Kjeldearkiv:Hans Grøn Bull: «Et og Andet om Edøe-Præstegjeld paa Nordmøer»: Forskjell mellom sideversjoner

Smølen ansees for at være omtrent 7 Mile i Omkreds, 3 Miile i Længden fra Syd til Nord <ref>[Smølen ... Længden fra Syd til Nord:] C.J. Pontoppidan siger i sin geografiske Oplysning om Norge, at den er 2 1/2 Miil lang og Averøen i Qvernæss Kald næsten 2 Mile; dette Sidste er formeget, det Første nok forlidet.</ref>, og paa sine Steder af 1 1/2 Miils Brede, et fladt og sommesteds bakket Land med adskillige smaae udyrkede Dale, mange Moradser og Myre, hvor ere Vande og smaae Elve, der løbe ned til Søen, i hvilke Ørreter gaae op om Høsten og fanges deels med Kastnøter deels i Teiner, besynderlig i Elvene ved Gaardene Schjelberg, Gjøstelen, Klakken, Dyrnæs, Lille-Næsse, der har en Fugle-Øe, ligesom mange andre, Hopen, Sæter, Reiraae, Roxvog og Nelvig. Denne Øe, som er den største af alle paa Nordmøer, og omgiven med mange andre  Øer og Holme, ligesom med en utallig, ja fast utrolig Mængde Skær og Tarer, synlige og usynlige, er temmelig bebygget rundtom ved Stranden til Beqvemmelighed for Folkets Søbrug, men burde være langt mere. Hele Gaarde kunde og burde opryddes og dyrkes langt høiere op, hvor Beboerne kunde leve for det Meste af Qvæg- og Korn-Avling, ligesom de til Hjælp kunde, fornemmelig om Vaaren, bruge Søen, naar Fiskeriet gik til. Den største Hinder er Mangel paa Skov og Træfang at bygge af. At denne store Øe har i fordum Dage havt nok deraf, bevise de hist og her fundne Fyrrerødder. Næsten paa alle Steder er ypperlig Tørv. Iblandt Gaarderne paa Samme anmærkes Dyrnæs i Bratvær-Sogn, under hvilken ligger 10 Huusmands-Pladser, hvoraf de fleste i senere Tid ere solgte fra Gaarden. Navnet har den af et Næs, der kaldes Kirke- eller Præst-Næsset, liggende lige indenfor Bratvær-Kirke, kun et Sva<ref>[Sva] Et Sva kaldes her ved Søkysten en Bugt af Fjord eller Hav imellem Øer og Holme.</ref> imellem, og af Dyr, nemlig Hjorte og Hinde, hvoraf nogle endnu gives, endskjøndt ikke Skov; i en temmelig lang Dal overfor Gaarden, kaldet Dyrnæs-Dalen, have de gjerne havt Tilhold; undertiden svømme de over til Smølen fra Tustern og Hittern. Paa denne Gaard indebrændte Præsten Hr. Christian Tonning den 21de November 1739, da han her, formedelst Uveir, maatte tage Natteherberge under Reisen til Veiens Kirke; han boede 1/2 Miil fra Dyrnæs, indenfor Skomsøen eller Ytre-Skomsøen, saakaldet af Havets Skum. Hopen paa Øens nordre Side, hvor Capellet af samme Navn staaer, hvilket og kaldes Smølens, fordi det staaer paa Smølens faste Land -- Samme er en lille ottekantet Trækirke med Taarn og Spiir, kom i Stand 1748, og er kaldet ved Indvielsen af Biskop Dr. Frederik Nannestad de 5te August 1749: den Herre Zebaoths Kirke, den har Lys nok, og Prædikestolen over Alteret, til hvilken en Opgang indeni Sacristiet. Kirken staaer paa et Veirhaardt Sted; Kirkegaarden, som bestaaer af Myr, er sumpig og vaad. Dette Capel ligger 3 Mile i Nord fra Præstegaarden. Paa bemeldte Gaard Hopen findes i en Bakke ved Stranden Steenhøre eller Asbest, en Steenart, hvoraf Bittersaltjord udgjør en Deel, forbunden med Kiseljord; den bestaaer næsten af ligeløbende, silkeglindsende Trævler, som ere bøielige, og lettelig skilles ad. Steensøe-sund, 1/2 Miil nordost fra Kirken, saakaldet af en stor Mængde Steen, Havet har oplastet paa en liden Øe, Steensøen kaldet, lige tværtoverfor og adskilt ved et lidet Sund -- dette er og har været Smølens Eiers sædvanlige Opholdssted, naar Godset besøges. Ved Reiraaen har man fundet i en Bakke hvide sexkantede Chrystaller eller chrystalliseret Qvarts. Fra denne Gaard er korteste Vei over Ramsøe-Fjord til Qværnvær paa Hitteren, henved 3/4 Miil. Paa Smølen findes tillige adskillige andre Steenarter, saasom Kalk- og Pimpsteen; denne Sidste er egentlig en vulkanisk Frembringelse, og findes i Askehøie omkring ildsprudende Bjerge. Bruunrødt (udludet Jernjord eller sød Vitrioljord, ''Terra vitrioli dulcis'') gives ved Gaarden Schielberg, hvor endnu Gruberne sees af et der anlagt Kobberverk, hvis Marsovn stod ved Gaarden Tyrhoug paa Edøen; det har nok aldrig været af Betydenhed, og intet Udførligt har jeg seet eller læst derom <ref>[Kobberverk ... intet Udførligt har jeg seet eller læst derom] Det af Hr. Etatsraad Fr. Thaarup anførte Manuscript paa Omslaget af den topographiske Journal for Norge, 5te Hefte, No. 27, nemlig Beskrivelse over mærkværdige Ting ved Øen Smølen, kjender jeg ikkun af denne Antegnelse men ei af Indhold. Procantsler Pontoppidan siger i sit Forsøg til Norges naturlige Historie, 1ste Deel, S. 326, at paa den Øe Smølen, ikke langt fra Lille-Fosen, som nu kaldes Christiansund, havde et Participantskab for 50 Aar siden (det er omtrent 1722) begyndt at bryde en der forefunden Kobbermalm, men at Uenighed og andre Aarsager hindrede Fremgangen.</ref>. Ved bemeldte Gaard Schielberg ligger tillige ved Søen et Marmorbjerg et Riffelskud fra Husene. Det indeholder hvid Marmor, som efter Sigende synes at være noget grov, men skal ei være meget haard. Den gode Gaard Rangnæs, bekjendt af en stærk Strøm, Rangnæs-Strøm kaldet, ligger i Nærheden, og begge disse Gaarde paa Øens søndre Side.

Paa den nordøstligste Ende af Øen ligger Tyrhoug, den eneste Gaard paa Samme, foruden Edøe, 1/2 Miil fra hinanden. Ved bemeldte Tyrhoug er en temmelig god Havn for Skibe; paa den nærliggende Otterholm er en Varpering for Fartøier.