Kjeldearkiv:Norsk Landboeblad 1810 nr. 10 til 14 (mars): Forskjell mellom sideversjoner

| målform      = nn

| bgfarge      =  

| nedtegnetav  = Øystein Sande

| ekstern      =  

== Norsk Landboeblad 1810 nr. 10 (3. mars) ==

Rettelse: i forrige No., Pag 35, 2den Spaltes 4de Linie fra neden, er at en Skrivfeil fat: hverken Staal eller Jern rørte paa dem; skulle være hverken Ild eller Jern ec.  

Naar man har giort hvad der staaer i sin Magt til at forbedre sin Skiæbne i Eet og Alt, og da giver sig et fornøieligt Sind, saa er man, hvad man kalder: Lykkelig. Men til at giøre hvad der staaer i sin Magt, hører mere end at snakke derom, man maa tillige gribe sig an, med Eftertanke og Kraft, og dertil agter jeg at opgive de Regler, som jeg haaber, i det mindste skal lede paa Spor til virkelige Forbedringer: den Jorddyrker som forbedrer sin Formues Forfatning, gavner tillige sit Fødeland, naar det skeer paa en Maade hvorved den ikke fornærmer Andre. Men naar man skal være skikket til at giøre sig et Gaardsbrug saa nyttigt som mueligt, saa maa man først lære sig noget lidet at skrive og regne, da man ellers ikke kan vide hvilken Maade der er den fordeelagtigste at drive et Brug paa, og de som ønsker at lære dette, vil vist Skolelærerne være behielpelige. Ogsaa jeg skal giøre hvad mig er mueligt, ved at give en Model til, paa en kort og fattelig Maade, at lære de første Grunde i Regningen, samt Anvendelsen af samme.

For at vise hvor nødvendig Regningen er for en Bonde, vil jeg, til Exempel, allene efterregne hvad 2de Drenge koster sin Husbon om Aaret, og hvad de, hos en Landmand, kan fortiene for ham i samme Tid: [To kolonner til høgre, for høvesvis. Indtægt. og Udgivt., kvar med Rd. og ss.]

(Fortsættes.)

Mel. Jeg er så fro, jeg er så glad.

<poem>

Men (til) Odin og de Høvdinger 12, ofrede man og kaldte (dem) Guderne sine og troede paa (det) længe siden. [Dei to siste avsnitta er omsetjingar av dei to første.]

(Udtog af No. 108 i Hochmeyers ved Bergsøe udgivne Huus- og Kunstbog)

Det Jern som man vil forvandle til Staal, maa hverken være hedskiørt eller koldskiørt, men ret reent, smidigt og strækbart. Det smedes enten til smaa Plader eller til smaa Stænger, jo mindre og smallere man kan bruge dem, jo bedre er det. Man maa være forsynet med en Cementeerbøsse, det er en ildfast valseformig (rund, oven og nedentil ligge viid) Leerpotte, med et dertil passende Laag. Denne Potte maa være 3 Tommer høiere end de Stænger som man vil giøre til Staal ere lange. Hertil laver man sig et Cementpulver af 16 Dele til Kul brændt Kamin- eller Skorsteensod, 8 Dele stødt Kul og ligesaa meget Aske, samt 5 Dele Kogsalt, som altsammen stødes fiint og blandes nøie med hinanden. Af dette Pulver strøes i Cement¬bøssen saa meget, at naar man har trykt det lidt ned, er en Tomme høit. Paa dette Pulver stiller man Jernstængerne lodret ved Siden af hinanden, saaledes at de staaer en Tommes Rum, saavel fra hinanden som fra Siderne af Cementeerbøssen. Mellemrummene fylder man samtlig omhyggelig op med Cementeerpulveret, og til 2 Tommer høit over Jernstæng Enderne. Herpaa bedækker man Bøssen med Laaget, kliner Fugerne vel til med en Blanding af Leer og Sand, og lader det lidt efter lidt tørres. Efterat det er tørret, sætter man Cementeerbøssen i Ilden, og lader den i en Tid af 8 til 10 Timer uafbrudt gløde maadelig, hvorpaa man tager det ud og finder Jernet forvandlet til Staal, som nu ikke behøver andet end at hærdes.

Anmærkning: Dette Slags er vel ei til Bidtstaal eller gode Egjern? altid det bedste eller saa godt som smeltet Staal, men naar det efter Cementeringen bliver smeltet i en Digle, og er nu mere letflydende end Jern, bliver det et meget godt Staal.

Man lægger i en Digle, lagviis, smaa Stykker Jern eller af cementeret Staal og milde Kalkjordarter. Forholdet kan være saadant: Til 20 Lod Jern, tager man 6 Lod Kride eller Kalkspat eller Marmor, Alabaster, naar det kun er kalkarrede Stoffer, og dertil endnu 6 Lod Pulver af stødte hessiske Smeltedigler. Blandingen maa giøres saaledes, at Jernet, naar det er smeltet, fuldkommen bedækkes dermed og derved beskyttes imod Luftens Berørelse. Altsammen hedes efterhaanden og tilsidst gives saa stærk Hede at Jernet smelter; saaledes maa man vedligeholde Ilden en Stund eller en heel Time, om man har saa meget at der er to Pd. (det er fire Mrk.) Jern som skal forvandles til godt Staal, som kan blive det tætteste, fineste og til skiærende Værktøi meest passende Staal.

Damascener Staalet er saa seit, at det ikke springer eller brækkes af den største Vold, og saa haardt, at man kan hugge dermed i Jern, uden at det faaer Skaar. Det har Tegninger og Træk som ei ere tykkere end Hestehaar og fine Knapnaale og ingen Aarer paa sine Egge. Dets Beredelsesmaade er nok en Hemmelighed for de fleste Europæer, men en Efterligning giøres paa følgende Maade: man smeder 8 Blik af Staal, omtrent en Linie tyk, 5 Blik af blødt og 5 Blik af sprødt eller haardt Jern, alle af lige Tykhed og Størrelse. Disse lægges tilsammen først et Blik af blødt Jern, derpaa et Blik af Staal og atter et Blik af sprødt Jern, derpaa igien et Blik af blødt Jern o. s. v., strækker det fiirkantet, lader Stykket blive hvidtglødende eller sveises - sydes - Nu bringes den ene Ende deraf i en Skruestikke, griper den anden med en stærk Tang og dreier det skrueformig, smeder det atter til 9 Linier bredt og 3 til 4 Linier tykt, lægger det i Bugt eller sammen i to Dele, som tiener til Omslag; imellem begge disse Dele lægges et 2 Linier tykt Stykke godt steiermarkisk Staal, nu føies Æmnet sammen, sydes i Ilden og strækkes med Hammeren til den Længde Værktøiet skal have, saaledes, at det midterste Staalblik, som siden efter endnu bliver hærdet, udgiør Eggen.

Anmærkning: Efter Forsøg, kommer det af valgte Liaaspiger, Pag. 36. beskrevne, Hensigten nærmest, og maaskee man er her ikke saa langt fra Hemmelighedensc Opdagelse. Mere naar jeg engang skriver om gode Liaaers Forfærdigelse.

Ogsaa Korntærskningen hører til Vinterarbeidet, men da denne er nu mere end halv og paa nogle Steder ganske forbi for i Aar, saa lader jeg dette berop til beleilig Tid. At anskaffe Veed (Brænde), hører ligeledes til Vinterarbeidet, men man maa først tænke paa, hvorledes man kan hielpes med saa lidet Veed som mueligt, og jeg vil blot erindre, at man skal være betænkt paa ved alle Leiligheder, at samle sammen Qviste, som ellers ligger og forraadner i Skoven til ingen Nytte, thi disse er langt bedre til Veed, end man i Almindelighed tænker, og man sparer da andre Træer, og paa mange Træer er der næsten ligesaa meget Veed i Qvistene som i Stammen.

(Fortsættes.)

A. Ved at giennemblade en gammel Foliant, fandt jeg følgende, angaaende Tarvelighed i Klædning: - "Adskillige af de grædske Fyrster udgave Forbude imot Overdaadighed i Klædning, hvoriblandt Dionysius den Yngre udmærkede sig især; thi, endskiønt han var haard i at straffe Misdædere eller Forbrydere, saa var han dog naadig imod dem som havde stiaalet kostbare Klæder og eftergav dem deres Straffe, allene for at føre Folk fra denne Overflødigheds Artikel." - Nu - hvad synes Du om denne Sætning?

B. Det kunde vel i den Tid have sin Nytte og derved meget spares.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

[[Kategori:Volda kommune]]

[[Kategori:Sunnmøre]]