Arvid David Hummel: «Leonard och Tilda»

«Leonard och Tilda»
av Arvid David Hummel (1778–1836)

Skillingstrykk fra 1870 med norsk versjon under tittelen «Leonard och Mathilde».

Den eldste kjente versjonen av denne visa finst i Åbo Tidning, laurdag den 1. april 1809 under namnet «Leonard och Tilda» og med forfattarinitialane «A.D.H.».[1]

Under namnet «Leonard och Mathilda» («Omt [sic] älskade Leonard Mathilda») finst visa så oppført i Hjalmar Linnström sin bibliografi, b. 2, visa nr. 303, nr. 314, nr. 428.[2], [3], [4], [5]

I ei omsett og mykje omforma utgåve finst visa òg i Norge, der visa under namnet «Leonard og Matilde» finst registrert frå Tingvoll på Nordmøre, der Magnhild Havdal Almhjell song inn nokre vers på lydband för NRK i 1958.

Originalteksten (Åbo 1809)

Ömt älskade Leonard Tilda
och Tilda war trogen och öm.
Tre år woro flyktigt förspillda,
förflutna med nöjenas ström.
De aldrig en dag warit skilda —
Tre år hade flytt som en dröm.
Men falsk är de dödliges lycka,
mot ödet förutan förswar:
Det kom, att sin järnstempel trycka
på Tildas och Leonards dar,
att honom från hembygden rycka —
Förtwiflande Tilda stod qwar.
Hon flyr utur högtidens salar,
hon flyr, som förföljd af en hamn:
hon irrar i ensliga dalar,
och trycker hans bild mot sin famn;
hon håpen till klipporna talar,
och klipporna swara hans namn.
Försagd, som den jagade hinden,
hon darrar för allt, hwart hon går.
Ett ros för den isande winden,
drifs hennes förtrafsade hår.
Som snön är den wesnade kinden,
ei röjs der af purpur ett spån.
Dess hwiloplats klippan betäcker,
emellan de plundrade trän.
Då höststormens slut henne wäcker,
hon sjunker på dignande knän,
och händren mot himmelen räcker
och ropar: ”Försyn, tag mig hän!”
...
...
...
...
...

Versjonen frå Tingvoll på Nordmøre

Frå eit handskrive manuskript underskrive “AG”.

Elskede Leonard Matilde,
Matilde var kjærlig om øm.
Knapt nogen dage de var skildte.
Et aar forsvandt som en drøm.
Ak, Leonard, du sat ved min side.
Du svor mig din ære og tro.
Mit sind staar ei længer til at stride.
Der sorger og uro mon bo.
«Ak Leonard! O Leonard, hvor er du?»
Jeg raaper o, jeg svar ikke faar.
Jeg tror, at du haver mig sveget.
Men hvorfor, det ei jeg forstaar.
Jeg flyr over berg, over dale.
Jeg raaper til ingen gavn.
Ja, klipperne heller vil svare
Og vovene visket mit navn.
Min moder forlængesiden døde,
Min fader ei kjender jeg til.
Ei findes en sjæl herpaa jorden,
Som værge og hjelpe mig vil.
Den tid, jeg i ungdommens dage
Opblomstred i fagreste vaar,
Min fader fra hjemmet bortreiste,
Og alene min moder da staar.
Her sitter jeg ene ved stranden,
Og bølgen beskyller min fot.
Taus stirrer jeg utover havet,
Men intet opfrisker mit mod.
Og naar jeg i lunden den grønne,
Og tænker paa svunden tid.
Da monne saa grant jeg mærke,
At mig skjæbnen har været ublid.
Her hører jeg fuglenes stemme,
Sin skaper de prise i kor.
Ak aldrig, aldrig forglemmer
jeg barndommens herlige vaar.
Vel 14 aar knapt jeg fyldte,
Da elskov opflammet mit bryst.
Leonard mit hjerte jeg skjænkte
Med barndommens uskyldige lyst.
Som blomstrene vokse i dalen,
Opvoksed’ Leonard og jeg.
Vore forælders glæde vi vare,
Til ulykke kjendte vi ei.
I skogen sprang vi tilsammen,
Og haanden hverandre vi gav
Og svor hinanden ved himlen
Troskap i død og grav.
Og som vi nu vandret tilsammen
Og leiret paa græsbakken var,
I lindtræets bark han bekændig
Med kniven mit navnetræk skar.
En aften jeg sat paa mit kammer
Og Leonard intraadte til mig,
Han sagde: «Jeg maa nu bortdrage,
Nu snart jeg gjenkommer til dig.»
Jeg ind til min moder da ilet,
Ned segnet jeg for hendes fot.
Der laa jeg i taarene badet,
Og Leonard ved siden stod
Han lagde sin haand da paa sværdet
Og svor ved Skaperen god.
«Jeg skal dig aldrig forlate,
Før svømme jeg skal i mit blod.»
Han sagde: «Matilde du skjønne —
Ver glad i hu og dit sind
Om aftenen naar du vil bede,
Da gaa til den urgamle lind.
Vore navne i barken staar skrevet
Og vokset tilsammen de er;
Saa bindes skal og vore hjerter
Baade hisset i himlen og her.»
Og moder den gamle her sagde:
«Min datter vær trøstig i hu,
Han kommer vel engang tilbake,
Men tiden den er ikke nu.»
Om aftnen da solen neddalet,
Beskinnende dale og fjeld,
Da ilet til lunden vi begge
At sige hinanden farvel.
Han sagde: «Matilde du skjønne,
Knæl ned nu fromt med mig
Og sværg mig troskaps løftet
At aldrig du sviker mig.
En guld naal av haaret hun taker,
Stak fingeren saa blodet randt
Og lot det paa stenen falde,
Hans navnetræk skrev hun grandt.
3 fingre hun holdt i veiret
Og svor ved den høieste gud:
«Saa sandt som mit blod nu rinder,
Saa sandt vil jeg blive din brud.»
«Saa farvel da, du min elskte,
Lev vel, inden aaret er slut
Saa kommer jeg sikkert tilbake,
Og da skal du blive min brud.»
Den skjønne Matilde hun venter,
Hun venter med længsel og sorg.
Her sitter hun ene og sørger
Alt uti sin moders borg.
Matilde hun sitter og sømmer
Hans billed i silke og guld.
«Ak, Leonard,» hun sukker derunder,
«Blot du var mig tro og huld.»
Og som hun nu sitter og sømmer,
Et bud fra sin moder hun faar:
«Ak kjøre min datter, kom snarlig,
Ti nu jeg til døden fremgaar.»
Jeg hjem til moder da ganger,
Men, ak, altfor silde jeg kom,
Ti brustet var hennes øine
Og borte var hendes aand.
Og ak, hvad skulde jeg gjøre,
Jeg arme, ulyklige barn:
Min Leonard fra mig var vegen,
Hvor skal jeg nu støtte min arm?
Jeg straks ned til stranden da ganger,
Og Leonard i sindet jeg bar.
Her skuer jeg utover vandet,
Men — forstanden borte alt var.
Saa gid du da være forbandet
Til graven oplukker sit svelg,
Og gid du blandt helvedes aander
Maa slæpe som ringeste træl,
O grusomme Matilde, hvad svor du?
O Gud, du forlater min bøn.
Nu bruser jo stormen paa havet,
Og nu vil jeg bede for ham.
Nu her i min ensomme selle
Jeg sitter av kummer nedtrygt.
Mit haap kun paa Herren jeg bygger,
Til himlen blir min tilflugt.

Kjeldor

Frenckell, Ester-Margaret von: «Arvid David Hummel och hans familj», i Genos 32 (1961), s. 24–27.