Kjeldearkiv:Norsk Landboeblad 1810 nr. 15 til 18 (april)

Norsk Landboeblad 1810 nr. 15 til 18 (april)
Kjeldeinformasjon
Namn:	Sivert Aarflot
Født:	23. oktober 1759
Død:	14. april 1817
Stad:	Volda
Tidsrom:	1810
Nedteikna av:	Øystein Sande
Skildring:	Dette er den fyrst årgong, dette er den mest innhaldsrike årgangen, den einaste som kom ut med 52 nummer, ein for kvar veke gjennom heile året.
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 15 (7. april)

Den Snee som blev tilstrækkelig muldet den 29de forrige Maaned, har nu tøet een og en ottendedeels Alen, men den umuldede, under samme Solstrøg, kun synket een og trefierdedeels Tommer. De fleste Dage har været godt Solskin, men ogsaa temmeligt kolde Nætter, saaledes største Forskiel paa samme Døgns Kulde og Varme, og det til 7 Grader, naar om Dagen, som anmærket paa Tabellen, har været 4 Graders Varme, har Nætterne og Morgenstunden medført 3 Graders Kulde. - Paa den Iis hvorved Fiorde og Færskvande ere belagte, virker Natte¬kulden i denne Tid mere end Solskinnet, saa at Over¬færdseler Skeer nu tryggere end i de forløbne Vinternaaneder.

Et Udtog af Norges Oldtids Regenters og Folkeslægters Historie, kan ikke vel leveres eller blive forstaaeligt, uden her medtages Noget af det hele gamle Nordens, som Norge, Danmark og Sverrig, der havde blandede Regentstammer og deels behærskedes af en og samme Regent. [I venstre spalte:] Næstefter Odin og før Christi Fødsel, nævnes Regentere i Norgen: I Norge: Semming Odins Søn, en Gothialt, en Gothialt. [I høgre spalte.] Tids-Register. Før Christi Fødsel; 108 var Odin født. [Ny side, venstre spalte:] I Sielland: En Skiold Odins Søn, en Fridlev Skiolds Søn og en Frode 1ste Fredgode Fridlevs Søn, under hvis lange Regiering Christie blav født I Skaane: En Heimdal, Odins Ven. I Upsala i Sverrig: En Niord, Odins Ven, en Frei, en Freia, en Fiolner. Anmærkning: Tidsregisteret sættes efter Historieskrivernes rimeligst antagne Meninger. [i høgre spalte:] Tids-Register. Før Christi Fødsel: 90, Nord født. 75, Skiold født. 65, Frei født. 35, S?fning født. 32, Fiolner født. 17, Frode 1ste født. [høgre spalte slutt]

Som mærkelige Tildragelser, under denne Tidsalder, nævnes at Skiold oprettede et Rige af Sielland og Fyen. Folkemængdens Tiltagelse og nogle Aars Misvext, aarsagede en stor Hunger i Danmark, saa at endeel af de Ældste faldt paa det fortvivlende Forslag, at lade gamle Folk og Børn dræbe; men Gambaruk, et Fruentimmer af Anseelse, raadede derimod at de Unge og Stærke maatte drage ud og søge andre Bopæle, som og skeete, da de saakaldte Langobarder udvandrede, omtrent ved Christi Fødsels Tider.

Fortsættelse af H. Barliens Almue-Erindringer.

Paa de Jorde hvor meget Snee falder og som da gierne ligger længe paa Foraaret, der maa man i Aprilmaaned anskaffe sig en Mængde Sand som man og skal hente den noget langt fra, som ofte vil blive Tilfældet paa Leerjorde, (hvilke helst bør ligge upløiet over Vinteren) og lægge den paa Agern i Dynger paa de laveste Steder, og naar saa Solen begynder at tøe Sneen, da strøer man Sanden ud over, helst paa de laveste Steder hvor Sneen gemeenlig er tykkest; dette tærer da Sneen betydelig, saa at man kan faae Jorden bar og tør, længe førend den øvrige Jord bliver bar. Naar Ageren og Vaaren (Foraaret) er saa tør at Hestene kan gaae ovenpaa, uden at stige ned over Hovene, da kan man først pløie, thi dersom man pløier medens Jorden er meget vaad, saa kan man ikke saae Sæden strax, fordi at Sædekornet da tager Skade, og dersom man ikke saaer strax man har pløiet, saa taber Jorden noget af sin Frugtbarhed, til Skade for Sæden. Ogsaa er det bedre før Fraukjøringen, naar man lam foretage den medens man har Sneeføret, thi at kiøre Frauen og lægge den ovenpaa Sneen, er mere Skade end man i Almindelighed tænker, da mere end det Halve af Giødselen derved tabes. Allerhelst, naar man vaarpløier, at kiøre Frauen samme Dag man har pløiet, og om man kan, ogsaa saae samme Dag. Paa flade og sandagtige Agre, er det ofte lige saa godt at pløie om Høsten, og da kan man let komme til at saae sin Frau paa dem, samme eller Dagen før man skal saae. Saadanne Gaarde er ogsaa meget lettere at drive, og kan spare baade Folke- og hestemagt. Ved det jeg nu kom til at nævne Heste, saa maa jeg anmærke, at dersom det ikke just nu var blevet tilladt at spise Hestekiød, saa vilde jeg have raadet til at bruge Oxer til Gaardsdrivt, thi Heste er ellers meget mindre fordeel¬agtige i Almindelighed, men nu, da de ligesaa godt kan spises som Oxer, saa er Forskiellen ikke saa stor. Vel er hestens Føde dobbelt saa kostbar som Oxens, men saa giver Hesten baade mere og bedre Kiød, og er tillige mere drivtig.

Nu noget om Sædekorn og dets Behandling: For det første maa al Sæd være saa uskad som mueligt, baade for Kulde og Varme, som undertiden kan giøre det Skade i Lader eller paa Staburet. Dernæst skal det Korn, som man vil bruge til Sæd, tørres paa et Loft eller i Solen, saa det er ganske tørt, og siden kastes det nok engang, for at skilles fra hvad som er udueligt, og som dog kan være godt til Føde. Og endelig maa man iagttage: at det som ei voxer paa Leerjord, kan blive saaet enten paa sand eller myragtig Grund og omvendt. Men paa de Gaarde, hvor man kun har et Slags Jord og ikke heller forskiellig Hælding, f. Ex. at noget af Jorden hælder mod Vesten, noget mod Østen og andre Kanter, hvorimellem man kunde bytte Sædekornet, saa maa man bytte Sædekornet med een af sine Naboer, og lægge nøie Mærke til, hvad for Korn som bedst trives i den eller den Jord. Al Sæd trives som oftest bedre ved at bytte Jord, og ved at erholde Sædekorn fra en nordligere Egn, bliver det hastigere modent og giver tidligere Høst. (Fortsættes.)

Giødsel er Agerlandets Liv! og Omhyggelighed for samme lønner sig! I denne Tid udkiøres Giødselen mange Steder, paa Sneeføret, fra Fægaarden til Agrene: at have passende lette og tætte Slæder, og holde Veiene saa jævne som mueligt, er en Vigtighed, thi ellers, som alt for ofte er skeet, spildes saa meget på Veiene, at det lettelig kan aarsage 2 a 3 Tønders Tab paa en Gaards Kornavl. Den udkiørte Giødsel maa ei heller lægges ligegyldigen i løse Dynger, da Luftens, Solens, Snee¬vandets og Regnens Paavirkninger ikke sielden har forringet den til en Trediedeel, hvilket undgaaes, naar den udkiørte Giødsel sammenstables og saa over Ryggen saa jævnt tilbankede, at intet Vand kan trænge ned igiennem. At have et Forraad Myrmuld, eller (dertil bedre) Leerjord, i Fægaarden, hvoraf nogle Læs kan bruges til at overklæde de udsiøtte Møgdynger, har en dobbelt Nytte, da den baade beskiermer Giødselen og modtager dens Uddampning som meddelende Giødske.

Posten ankom i Torsdags og medbragte af offentlige Blade: Kollegial-Tidenden no. 10 og 11, Statstidenden fra No. 20 til 23, Iversens fyenske Avis fra No. 33 til 40, Tiden No. 43 og 44. Tillægget fra No. 85 til 90, Trondhiems Avis fra No. 23 til 26, og Bergens No. 11. Under 8de Februar er udkommen 2de Kongelige allernaadigst Forordninger af hvilke den ene paabyder en halv Prosents Afgivt af faste Eiendomme, hver Gang de kommer i ny Eieres eller Leieres Besiddelse eller Brug. Den anden paabyder en almindelig Indkomstskat for 8 Aar, som skal erlægges med 4 Prosent af al Indkomst. Den 17de Marts er udkommen en Plakat, hvorved befales, at Portoen for Breve mellem Danmark og Norge maa, fra 1ste April, forhøies med ? eller 8 ss. ? for et enkelt Brev. Nyheder: De franske Armeer har giort betydelig Fremgang i Spanien og taget Stederne Sipylia?, Malaga, med flere, og efter den sidste Avis skulle de ogsaa have taget Cadir, hvis Befolkning denne Tid var beregnet til 130000 mennesker, da en Mængde Spanier havde flyttet did, og paa Cadires Havn laae mange engelske og andre Krigsskibe.

Med dette No. gives et Følgestykke paa 4 Oktavsider om Hampens og Linens Dyrkning, hvilket Udgiveren ønsker: Bladets Abonnentere ville udlaane i de Egne hvor Opmuntring og Anvisninger af disse Slags mangler. (Med forrige No. sendtes til Nordlandene.)

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Følgestykke til Landboebladet / Nr. 15.

Hampens og Linens Dyrkning,

(for Huusholdningstarv), efter egne Forsøg, af S. Aarflot. Hamp og Liin, synes mig (og især den sidske Væxt) kan opelskes i alle Norges Egne, da den ei behøver saa lang Sommer, som Kornavlen. Hampe Avlens Vigtighed og Nytte for hele Landet og i enhver Huusholdning, er saa udbredt, at den frem for mange andre Artikler, fordrer vores Flid ved dens Dyrkning og Behandling, hvilket dog hidtil paa mange Steder lidet eller intet er iagttaget. Hampefrøet som skal saaes, maa vel bevares for Muus og Fugle, være af næst forrige Aars Avl og ikke over 2 Aar gammelt, thi gammelt Hampfrøe, som ofte kiøbes i Stæderne, duer ikke og derfor giøres de, som det mislykkes, mødfaldne. Jorden kan være et Stykke god Ager. som kun lidet giødes med Hestemøg, eller og til smaa Forsøg, opspades et Stykke god Engbund, men taaler at være federe end til Linen eller gives nogen Giødsel. Sædetiden er den samme som til Kornsæden eller noget før end Linen saaes. Hampefrøet saaes vel saa tykt som Rug og maa det harres dybere ned i Mulden end Liinfrøet; tyndsaaet voxer Hampen med grovere og længere Straae, men tyksaaet voxer den finere og til Lærreder mere tienlig. - Den saaes paa et saadant Sted, hvor ei for stærk Stormvinde har sine Strøg, thi de knækker mangt et Straae, især naar Hampen er af høi Væxt. I de Egne hvor Nattefrost om Høsten skader Kornet, ?er og Hampefrøet, før det er fuldmodent, samme Fare underkastet; men saaer man noget af sin Hamp tidligt og tykt, da modnes den saa betids, at deraf kan haves Sædefrøe i Behold. Hanplanten eller Giædderne bliver først modne, men maa oftest staae til denne Planten med Frøehamserne ogsaa bliver nogenledes modne, og da rustes den og kiærves i smaa Knipper. Frøehennene? frabugnes? og forvares paa et Stabur til langt paa Vinteren, før Frøet udknigges - Hampekiærvene tørres nogen Tid i en luftig Lade, førend de lægges i Saaning (Røitning), som bedst skeer nederst i Flodmaalet i Fiæren, omtrent en Maaneds Tid, og derpaa et Par Dages TId ublandet i Elvevand. - De som boer langt fra Søestranden, maa tørre Hampen i Vadskevands Damme. [det siste avsnittet vanskeleg å lese:]

Om Linens Dyrkning. Af de sidstafvigte Aars Forsøg, saavel i Daleboer som ved Søekanten her i Omegnen, er det befundet: at Linen baade er en villig Væxt og giver saa meget af sig, at enhver Landboe-Familie kan, paa egen Jord og uden følelig Afkortning paa andre dyrkede Væxter, avle, og siden i nogle faa Vinteraftener tilberede saa meget Liin og Stry, som i en Huusholdning behøves, og langt bedre end den grova?de, som kiøbes Udenlands ifra.

Dyrkningsmaaden er saa simpel, som her kortelig antegnes: Paa god og dyb Engbund, som man her kalder halvskiær Tyk Eng, spades Græsroden op i tykke fiirkantede Torve, hvilke vel sammenføiede længer ned igien med Muldsiden opvendt, som jævnes og smuldres fiin med et Græv og en Rive; herudi saaes Liinfrøet, harres lidt ned med Rivetænderne, og i Mangel af en Tromle, trædes engang overalt med Skosaalerne for at den øverste løse Muld kan trykkes noget nøiere til Frøene. Paa denne Slags Jordbund behøves ei at giødes og intet Ugræs vil det første Aar skade Væxten. (Til næste Aar kan man tage et nyt Stykke.) Sædetiden er sidst i April og igiennem hele Maji, naar Snee og Sneevandet er borte og Luften er mild. Almindeligst saaes den saa tyk, at i et Stykke Jord, en Favn i fiirkant eller 3 Alen af Bredde og Længde, saaes 5 Lod eller 5 Skeer fulde af Frøet. Jordens Beskaffenhed og Frøets mere eller mindre Godhed, kan aarsage det ville være noget tyudere eller tykkere. Der er en sand Fornøielse at see naar Linen blomstrer og sætter Knopper, og naar Knopperne (Frøehusene) blive Brungule, saa vil linen rustes, (optages med Rodderne) kiærves i smaa Knipper, som man kan gribe om med Haanden, lægges paa en tør Markevold eller lave Husetag og vendes hveranden Dag. Om 14 Dage rives Knopperne fra og forvares i en Kurv, hængende i et Stabur hvor ei Muus eller Utøi kan komme til; efter at Frøeknopperne ere fra, ligger Linen endnu paa Marken 3 a 4 Uger, om Jorden er bar, og derved er faaenet, som erfares naar man prøver den, da Tiden ei saa nøie kan bestemmes. Deels maa eller kan Faaeningen udsættes til næste Vaar, hvorom ei her gives Rum at omhandle, men i sin Tid ved Landboebladet skal meddeles, med mere om Hampens og Linens Tilberedning.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 16 (14. april)

Kun i Middagsstunden har Thermometret naaet anførte Varmegrad, for øvrigt har Luften været mere kold. I denne Uge har den muldede Snee kun tøet en knap Alen, den Umuldede synket en Tomme, men i Ugens sidske Dage faaet Tillæg af færsk Snee 3 Tommer. Paa muldet Snee tøer den nu strax bort, saa længe Sneelaget ei bliver for stort. - Nogle Egne synes Foertrangen at ville true. - Birkesaften har sydet denne Uge, som almindeligt spaaer 7 Uger til Løvspring. - Af Vaarfugle er: Lommen, Spuven og Ringtrasten, kommen.

Fortsættelse af H. Barliens Almue-Erindringer.

Pløining og Harvning:

Jeg har seet mange forskiellige Maader at bearbeide Jorden paa, men maa tilstaae, at Norge deri giør sine Sager bedst: vel lægger man, paa mange Steder, mere Arbeide paa Jorden, f. Ex ved at pløie den flere Gange og paa forskiellige Maader, men almindelig tager man sig ikke saa nøie iagt for, at jo Noget hist ret foraarsager, at Græsrødderne i saadanne smaa Punkter bliver uforstyrrede og Græsset kan altsaa komme frem og faae Styrke førend Kornet, og følgelig skader det Kornavlingen, eftersom det bliver mere eller mindre af saadanne uomvæltede Stykker. Efter hvad jeg haver bemærket, finder jeg ingen synderlig Fordeel i at pløie mere end engang for hver Sæd, naar kun alle PLetter paa et Agerland bliver rigtig omvæltet, hvilket er let naar kun Ploven er god. Man troer, paa andre Steder, at man ei ved engangs Pløining kan faae Jorden saa mør og fiin som den bør at være; men, der har de ogsaa meget slette Indretninger med Harvningen, og regner ikke paa, at Harven skal udrette andet end at dække Sæden, skiønt det just er Harven som er bedst skikket til at giøre Jorden mør, at sige, naar den er rigtig indrettet og bliver tillige rigtig brugt. Jeg skal forsøge at beskrive Plovens og Harvens rigtigste Indretning, saaledes som jeg ved mange Forsøg og ved Erfaring haver udfundet det: For med ligesaa stor Sikkerhed at kunne giøre en god Plov, som ethvert andet retvinklet Snedkerarbeide, udfordres?, foruden det almindelige Plovmesterværktøi, ogsaa et meget simpelt Instrument, som jeg her vil kalde Regulatoren. Men da her maa tales om forskiellige Vinkler, som bestemmes efter Grader, saa skal jeg først vise hvorledes en Vinkels Grader bestemmes: man slaaer en Cirkel paa et Bræt saaledes, med en Passer, som naar man afcirkler en Tøndebund, denne afdeler man i fire lige Dele med tvende Stræger, som da danner Retvinkler eller 90 Graders Vinkler. Enhver af disse Fierdedele inddeler man da i 9 Dele og atter disse Dele i 10 Grader, som da i den hele Cirkel giør 300 Grader. En saaledes afdeelt Cirkel kalder man en Transporteur, og bruges især til at bestemme alle muelige Vinkler efter Grader. Naar man vil vide hvor mange Grader en Vinkel indeholder, saa tager man en Særvinkel, (det er en Vinkel med Leed, som man kan sætte og passe efter alle muelige Vinkler) giør en Linie langs efter Siden af samme, saaledes, at det midterste Punkt i Naglen træffer mod Cirkelens Middel¬punkt, og tæller saa hvor mange Grader der findes mellem de to Steder, hvor de paa Sætvinkelen anbragte Linier befindes, som da er den omspurgte Vinkels Grader og Benævnelse. Regulatoren indrettes paa følgende Maade: Man sætter et Bræt paa Kanten af et andet liggende Bræt, saa at det danner en Figur saaledes som naar man har pløiet en Fure, og det liggende Bræt fore¬stiller Bunden af et andet liggende Bræt, saa at det danner en Figur saaledes som naar man har pløiet en Fure, og det liggende Bræt forestiller Bunden efter Furen og det paa kant staaende forestiller Randen af den upløiede Jord. Dernæst tildanner man et lidet Bræt, som er af Længde 12 eller saa mange Tommer som man vil have en Fure og af bredde 5 eller saa mange Tommer som man vil have Furen tyk; dette Bræt gives da en saadan Figur, som om det skulle forestille een paa tværs udskaaren Skive af en saadan Fure som man ønsker at kunde pløie. Dette Bræt anbringer man paa Midten af de to sammen-satte Bræder, staaende paa Kanten og forsynet med saadanne Hængsler, at det kan giøre en saadan Bevægelse som Furen maa giøre, naar den er omvæltet af en god Plov. Modeller til saadan en Regulator er at see hos Hr. Mekanikus Jensen i Kiøbenhavn, hos Hr. Pastor Hejde i Nummedalen og Trondhiems Stift i Norge, hos mig og Flere som haver faaet saadanne fra mig, og som jeg haaber vil giøre sig en Fornøielse af at underrette Andre om den rette Brug at dette Instrument. Det er ikke min Hensigt, her at foreskrive hvor mange Dele en Plov skasl bestaae af eller hvad Figur og Dementioner disse skal have, da sligt er uvæsentlig og kan giøres efter Enhvers Behag, men det er kun Figuren paa de Dele af Ploven som berører Jorden og især de som berører Furen under Pløiningen, jeg her vil vise hvorledes man ved Hielp af den beskrevne Regulator og en simpel Snor, kan undersøge om en Plov er rigtig dannet eller hvormeget der mangler i dens gode Konstruktion, saaledes: Naar man vil undersøge en Plovs rigtige Dannelse, vender man den først om, saaledes at den underste Deel vender op, trækker Snoren fra Plovjernets (Skiærets) Odde til den Ende af Læsten, som følger Furen under Pløiningen, denne Snor skal da giøre en Vinkel med den anden Kant af Læsten, som følger den upløiede Jord, af 15 til 18 Grader: dernæst vender man Ploven om, optager den Punkt som befinder sig 5 Tommer høiere end første omtalte Ende af Læsten eller det Sted som af Væltfiælen sidst berører Furen, derfra trækker man atter Snoren hen til Plovjernets Odde, og da skal Væltfiælen og Plovjernet netop følge den, men ikke giøre nogen Bugle paa den. Naar disse trende Linier er i Orden, da kan den sættes paa Regulatoren, for at undersøges om det lille Bræt, som forestiller Furen, passer til Plovjernets og Væltfiælen paa alle Punkt og naar saa er, saa er Ploven godt konstrueret, kun at Kniven ?? saaledes, at Væltefiælens foreste Kant tager samme Vei som Kniven, hvilket kan sees, naar man holder Øiet ved bageste Ende af Læsten og seer hen til Kniven, saa skal man see midt i Odden og af Kniven, men unde Plovaasen skal man see den hele Tykkelse af Kniven. Naar saa Knivens Eg eller det Skarpe, ikke vender til nogen af Siderne, men lige frem efter Plovaasen, saa er Ploven i den Stand som den skal være. Mange paastaae: at en Plov af Jern er lettere til Hesten end en Plov af Træe, men det er urigtigt, naar ellers den af Træ er ligesaa godt giort. Beviis herfor kan gives, ved at lægge en lige Vægt paa en Slæde med Jernstænger og en med Træ under, og forsøge saa hvem af disse der er lettest at trække, og man vil snart erfare Sandheden. (Fortsættes.)

Posten ankom i Torsdags og medbragte af offentlige Blade: Kollegial-Tidenden No. 12, Statstidenden No. 24 og 25, Iversens fyenske Avis fra No. 41 til 44, Tillægget til Tiden fra No. 91 til 93, Trondhiems Avis No. 27 og 28, og Bergens Avis No. 12. Nyhed: I de sidste Aars Krige har Engellænderne havt uhyre Tab paa de fleste Foretagender, hvoriblandt vil anmærkes deres uheldige Tog til Walcheren (en Øe under Holland), hvor de kun erobrede en Fregat og et Krigskib, men skulle tabe 2000 Mand under Skiærmysler ved Beleiringen, havt 16000 Syge, af hvilke 6500 døde der paa Øen, 5500 bleve transporterede til England, men over 3000 døde paa Overfarten og strax efter at de vare komne iland i Engelland.

Bekiendtgiørelse

I min Ombuds og Almuebibliotheks Egn bekiendtgiøres: at de Kongelige Forordninger af 8de Februar, samt Plakaten af 17de Marts, som jeg nævnte i forrige No., har jeg nu faaet tilsendte fra mine Foresatte og kunne faaes til Giennemlæsning af Enhver, som ei har havt Leilighed ved Maanedstinget eller Kirkestævne at erholde den Kundskab om disse Lovbudes Indhold, som han ønsker sig. Ligesaa er ankommen, og kan faaes til Giennemlæsning, Anviisning om Potaske-Sydning og Kulsinering, oplyst med Kobbere, hvilket kan for skovrige Egne spaae em mu Næringsgreen. Udgiveren.

I Bogtrykkeriet paa Egset faaes tilkiøbs: Kortfattede Eftgerretninger for norsk Bonde om Kaalrabi- og Potetesavl, med Noget om Pettersillerødder, Gulerødder, Pinstenakler, Timian og deslige Kiøkkenurter samt hvad som er at iagttage ved selv at optrække de mueligst bedste Frøesorter, af A, Steen, hæftet 8 ss. i stykkeviis og 7 ss. i dusinviis.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 17 (21. april)

Den muldede Snee paa Agrene sees stykkeviis borttøet, for øvrigt alt Landet bedækket. Luften føles nu, i Ugens sidste Dage, meget formildet, og som Sneen dette Foraar ei er med det meste i Fieldene, saa vel Rabber og Bierghamre snart blive optøede, og da disse opvarmes om Dagene af Solens Skin, udbrede de om Nætterne en lunete Damp i Luften, og saaledes noget dæmper den Kulde, som ved et større Sneelag i Fieldene, vilde være frygteligere.

Fortsættelse av H. Barliens Almue-Erindringer.

Ved Pløiningen er at mærke

Paa mange Steder pløier man frem og tilbage, saaledes at Ageren dannes som Havesenge. Dette er anvendeligt paa flade Jorde og letter Arbeidet betydeligt. Man pløier da den første Fure 4 a 6 Skridt fra Kanten af det Stykke man vil pløie, og vælter den Fure man pløier tilbage imod den første, og vedbliver saaledes, saalænge man har Noget paa første Side. Herved er at mærke: at man vælter de to første Furer tæt paa hinanden, saa at Græsset ikke faaer Leilighed at komme frem førend Kornet, da der dog bliver en Fure under, som ikke omvæltes; ogsaa seer man til, ved at begynde, at første Fure bliver lige bredt fra kanten, paa det at man ei tilsidst faaer en Rile, hvorved man spilder Tiden. Naar Ploven er god og Pløiningen rigtig forrettet, da ligger Furene hele og jævne, som om de vare skaarne med Kniv, af sammenhængende Materie. Dette paastaae Mange ikke at være godt, da Jorden skal være mør til Saaening; mør skal den være, det er rigtig, men først skal den være rigtig omvæltet, derpaa giøres den løs og mør ved Harvning, men dertil udfordres ogsaa en velindrettet og hensigtmessig Harv. I de Trondhiemske Tidender for 1803, beskrev jeg en saadan Harv, og Adskillige haver giort sig saadan, og Alle ere enige deri, at den er den bedste. Den giøres saaledes: Træverket danner man efter Behag og sætter den Jernlænke i, hvorefter den skal kiøres; imidlertid har man 10 Tommer lange Jerntænder i Beredskab, hvoraf de 3 Tommer gaaer ind i Træet og det Udstaaende bliver altsaa 7 Tommer. Derpaa hænger man Harven efter Lænken og slaaer en Linial eller et andet beent Stykke Træ horisontal paa det øverste Hiørne, paa dette Træ eller Linial stikker man Punktet med en Passer, 3 Tommer mellem hvert Punkt, derpaa tager man en Snor med et Lod, hvorefter man slaaer Stræger fra enhver af disse Punkter, ned ad Harven. Paa denne Maade bliver der, paa en Harv af to og en halv Alens Bredde, 19 Stræger, og da der ikke bør være mere end een Tand i hvert Stræg, saa udsøger man de Rum til Tænderne, hvorved de kommer længst fra hverandre. Naar saa alle Tænder ere isatte, bøier man nederste Spidse af hver Tand noget fremad, saaledes at Harven trækker sig ned i Jorden af sig selv, i det den trækkes fremad. Saaledes er da Harven færdig, og naar denne bliver rigtig brugt, tør jeg indestaae for at Jorden skal blive bedre bearbeidet, end om den var pløiet fire Gange med en smalsk Plov med 6 Hester og 2 Mand for. Man vil maaskee undre over, at jeg sætter alt dette som afgiort, uden at give Grunde hvorfor det skal være saa og ikke anderledes, og ikke heller beskriver Andres Maader og bedømmer disse, som ellers er brugeligt i deslige Afhandlinger, Men, Aarsagen dertil er: deels at jeg synes have praktiseret dette med saa megen Flid og Eftertanke, at jeg troer mig temmelig sikker, og deels vil jeg nu ikke bortøsle den Tid og Plads, som jeg kan bruge til noget Bedre: men dersom Nogen vil beære mig med Modsigelser, Rettelser, Anmærkninger eller Spørgsmaale, haaber jeg da, med mere Nytte at kunde, enten antage, eller forklare mig bedre. (Fortsættes.)

Foermangel i Vaartiden, har alt for ofte aarsaget Norges Qvægavl de beklageligste Stød, og hvor meget det var at ønske, at Landboen maatte bedre iagttage den Forsigtighed, ei at sætte flere Qvæg paa imod Vinteren, end som vel kunde fremfødes, saa kan dog tilfældige Aarsager, saasom: langvarigt og haardt Vinterveirligt for lidet øvede ?dyr o. desl., endog ofte paabringe en uventet Foermangel. Der bliver derfore bedst at opmuntre og anvise Landboen at plante, opelske og frede de Slags Træarter, ved hvis oekonomiske Anvendelse Qvæget i Foermangelstid, ei allene kan frelse men og styrkes, saa at det derefter trives bedre af det ny opkommende Græs, end om det var fremfødt med tarveligt Høe og Halm. Forfædrene har tilfulde kiendt slige Træarters Nytte for Qvæget, og brugt dem saa tit, at Skovene deraf ere alt for meget udtyndede og øde. Deres saakaldte Ordsprog om disse Træers Værd, i omhandlede Henseende, lyder fordanskede saaledes: "Alm er saa god som vantræsket Halm (med Korn udi). Rogn reiser Koe (forsulten Koe) af Baas. Hæg lægger Marv i Læg. Asp er saa god som Snasp (Sørpe af Kornavne)". Disse ere de vigtigtigste og disse ere tillige de villigste, fremfor mange andre Træer, at voxe, saavel ved Søekanten som i Dale og Fjeldegne. Kortelig kan jeg for denne Gang kun finde Rum at anmærke: Rognen hvis Løv og Bær kan føde, styrke og helbrede; Barken, efter dens Kant, med næsten lige dybt ind i Træet, opskavet med en Skavl*) Fotnote: Af en til saadant Brug passelig dannet Skavl, vil i sin Tid meddeles Tegning ved dette Blad.] i lange, tynde Strimler, som indviskes i lidt Høe eller Halm, har, foruden dens fødende og styrkende Kraft, tillige den Egenskab, at Køernes Melk bliver federe og giver bedre Fløde og Smør end efter Straafoder. Rognens Qviste eller de smalle Grene brydes istykker, ja deels tillige kløves og da kaldes Rognebrodt, som Køerne begierligen tygge og fordøie til samme Nytte som Barken. De grovere Grene, efter at de ere afbarkede, hugges istykker og koges i Vand, som bliver et godt Loug og nærsom Drikke for Qvæget. For øvrigt fordrer enhver af saa vigtige Træarter, en egen Afhandling om Plantning, oekonomisk Nytte og Anveldelse.

Bekiendtgiørelse.

Følgelig Romsdals Amts Reqvisition under 13de April d. A., grundet paa det Kongelige danske Kancelliets Skrivelse til Samme under 24de Marts nestforhen, indrykkes her følgende Bekiendtgiørelse: "I Følge den 20de §. i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekiendtgiøres her ved Doms-Slutningen af den inden Trondhiems Byingeniører den 23de Januar 1810, udi Sagen Prokurator Baalstad, som Aktor, kontra Johan Fridrich Benneche fra Hamburg, angaaende Overtrædelse af bemeldte Forordning, afsagt Dom, ved hvilke er kiendt for Ret; Johan Friderich Benneche bør, for de fornærmelige Beskyldninger han udi sit i Tillægget til Bladet Tiden, No. 46, dateret 23de November f. A., indførte Indlæg, har brugt mod Politimesteren i Trondhiem, Krigsraad Blom, hvorved han tillige har overtrådt Trykkefriheds-Anordningerne, bøde til Trondhiems Byes Fattige 300 Rdlr., siger Tre Hundrede Rigsdaler, samt betale denne Aktions Omkostninger. Det Idømte udredes 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."

Posten ankom i Torsdags og medbragte af offentlige Blade: Kollegial-Tidenden No. 13, Statstidenden No. 26 og 27, Iversens fyenske Avis fra No. 45 til 48, Tillægget til Tiden fra No. 94 til 95, Trondhiems Avis No. 29 og 30, og Bergens Avis No. 13. Nyheder: I Februarmaaned er 36 Skibe klarerede ved Øresunds Toldkammer, og i Marts saaes at samme Tal til?ages. Efter Aviserne synes at Fredsmæglinger mellem Frankrig og Engelland ere atter igang. Gid saadant maatte forberede Europa en almindelig Fred! Som Haabsblik om Fred synes disse; at Engelland skal have erkiendt Napoleon som Keiser. At keiser Napoleon Formæling blev fra Paris, i Forvbindelse med det østerrigske Hof, tilkiendegiver Kongen i Engelland, og end mere: om det Rygte skulde bekræfte sig, at Engelland vil faae et nyt Regentskab i Prindsen af Wallis's Person.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 18 (28. april)

Det er ved denne Aarets Tid Landboen bearbeider sit Agerland, og det er at ønske, han under Forarbeidelsen maatte kunne opdage Manglerne og bedømme hvilke Blandinger og Fordele den Jord bør have, hvorudi han nedlægger sit Sædekorn eller andre Slags Frøe, fra hvilke han kan vente Frugter og riig Afgrøde i en kommende Høst. Men som der er intet Legeme, som har mere Deel i at fremvirke en lykkelig Væxt og Afgrøde, end Luften, saa vil jeg kortelig omhandle: I. Agerlandets Beliggende og derhos anmærke: at da man helst har troet, at Agre burde, saavidt gaves Sted, anlægges i Lye for alle stærkblæsende Vinde, saa findes i Norges Daleboer meget Agerland paa saa lavt liggende og sidlændede Jordstykker, i vindløse Afkroge, at Mangel paa Luftens Tilgang og derved Phlogisternes mindre Opløsning, Rensning, Forbedring og Fordeling fra Giødning eller giødet Jord til det voxende Plantelegeme, aarsager tit Vantrivelse og Misvæxt. Derimod skal den, som vil lægge Mærke dertil, befinde at de Agre som med maadelig Helding ligger i aabent Strøg, giver den bedste Frugt, kun at Stedet ikke er udsat for brydende Storm eller hvirvlende Kastevinde. Om for Solens Medvirkning, Agrenes mueligste Beliggende mod Middagen, er de fleste saa begribeligt, at det ei her behøver vidtløftig Omhandling. At sidlændede eller flade og lavt liggende Agre ogsaa staaer større Fare for Nattefrost, end de som ligger i Bakkene, har man nok havt Erfaring af. Og, om stærke Vinde synes deels at bryde og skade noget paa høitliggende Agre, saa har dog Luftens friere og gode Virkning, erstattet saadant Tab beder end man har kunnet forestille sig. Men begriber man først, at det er igiennem og ved Luften at Væxterne bekomme deres Liv og uundværlige Næring, saa maa Jorddyrkeren lade sig være vigtigt at kiende, kunde vælge og forbedre Jordarterne til de Bestanddele, hvorudi Luften har den fordeelagtigste Indflydelse; og vil jeg her, saavist min Indsigt og Erfaring har lært mig, kortelig omhandle: II. Agerlandets Bestanddele. A. Den saakaldte Dimuld: bestaaende enten næsten allene af Plantejord (fremavlet af forraadnede Væxter) eller med Blandinger af Dyremuld (forraadnede Dyr eller Dyrs Ureenlighed). Naar denne Jord er nogenledes tør, og ved Ploven, Hakken og Harven bleven vel smuldret og løs, troer mange Landmænd, at ingen bedre Madjord kan gives til at lægge Kornsæd udi, men ved bedre Iagttagelser vil de, i sin Tid, erfare at have taget feil. Jeg vil herved forsøge at anføre nogle Aarsager og Virkninger. 1. Naar den i Dimuld nedlagte Kornsæd udvikler sig, ikke mødende nogen Hindringer af Sand eller Steenpartikler, men allevegne i den bløde og løse Muld, finder overflødigt af Dimuldens Fugtighed og Vanddele, da, og der vil Planteroden ligesom forkiælet hæve sig meget hyppigen, og skyde en for Øiesynet anseelig og fyldig Spire og Væxtstængel, hvilken af Substans er alt for vandfuld og trevlesvag, fordi Vanddelene har havt meget mere Indflydelse end Luften, der skulle give Planten et olieagtigt Væsen til dens sande Styrke. 2. Indtræffer under eller efter Pløietiden en stærk Vaartørke, da bliver den imuldrede Dimuld saa tør og let som Aske, og Sædefrøet vil da mangle den til dets Udvikling fornødne Fugtighed. 3. Bliver Dimulden derimod meget vaad, enten af Regnvand, Vaarsnee, Biergsie, Koldevæde og deslige, da vil den derefter falde for tæt sammen, som et slommet Leer, der næsten ganske udelukker Luften, og siden, ved paafølgende Solskin, stivner saadan Jords Overflade til saa haard en Skorpe, at Væxterne vanskelig kan trænge igiennem, og ikke sielden maa forvisne. 4. I den dyndagtige og fine Dimulde voxer ogsaa Ugræsset, Vararve, Dæen og Tinner, meget hyppigt. 5. Naar en Dimuld-Ager nogenledes undgaaer forberørte Tilfælder, da synes den oftest, under Opvæxten, at prunke ypperligt, og da kaldes: Vaarfager; men naar de vaarfagre Agre siden taber sig, hedder det: Vanlykke, Uvæmning ec., dog, den rette Aarsag, nemlig: Straaets kiælne Opvæxt, tænkes intet om.

B. Sandblandet Muld, eller en med maadelig Sand og Steenpartikler blandet Jord, er derimod meget fordeelagtigere, naar kun Sanden eller den smaa Our ikke indeholder Jernokker eller Mineralier, men er bestaaende af reen, helst hvidagtig eller graa Sand. Sanders Mængde og Forhold imod Madjorden, lader sig ikke heller saa nøie bestemme, da det ene Sted kan taale mere, det ander mindre Sandblandinger, som ved flittige Undersøgelser og Erfarenhed bedst kan læres. - De Agre i denne Egn som bestaar af tvende Dele Sand og tre Dele Madjord, giver bedste Afgrøde. - Sandens betydeligste Nytte og Virkninger blandt Agermulden bliver følgende: 1. Regn og Sneevandet, med al anden overflødig Fugtighed, bliver ikke længe staaende i sandblandet Jord, men igiennomløber og bortsier, hvorefter Luften strax igien finder Indgang, opfylder Mellemrummene og styrker Væxterne, ligesom en forfrisket Luft styrker Mennesker, Qvæg og andre levende Dyr. 2. Foruden Luftens friere Medvirkning, er ogsaa den Modstand, Planternes unge Rødder finde i Sanden, og de Omveie Rodtøvlerne under sin Udvikling maa giøre, deres rette Nærve-Hærdning og Rodfæstelse, og saa meget som baade Luften og Vanddelene renses og forædles i Sanden, saa faaer Planten her det første Grundstof til en Slags ætherisk Olie, eller med andre Ord: gummi-harpixagtig Væsen, der alt mere og mere med Væxten tiltager, og giør den bedre skikket til at udholde Stormvinde, Tørke, Uveir, Kulde m. m., som især er vigtigt for Bygavlen, der uden saadan Hærdning i Opvæxten er en kiælen Plante, med et meget huult og tyndt Straae, som, om det ikke er vel rodfæstet og har gode Trævler, kan ikke opbringe Næring til, eller udholde at bære det tunge Bygax, indtil den Tid det opnaaer fin Fuldmodenhed. 3. Om efter megen Regn sandblandet Jord synes drøit sammenfalden og tung, saa har den alligevel, formedelst Sanden, mange Porer og Aabninger, baade for Luftens Indgang og Væxtrøddernes Udvikling. 4. I Sommertørke, og naar det længe ikke har regnet, begaar en sandblandet Ager, naar den er nogenlunde dyb, sig allerbedst, thi ? og Sandens Snerør? ere, naar de ligger i Jordens Overflade, bedst skikkede til, tilligemed Luften, at tiltrække og igien fra sig give saadanne Vandpartikler, hvorved Duggen kan formeres og Fugtigheden i Agerlandet vedligeholder. 5. Den sandige Ager er og tient med mindre, ja mangesteds med halv Giødning, mod Dimulden, fordi at: a) Luften har mere Tilgang ind i den sandige Jord, og derfor des jævnere udvikler Phlogisten. b) Sanden kan ikke saameget indsuge, opbløde eller forringe Giødnings-Saltene som den klæbrige og dendagtige Dimuld; og c) Ugræsset fremkommer ikke saa hyppigt i Sand¬blandingen, og derfor spares den Mængde Giødning, som dette fra Dimulden oftest borttrækker. 6. Paa den med Koppel og Sand mættede Agermuld, er Kornvæxten ofte vaarstyg (som den kaldes), men længere ud paa Sommeren, vil man see hvorledes den kommer sig, da den fra een igiennem forskiellige Hindringer hærdner og betragtningsværdig befæstet Rod, skyder en saa nærverig som senestærk Stængel, der er bedre skikket til at udføre sin Bestemmelse, end det i Førstningen svulstige og kjælent oprundne Straae, som ofte tager Skade førend Frugten er halvmoden. 7. Smaa-Ouren og Sandens Mængde sees naar man tager en Kande Agermuld, mænger den ud i en Bøtte Vand og hælder den svæmmende Muld med Vandet af; er da Sanden mindre end en Trediedeel, saa er den for liden. - Hvorledes Engjorder ogsaa kan forbedres ved Sand, vil i sin Tid omhandles.

Posten ankom i Torsdags og medbragte af offentlige Blade: Kollegial-Tidenden No. 14, Statstidenden No. 28 og 29, Iversens fyenske Avis fra No. 49 til 51, Tillægget til Tiden No. 97 og 98, Trondhiems Avis No. 31 og 32, og Bergens Avis No. 14. Under 23de Marts har Hans Majestæt allernaadigst befalet: "At al Omreisen i Norge for at opkiøbe Myndter og Sølv, skal forbydes, og at saadant forbudt Opkøb af omreisende Personer skal straffes med Konfiskation af det Opkiøbte til den Kongelige Kasse, og Erlæggelsen af dets dobbelte Værdie i Bøder, hvoraf Halvdelen tilfalder Angiveren og Halvdelen Stædets Fattigvæsen."

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.