ham. Han var her saa meget, han var saa lys og glad bestandig, saa der saa ud som om han hadde bare solskinnsdage, men hvem har det her i verden. Han fortalte aldrig om sine sorger og bekymringer, men bar dem hos sig selv. Et og andet som vi fant i hans saker tyder paa at han stunder og lenges efter noget bedre. Aaret 1918 var han ikke saa munter som før, han var mer stille og betenkt. Han skrev saa ofte paa papirlapper disse ord: ”Hvor og naar, ak om jeg viste!” Han maatte sikkert hat en følelse om at hans dage var snart talte, han følte sig tret, livstret. Et sted har han skrevet et og andet og til sludt stod disse ord: ”give mig snart det bedre, o Gud”. Du vil gjerne vide om det var haab om at Johannes gikk frelst. Jeg skal fortelle dig vad jeg syntes jeg hørte med det samme han døde. For det første hørte jeg en ualmindelig vakker kirkeklokke. Tonerne kom ligesom ned fra oventil. Jeg stod stille alt mens jeg hørte klokkeklangen, saa stod jeg der og saa paa hans vakre, fredelige ansikt, jeg tengte ”kafor skulle dette hende, kafor skulde du Johannes dø fra os”. Saa kom det for mig det lille vers af en salme:

Da lad mig sove stille,

med et fornøiet sind,

og Gud hengiven vilje,

i Jesu arme ind.

Til sine tider har det været svært for mig at tro sikkert at vaar kjære broder har det gaadt, men saa i blant saa tror jeg det sikkert. Jeg skal fortelle dig vad jeg drømte en nadt i høst, en stund efter at han var død. Det var en aften Kista [hennes datter Kristine]og jeg var alene og den aften var det svært slemt for mig, desangaaende jeg bad at Gud maatte lade Johannes ha det gaadt, at han maatte faa være blant den frelste skare, men den tanke kom for mig at Johannes var fordømt, men til slut saa bad jeg om at Gud vilde give mig et lidet bevis paa at bror har det gaadt. Saa til slut sovnet jeg. Saa drømte jeg at jeg kom ind i en stor stue, forferdelig stor og mørk og trist og tom. Jeg syntes jeg var alene. Jeg gik og gik og ingen saa jeg, men saa fik jeg se to døre side om side. Døren til høire gikk op og der kom Johannes. Han var svært alvorlig og med det samme han fik se mig saa ragte han op sin høire haand og sagde disse ord: ”Det er ingen fordømmelse for den som e sjaa Jesus Kristus”. Saa snudde han sig og gikk ind igjen i samme rum som han kom ifra. Han lukkede døren saa at jeg fik ikke se meget, men det lille jeg saa var lyst og pent. Saa det var penere der han var end der jeg stod. Mens dette foregikk, og det var fort, saa kunde jeg ikke komme mig av flekken. Jeg stod stille til han havde lugt døren efter sig, da snudde jeg og gikk tilbage og jeg syntes jeg sagde ”kafor fyrde du me ikke, Johannes, du er ikke som du har vært før”. Jeg syntes jeg gikk og tumled og tumled, mørkt og tomt var det, men jeg kom ingen steds. Med det samme vaagned jeg. Da først kom jeg i hu at Johannes var død.

Denne lille drøm har været til stor trøst for mig, det var jo kun en drøm, men jeg bad om et lidet bevis og jeg tog det for at det var Gud som ga mig denne drøm da. Det er saa forferdelig stille efter ham. Johannes er svært savnet af alle som kjente ham. Nu ma jeg slutte for denne gang, haaber at alt er vel med eder. En kjærlig hilsen til eder alle fra os alle. Din søster Marit.

PS. Jeg sender et kort til eder, det er daarlig tat. Det er Marit [trolig søster til Jonas], Jonas og mej, Kari, Kista og Hans.