Kjeldearkiv:Lier (Vang gnr. 38) 1834 – Oliv Engebretsdatter Lier dømmes for kvakksalveri

Føderådskonen Oliv Engebretsdatter på garden Lier i Vang på Hedmarken dømmes i 1834 for kvakksalveri.
Straffen ble 4 år på Aggershuus Stifts Tugthuus:

Nord-Hedmark sorenskriverembete
Ekstrarettsprotokoll 1833-1837

Fol. 142a                                         Dom i Justitssagen mod Oliv E. Lier.
Aar 1834 den 17^d Juni blev en Extraret sat paa Sorenskriverens Contoir paa Gaarden Nashoug i Vang til videre Behandling af Justitssagen mod Oliv Engebretsdatter Lier og betjent af Sorenskriver Muus i Overvær af de 2^d Laugrettesmænd Ole Nashoug og Halvor Sjølie. Hvorda: Dommeren foreløbig tilførte: at han samme Dag, som nærværende Sag sidste Gang blev foretaget, afreiste til Jurisdictionens Maanedsthing, efter hvis Slutning han tilligemed sin eedsvorne Fuldmægtig paabegyndte den længe forudberammet Befaring af 97 Nybyggerpladse i Ringsager, at han, efter selv under 9^d dennes at være vendt tilbage fra denne Reise, den 10^de og 11^te

Fol. 142b  behandlede 2^de Justitssager mod Elie Smestadeie og Ole Hansen, samt den 11^te og 12^te et Forhør over Michel Vold, endelig den 13^d afsagde Dom i en Justitssag mod Ole Nyhuus m. Fl. og den 14^d ligeledes Dom i fornævnte Justitssag mod Elie Smestad-Eie. Det vil heraf erfares, at nærværende Justitssag, hvori Ingen har været arresteret, ikke tidligere har kunnet paakjendes. Derefter blev afsagt saadan Dom:

(Oplæsningen skede af fol. 268 i Domprotocollen, authoriseret 1^te Septbr. 1824; Conclusionen er saalydende:) – Thi kjendes for Ret:

Tiltalte Oliv Engebretsdatter Lier bør for Qvaksalverie, samt fordi hun er befunden at have øvet og brugt de i Lovens 6-1-12 benævnte mistænkte Kunster, at hun sættes til Arbeide i Aggershuus Stifts Tugthuus i 4 Aar, hvorhos hun tilsvarer alle af Actionen lovlig flydende Omkostninger efter af Amtet approberede Regninger. Straffen fuldbyrdes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning og Omkostningerne udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven. Retten derefter hævet og Protocollen underskrevet. –

A Muus

Ole A: Nashoug.                                         Halvor Sjølie. –

Nord-Hedmark sorenskriverembete
Dombok 1824-1835

Fol. 268a  Dom i Justitssagen mod Oliv Engebretsdatter Lier afsagt 17^d Juni 1834.

(Henhører til fol. 142 i Justitsprotocollen, auth. 19^d Januar 1833)

           Ifølge Amtets Ordre af 31^te Januar d.A: er Føderaadskonen Oliv Engebretsdatter Lier af Furnæs Annex til Vang sat under Justitens Tiltale for at have gjort sig skyldig i Qvaksalverie og Signen, samt for at have ved indbildte Kunster og foregiven Kløgt udbredt Overtroe blandt Almuen, og in specie forledt Ole Knudsen Bratteberg til at anvende overtroiske Midler for at faae tilbage sit bortkomne 5 Aars gamle Barn istedetfor at eftersøge samme. – Tiltalte har selv erkjendt, at der undertiden kommer syge Folk til hende for at søge Lægehjælp, den hun ogsaa efter hiine ringe Indsigter meddeler dem mod en som oftest ubetydelig Betaling, og at hendes Medicin almindeligviis bestaaer i en Blanding af Brændeviin og Caffee, over hvilke hun læser Fadervor. Hun har in specie vedgaaet, at have givet 6^te 7^d og 11^t Vidne, som Raad mod Ondt i Øinene, et Vand at smøre samme med, bestaaende af Brændeviin, Sukker og Vand; fremdeles at have paa Budsendelse fra 8^de Vidne om, at han, uden at have stødt sit Knæe eller paa anden Maade beskadiget det, havde faaet saa Ondt deri at han ei kunde gaae, meddeelt han en Medicin til udvendigt Brug, indeholdende en Sammenblanding af Brændeviin og Caffee, af hvilken Medicin hun, ved selv senere at besøge ham, atter tildeelte ham en Portion. 4^d og 9^de Vidnes Forklaring om, at hun ogsaa skal have staaet dem bi med Raad og Daad mod en Svagelighed, hvis Karakteer eller Beskaffenhed de ikke nærmere har kunnet angive, har hun ikke udtrykkelig vedgaaet som rigtig, i det hun blot har erklæret, at hun ikke mindes, at de eller Nogen paa hendes Vegne har søgt hendes Hjælp; hvorimod hun aldeles har benægtet deres Udsagn om, at hun skulde have angivet deres Sygdom at hidrøre fra store underjordiske Skabninger, der øvede sin skadelige Indflydelse paa dem, - en Angivelse, for hvis Rigtighed kuns haves 5^te Vidnes Prov. Endelig have Beboerne af Gaarden Lier, hos hvilke Tiltalte med Mand have Tilhold som Føderaadsfolk, forklaret, at hun hyppigen søges af Personer, der lide enten af udvortes eller indvortes Meen, og at Ingen gaaer fra hende, uden at erholde Raad for sin Svaghed; hvorhos 11^te Vidne, en Broder til Gaardens Eier, har tillagt, at hun ikke blot befatter sig med at curere Mennesker, men ogsaa Creature, og at han oftere har seet hende spytte paa og læse ): afsagte fremmumle endeel Ord over det syge Menneske eller Dyr, hvilken Cuur-Mehode hun i særdeleshed anvender hos dem, der have erholdt forvredne Lemmer, eller saakaldet Trold, det vil sige: Værk i et eller andet Lem, naar denne existerer uden nogen udvortes Beskadigelse. –

Fol. 268b  Efter det anførte haver den saavel i Tiltaltes egen Tilstaaelse, som i Vidne-Forklaringen tilstrækkeligt Beviis med Hensyn til den første Deel af Actions-Ordren, der gaaer ud paa, at hun har gjort sig skyldig i Qvaksalverie; og finder Retten ved denne Deel af Sagen kun det endnu at bemærke, at det ikke i mindste Maade er oplyst, at de Midler, Tiltalte har benyttet mod Sygdomme, have yttret nogen skadelig Virking paa Patienterne. Da der af 8^de Vidne er i Retten fremleveret tvende Flasker paa hvilke efter dets Opgave endnu findes Noget af den erholdte Medicin, og der tillige er ved anstillet Inqvisition paa Tiltaltes Bopæl forefundet en Flaske med et Fludium, samt et Pulver  hvilket Tiltalte erklærer at have givet sin Mand som Middel mod Colic, har Referenten forlangt disse Sagens Bestanddele chemisk undersøgte af Districtets Physicus, og hans Betænkning afgiven, om og hvorvidt samme enten i og for sig eller ved Anvendelsen af Ulægkyndige kunde have en skadelig Indflydelse paa den menneskelige Constitution. – Physicus har undslaaet sig for at anstille den forlangte Undersøgelse, deels formedelst den lange Tid, som dertil vil medgaa, deels fordi den efter hans Formening er unødvendig; og har han derfor indskrænket sin Betænkning til de Lægemidler, som Tiltalte selv har opgivet at have benyttet, nemlig: Brændeviin og Caffee, anvendt indvortes og udvortes, Brændeviin blandet med Vand og opløst Sukker, og Brændeviin med lidet Peber og Campher, anvendt indvortes. Disse Midlers Gavnlighed eller Skadelighed har Physicus erklæret afhængig af Beskaffenheden af det Sygdoms Tilfælde, hvori de benyttes, samt af det Forhold, hvori de tildeles, i hvilken Henseende Ulægkyndige ikke kunne formode at have den fornødne Kundskab, hvisaarsag det snarest er at befrygte, at Midlerne ville virke skadeligt. Skjønt det nu vistnok synes som om den forlangte chemiske Undersøgelse ikke kunde eller burde have medtaget længere Tid end den, som er medgaaet til den afgive(!), mere indskrænkede Betænkning, og skjønt Lægen naturligviis i et Tilfælde som nærværende ikke kan være Dommer over, hvilke Oplysninger ere nødvendige eller ikke, skulde Retten dog formene, at man kan lade sig nøie med det Omfang, Betænkningen er givet, deels fordi Straffen for Qvaksalverie er lovbestemt og ikke beroer paa Beskaffenheden af de anvendte Lægemidler, deels fordi det ikke under Sagen er oplyst, at disse nogensinde have yttret skadelig Virkning paa Patienterne, og endelig fordi Tiltalte, hvad det paa de fremleverede tvende Flasker værende Fludium betræffer, ikke udtrykkelig har erkjendt, at samme er udleveret af hende, og en nærmere Undersøgelse af deres Indhold saaledes er unyttig. – Retten gaaer derefter over til at gjennemgaae den Deel af Tiltaltes Forhold, der maa ansees som den mest graverende, og som rimeligviis hovedsageligen har fremkaldt den mod hende ingivne Klage og senere justitielle Paatale. Det Passerede i Sagen oplyser i denne Anledning Følgende: En Søndag Eftermiddag i August Maaned 1833 begav Konen Elie Pedersdatter sig i Følge med sit henved 5 Aars gamle Barn, hen til en i Nærheden af hendes Bopæl værende Havnegang for at opsøge endeel Smaakreature. Barnet blev der adskilt fra Moderen, uden at hun, som tunghørt, og saaledes hindret fra at høre dets Skrig, uagtet al anstillet Eftersøgning, var istand til at gjenfinde det. – I Fortvivlelse herover løb hun hjem og berettede sin Mand Ole Knudsen det Passerede, hvorefter han tilligemed 31 af hende sammenkaldte Naboer gik hen til Stedet hvor Barnet blev savnet og fortsatte Eftersøgningen hele Aftenen, saalænge de kunde see, saavelsom den paafølgende Formiddag. Da Barnet ikke fandtes, gav flere af de Tilstædeværende det Raad, at henvende sig til den saakaldte kloge Kone, Tiltalte Oliv Engebretsdatter Lier, for at hun kunde give Underretning om dets Opholdssted. Faderen sendte en Michel Brænden 1^te Vidne hen til Tiltalte og medgav ham 24 s, som Gave til hende. Ved sin Tilbagekomst berettede Michel Brænden, at Tiltalte havde givet den Beskeed, at det ikke kunde nytte om nok saa mange Mennesker eftersøgte Barnet, saasom det var indtaget i

Fol. 269a  en Høi af underjordiske Væsener, hvor det blev pleiet og befandt sig vel; at Forældrene, dersom de vilde have sit Barn tilbage, skulde stille Vagt saavel ved tvende Høie i Nærheden af deres Boepæl, hvilke Tiltalte betegnede dem, som ogsaa ved deres Huusdør; at disse Vægtere skulde være confirmerede Mennesker, og, forsaavidt de vare stillede ved Høien, gaae rundt om samme mod Solen, ligesom de, der stode ved Døren, skulde have Staal hos sig, det de skulde kaste hen over Barnets Hoved, saasnart de saa det komme, hvorved de Underjordiske vilde tabe al ders Magt over det; endelig at hun havde erholdt sin Kundskab om Barnets Opholdsted og Befindende ved Beskuelsen af et saakaldet Værk eller en i Gang værende Maschine med Fjedre i. – Første Vidne har tillagt, at hun spurgte ham, om han ikke havde noget Klædebon med sig af dem, der havde tilhørt det borteblevne Barn, thi et saadant maatte hun nødvendigen have for at lægge ved sit Værk, hvis hun skulde give ham nogen Underretning. – Vidnet leverede hende da en af Barnets medbrage Luer, med hvilken hun gik ind i Sideværelset, hvor det omtalte, af Ingen uden hende selv seete Værk skulde befinde sig; og ved Tilbagekomsten derfra var det hun gav ham den førommeldte Beskeed angaaende Barnet. – Efterat første Vidne var kommet tilbage til Barnets Forældre og øvrige hos dem forsamlede Personer, gik disse, stolende paa Sandheden af Tiltaltes Forsikring, at det ikke kunde nytte at søge videre efter det, fra hinanden, hvorimod Forældrene strax gave sig ifærd med at udføre endog den mindste af Tiltaltes Forskrifter. – Efter nogle Timers forløb begav Faderen, der i en saa vigtig Sag ikke havde ubetinget Tillid til Tiltaltes Kløgt, sig hen til hende, og bad hende indstændigen om, at hun ikke vilde narre ham, thi dersom Barnet var at finde over Jorden, da baade kunde og vilde alle Bøigdens Folk være ham behjælpelig med at eftersøge det. – Tiltalte gjentog imidlertid den Forsikring, hun forhen havde givet første Vidne, med Tillæg, at Barnet nu var flyttet fra den fjærnere til den Hjemmet nærmere beliggende Høi, og at de, uden at fortsætte Eftersøgningen som aldeles unyttig, skulde vedblive med den af Hende anbefalede Fremgangsmaade, da hun vilde forsøge, om det var hende mueligt paa denne Maade at skaffe Barnet tilstede igjen. Forældrene ventede saaledes at være Tilfældet, i det Barnet antoges at være omkommet af Hunger eller Kulde, eller rimeligst formedelst begge Aarsager. – Tiltalte har, under Erkjendelse af at have modtaget af første Vidne de medbragte 24 s, forklaret, at Barnet kunde komme igjen, ved hvilket Svar hun tænkte paa hendes gamle og længst afdøde Bedstemoder, der efter egen Fortælling havde været indtaget i en Høi af de Underjordiske og opholdt sig der i 4 Dage, men ved Forældrenes Bøn til Gud var kommet tilbage. Dette Middel anvendte nu Tiltalte i det her omhandlede Tilfælde, i det hun gik ind i sit Lønkammer og bad inderlig til  Gud, hvilken Bøn hun gjentog da Barnets Fader senere kom hen til hende, men uden at hun lovede for vist at skaffe Barnet tilstede, eller gav sig ud for at vide, hvor det befandt sig. Hun har saaledes aldeles benegtet, ikke blot at have sagt, at Barnet var hos de Underjordiske og at have tilraadet en saadan Fremgangsmaade for at igjenerholde det, som foran er angivet, men og at være i Besiddelse af, eller at bruge noget Værk eller Maschjne til Signekunsters Udøvelse, eller engang at have søgt at indbilde Folk, at hun eiede et saadant. Hun har fremdeles paastaaet, at det var saa langt fra, at

Fol. 269b  hun søgte at hindre eller standse Barnets Eftersøgning, at hun tvertimod til Barnets Fader saavelsom til første Vidne udtrykkeligen udlod sig med, at de burde efterlyse det ved Kirkebakken og sende Folk til Fjelds for at søge det. – Med hendes Forklaring i alle forestaaende Poster er 10^de Vidne, hendes Mand, Johannes Olsen Lier, aldeles eenigt, og har han, efterat være betydet Indholden af de afgivne Vidne-Prov angaaende Tiltaltes Udeladelser om Barnets Opholdsted Høi? de Underjordiske etc, saavelsom om hendes Værk paa det bestemteste nægtet, at disse Udeladelser ere passerede, i det han har tillagt, at han var nærværende under Vidnernes Samtale med hans Kone og hørte hvert Ord, der blev talt imellem dem og hende. – Paa Grund af dette Vidnes Udsagn, i Forbindelse med Tiltaltes egen Benegtelse, har Referenten antaget, at fuldt Beviis ei er tilveiebragt angaaende hendes paaklagede Forhold i den omhandlede Anledning, og har han desaarsag indstillet hende forsaavidt til Friefindelse. – Retten kan ingenlunde dele denne Referentens Anskuelse, hvorimod den finder de erhverved Oplysninger fuldkommen tilstrækkelige til at fælde hende for skyldig. Disse Oplysninger indeholdes væsentlig i Klagerens Hans Andersen Liers, 1^ste Vidne Mikkel Brændens, 2^det Vidne Ole Knudsen Brattebergs, 6^te Vidne Sidsel Sørensdatter Liers og 11^te Vidne Knud Andersen Liers Forklaringer, der alle i det Hovedsagelige ere overeenstemmende i Henseende til de Svar, som Tiltalte gav først Mikkel Brænden og senere Barnets Fader Ole Knudsen Bratteberg, og hvilke Retten i det Foregaaende har extraheret. – 6^te Vidne var tilstede ved 1^ste Vidnes Samtale med Tiltalte og Klageren Hans Andersen ved hendes Samtale med 2^det Vidne. – 6^te Vidne var senere flere Gange inde hos Oliv, for at spørge efter Barnet og stedse erholdt hun en Gjentagelse af det foregaaende Svar. Det samme var Tilfældet med 11^te Vidne, der først kom tilbage til Gaarden Lier, efterat 1^ste Vidne havde været der, og de af 6^te Vidne erholdt Underretning om den passerede Samtale med Tiltalte, hvilket gjorde ham nysgjerrig efter af Tiltaltes egen Mund at erfare Sammenhængen, den hun ogsaa meddeelte ham paa lige Maade, som de øvrige Vidner. – Han  forhørte sig til 3^de forskjellige Tider hos hende angaaende Barnet og erholdt altid samme Svar, idet hun derhos hver Gang gik ind i Sideværelset, hvor hun sagde at have sit Værk forvaret, og hvorfra hun(!) hørte dets dirrende Lyd, efterat det var sat i Bevægelse. – Dette Værk har ogsaa 6^te Vidne hørt lyde, men ingen af dem har nogensinde seet det. – Det sidste Vidne har endelig forklaret, at hun stedse har næret Frygt for Tiltalte, formedelst de Trudsler, hun oftere har udstødt mod hende, og hvoriblandt hun har angivet deri: at Tiltalte blot ved at bruge Ord skulde stille hende paa Hovedet, i hvilken Stilling hun skulde forblive, uden at kunne sige andet, end ”Ja, Ja”, en Trudsel, som Tiltalte forøvrigt har bemærket saaledes som det Meeste af Vidneforklaringerne. – At en Klager eller Anklager ikke er udelukket fra de lovfaste Vidners Tal, aldenstund ingen fiendtlig eller egennyttig BevægeGrund skjønnes at have fremholdt hans Klage, maae formeentlig indrømmes; og, da en saadan Bevægegrund ikke lader sig tilsyne hos Hans Andersen – thi hans Henviisning i Klagen til en Mistanke mod Tiltalte om, at hun havde ageret Hæler ved et hos ham begaaet Tyverie, kan neppe

  Fol. 270a derunder henføres – vil han følgelig være at sætte ved Siden af de øvrige Vidner. – Der haves i Medhold heraf 4 Vidner, hvoraf to og to samtidig have været tilstede og hørt Tiltaltes Udladelser angaaende Barnet, og hvis Forklaringer aldeles samstemmende. Desuden haves endnu et femte Vidne, der vel ikke har været tilstede med noget af de øvrige Vidner, hvem hvis                    eenslydende Prov dog tjener til at styrke hines. – Intet af Vidnerne mangler personlig Troværdighed, og deres Forklaringer indeholdt ikke blot ingen Modsigelse, men udmærker sig endog ved en formedelst den Detail, hvori de gaae, sjelden Overeenstemmelse og Bestemthed. Mod de fem Vidner paa den ene Side haves kun eet Vidne, nemlig 10^de paa den anden Side, hvis specielle Forhold til Tiltalte, som hendes Mand i høi Grad svækker den Tvivlsgrund, som af dets Prov ellers maatte kunne udledes. Naar Retten efter 1-13-12 skal afgjøre den Strid, der findes imellem disse forskjellige Vidner, da kan den, paa Grund af alle foranførte Omstændigheder, ikke andet, end erklære sig i Faveur af de fem første Vidner derhen, at Tiltalte maae ved dem ansees lovlig overbeviist det paaklagede Forhold. Dette findes nærmest at henhøre under Lovens Bestemmelse i 6-1-12, thi den foregaaende 10^de Artikkel er formeentlig uanvendelig, da Tiltalte ikke kan antages at have havt Forsæt at forgjøre og skade Nogen med de af hende brugte galne indbildte Kunster, uagtet samme efter al Rimelighed have været Aarsagen til det titnævnte Barns Død. – Det førstnævnte Lovsted fastsætter Straf, deels af Boeslods fortabelse, i hvis Sted nu, efter Lov af 25^de October 1815 § 4 træder 3 Aars offentligt Arbeide, deels af Landsforviisning – en Straf, der vel ikke udtrykkeligen er ophævet, men som, sandsynligviis paa Grund af Bestemmelsen i Rescript af 2 Decebr 1741, Cap 3 §§ 12 og 13, ikke i længere Tid har været anvendt, og vistnok i nærværende Tilfælde vilde være aldeles uhensigtsmæssig. Retten troer i dens Sted at burde substituere Friehedens Tab, og det i saa lang Tid, at Tiltalte i det Hele tilfindes 4 Aars offentligt Arbeide. Da Quaksalverie er et Slags Bedragerie, men af langt ringere Art, end det i 6-1-12 omhandlede, findes det ikke passende særskildt, at ansee Tiltalte med Straf derfor. Derimod bliver hun pligtig at udrede de af Sagen lovlig flydende Omkostninger efter af Amtet approberede Regninger. – Med Hensyn til Sagførelsen bemærkes, at Aarsagen til det lange Ophold imellem den anden og tredje Sesion ikke kan tilskrives Nogen, som derfor i denne Sag kan drages til Ansvar. Forøvrigt har Sagførelsen været antagelig. – Thi kjendes for Ret: Tiltalte Oliv Engebretsdatter Lier bør for Qvaksalverie, samt fordi hun er befunden at have øvet og brugt de i Lovens 6-1-12 benævnte mistænkte Kunster, at hensættes til Arbeide i Agershuus Stifts Tugthuus i 4 Aar, hvorhos hun tilsvarer alle af Actionen lovlig flydende Omkostninger efter af Amtet approberede Regninger. – Straffen fuldbyrdes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, og Omkostningerne udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven. –

A Muus

Kilde

• Angående forhøret i Nord-Hedmark sorenskriveris domprotokoll 1824-1835: Denne er ikke digitalisert.

• Avskrift: Inger Karin Martinsen