Christopher Bruun: Forskjell mellom sideversjoner

Christopher Bruun (vis kilde)

Sideversjonen fra 3. apr. 2013 kl. 07:44

178 byte lagt til , 3. apr. 2013

ingen redigeringsforklaring

Hans P. Hosar

Veiledere, Administratorer

9 134

redigeringer

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
 === Folkehøgskulen ===
 {{thumb høyre|Romundgardklassebilde.jpg|<small>Klassebilete frå folkehøgskulen på Romundgard. Dette er anten kullet 1868-1869 eller 1869-1870. Christopher Bruun nummer to frå høgre i midtrekka.</small>|Ukjent.}}
+{{thumb høyre|Vonheim.jpg|<small>Vonheim folkehøgskule i Østre Gausdal. Bygningen stod ferdig i 1875.</small>|Ukjent.}}
 {{thumb høyre|Vonheim 1879-1880.jpg|<small>Lærarkurs på Vonheim 1879-1880.</small>|Ukjent.}}
 Christopher Bruun er mest kjend for folkehøgskuleverksemda si, og må seiast å ha vore den viktigaste enkeltpersonen innan den grundtvigianske og norskdomsdyrkande greina av denne rørsla. Det byrja hausten 1867 da han starta skulen på [[Romundgard]] på [[Sel]] med 20 gutar som elevar. Da hadde han tidlegare same året reist omkring i Danmark og oppsøkt folkehøgskulane til [[Kristen Kold]] i Dalum og [[Ludvig Schrøder]] i [[Askov]]. Men allereie i 1861 hadde han fått kjennskap til folkehøgskulepedagogikken, da han på eit skandinavisk møte i Christiania hadde samtalar med Schrøder og andre frontfigurar i denne rørsla. Bruun sjølv såg på Ludvig Schrøder som den mest direkte inspirator for si eiga pedagogiske verksemd.<ref>Haugen, R. 1980 side 40.</ref> Sommaren 1862 fornya han desse kontaktane under studenttoget til Lund og København. Bruun gjorde også studiereiser i Tyskland og Sveits før han starta sin eigen skule. Hans næraste medarbeidarar på Sel var [[Kristoffer Janson]], [[Kristian Kråbøl]] og syskenparet [[Christian Horne|Christian og Lina Horne]].
@@ Linje 104: / Linje 105: @@
 :«Som nutidens tænkning staar hjælpeløs overfor menneskeslegtens mængde, saa viser den en lignende afmagt ogsaa inden dannelsesverdenen selv overfor alle dem som ere mer umiddelbart og barnligt anlagt. Og dette er da tilfældet, foruden med adskillige mænd, med de aller fleste og vel de aller bedste kvinder. Tænkningen har yderst vanskelig for at tale et sprog, som selv høit begavede kvinder kan fatte. De er som dømte til at staa udenfor alt det, som mænd tænker paa og arbeider for. De skal tilbringe sit liv i aandsforlathed og mørke.»
-Det er såleis  gode grunnar til dei opprørske tendensane Bruun ser i samfunnet kring seg og til «vore dages raab paa kvindens ”emancipation”». Men den som kjenner plaga på kroppen og skrik ut om det, er ikkje nødvendigvis den rette til å føreskrive medisinen. Kvinnesaka som ho framstod i samtida, var forfeila. For «saa overtydet som jeg er om kvindens rige evner og om, at hun kan og bør blive noget langt mer, end hun er, saa tror jeg dog ikke, at hun nogensinde vil kunde drive det vidt i det at være mand […] Ikke at være mænd, men at forstaa mænd, at følge mænd, er det kvindene er skabt til.» Og om ikkje for anna så av den grunn bør kvinna å få tilgjenge til «tankeverdenen og lyset», men det er fåfengt å tru at dette vil skje ved å sleppe dei til i latinskulen.
+Det er såleis i følgje Bruun gode grunnar til dei opprørske tendensane han såg i samfunnet kring seg og til «vore dages raab paa kvindens ”emancipation”». Men han held fram at den som kjenner plaga på kroppen og skrik ut om det, ikkje nødvendigvis er den rette til å føreskrive medisinen. Kvinnesaka som ho framstod i samtida, var forfeila slik Bruun såg det. For «saa overtydet som jeg er om kvindens rige evner og om, at hun kan og bør blive noget langt mer, end hun er, saa tror jeg dog ikke, at hun nogensinde vil kunde drive det vidt i det at være mand […] Ikke at være mænd, men at forstaa mænd, at følge mænd, er det kvindene er skabt til.» Og om ikkje for anna så av den grunn bør kvinna å få tilgjenge til «tankeverdenen og lyset», men det er fåfengt å tru at dette vil skje ved å sleppe dei til i latinskulen.
-Det kvinnelege vesen har vitterleg visse fortrinn framfor mannen: «Hun eier det faste fodfæste i virkeligheden, som alt for let vil glide bort under fødderne paa den tænkende mand. Hun vil styrke os netop der, hvor vi er svagest.» Ved å dyrke si eigenart og ved å gje henne tilgjenge til den rette ''nasjonale'' danning, ville kvinna bli dyktiggjort til å vere sin manns følgje og til «at opdrage sine sønner til mænd».
+Det kvinnelege vesen har vitterleg visse fortrinn framfor mannen: «Hun eier det faste fodfæste i virkeligheden, som alt for let vil glide bort under fødderne paa den tænkende mand. Hun vil styrke os netop der, hvor vi er svagest.» Ved å dyrke hennar eigenart og ved å gje henne tilgjenge til den rette ''nasjonale'' danning, ville kvinna bli dyktiggjort til å vere sin manns følgje og til «at opdrage sine sønner til mænd».
 Det er grunn til å tru at Bruuns utlegningar hadde betydeleg innverknad på den tidstypiske ideologiseringa av kjønnsrollene. Hans dyrking av mannlegdomen, inklusive den krigerske, fall godt inn i tida 1880-1940 – nasjonalismens, imperialismens, oppdagingsferdenes, ingeniøranes og rallarane si store tid. Hans oppfatningar om det grunnleggjande ulike kvinnelege og mannlege vesen finn ein direkte avspegla hjå diktarar som var direkte påverka av Bruun og folkehøgskuleideologien, som [[Olav Aukrust|Aukrust]], [[Tore Ørjasæter#Mann og kvinne, mann og kone|Ørjasæter]] og [[Kristofer Uppdal|Uppdal]]. Via folkehøgskulane rokk ideologiseringa truleg også langt inn i Bygde-Noreg utanom diktarane sine rekkjer. Tilsvarande ideologi finn ein også hjå urbane forskjellsfeministar som [[Sigrid Undset]] og hjå vitalistar som [[Knut Hamsun]], men der er kanskje den moglege påverknaden frå Folkelige Grundtanker av meir indirekte art.