Kjeldearkiv:Haugianarbrev (frå Syver Hørve 1817)

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne artikkelen er en kilde og er derfor stengt for redigering. Eventuelle bemerkninger eller rettelser kan etterlates her.

Brevet som Syver Sylfestsen Hyrve i Skjåk skreiv hausten 1817, er attgjeve etter Ingolf Kvamens avskrift som inngår i samlinga Brev frå haugianarar og er mellom anna tilgjengeleg i Seksjon for kildeutgivelse i Riksarkivet. Det er eit mangfaldiggjort manuskript, nærast trykkeklart med bandnummer og sidetal. Brevet er i dette manuskriptet nummerert 117, og attgjeve på side 152 i band II. Merknaden «Bang» i manuskriptet viser venteleg til at originalen er henta frå ei samling som A. Chr. Bang skaffa seg i samband med utgjevinga av boka Hans Nielsen Hauge og hans Samtid, (Christiania 1874). (Det trengst nærare undersøkjingar for å fastslå kvar originalbrevet finst nå.)

Om skrivemåten av namnet til brevskrivaren, sjå her.

Syver Hørve til Tomas Olsen Amble [denne overskrifta tilført av Ingolf Kvamen]

Du fortroelige Broder Thomas Olsen seer af ovenstaaende Sødskendes Brev at det er deres Hensigt at dette skal komme til vor kjære Broder Hans, som ogsaa er mit Ønske, - om Tilstanden her, da og nogle underetter, og jeg maa istemme med de andre, at Kaldelsens Aand rører ved mange Mennesker her. Ja, jeg troer vist at saa meget som i det Første, og mere, bifalder tænkende Mennesker.

Den sidste Aften vor elskelige Broder Lars Kyllingen var her paa Lomb, søgte ham saa meget Folk, saa ikke her har været saa mange siden Br. Hans var her. Thi jeg slutter mig til at det var næsten 200 Mennesker. Og mange hørte vi oplode sin Mund og svarede i, og at det var nødvendigt at forarbeide sin Salighed. Og Br. <L.K.> havde særdeles Naadegave til at Tale med Folket, og Omsorg for Sjelens Frelse.

Og jeg kan sige at Jesu Ord faldt mig paa mit Hjerte: «Mig ynkes hjertelig over Folket.» Dog, jeg finder mig afmægtig, og mangler for meget i at bespise hungrige Sjele, som de behøvede. Og dette Begyndte her nu giver nok Betænkning mere end nogen Tid, ja Glæde og Fred. <Jeg> kjender ofte Frygt og Vantroe for mig selv og andre, at den Bygning maatte blive bestandig. Men dette vide vi, «at seer man til sin egen Magt, da er man snart i Harnidsk bragt».

Alle troe Venner er kjærlig hilset fra mig og alle her.

Syver Hørve