Nygård (Lindesnes)

Nygård var en plass under Ponsen, på østheia innenfor Fasseland i Lindesnes kommune.

I området her lå husmannsplassen Nygård, under Ponsen.

Foto: Rolf Steinar Bergli

Nygård var ein liten plass under Ponsen, utlagt for lenge siden. Niels Gulufsen Nygaard 1792-1851, g. Anne Tomine Larsdatter. Barn: Gurine Lovise 1829. Reinert Martin 1834. Trine Elisabet 1837, g. 1863 Gase Olsen Haddeland, Halse. Lauritz, født 14. juli 1849, g. 2. enke Severine Olsen, f. Abrahamsen Rødberg 1852. Lauritz Nielsen var ein sentral leidar i kristeleg arbeid på Agder. Han vart konfirmert i Mandal og fekk då ein makelaus attest av presten for alt han visste og kunne greia ut då han gjekk der. Han vart lærar på Toftenes og tok til å gi ut Den Lille Samler, seinare Samleren, og han hadde ei utruleg evne til å skriva og skriva slik at folk las alt med glede. Som talar var han vidkjend, original og fengslande. Nygaard-namnet tok redaktør Gustav E. Nygaard i "Lindesnes" og same namnet hadde nå avdøyde riksantikvar Arne Nygaard-Nielsen.

Laurits Nilsen skrev mange dikt, og her er to av de som er om barndom og barndomshjemmet her på Nygård:

Mit Fødested

Enligt blandt Bande og Bækkebrus Langt syd i Norge der stod et Hus. Rundt omkring var saa lidt bygslet Jord, Ei altid var der saa fedt paa Bord. Fjelde sig hævet i nord og vest, I syd og sydost var Udsigten bedst. Havet laa nærved, men skjultes dog Af Bakker og Berg med Lyng og Skog. En saadan Plet var mit Barndomshjem, Og aldrig, nei aldrig jeg glemmer den.

Deilige Barndomsminder.

O, mit Barndomshjem, du fagre, Dine Enge, dine Agre Aldrig ud af Minde gaar. Dine Bakker, Sletter, Dale, Blomster, Træer altid tale Minderigt fra Aar til Aar. Og I Bækker, I som bruset, Nord og sør og vest for Huset, Aa, for Minder I dog gav. Jeg hvert Kvernhus høit beundret, hørte Fossen som den bundret, Saa paa Fiskens Leg og Kav. Og du Fjeldvand, lange, smale, Ja, hvor du endnu kan tale Til mit Sind om stort og smaat, Der paa Skøiter tidt jeg rendte, Efter Ørret Agne udsendte, Legte ved dets Bredder godt. Og du stille, blanke Kilde Bagom Stenen - hvor jeg vilde Gjerne endnu ved din Rand Øse op og hjemad vandre, Svales selv og svale andre Med krystalklart Drikkevand. Og I solbelyste Haver, Ofte rig paa Høstens Gaver, Bær og Æbler, Blomsterbed. Aa, hvor Længt og Vemod tændes, Hvergang Tanken didhen vendes Paa min Barnegang derned. Badstuen blandt Fjeld og Stene - Sjelden did jeg gik alene, Der bor "Ild og Røg og Damp". Men naar andre mig ledsaget, Var jeg med, og - der opdaget Jeg, at Livet var en Kamp! Naar tilsammen alt jeg mindes, Siger jeg, at ei her findes Noget Sted saa kjært paa Jord. Hvor jeg vandret her paa Færden, Var min lille Barndomsverden Bær't mit Yndlingsted i Nord. Men til alt jeg nu maa sige Ømt Farvel, mens Taarer snige Sagte sig paa Kinden frem. Tak, min Gud, for Hjemmets Minder, Endnu bedre Hjem jeg finder I det ny Jerusalem.