Kjeldearkiv:1905-02-24 Brev frå Prestgard til Kleiven: Forskjell mellom sideversjoner

Kjeldearkiv:1905-02-24 Brev frå Prestgard til Kleiven (vis kilde)

Sideversjonen fra 11. mai 2018 kl. 12:15

32 byte lagt til , 11. mai 2018

ingen redigeringsforklaring

Gudmund Harildstad

Skribenter

10 586

redigeringer

@@ Linje 38: / Linje 38: @@
 Om der er nogen Dato idag, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg kom ikke længer i Brevet, før Influenzaen fik Overtaget, saa det bar overende med Gammel’n – det er den anden Termin i Vinter forresten – og saa hadde Kjæringen og Ungerne hver sin Tørn, saa nu har vi gaat her og vævet i Fylla allesammen og er blandt andet ogsaa blet døgerville.
-Jeg har som en dunkel Forestilling om, at Grunden til, at jeg begyndte Brevet paa et Slags Norsk var den, at jeg netop hadde læst “Knudaheibrevi”, saa jeg gik i en norsk Rus i nogle Dage, indtil Feber og “Fluxa” drev det hele ud af Skrotten paa mig igjen. Men saa meget ved jeg endnu, at denne Bog tog mig sterkt – maaske fordi jeg efter fattig Leilighed har gaat og verket med den samme Hjemlængsel som Garborg. Jeg læste Blad for Blad om, hvordan han gik der og Bite for Bite plukked sammen Minderne fra Barndommen og Hjembygden og følte, hvordan han voxte paa det, og saa sa jeg til mig selv som Gunnar Heiberg, da han læste Jonas Lie: Ja, naturligvis; slig er det. Og saa gik det ogsaa med et op for mig, hvorfor dine Skildringer “Kringum Peisen” gjorde sligt Indtryk paa mig: Herregud, det er jo Hjembygden og Barndommen, som stiger lyslevende op for mig. Her flakker vi om som Nomader, pæsende under dette fordømte amerikanske “strenous Life”, stadig med hver Nerve spændt, ingen Tradition knytter en til Fortiden og Morgendagen er utryg, usikker – og saa da en vakker Dag at bli sat midt ind i eller tilbage til det enkle, friske Bondelivet derhjemme, hvor alt var saa trygt og sikkert, hvor der var Ro til baade at tænke og at forme sine Tanker, hvor Folk i det hele havde Sindsro til at leve. Det moderne Byliv er ikke Liv. Det er en Maskintilværelse.
+Jeg har som en dunkel Forestilling om, at Grunden til, at jeg begyndte Brevet paa et Slags Norsk var den, at jeg netop hadde læst “Knudaheibrevi”, saa jeg gik i en norsk Rus i nogle Dage, indtil Feber og “Fluxa” drev det hele ud af Skrotten paa mig igjen. Men saa meget ved jeg endnu, at denne Bog tog mig sterkt – maaske fordi jeg efter fattig Leilighed har gaat og verket med den samme Hjemlængsel som [[Arne Garborg|Garborg]]. Jeg læste Blad for Blad om, hvordan han gik der og Bite for Bite plukked sammen Minderne fra Barndommen og Hjembygden og følte, hvordan han voxte paa det, og saa sa jeg til mig selv som [[Gunnar Heiberg]], da han læste [[Jonas Lie (1833–1908)|Jonas Lie]]: Ja, naturligvis; slig er det. Og saa gik det ogsaa med et op for mig, hvorfor dine Skildringer “Kringum Peisen” gjorde sligt Indtryk paa mig: Herregud, det er jo Hjembygden og Barndommen, som stiger lyslevende op for mig. Her flakker vi om som Nomader, pæsende under dette fordømte amerikanske “strenous Life”, stadig med hver Nerve spændt, ingen Tradition knytter en til Fortiden og Morgendagen er utryg, usikker – og saa da en vakker Dag at bli sat midt ind i eller tilbage til det enkle, friske Bondelivet derhjemme, hvor alt var saa trygt og sikkert, hvor der var Ro til baade at tænke og at forme sine Tanker, hvor Folk i det hele havde Sindsro til at leve. Det moderne Byliv er ikke Liv. Det er en Maskintilværelse.
-Naa, men det var det, jeg skulde ha sagt: [[Arne Garborg|Garborgs]] Bog gav mig egentlig intet Nyt. Den forklarede mig bare min egen ubændige Trang til at søge den samme Vei hjem igjen som han har gjort. Hjem – hjem til Livet.
+Naa, men det var det, jeg skulde ha sagt: Garborgs Bog gav mig egentlig intet Nyt. Den forklarede mig bare min egen ubændige Trang til at søge den samme Vei hjem igjen som han har gjort. Hjem – hjem til Livet.
 Det glæded mig at se det anerkjendende Skudsmaal han gir dig i Bogen sin.