2. Dalle galgab mån subtsastit, gåkkte mánon almatja vujdnuji

Pitesamisk:	Norsk omsetting:
2. Dalle galgab mån subtsastit, gåkkte mánon almatja vujdnuji	2. No vil eg fortelje korleis det visest folk på månen
Gåsse dalle dålen gillgin guoktes, kárán ja kujdna, suoládit, dä mánno bäjtij alvos sjierádit jah tjuvgaj badjel gájka iednama. Dä lij dalle nav alvos tjåvges mánno-diehpe dan iehkedin, gåsse dalle dá guoktes galgajgan suoládit, vala dä ballaba såj dalle, áhte iehkep almatja vujdne sunov gu lábá suoládimijn.	Ein gong då to, ein kar og eit kvinnfolk, ville ut og stele, skein månen veldig sterkt og glitra over heile jorda. Det var slikt eit sterkt måneskin den kvelden, då dei to ville stele, men då var dei redde at kanskje folk såg dei medan dei dreiv og stal.
Dä gavdnaba dalle buorak ráđeb; dä sija vidtje darrve-stámpab (bihtov), gude lij darvest ajjve dievas ja dä dalle guäddeban såj dáb darrve-lihteb gaskan ja gálkaba dalle guohtsat bajás ja darrvat mánob, váj galgaj sjävdnjet sjaddat ja såj ådtjot suoládit. Vala dä mánno måráhtij, áhte såj sidájgan suv darrvat ja dä såj válldeduvajgan gåbbátjaga aktan dajna darrve-bihtujna bajás máno sisa ja dä liebá dalle danne tjåhkåhimijn aktan dajna darrve-bihtujna.	Så får dei ein god idé: Dei tok ein tjørestamp som var full av tjøre; og så tok dei dette tjørekaret mellom seg og ville til å springe opp og tjørebre månen så det skulle bli mørkt så dei kunne få til å stele. Men då vart månen sint for at dei ville tjørebre han, og då vart dei tekne begge to i lag med denne tjørebøtta opp inni månen og så måtte dei no sitte der i lag med denne tjørebøtta.
Dä ådtjojgan dalle burist darrvam-balkábskan ja virrtiban såj dalle danne tjåhkkåhit ja vujdnut gajhkist almatjijst, guhte viesso iednama naldne ja dä áj biesajgan suoládimist.	Då fikk dei den gode tjørings-løna si, og dei må sitte der og visast for alle menneska som bur på jorda, og då fikk dei to heller ikkje komme seg laus etter stelinga.

Kjelde

Denne historia er transkribert til tilnærma standard pitesamisk rettskriving frå Népköltsi gyűjtemény a Pite lappmark Arjepluogi egyházkerületéből (1893) av Halász Ignácz.

Om språkforma

Som i dei andre nedskriftene av Halász Ignácz er det tidvis noko upresis attgjeving av fonemlengda. Dette er justert etter beste evne. Visse alderdommelige trekk som i moderne tid helst blir rekna som umesamisk kan nemnast — det gjeld først og fremst akkusativsformer som stámpab, lihteb, ráđeb og bálkabskan der moderne pitesamisk har -v heller enn -b eller -p.