Kjeldearkiv:Nordlands Trompet: Forskjell mellom sideversjoner

'''[[Kjeldearkiv:Nordlands Trompet]]''' er et dikt av [[Petter Dass]]. Teksten er her gjengitt i sin helhet på originalspråket. Teksten slik den er gjengitt her er henta fra [[Dokumentasjonsprosjektet]], se lenke nedafor. Årsaken til at det legges inn i sin helhet her, er at vi kan lenke til stedsnavn og andre ting, der disse har latt seg identifisere, noe som framhever verdien av diktet i en lokalhistorisk sammenheng. Ved usikkerhet om transkriberinga er førsteutgaven fra 1739 konsultert; også denne er det lenke til nedafor.

   Der handledes reede mod reede.

De laddet strax atter, og ramte ret just

   Jeg meener hin Aar-gammel Unge,

Vi bøed vore Grander til Giest der oppaa,

Den spæk-rund Amøring befaldt dennem saa,

   De slikked' baad' Finger og Tunge.

En temmelig Deel udaf Spæk paa sig bær,

   Et græsseligt Dyr og forvoxen:

   Som nogen Tiid Hesten og Oxen.

Behager dig Huden, du kand den vel faae,

   Der er ey en Hvid at aftinge.

Hvad er den til Nytte? maaskee du vel spør:

Man Reedskab af Huuden til Hestene giør,

   Til Seeler, til Spensler og Ringe;

De kækkeste Soller, som nogen Mand veed,

   Kand sikkerlig derudaf skieres:

Anlangende fleere slags svemmende Diur,

At skrive hvers Art og medgiven Natur:

Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand!

Hvad driver dig til at du render paa Land

   Og lader godvillig dig slagte!

Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom,

   Førend du din Hunger kand stoppe?

Til Maaltid paa engang dig giøres behov,

   Det er kun for dig som en Loppe.

Men kort Tiid derefter blev Gierningen spurt,

   Den Ombuds-Mand fik det at høre;

De maatte forgylde baad' Spækket og Skind,

   Det galdt om Hr. Urians Øre.

Og hvis ikke godt Folk har lagt sig deri,

   De løeste sin' Halse med Penge.

Da sprang dem Gield-Oxen og Koen af Baas

   Han for sin Umage beholdte,

Det øvrige blev der opsmæltet til Tran,

Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,

   Han nævnes maae Nordmandens Krone,

Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae

   Han føeder baad' dig og din Kone.

Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,

   Den stakkels Nordfarer til Føde.

Barmhiertige Fader oplade din Hand,

Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,

Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?

Hvad have vi andet, her bygger og boer,

End søge vor Føde med Angel og Snor

   Og skaffed' dem alle sin Foore.

Vi laved' vor Drenge to Maaneders Kost,

   Og flad-Brød, to vigtige Voger;

Saa Jern-Steen, Skind-Stak og Støvler saa rund,

   Saa Diubs-Agn med Angler og Kroger;

   Og lod' deres Mad-Kister stoppe.

Da at jeg skal kortelig melde derom,

   Selv aade vi Maaltider knappe

Foruden alt dette de Skyld-Mænder kom

Saa blev dem leveret en temmelig Deel

Af Korn, af Gryn, og af Rug og af Meel

U-agtet de før i Skyld-Bøgerne stod

Opskreven saa høyt, at de aldrig var god

Saa straxen kom Kiedler og Møllin paa gang,

   Man troede, de skulle sig sprænget.

   To Torske, det giør os en Spærre

Og paa det at Tallet kand noget forslaae:

GUd mister saa tit sin tilbørlig Respect,

   Thi maae han sin Gaver undrykke!

(Den fiortend' Aprilis er skantendes lag,

   At fisked er allesteds ude)

Hvorpaa staaer opskaaren den Handel og Sag,

   Og derefter retter sig Bonden.

Annammes: Nie Fisk' af hver Tiende Tal,

   Det Tiende falder i Kanden;

Et Partie gaaer dansend', Part grædend' derav,

   Hvad kand ikke Bacchus udrette!

Og volder, at Giøgen maa gale med Fors

   Og Alskens Omsorrig forlætte.

Han skiber den eene med anden iblant,

   Og seyler, naar Børren vil blæse;

Men see! Ham forraader den stinkende Lugt,

   Thi Garpus har Gavn af sin Næse:

   Naar GUd sine Gaver vil sende.

Lundstøen og Søelen er Helgelands Roes,

   De trende navnkundigste Stæder,

For alle Sild-Fiorder i Nordland kundbar,

Kand bæres paa Fadet for leig Mand og Lærd,

   Det skal dennem noksom behage.

Hvor flad er din Boelig paa dybeste Sand,

   Hvorpaa du fremskrider saa sagte!

   Og vilde man salte din eeniste Krop,

Du fylder et pakkede Tønde-Rum op,

Men ingen blant alt det, der røres i Hav,

Hvis Lever, naar Hun er fuldvoxen og heel,

Man rundelig deraf en Hollands Cordeel

De fylde sin' Baade fra Skotten til Stavn

   Sig selver til ypperlig Nytte.

Al Verden forynsker dig Alskens Skavank,

   Du est os et Riis og en Svøbe.

   Den lige med Rodskiær i Kiøb eller Sal

   Paa fremmede Steder afhendes.

   Og hermed min Fiske-Fang endes.

Forstandige Læser nu gavst du vel agt,

   At vi indtil Landet kan fare!

Ach! hiertelig Broder, her staaer ikke paa,

   Han skal os den Handel vel klare;

Naar Fordringskab fattes, han skaffer os vel,

   Han haver deri at betale.

   Og Greis en uvane mon' vænne!

Tag fat paa det Middel, ved Haanden er næst,

   Hvis de da benægter at føre:

Hvad gielder, at ingen saa dristig, han tør

   Dig nogen Modsigelse giøre?

   Forvart i din havende Bomme,

At du est bestallet at reise her Nor,

   Saa faaer de vel lyde din Tromme:

Thi Rusticus er et forunderligt Diur,

Det kulede op med en duvende Vin

Vi jaged' ad Fiorden det gienneste in

=== Om Land og Lands Brug ===

<poem>

Hvor eyer I hiemme, hvor ligger jers Vey,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvor agter I, Nord eller Sønder?

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Medførende mange slags Vahre,

Fra inderste Fiorder og yderste Skiær,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Til Øvrigheds Stænder at svare.

Den flittige Kræmmer og passer op paa

Saa vandt de sin Seyler paa flaggende Mast,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Til nærmeste Ledings-Bergs Pladser.

=== Om Lapperne og Findene ===

Hvad er det du skriver du drøsende Pen!

See, slaer du nu slet udaf Tankerne hen

Du veedst jo de bygge blant Klipper og Knold,

Og haver i høyeste Tinder Tilhold

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Blant u-kiendte Stier og Trapper.

Dog er der udvalt en beskikkede Tiid

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At handle med Folket og kiøbe;

Sin' Vahrer de føre paa Reenernes Ryg,

I Kløvier forvaret saa sikker og tryg,

Og lader et Dække der kastes omkring,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvor inden han hviler sig roelig.

Ja om han end eyed' al Persiske Kreds,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Var han ikke bedre fornøyet:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Vil elske Forfædrenes Vane.

O give! vi vare bemægtiget saa,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som Norsk eller Dansk til at tale!

Da kunde der blive Forhaabninger om,

Hvad hielper, det Præsterne giøre sin Fliid?

Det er kun om Aaret en eniste Tiid,

Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord

Annammes til HErrens høyværdige Bord,

Nu vil jeg fra Lappernes Handel omsnoe,

Begynde med mine nye-lappede Skoe

Blant Nordlandske Provstier regnes du først,

I Skatte-Mandtallene vises du størst,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Jeg la'er med hans Villie mig nøye.

Sogn-Kaldene vorder beregnede Tree:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;For alle Vey-farende Giester,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Den trede blant Helgelands Præster.

Saa følger tree Cappellanier dernæst;

Som alle betienes enhver af sin Præst,

Vor Lands Lov om dennem befalet har saa,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At Pastor af Renten skal lade dem faae,

At til Residerende vorder aflagt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvad Kirken og Alteret giver:

Af Puse-Fæe Vielser, hvad som der faldt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Det Vice-Pastorernis bliver;

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Enhver haver sit til at raade;

Thi burde de give sig HErren i Vold,

Men Brønøens Hoved-Kald deeler sig af

I fire Kirk-Sogner fra Fields og til Hav,

Som in udi Fiorder henbøyer sin Gang

Og setter en rigtige Skille-Velts Stang

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og fleere der ey er at minde;

Bebygges af tredsindstyv' Bønder paa Land,

Ved samme Land-Strekning og Klipper er sat

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som seer med usovendes Øye,

Og aldrig saae Argus med sine saa klart,

Der finde de Fugle saa sikkert et Tag

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og Geden saa roelig en Stue.

Paa Esse er her udi Landet ey Skort,

Der bliver af Biergene huggen og giort

Hos den efterlevendes Alder og Slegt

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Ey skull' af Hukommelse sættes:

Der skrives, han var udaf Kongelig Blod,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Af Høfdingers Herkomst oprunden:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Kan Kiendingen have til visse;

At naar andre Klipper forsvinder af Siun,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Opreiset paa rankede Spisse;

Hver ordentlig haver indrømmet sin Plads,

At ingen forkørter en andens Pallads,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvers Grendser afpælet er lige;

I hvilken er mangen en græs-groed Jord,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med kostelig Bugter og Viige:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som end er u-dyrket og øde;

Der siges og er udi Sandingen hørt,

Man mener Almuens Mangfoldighed før

Langt høyer' har steeget, end Tallet nu giør,

Som over al Verden grasserend' opkom,

Han feyede Landet og giorde det tom,

Kul, Næver og andet, hvoraf de forstoed,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Der før har vært vaanede Steder.

Tree Hundred' Jord-siddend' og end vel en Flok;

&nbsp;&nbsp;&nbsp;For nogen Tiid vare de børge:

Da vanked' i Ranen baad' Lang-Spil og Sang,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og ingen der hørtes at sørge.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Man dennem Bark-Karlene kalder:

Om Løber-Miss droge de hiemmen fra sit,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;En Reise ved tredsindstyv' Miiler,

Tilhandled' sig tørrede Rokker og Sey

Saa kommer Neptunus og snapper igien,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Der er det Arbeyde beskuffet.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;I hvilket og merkes adskillig Tilfald,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som noksom er værd at opteigne:

Paa hver af dem seer man en Tempel at staae,

Om hvilket og er i Søe-Cartet omrørt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvis Navn og paa Globerne skrives:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvor Fiskerie bruges og drives.

Jeg finder paa Globo, hvor Trenen er sat:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Thi bør ham tillegges den Ære,

Han Nøgelen haver til Norder-Climat,

Hans klumpede Knolder er alle parat

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At tage mod Havets Besvære.

Naar Allerne raser u-børgend' og kaad;

&nbsp;&nbsp;&nbsp;GUd haver dig selver beskandset

Toe Miile fra Trenen opreises en Øe,

Ey heller den bør af Hukommelsen døe,

Derover det Ordsprog i meenige Mund:

See! hvordan han liuder den gamle Lovund,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og Trenen er længer derude,

Her samler Leylendingen Fugler og Duun,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Her sværme uttallige Flokke;

Her klækkes de Unger i Refver og Uur,

Men Bønderne, hvilke besidde den Plan,

Veed vel at antaste de Lunder med Ran;

Som er udaf Dannelse smidig og smaae,

Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa

<poem>

Vind Seylet, min Broder, jeg agter mig hen

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Blant Fiorder og Bugter og Viige:

Tre Sogne-Kald ligge forinden de Field,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Saa nævner du dennem tillige.

Jeg slutter den Egn har beholdet det Navn

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Af Gilder, hvortil man indbyder

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og lukke de yderste Dørre.

Men inden for Gillisskaal aabnes en Fiord,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;De boende Finner betræder.

Et Folk, som sig nærer af Ager og Fæe

Til meenige Beste sit anbetroed Pund

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med Troeskab og Fliid at anlegge.

To Vice-Pastores er under ham sat,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Fraliggende Kirker at tiene:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som Vefsen med alle sin' Svenne;

Nest inden for hannem ophøyer sig smukt

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Ved Otte-tie Bønder ernæres,

Et Folk af Arbeide, som hielper sig vel,

I Lige stoer Parter GUd Brødet ey skiær,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Part maae sig med Smulerne nøye.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Toe Kirker er der at opagte,

En nest hos ham, anden i Kiærringens Øe,

Det bliver og er Capellanernes alt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hver har med sin Deel til at giøre.

Udfalder en Strøm saa forfærdelig haard,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At neppelig findes dens liige,

Jo meere staaer Vandenes Løb derimod,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At Flod og at Ebbe forsænkes.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Der er og et Præstelig Sæde,

En Fierding omtrent eller lidet derfra,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Besidder sin Boelig med Glæde:

Paa Stegen skal sættes Laug-Tinget hvert Aar,

Naar Junius syttende Trappe paastaaer,

Da bør det dem alle, som have en Sag,

Sin Veder-Part stævne til forbemældt Dag

Did reise og nogle Mænd aarlig afsted,

Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,

Om hver den, der sværger, forstaar sig derpaa,

Det lader jeg denne Gang u-omtalt staae

To Sogner der findes, to Kirker der staaer,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som Præsten der haver at raade:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Men Taget er nogle Gang brekket til Meen

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Af stormende Vinde hin kaade;

Da skaanes ey Huse, ey Tømmer, ey Tag,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Han kand os ret mesterlig tvinge.

Beskikket for en residerende Mand,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som Tienesten bør at forrette,

Som andre der pløyer og høster og saaer,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Thi kand jeg ey videre sætte.

Og slutter saa Salten med seneste Rest,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Blant Vice-Pastores han skrives,

<poem>

Set beent over Havet, det bliver os best

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At seyle mens Vinden vil føye:

Een Miil eller fire vi vanked' i Søe

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Opdagedes flux for vort Øye,

Vi kasted' der Anker og trinned' i Land,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og Fiskernes Hytter at stande.

Skrey-Torsken har mangen lyksalig der giort,

I Fordum var det en berømmelig Ort

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med dessen omliggende Lande.

Jeg skynded' mig did med en flyvendes Iil,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At merke de Steders Tilfælde,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Der tømmedes Kister og Sækker:

Fra Helgeland, Salten og Senjens Lands-Lehn,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Did sankedes alle tilhobe;

I Vogen at findes, i Vogen at roe,

Da maae Capellaner betiene der mest,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;De Kald er til andre benaadet,

Som Kaldernes Renter har under sin Magt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og længe derover har raadet

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som reignes der under at være;

Men Vogen og Skroven har Bispen i Vold,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvad Rente man der kand opbære.

De Kirker, der findes, dem mindes jeg vel,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;De Sex under eet er bereignet;

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og den dig den yderste bliver.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Loefoden omskylles af Bølger og Hav,

De give kand stundum den Reisende nok,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At mange derover sig sprænge.

Der flyde de Strømme saa snart som en Piil,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Omtumler sig frem og tilbage;

Jeg har i Loefoden nok vanket herom,

Beseed de der værende Pladser og Rom,

At søge dens Øer og roendens Vær,

Dens Klipper og Klumper og farlige Skiær,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Foruden en Huus-Capellane;

Den anden, som Residens, haver tilhold

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Er lagt til en Præstelig Boelig;

Der leve de HErrens Guds Tienere Tree,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Thi Landet, som Lais, er roelig.

De Kirker, som er under Pastors Opsiun,

Har ogsaa sin' Kirker ved Kanten af Søe,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvor Grande kand hilse sin Grande.

Hvorefter man kand med beleilige Gavn

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Mand-tallet behændig indrette,

Og de, som der bygge, dem pleyer og man

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At kalde den Fierdings-Almue;

<poem>

Nu kuuler det op med en drivende Vind,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med denne min seylende Smakke:

Hvis Brændeviins Pander giør mangen en glad,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og lærer dem færdig at snakke.

Gud haver os noget for Norden nedlagt,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hvor ved er Fornøyelse funden.

Der vil jeg først trine med Foeden i Land,

Grund-muret og bygget heel kunstriig af Steen,

I gandske Nordlanden er neppelig een

De samme Sex Præster jeg viise vil frem,

Paa Tronde-nes haver den første sit Hiem,

Der fanges paa Senjens Grunder og Hav

&nbsp;&nbsp;&nbsp;I Norden er meget navnkundig,

Vel falder der Rækling paa mangen en Sted,

Som hentes fra Bergen en temmelig Deel,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Saa meget, som Jægterne bærer;

Som settes og bruges paa alle Mands Dug,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Men Korne-Meel ingen Mand kiøber.

Men Nordland maa nøyes med Skiør og med Grød,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og selv med sin Favne sig maale:

Durksigtig er Brødet, men Maven er plump

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Han kræver hver Maaltid en Skrukke,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;At mange sig derved maae fryde.

Ting-Steder i Senjen er Otte paa Rad,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med rette did hører anteigned,

Saa Asta-fiord, Sand-sund og Qvee-fiordens Flok,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Der har du dem alle bereignet.

Meel-vigen, Nor-vigen maae fylde det Tal,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Men hvad vil jeg slarve saa længe?

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Skal Crøniken troendes være:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Det galt den uskyldige Herre;

Sanct Oluf lod raabe til Svennene saa:

Tolv Kirker, i hvilke Guds Tieneste skeer

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og hellig Maaltider forlehnes.

&nbsp;&nbsp;&nbsp;De Trende, som ogsaa betienes

For Vesten ved Havet man finder og tree

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Hos dennem er Torsken den neste,

Der synden for finder man Neergaard og Sand,

Nu vil jeg da sige til Senjen, Far vel!

Og vende min Smakke gesvindig og snel

Der kunne man sanke sig Penger som Sand,

Om levende Hvale vil drive paa Land,

Han lar sig ey slage godvillig ihiel,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;End puster den Hval i den Bølge;

Som lod ham indbyde, han slytted' ey Snak,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og ville til Bryllup ey følge:

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Harpuner i steden for Tromme,

I sted for Carether at hente den Brud,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Med Biiler og Hakker hin kromme;

Paa Nibøe blev sluttet det Bryllup at staae,

Een Pastor og to Capellaner der er,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Som Veyen for Herren bereede,

Et Rygte forleden i Landet omdrog,

At Præsten Udredning hos Kræmmeren tog

Henselge til gammel Ugartiloks Slegt

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Og velge Marcolphum til Frende.

Did seyled i fordum Hollænderne hen,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Adskillige Vahrer tilbragte,

Hans Reyse begyndes om Mid-Sommers Tiid,

Det hender sig stundum, han vinder ey did,

Nu skal han tilbage, naar Market er giort,

De Mile er lange, men Dagen er kort,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Tænk! hvordan den Reyse vil vorde;

Hans langsomme Seyling forvolder det tit,

&nbsp;&nbsp;&nbsp;Fortæres og ganger i løbet,

Og skeer det omsider, han lange kand frem,

* [http://www.dokpro.uio.no/litteratur/dass/innhold/del1.html Nordlands Trompet] på Dokumentasjonsprosjektet.

[[Kategori:Dikt]]

[[Kategori:Nordland fylke]]

[[Kategori:Troms fylke]]