Fetvisa

Fetvisa er den første sammenhengende beskrivelsen av hovedsoknet i Fet prestegjeld. Den er skrevet i 1740-åra av Peder Hjort (1700-1765) som var sokneprest her fra 1734 til 1738.

Tittelen har vært en annen, trolig «Fedt Sogns Yndighed og Herlighed». I 1903 ble den gjengitt i avisa Akershus med denne tittelen. Teksten nedenfor er hentet fra Refsums artikkel i Rælingen bygdebok i 1955 (se litteraturlista), og er en avskrift av kallsboka i Fet prestegjeld. På 1800- og første halvdel av 1900-tallet ble visa brukt i skolen, i frivillige organisasjoner og festlige sammenkomster, og det var folk i bygda som ga den navnet Fetvisa. Denne idealiserte framstillingen av bygda falt naturligvis i smak hos fetsokningene.

I strofe 7 til 11 skildrer Peder Hjort landskapet slik han så det fra høyden der Fet prestegård fremdeles ligger. Fra denne høyden så han store deler av bygda, blant annet aktiviteten på gardsbrukene, jakt og fiske, deler av skogsdrifta, fløting og annen transport av tømmer og kjøring av planker og bord fra borger- og bondesagbrukene til hovedstaden på den islagte Glomma.

Strofene 12-16 forteller om den store betydningen fisket i Glomma og Øyeren hadde for befolkningen. Han nevner flere av de mange fiskeslagene, fiskeredskapene og fangstmetodene. I strofene 23 til 24 fortsetter han å beskrive den viktige matauken: Høsten er kommet, og folk er opptatt med jakt på elg og småvilt og ikke minst skogsfugl og vadefugl på øyene i utløpet av Glomma.

I strofe 20 kan en lese om den viktige storr-slåtten på de sju øyene som ligger i utløpet av Glomma, og strofe 22 handler om kornhøsten.

Strofe 18 forteller om hvordan transporten av tømmer foregikk på Øyeren før dampbåtenes tid, og at sagbruksnæringa er en viktig og inntektsgivende næring, får vi vite i strofe 27. Fra stuevinduet i presteboligen teller soknepresten sledelass på sledelass med planker og bord trukket av hester som kommer tett i tett, noen ganger opp til tre snes (60) i følge. De kommer nedover den islagte Glomma og fortsetter over Svelle på vei mot hovedstaden. Her er det penger å tjene for plankekjørerne og sagbrukseierne. Vinterens betydning for samferdselen kan en også lese om i strofe 26.

Sjøl om Peder Hjort sier i strofe 28 at han «med Fliid Ved hvert Aarets Tid/Din Pragt og din Ynde afmalet», er det enda mer som kan fortelles om Fet. Sokneprestens kunnskaper om bygda, og bygdefolkets virksomhet som han betraktet fra prestegårdsvinduet, gir et kortfattet innblikk i 1700-tallets Fet.

Fetvisa

Den kan synges på tonen "Seterjentenes søndag" av Ole Bull.

I

Nu taer jeg min Pen, Og sætter mig hen

Med hannem en Stund at fordrive

I Tanke han kand Med Heli’cons Vand

Mit Sind en Forfriskelse give!

Hvad falder dig ind? Mit udmatted Sind!

Hvad har du vel Lyst at beskrive?

Løft Tankerne op Til Himmelens Top!

Lad Him’len dit Alpha kun blive!

II

Jeg tænker mig om I Aarene som

Gud har ladet for mig hendrive.

Guds Forsyn mig tog Paa Armen og drog

Fra første jeg kom til Live.

Fra første jeg randt Af Rode jeg fandt,

Guds Forsyn mig førte og ledte;

Jeg skrøbleig Barn, Faldt tidt vel i Skarn,

Men Gud mig dog Veien beredte.

III

Til Ære jeg gikk, Et Embede jeg fik,

At jeg skulde Lammene føde.

Gud selv mig det gav, Ey Hadernes Stav,

Til Hinder meg her torde møde

Den Tid gikk forbi, De Aar vare ni,

Som Jakobs ret sure og slemme,

Da lod Gud mig see, at han dog min Vee

Og Møie ei vilde forglemme.

IV

Gud skikked mig Bud, Jeg skulde gaa du

Som Abram fra Ur i Chaldæa,

Jeg skulde hengaae Med Jacob og faae

En Rachel istedenfor Lea;

Gud skyndede paa, Og bød mig at gaae,

Før Hevnen sig der skulde vise;

Til Zoar jeg gikk, Et Frelsested fik,

Hvorfor jeg Gud evig skal prise!

V

I Østerlands Kant, Det Sted jeg da fandt

Som skulde et Tilflugtssted være,

For mine og mig, Som og redelig

Os skulde og kunde ernære.

Blant Floder og Fjeld, Der ligger det Gjeld

Som Navnet af Feet monne bære;

Jeg skulde did gaae, Som Hyrde og staae,

For Gud, og hans Menighed lære.

VI

Jeg takker Dig, Gud! Som førte mig du

Fra Kedars de mørke Pauluner;

Din Ære jeg vil, Imens jeg er til,

Udtone med Frydens Basuner!

Lad Lykke og Roe, I Bøygde og Boe

Formeres og daglig tiltage!

Giv Ordet sin Kraft, Dets ædele Saft

At vi udi Hjertet kan smage!

VII

O deilige Feet! Hvo dig haver seet

Maa sig vel fornøiet befinde;

Din deilig Prospect, Den har Overvægt,

Og Prisen alene maa vinde!

Naturen har lagt, Paa dig al sin Pragt,

Da hun dig til Verden vil’ føde;

Blant Rommerigs Gjeld, du haver det Held,

At du er som Kjernen den Søde!

VIII

Dit agerfuld Land, dit løbende Vand,

De grønne og lystige Fjelde

Kan opvække Lyst I sorrigfuld Bryst

Og aarsage Dagenes Ælde

Hvor Øyet henseer, Naturen selv leer

Og smiler med yndigste Mine.

Hvo herved ey kand Forglemme paa Stand

Den Sorrig, Som Hjertet kan Pine?

IX

Kand Fugle i Flok, Vel Snese og Skok,

Naar de fare frem og tilbage

To Ganger hvert Aar, om Høsten og Vaar

Sig saa lade av dig indtage,

At de ikke kand Omfare dit Land

Hvor hastig de ene monne ile;

Hva Under at man, Som Menniske, Kand

I dine Fornøielser hvile?

X

Din Yndigheds Pragt, Naturen har lagt

Imellem to rindende Floder,

Som vander dit Land, Og pryder din Strand

Med Tømmer av Østerdahls Poder.

Naar deilige Vaar Udkjemmer sit Haar,

Dig herlig begynder at male,

Din blomstrende Eng, Som udpyntet Seng,

Af mange Coleurer kand prale.

XI

Da Plovmanden gaaer Og Sæden udsaaer

Af Bygget og Kornet det blanke,

I Hjertet han leer, I Haabet han seer,

Han Høsten mangfoldig skal sanke.

Han venter oppaa, At Elven skal gaae

Og vande de tørstige Enge,

At Græsset kand groe, Og fylde hans Loe,

Det giver han Føde og Penge.

XII

Hva Glæde det er, At være saa nær,

Naar Fisken av Elven opdrages,

Naar Strømmen er streng, og Fisken i Fleng

I Rysen og Mjæren indjages,

Det giver jeg hver, Som Fiske har kjær,

I Sindet ved sig at betragte!

Af dybeste Vand Gaaer Fisken til Land

Og fanges saa stille og sagte.

XIII

Den hvasse Abor Med Gjedden vel stor

Tør kappes mot Strømmen at ile;

Rødfjæring og Siig Opleder den Viig

Hvor de sig paa Grunden kand hvile

Den Baaspur saa fed, At fange vi veed

Og sende til Herrernes Borde;

Den Kongelig Mad vi har paa vort Fad

Trods alle de salte Vands Fjorde!

XIV

Vel flere jeg kand Opregne paa Stand

Som Glommen til os monne yde,

Fra Øyeren op De løbe i Trop,

Naar Strømmen begynner at flyde

Naar Strømling og Fliir De samlede bliir

Med Løver og Ruster at stimle,

Naar Gørtz, Røyer og Mort Mod Strømmen gaaer fort

Da Vandet af Fiske mon vrimle.

XV

Naar Brasen i Leeg Fremløber sin Streeg

Og stimler til lønlige Stæder

Er Rysen da sat, Og faaer den kun fat,

Den vistnok sin Eiermand glæder,

Blant Hundred i Tal, Han gaaer da i Val,

Udleder de største og bedste

I Ilen de gaaer Til han engang faaer

De Gilde fra Byen til Gjæste.

XVI

Jeg nær havde stemt For flere og glemt

At tale og skrive om Lagen;

Den nydelig Fisk, Vi har paa vor Disk,

Som kjæmper med Østers i Smagen.

Den fede Karuds I Parker og Puds

Fornøielig leger og spiller;

Mon dette ey kand Bortdrive paa Stand

De Sindet betyngede Griller?

XVII

Nu aabnes vor Fart Saa det har god Art

Paa Glommens de stidige Vande;

Nu Elven bliir stor Som videste Hjord

Og skjuler Lerbakker og Sande.

Vi daglig kand see Paa Vandet sig tee

Den seylende norske Sølvflaade.

Den Guld i sig har, Og Sølvet vel klar,

Som kommer vor Bymand til Gode.

XVIII

Her flyder i Tal Det Tømmer som skal

Ved Strømmen og Øyeren lande,

De Seyl hidser op For Vinden i Top

Og føres igjennem de Vande;

Bordbaader i Fleng Mod Elven saa streng

Med Seylet og Aaren mon stride,

Indtil de opnaaer Det Land de attraaer:

Vor Sømand har Ondt nok at lide.

XIX

I Øyerens Vand, Adskilte fra Land

Syv Øer vi tæller og fleere,

Hvor Flora sin Seng I grønneste Eng

Udpynter og herlig staferer.

Naar Glommen ey vil For tidt tage til

Men bliver ved Bredden at spille

Lemfeldig og mat, Det blir da en Skat,

Som mange Udgifter kand stille.

XX

Før Engen bliir bleeg, Naar Blomstret er veed

Man Jaen er ferdig at lave,

Hver passer da paa Sit Græs at nedslaae

Og berge den herlige Gave

Storr-Stakker i Fleng Paa høieste Eng

Som spidsede Taarne man sætter

Fornøie det kand Den seylende mand

Og Koen om Vintren det mætter.

XXI

Da kjendes det bedst Paa Ko og paa Hest,

Hva Fedmen ved Feet monne være,

Naar Koen hvert Maal Kand fylde sin Skaal

Sin Melk, Smør og Myse frembære.

Er Hesten kjørt træt, Og udmattet stedt,

Giv ham kun av Storren den fede,

Han stille ey staaer, Naar andre de gaaer.

At trække er han da tilrede.

XXII

Naaer Jaen er lagt Med Skjørua sagt

Man Kornet i Hobetal fælder,

Naar Ageren staaer Og bier paa Skaar

Naar Axet med Hovedet helder

Med Glæde hvert Baand Optages i Haand

Thi Toppen af Kornet mon bruse;

Vor Høstmand han leer, Thi vistnok han seer

At det udi Laden vil’ ruse.

XXIII

Naar Marken er tom, man seer da sig om

Om Skoven og noget vil yde

Af Ferskmad og Vilt; Dermed veed vi snilt

Vor Stolpebods Væg at beepryde.

Skjønt Rensdyret ey Vi seer i vor Vey

Ey Hjorter og Hinder her næres,

En stegt Hare lell, Den smager os vel,

Som tidt paa vort Bord kand frembæres.

XXIV

Den Tiur saa frek Med Riflen faaer Knek

I Træernes høieste Toppe.

Urhanen sin Streg Med Hønen i Leeg

I Stokker og Snarer mon hoppe.

Den Jærpe saa snil, Graagaasen sa avild,

Ja Brokfugl og Kramsfugler mange

Vildanden saa vaer Og Rugden sa araer

Med Skovduen veed vi at fange.

XXV

Naar Solen gaar bort Og Dagen blir Kort

Naar Vintren Høsten bortjager

Med Frost, Snee og Suus, Baghonen ved Huus

Af Hoven til Ovnen vi drager.

Da Samles vi smugt i Ære og Tugt

Og os med hinanden mon fryde.

For det Gud os gav Af Land, Vand og Hav,

Vor Tak vi til Skaberen yde.

XXVI

Bliir Kulden nu streng, Isflager i Fleng

Vi seer da med Strømmen at føres,

Som samler i Hast En Iisbro saa fast,

Hvor baade kand rides og kjøres.

Da Hesten maa frem For Slæden i Rem,

Vi turer og farer til sammen,

Enhver til sin Ven at samles igjen;

Er det ikke Glæde og Gammen?

XXVII

Hver Bonde som vil Sin Hest lade til

At kjøre Bord, Tømmer og Planker

Mens Elven er fast, Han udi en Hast

En Daler, tre, fire da sanker

Hver kappes da om Sin Hov at faae tom

Og den ind til Byen at føre.

Fornøielig at See En Snes to a tre

Paa Elven i Rader at kjøre!

XXVIII

Nu har jeg med Fliid Ved hver Aarets Tid

Din Pragt og din Ynde afmalet,

Og Deylige Feet! Jeg dig haver seet,

Men dog ikke nok om dig talet.

Det sidste jeg vil, Endnu lægge til,

Som al din Lyksalighet pryder:

Du altid har haft Guds Ords rene Saft,

Som i dine Templer udflyder.

XXIX

O deylige Feet! Jeg dig haver seet

Og dine Fornøielser fundet.

Men Tiden var kort, jeg maatte gaae bort,

Dit, hvor hen jeg aldrig har stundet.

Men hvor jeg end er, Har jeg Dig dog kjær

Jeg dig paa mit Hjerte dog bærer:

Gud være din Løn, Det bliver min Bøn

Til Graven mit Legem fortærer.

XXX

Og deylige Feet! Jeg Dig haver seet

Man kand dig dog aldrig forglemme,

Før Øyet blir lukt, Og Livet udslukt,

Dit Minde min Længsel forfremmer!

Derfore, min Pen! Føy dig nu kun hen!

Lad Sindet om mulig nu hvile!

At al min Attraa Kand derpaa udgaae

Til Gud med min Forbøn at ile.

XXXI

Gud være din Soel! Gid Lærernes Stoel

Ved Ordet lyksalig maa skattes!

Gud lade dit Land, Dit Vand og din Strand

Ey sine Velsignelser fattes!

Gud lade hver Sjæl I dig leve vel

Og Herrens Velgjerninger nyde,

Indtil at de skal Blant Englenes Tal

I Himmelen evig sig fryde!

Amen.

Kilder og litteratur

• Arnesen, Elbjørg: Bygdehistorie for Fet. Fra de eldste tider til ca. 1800. I. Oslo 1980.
• Refsum, Helge: «En gammel bygdebeskrivelse på vers om Fet Prestegjeld (fra 1740-årene)». I Dørumsgard, Asbjørn: Rælingen. Trekk fra bygdehistorien. I. Oslo 1955.
• To versjoner av diktet: En fra avisa Akershus i 1903, og en kopi av originalen fra Fet og Rælingens kallsbok i 1919.