Kjeldearkiv:Haugianarbrev (frå Anne Olsdotter Hyrve 1817)

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til: navigasjon, søk
Denne artikkelen er en kilde og er derfor stengt for redigering. Eventuelle bemerkninger eller rettelser kan etterlates her.
Brevet som Anne Olsdotter Hyrve i Skjåk skreiv i 1817, er attgjeve etter Ingolf Kvamens avskrift som inngår i samlinga Brev frå haugianarar og er mellom anna tilgjengeleg i Seksjon for kildeutgivelse i Riksarkivet. Det er eit mangfaldiggjort manuskript, nærast trykkeklart med bandnummer og sidetal. Brevet er i dette manuskriptet nummerert 116, og attgjeve på side 151-152 i band II. Merknaden «Bang» i manuskriptet viser venteleg til at originalen er henta frå ei samling som A. Chr. Bang skaffa seg i samband med utgjevinga av boka Hans Nielsen Hauge og hans Samtid, (Christiania 1874). (Det trengst nærare undersøkjingar for å fastslå kvar originalbrevet finst nå.)

Ein kjeldekritisk gjennomgang av brevet finst her (sjå eksempel III).

Brevet

Til de fortroelige Venner i Christiania.

Ved denne Leilighed kjender jeg Længsel med de andre at skrive nogle Ord om vor Tilstand, da jeg veed det giver Lyst og Liv at høre fra hverandre. Men jeg maa klage over mig selv at jeg har været saa lunken og ligegyldig at formere Faderens Gods. Men Herren være lovet, som sender troe Arbeidere i den store Høst.

L.K. har nyelig været her. Han har været et særdeles Redskab for mig og andre, saa at det kommer mig ofte for: ”Enhver som for dig skal sig fryde” etc. Men til dette kjender jeg en altfor stor Mangel. Men naar jeg undersøger hvad som hindrer mest, saa finder jeg mange døde Billeder som sætter Skygge for det klare Lys. Gud give mig Naade til ei allene at bekjende, men søge Gud om Kraft at overvinde! Det rører mig ofte til Taarer naar jeg betænker den store Vigtighed for os som bekjender os til det samme, saa at vor Vandring skal ikke give Leilighed til Gudsbespottelse. Men derimod kunde ved Guds Kraft mange rykkes af Ilden, naar vi annammede den synlige Aand i vore Hjerter.

Jeg har nylig været i Bryllup. Bruden har nogen Begjærlighed, og <jeg> syntes det gik ret til, efterdi verken Bruden eller Brudgommen dandsede. Ei heller blev der dandset i det rette Brudehuus. Men en Gang vi vare i et andet Værelse, kom Spillemanden. Men jeg sad ved Brudens Side og paamindte hende med disse Ord: ”Op, op, min Sjel, nu er det Tid at du dig du paa Vagten giver!” etc. Og de begyndte at dandse. Nogle af de Vellystige fik da ikke andre med sig end de ældste Koner; thi de yngste og Pigerne holdt sig næsten alle til os. Saa deres Glæde blev langt fra ikke opfyldt.

Men jeg kjender <at> min Pligt er at vi skulde love Herren, og alt det <som er> i mig, ære hans hellige Navn, fordi han ikke allene giver os Svage Magt til at blive bevaret i Fristelsens Stund, men og <at> styrke de mindre Bekræftede, da jeg kan sige at de i min Nærværelse ikke begjærede Bruden eller andre til Dands. Men nogle tog hende særskildt og prøvede hende; men det var forgjæves.

Hilset er de, alle fortrolige Venner, fra mig, der attraaer <at være> eders ringe Meddeelagtige.

Anne Olsdatter Hørve