Kjeldearkiv:Nordlands Trompet

Tittelbladet fra 1739-utgaven av Nordlands Trompet.

Kjeldearkiv:Nordlands Trompet er et dikt av Petter Dass. Teksten er her gjengitt i sin helhet på originalspråket. Teksten slik den er gjengitt her er henta fra Dokumentasjonsprosjektet, se lenke nedafor. Årsaken til at det legges inn i sin helhet her, er at vi kan lenke til stedsnavn og andre ting, der disse har latt seg identifisere, noe som framhever verdien av diktet i en lokalhistorisk sammenheng. Ved usikkerhet om transkriberinga er førsteutgaven fra 1739 konsultert; også denne er det lenke til nedafor.

Lenker til steder fører ofte til artikkel om et prestegjeld framfor en kommune. Årsaken til dette er at prestegjeldene i stor grad har ligget fast siden Petter Dass' tid, mens kommunene kom langt senere og ofte dekker et mindre område. Om prestegjeldene etterhvert ble delt vil dette også framgå av artiklene, slik at man lettere kan forstå hvilket område Dass skriver om.

1600-tallets språk og rettskrivning preges av dansk og tysk, og kan ofte være vanskelig å forstå. En modernisert, gjendikta utgave av Nordlands Trompet ble gitt ut i 1962, og det vises til denne dersom man ønsker å nyte diktet uten å sitte fast i språkproblemer. Lenke til denne ligger også nedafor. Når vi bruker den opprinnelige versjonen her skyldes det første og fremst at det bare er den vi kan legge ut fritt, ettersom opphavsretten til den forlengst har gått ut på dato mens 1962-utgaven fortsatt er beskytta. I teksten nedafor er noen få ord forklart med fotnoter. Det vil være umulig å forklare alle merkelige ord, for da blir det nesten mer fotnote enn dikt, og forklaringene er dermed begrensa til helt spesielle ord som er viktige for forståelsen, og som vi ikke kan lenke til en artikkel. Ellers vil mange ord og stedsnavn som avviker fra dagens stavemåte være lenka, slik at man kan få forklaring ved å følge lenkene.

For informasjon om diktet, se artikkelen Nordlands Trompet.

Nordlands Trompet

Fortale til Bogen

Min Bog, naar du den Ære faar
At du forinden Dørren staaer
   Hos Ober-Secreterer:
Naar Han dig i sin' Hænder taer,
Og som Patron i sit Forsvar,
   Den Gunst du høyt skatterer;
Jeg strax vil give saadant Raad:
Min Bog! du har dit Ynske naaed,
   Gak hen, got Folk at gieste,
Gak friilig hen til alle Land,
Gak hen og tak den fromme Mand,
   Der vide vil dit Beste!
Gak hen til Gammel og til Ung,
Skyt intet, Veyen bliver tung!
   Gaaer det saa haart i Knibe,
At de dig fritter om dit Pass,
Da siig: jeg har min Attestats
   Af vor høyædle Wibe.
Siig saa: Min Fader er en Klerk
Iført en Nordlands Messe-Serk,
   Og boer blant kolde Tuer:
Han er, blandt andet, ret og slet,
Hvad godt udgaaer af Nazareth?
   Kand Torne skaffe Druer?
Siig dem: du har de Klæder paa
Hvori du daglig pleyer gaa
   I Sælskab blant vor' Bønder:
Din' Frynser er en Snor af Hamp
Dit Guld er idel Klint og Kamp
   Dit Skriin er Lever-Tønder
   Din Kappe har du giort af Skind,
Med Tran og Tiære smurt den ind,
   Din Mantel er en Kofte
Gehænget er af Heste-Fax
Din Sabel er en Fisker-Sax
   Der ligger paa den Tofte
Et barket Skind snørt om din Haand
Det er dit gylden Arme-Baand
   Og Sølv-broderet Erme,
I Steden for et Hug-Gevær,
Dig et par Aarer færdig er,
   Du Haanden med kand værme
Din Rechs og Linchs da læres brav,
Naar Aaren trækkes i det Hav,
   Nu frem, nu flux tilbage;
Det blive vil dit Brug og Sveed,
Indtil dig gives fuld Beskeed,
   Fra Verden ud at drage.
Du har en Færing til Caret
En Dybs-Ang til en Raritet
   En Tofte til et Sæde
Et Øes-Kar til en Haand-Granat
Et Hval-Been til en Palisadt
   En Angel til en Kiæde.
Med denne Prunk, med denne Pral,
Du Landet giennemvandre skal,
   Og byde frem din' Gaver,
Hvorvel de viises slet af Stand,
Man den dog karg ey kalde kand,
   Som giver det han haver.
Hermed jeg dig befaler GUd,
Og dine Reyser ind og ud,
   Og alle dem, dig ynder,
Men allermeest vor Adels-Mand,
Som udi din fornedret Stand,
   Vil være din Formynder.

Til Læseren

Merk fromme Læser, giv det Agt,
   At alt hvis her er bleven
Om Nordland og den kalde Tragt
   I denne Bog indskreven,
Det har jeg efter andres Mund,
   I Pennen ladet føre,
Om Auvel, Eng, om Jord og Grund,
   Og hvad der er at giøre.
Vel er jeg selv een Nordlands Mand,
   Og Nord-Land har mig klædet,
Men Norden for mit Helgeland
   Min Foed har aldrig trædet.
Thi kand jeg dette sige grandt,
   Hvad Helgeland tilhører,
At det er hver en Tødel sandt,
   Hvis Pennen derom rører.
Men Norden for, og længer hen,
   Jeg icke veed saa nøye,
Jeg har det kun af Hørelsen,
   Men icke seed med Øye.
Hvad andre for mig haver sagt,
   Og mundtlig mig opregnet,
Det har jeg paa Papiret lagt,
   Og særligen antegnet.
Om noget deraf findes kand,
   Som siunes Sandhed mangle,
Fisk dog ey strax udi mit Vand
   Med ufortinnet Angle.
   Du veedst jo vel en Ubekandt
   Kand let af Veyen vandre,
Er som du vilt, ey alt saa sandt,
   Beskyld ey mig, men andre.
Jeg skrevet har det jeg har hørt,
   Lad andre dertil svare,
Og det jeg har til Liuset ført,
   Kand staa sin egen Fare.
Dog kand jeg det forsikre dig,
   Hvad Maader, Skik og Sæder,
Som her beskrives hver for sig,
   Gaar i sin' egne Klæder.
Jeg haver ey stafferet dem,
   Med Glantz af fremmed Farve,
Men alting ført saaledes frem,
   At hver sig selv kand arve.
I Verden øves selsomt Spil,
   Best bider gammel Vane,
Men Folk maa giøre hvad de vil
   Saa galer dog min Hane.
Vil derfor nogen blive vred,
   Det er mig lige meget;
Jeg har en god Samvittighed,
   Saa har enhver sit eget.
Far vel min Ven, fortørnes ey,
   Det er din egen Ære,
At du kand gaae paa Fredens Vey,
   Og agtes from at være!
Far vel og brug Beskeedenhed,
   Vil du min Skrift annamme,
Jeg ynsker dig vor HErres Fred,
   Og du gir mig den samme!

Inledning

Vær hilset, I, Nordlands bebyggende Mænd
Fra Verten i Huset til trælende Svend,
   Vær hilset, I, Kofte-klæd Bønder!
Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field
Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield
   Som salter Graae-Torsken i Tønder.
Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius
Prælater, og Orden i Helligdoms Huus,
   Hver i sin Bestilling hin gieve!
Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand,
Som bære bør Sverdet og Retten i Land,
   Fra Vold og Uorden hanthæve!
Hil være Leylendingen, Huus-Manden og,
Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok
   Af hvad for slags Middel og Evne
Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har
Samt flere, som jeg her udtydlig og klar
   For Mangel af Tiid ey kand nævne.
Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn,
Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn',
   Madamer og ugifte Piger;
Dog synderlig tugtig Gemytter i sær,
Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,
   Og redebon Tienist' tilsiger,
I ville, naar Solen paa Hvælvingen glad,
Fremskrider til Middags opstigende Grad,
   Mig viide samdrægtig den Ære:
   Til Maaltid at komme som Giester i Rad,
Mit Bord at bepryde, samtykkend' med hvad
   Som Huset formaaer at frembære!
Udlændiske Retter ey laves skal her,
Ey gylden Skou-Essen skal stande for nær,
   Min Pung ey sligt mægter at kiøbe;
Ey heller udover sædvanlige Skik
Paabydes skal nogen umaadelig Drik
   Med Bachi fuldmaalede Støbe.
I kongelig Kiøken jeg aldrig har vært,
Var aldrig af fremmede Mester oplærdt,
   En Suppe paa Fransk til at koge:
Thi bedes Høyærede Venner om Gunst,
I mig ey bespotter, om jeg i min Kunst,
   Ey træffer saa lige de Kloge.
Beredet ey vorder Ahsveri Banqvet
Paa Fyrstelig Maade med dobbelte Set,
   I har ey Peponer at vente!
Ey steegte Phasaner ey Turtelen ung,
For let er min Taske, for arm er min Pung,
   Kalkoner, Kapuner at hente.
Hvad vente vi Krydder og Neyliker sund?
Sligt giver allene den Indiske Grund,
   Her fanges ey Druer at tære!
En Rett tilberedet af udblødet Sey
Behager jer, Venner! da siger ey ney,
   Den skal til jers Tieneste være.
Smør-Klakken paa Brækken og sættes skal frem,
Og Byg-baged Flad-Brød en Leiv eller fem,
   Hver kline saa meget ham lyster!
Det være skal gierne min' Giester uspart;
Ey ringeste Pølse skal blive bevart,
   Ey Blande for dennem, der tørster.
En Skinke jeg eyer, om nogen har lyst,
Har hængt udi Røg nu paa niende Høst,
   Er temmelig vel udi speege,
   En Tønde godt Bonde-Gods staar i mit Buur
Blev fanget i Fior, smager treffelig suur,
   Jeg deraf et Par har at steege;
For Græskar, Augurker, Oliver, Kapres,
Tracteres I skal med en Kaal udaf Græs,
   Faaer dermed saa være fornøyet.
En Grød, giort af Næper det er min Sallat,
Thi havde jeg lovet en Grød af Sukat,
   Da havde jeg skammelig løyet.
Ey Læfser ey Gumme skal blive forgiet
Og Pand-Kag af Eeg til den seneste Ret,
   Jeg tale vil intet om Lommer
Dog beder jeg atter at Villien den maae
For Verket antages, om al Ting ey saa
   Som det sig vel sømmet, fremkommer.
I merker, Velærede Venner og Kier!
Foruden Omtale, hvad Meeningen er,
   Og hvad som forstaaes herunder:
I Pennen at føre jeg haver i agt,
Om Nordland, hvorledes det findes udstragt
   Med liggende Lotter og Lunder;
Om Klipper at skrive, baad' gammel og graae,
Om Snee, som evindelig ligger derpaa,
   Om Bakker, om Elver og fleere;
Hvad Landmanden haver for Næring og Brug,
Hvad Spiise de pleyer at sette paa Dug,
   Med anden Omstændighed meere.
Slig Skrifter, om Bugen ey mættes derved,
De Sindet dog nogen Fornøyelighed
   Den elskelig Læser kand bringe.
Imidlertiid burde min skrøbelig Pen,
Den Romerske Musam at søge til Ven,
   Om Hielp udi Verket betinge.
Men hvad vil jeg fare slig ubekandt Vey,
See! Helicon ligger forlangt ud af Ley,
   Jeg frygter, mig Fanden maatt' møde,
   Om Natten paa Reisen tilføye mig Vold,
Thi hvoe veed ey af de Satyriske Trold,
   Som vrimler i Ørken hin øde,
Hvad har vi fornøden Gudinderne Nie?
Er ikke fra saadant vor Christendom frie?
   Vi lade de Hedninger blive,
Og løse vor' Tanker af Mørkhedens Baand;
Der findes i Norge vel noksom den Aand,
   Som Gaver og Tunge kand give.
Hvad søge vi HErren i fremmede Land?
Er han i all Verden ey middelste Mand?
   I Dag og i Morgen den samme.
Hvo haver opfyldet baad Himmel og Hav,
Er han ey den HErre, som Mennisken gav
   Sin evige Viisdom at ramme?
Belees bør billig de Hedninger ud,
Som sluttet at HErren var Biergenes GUd,
   Men ikke en GUd udi Dale.
Phy! hvilke Phantasters Indbildninger vrang!
Alt saadant vi lade henløbe sin Gang,
   Foruden all vider Omtale.
Allene til HErren jeg føyer mig hen,
Han vilde selv røre min maal-løse Pen,
   Og herudi giøre det beste!
Thi jeg af mig selver kand intet formaae,
Vi vises usunde fra Top indtil Taae
   Paa mindste vor Lemmer og meeste.
Vel an! see, vi legge vil Skibet af Havn,
Og vinde vor Seyl udi Frelserens Navn,
   Paa Bølgen for Vinden at skriide;
Forinden vi Stierner i Aften faaer see,
Forhaabes jeg, Klipperne ligge i Lee,
   Vi der paa maae sikkerlig liide.

Nordlands Beliggende

Naar Kaasen hensettes i beeniste Noer,
Da snarlig opdages Arctandria stor,
   Med sine skyebrydende Tinder
Et Landskab afdeelt udi Provstier fem,
Foruden Findmarken, som bag efter dem
   Opfyldes med Lapper og Finner
Først møder dig Helgelands Odder og Lehn,
Et Stykke for Norden lidt videre hen
   Oprinder dig Salten i Sigte,
Saa Vesteraal, Lofoed og Senjen dernæst,
Og efter dem alle staaer Tromsøe til rest.
   Om dennem min Musa du digte!
Hvad Veyen anlanger, vor Landstræg og Ort,
Vel hundrede Miile de strække sig bort,
   I Længden et temmelig Stykke,
Ved otte Dags Reise for drivende Bør:
Men om saa skeer, nogen det knappere giør
   Han nyder særdeles god Lykke.
Thi Nordmanden skiøtter ey Alen og Favn,
Han maaler sin Miiler med Kiøl og med Stavn,
   Fra Field indtil andet at seyle
Er derfor en Miil ey at fare saa snart,
Skiønt Baaden end gaaer for en skydende Fart,
   Før Frost er i Finger og Negle.
Findmarken maae midlertiid u-omtalt staae,
Hvorledes dets Fiorder er stor eller smaae,
   Det komme skal siden herefter.
Men teignes vor Amtets Beskaffenhed sand,
   Da viid, at det gandske Norlendingens Land
   Med Sverrig sig grendser og hefter.
Ey spredet det ligger ad hist eller her,
Men ene Lehns Ende Begyndelsen er
   Til andet, som nærmeste følger;
At et efter andet, som beniste snoer
Sig strækker alt lenger og lenger i Noer,
   Omskylles af fraadende Bølger.
For Vesten opbryder os Havet paa Land
Med Floder og Elver af løbende Vand,
   For Østen er Sverriges Rige;
Hvor Kiølen imellem beliggendes er,
Hvis yderste Tunge mod Rysland henskier,
   Og deeler os Grendserne lige.
Det Kiølen et Field hvoraf viide gaaer Savn,
Af Kiøl under Skibe det haver sit Navn,
   Dets Grændser udstrekke sig viide,
I Længden de Miile vel tie gange tie,
Gaar Trønderne, Cappen og Lappen forbie
   Heel hen om Nordledingens Siide.
O! Kiølen, hvad est du dog lang i din Ryg!
Hvad est du for Norge et Markeskiel tryg!
   Du ret mellem Kronerne skifter;
Hvad hver skal tilhøre, det deeler du af
Saa rigtig, at ingen med Passer og Stav
   Det nærmere rammer og stifter.
Her giøres ey Skiel eller Skrifter behov,
Ey Vidnesbyrd, gammel Mænds Skrifter og Prov
   Thi ingen, med mindre han ganske
Har Sands og Fornuften og Øynene mist,
Jo seer og fornemmer, at Kiølen er vist
   Et Skiel mellem Svenske og Danske.
Vil nogen opsøge sig Iisland herfra,
Sin Kaas i Nordvest han hensette skal da,
   Saa skal han til Landet vel iile;
Men alle de Lande, sig strekke i Vest,
Er Skotland og Iirland, som ligger os næst,
   Dog over mod hundrede Miile.
Men naar du lidt østerlig vender din Stavn
Har du til at vente Trollbotternes Havn
   Archangel og Ryssernes Lande.
Vend siden din Snekke, snoe Stavnen i Noer,
Saa hitter du paa, hvor Grønlænderne boer,
   Den ubekiendt Hedenske Grande.

Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt

End spør du Himmel og Veyrligets Art,
Da viid, at de os en fortreden Fremfart
   Med Vreed' Elementer tilføyer;
Ulidelig Frysen og stormende Slud,
At hvoe som sig stænge vil Vinteren ud,
   Han see sig om foerede Trøyer!
Flux over os hersker hin iiskolde Poel,
Beliggend' langt borte fra Straal-milden Soel,
   Med bister Planeters Aspecter
Saturnus der siges, at stande paa Vagt
Og vare paa Skatten, for Norden er lagt,
   U-funden af Menniskens Slegter;
Jeg hart ad og vover at sige den Løgn,
At man her i Landet et eniste Døgn
   Alt Aaret omkring ikkun have.
Hvad Vinteren andet end iidelig Nat,
End iidelig Dag man om Sommer har fat?
   Saa falder os Aaret i Lave.
Alt fra den Tiid Solen i Skytten indgaaer,
Og til hun sin Gang udi Fiskene faaer,
   Forborger hun stedse sit Øye:
Gaaer moxen om høyeste Middag i Vand
Saa der ikkun viises af Dagen en Rand
   Mod Østen ved Biergenes Høye.
Her bygger en Bonde, han seer hendes Glands
Her bygger en anden, han har ey den Kands
   At han hendes Varme maae nyde.
Paa synderlig Steder kun Glimtet man seer,
Af Fieldens Ulighed den Underskied skeer,
   For hvis skyld hun ey kand frembryde.
En Time fremgaaer hun med straalende Hiul,
En anden Stund henne bag Fieldet i skiul,
   Fremskinner i Gaard hos vor Grande.
Nu halver hun Øyet nu har hun det heel
Nu atter fordølger sig slet for en Deel,
   Saa vexles de gyldende Brande.
Ved somme Field ligger et Kløft eller Skar
Om korteste Vinter man Solen der har
   En times Tiid, to eller mindre.
Drag siden omtrent ved en Fierding derfra,
Strax skal Horizontens Omskiftelse da
   Dig Forrige Leylighed hindre.
Thi Vinteren fører stedsvarende Mørk,
Indfalder i Landet, som over en Ørk:
   U-endelig Nætter tilhobe.
I medens har Bonden ey synderlig Kaar,
I Mørk han sig legger, i Mørk han opstaaer,
   En Nat til den anden monn' raabe.
Han ofte veed hverken om Døign eller Dag,
Men Ugen igiennem alt under et Tag
   Ved Tælge-lys eder sin Davre;
Indbunden alt stedse, som Qvæget i Baas
Og holder sin' Dørre for Frostet i Laas;
   Slig Nætter giør Hønsene mavre.
En spørger, hør Broder: hvor langt er til Dag?
en anden man spørger med Længsel og Plag
   Vil Dag ikke snarligen vorde?
   Den tredie klager, at Natten er lang,
Det Klagemaal høres saa mangen en gang,
   Naar Skamti er kommen i Gaarde.
Tvert om naar at Soel er i Tvillingens Huus,
Meddeler hun Landet et yndelig Lius,
   Det Sommeren varer til ende,
Og dummeste Nat vel en Favn over Vand
   Beskinner baad' Nætter og Dage vort Land
   Ved Maaneder to eller trende.
Saa rømmer os Mørket og Mulmen fra Dør,
Og Qvæget, som stod inden Lukkelse før,
   Udlades at søge sin Føde.
Du tilmed og aldrig saa tiilig staaer op,
At dig jo før høyt over Biergenes Top
   Er runden Aurora den røde.
End svær jeg og vidner, at hvilken en Dreng,
Som opstaaer og gaaer sig med Solen i Seng,
   Han neppelig skal sig forsove.
O Sommer! kierkommen til alles Behag,
Paa hvilken at Natten den lyser som Dag,
   Og Fugle sin Skabermand love!
Hvad Væjrlig og Guds Elementer angaaer
Da viide vor' Landsmænder, hvad de formaaer,
   Hvad hver af dem fører i Mærke:
Thi Nordland er holden for yderste Pynt,
Der vexler Neptunus med Æolo Mynt.
   De brumlende Kiemper og skerke.
Nu fyeres her oven med Torden og Gnye
Nu brumler forflyvende Flaver i Skye
   Et Hierte derved maatte grue.
Nu fyger nu ryger Neptunus umild,
Nu hagler, nu blunker den blussende Ild,
   Det Luften staaer slet udi Lue.
Saa snart gaaer ey Jupiters Fyr-Verker af,
At derved jo skielver baad' Himmel og Hav,
   Og Sand og Strand driver tillige;
Saa høres den Tiding paa anden hver Øe,
Hvor den og den er for-ulykket paa Søe,
   Kuldseylet paa Fiorder og Viige.
Man neppelig kommer i nogen Mands Huus,
Her kiæres jo over Neptuni Fremfuus,
   Thi Søen den tager saa mangen.
Her siddet en Enke, som Manden har mist,
   Og hisset en anden har Skilsmisse frist
   Hvis Mand er fordrugnet for langen.
Man spørger en Fader, som Sønner har stor:
Hvor er' dine Sønner? de drugned i Fior;
   Man fritter en Søn om sin Fader,
Strax skal han dig grædende svare med hast:
Min Fader blev borte med Takkel og Mast,
   Den Sorg mig saa snart ikke lader.
Fortroelige Læser, hvad tykkes dig her,
Er Guds Elementer ey skarpe Gevehr?
   Hvo mægter Neptunum at tvinge?
Jeg siger dig: mangen udlevet og viid,
Som pløyet har Bølgen sin levende Tiid,
   Tit skydes maae Skielg udi Bringe.
Jeg kiendt haver mangen bedaget en Mand,
Som slidt har sin Alder paa skummende Vand,
   Seet etlige Farer for Øye:
En uformerkt Flave kand komme med hast,
Der ligger den Stakkel med Baaden omkast,
   Nedsiunken i Skindstak og Trøye.
Mig mindes og vel den ulykkelig Stund,
Da henved fem Hundrede Kropper til Grund
   Omkomme for Uveyr paa Folden
Hvor ey kunde føres en Traad eller Klud;
Af tusinde Siæle, som seylede ud,
   Kom neppe tre hundred beholden.
Jeg tiend' vil gange den Fare forbi,
Indbyggerne var geraaden udi
   Der Vester ved Loefodens Side
Hvor mangen en Broder for anden kom bort,
Og etlige Qvinder til Enker blev giort,
   Sligt giør elementer ublide.
Saa kand hver fornuftig vel dømme ved sig,
Naar Mennisker friske saa legges i Liig,
   Hvad Ynk da maa være paa færde!
En Broder ey anden at frelse formaaer,
   Den Sterke, den Svage har ligedan Kaar,
   Dem hielper ey Læg eller Lærde.
Man stræber med Hænder, med Fødder og Knæe
At lange til Qvælvet som driver i Læe,
   Og undrømme Døden den leede;
Men om det sig hender, han Qvælvet end naaer,
Her kommer en Bølge, som hannem afslaaer
   Strax er hannem Graven til reede.
Da seer man den Jammer og smertelig Harm,
At Naboe fordrugner i Naboes Arm,
   En Ven kand for anden ey bøde.
Her flyder en Aare, her Tiljer og Vrag,
Her Tofter saa mange som steener paa Tag,
   Her Kropper og Legemer døde.
Men Sagen, at Veyret langt haardere her
End andensteds falder; det voldendes er
   Den Poliske Circul hin kolde:
Thi dersom ey Landet laae Polen saa nær,
Fornam man i Sandhed et mildere Vær
   Iblant vore klumpede Knolde.
Hvorfor naar Saturnus Befaling gir ud,
At Jorden skal straffes med Hagel og Slud,
   Da ligge vi nærmest ved Haanden:
Maae stande den strængeste Tørning imod,
Mens sidde vor' Naboer i Roelighed god
   Fuld tryggelig, Tiid efter anden.
Tit falder os over et Himmels Uveyr,
Da kand i de Lande, mod Middagen seer,
   Ey kiendes en Gust eller Flave.
Nu hører du Læser, hvad Handel og Kaar
Vi fattig' Nordlændinger daglig udstaaer,
   Og hvorpaa vi faaer os at lave;
Men om der et Spørsmaal saaledes faldt ind:
Hvi blæser i Norge den flavende Vind
   Paa allesteds all Tiid ey jævne?
Da gives til Ansvar: af Klippen det er,
Thi Klippernes Axler adskillig sig skiær,
   Hvis Topper ey liige monn' stævne;
   Part peeger mod Sønden, part peger i Vest,
Og naar den fuld-drivende Vind eller Blæst
   Vil prøve sin Styrke den strænge,
Da gierne, jo tranger' et Kløft eller Skar,
Jo skarpere Flaver da bliver man var
   Med Magt der igiennem at trænge;
Og det, som vel allermeest merkeligt er,
To Baade kand roe ved hinanden vel nær:
   Den ene paafalder slig Flave,
Det Strand og Søe driver som tykkeste Sand,
Den anden Mand roer i det stilleste Vand,
   Der røres ey Fiær eller Tave
Og løfter man Øyne til Snee-takte Field,
Da seer man der fyge den ny falden Mield
   Som damp af hin rygende Tiære.
Saa snart at Her Gregus han sligt bliver var,
Strax veed han at spaae sig, hvad Himmelen har
   Den Dag for et Væjr udi Giære.
Og skeer det, at Skyerne tave sig smaa,
En Storm vil da visselig følge derpaa,
   Det er en vis Regel for Bonden;
Den Dag lar han ligge sit Snøre med Freed,
Skal neppelig røre sin Baad udaf Sted,
   Det haver jeg ofte befunden.
Men skeer det at Luften er klar udi Øst,
Strax fatter Herr Urian Moed udi Bryst,
   Og legge tør tryg i fra Lande;
Han vinder sit Seyel og finder en Støe
Der drager han Torsken, den sælg' han for Miøe
   Go' taar faaer I kiære go' Grande.
Her bliver det Sanden, vor Frelser har sagt:
Det ufeylbar skal efter Aftenens Pragt
   En ynskelig Morgen frembryde;
   Men morgenens Rødhed betyder en Storm,
Spør Bonden, han skal dig af Himmelens Form
   Tilkommende Ting vel udtyde.
Thi seer han en Skye udi Vester opgaaer,
Regn, Stormveyr og Slud han os visselig spaaer;
   Men legger sig Toos udi Fielde,
Betyder det Vind fra den norderlig Kant,
Dog slaaer deres Gisning vel Bommer iblant,
   Thi hvoe vil udgrunde Guds Vælde?
Man haver jo vel udi Skrifterne læst,
At GUd den Almægtige lader den Blæst
   Udkomme fra lønlige Steder:
Man Vindenes Susen for Øren vel har,
Men hvorfra den kommer og hvor den henfar,
   Det veed hverken Poul eller Peder.
Saa er da de Steder for Mennisken skiult,
For menneskens Øyne de ligge gedult,
   Hvad vil du dig viider' bemøye
At grandske de Ting, som Fornuften ey kand?
Tak have den simpel eenfoldige Mand,
   Sig lader med Skrifterne nøye!
Men at jeg tilbage kand kaldes igien,
Et Ord eller to ved poetiske Pen
   Om Vindenes Egenskab røre;
Da falder af Vinde besynderlig Slag,
Part stormer om Vinter og korteste Dag,
   Part lar sig om Sommeren høre.
Thi hvorsomhelst Fiordene strekke sig ind,
Der haves om Aaret kun tvende slags Vind
   Kun tvende slags Vinde der blæse:
Om Vinter, naar Klippene ligge betakt,
Da puster her ud en af Øster med Magt,
   Som bide kand digt udi Næse;
Da kand man med hast blive graae udi Skieg,
Da vanker her Hagel-Bræst, Smell udi Veg
   Tandgnissel og Pust udi Næve:
   Hvo som imod Væjret da sidde vil vendt,
Han vogte sig, Ansigtet bliver ey skiendt
   Af Riimen som da monne svæve!
Hvad høres da andet paa Fiorder og Sund
End brølende Brusen hver biende Stund?
   Hver Bølge fra Grunden sig løfter,
Den seilende Bonde, som farer derpaa,
Er glad, han med hastige Hænder paa Raae
   Sit Kannifads Seyel indsøfter
Den Vind, som saa byder de Seylende Trods,
Land-Sønning og Skottung den kaldes hos os,
   Han byder: tag vare paa Skiødet:
Øes-Karret i Næven og Øyet i Vind,
Set Halsen til Riben vær knap og gesvind,
   Saa maa man fortiene sig Brødet!
Naar Korsmiss' er leden, strax fanger her an
En anden slags Vind blant den greenfulde Gran,
   Hav-Gule paa Norsk til at sige;
Saa sterk, som Land-Sønningen puster her ud,
Saa sterk giver Hav-Gule bør udi Klud
   Alt ind ad Riverer og Viige.
Med Sommer hun kommer med Sommer forgaaer,
Florerer, mens Flora beblomstrendes staaer,
   Forsvinder, naar Flora forsvinder;
Begynder om Morgenen temmelig sagt,
Jo længer paa Dagen, jo sterkere Magt,
   Dets Sandhed Field-Byggen befinder.
Vor HErre, som skikket har all Ting i Lag,
Han ikke foruden besynderlig Sag
   Forordner os saadanne Vinde.
Var ikke Hav-Gulen i Fiorder indsendt,
Da blev af den hidsige Sommer forbrendt
   De Blomster og Bladefuld' Linde;
Dernæst og Søemanden som med en Anroer
Indslæber i Fiorden, en tieniste stoer
   Ham Vester-Hav-Gule tilfører.
Hun løser fra Aaren den udmattet Arm,
Saa Fiskeren, som har forvundet sin Harm,
   For bugede Seyel indkiører.
Nu har du, min Ven, udi Æoli Huus
Omvanket og med mig beseet den Fremfuus;
   Hans ivrige Bælger forvolder;
Behager dig videre, vil jeg paa Luur
Mig did hen henføye, hvor Fuglen har Buur,
   Beskue den Sted, han tilholder.

Allehaande Fugler og flyvende Dyr i Nordlandene

Først ville vi sammen en Dag eller toe
Paa toe-rømmit Færing om Øerne roe,
   Kun jeg og du eene selv anden;
Vor' riflede Børser vi giøre maa klar,
Jeg meener, vi blive Vild-Gæssene var
   Her nogen steds ude ved Stranden.
Hun pleyer gemeenligen holde sig der
Hvor Siivet opvoxer i Valer og Skiær,
   Der pleyer og Svanerne svemme.
Men var, hvor du kryber om Steenene frem,
At du ikke kommer i Vinden for dem,
   Da kand de dig straxen fornemme:
Der siges, at Gaasen dra'r Væjr som en Hund,
Jeg haver den Sagn udaf Skytterens Mund,
   Forfarenhed vil det vel lære.
Hun klækker sin Unger i Tuer og Moos,
Der værper Almaasen og Sæingen hos
   Samt Rypen med spraglede Fiære
Hvad Rype? spør du, hvad er det for et Slag?
Det er et slags flyvende, som under Tag
   Ey gierne vil bygge sit Reede,
Men haver i Lynget saa hemmelig Hull
At hvo det vil finde, vel tie gang i Tull
   Han Løbe maae hidset og heden;
Frue Rype er tilmed og ikke saa slet,
Hun er alamodig og holder sig net,
   Kand klæde sig om, naar hun lyster;
I Lynget hun fører bruun-spraglede Pragt,
I Sneen hun drager den Snee-vide Dragt
   Og sig imod Frostet beryster.
Nu vel, min Medbroder, skuv Baaden fra Land,
Her ligger en Holme paa høyere Hand,
   Der er vel et Hundred og fleere;
Hvad Hundred? jeg meener Ud-Fuglernes Eg,
Som Unger af bliver med Laar og med Leg,
   Halv-Straappe, og endda vel meere.
Ey Broder! hvad er det, du bilder mig ind?
Halv-straappen' Eg er jo med Fiær og med Skind,
   Jeg nieen' du fordrager dem ikke.
Ach! Broder, den Ræt er vel lækker og sund,
Og helst for vor Halvor, han sig vel om Mund
   For et af dem tie gang skal slikke;
Og har du en Snees, jeg forsikrer ret nu
Skal han dem fortære med Rue og med Stu,
   Hvor stoere de synes at være:
Jeg siger, en Snees, efter Maaltid er giort,
En udsulten Bonde-Bug votter ey stort
   Slig Byrde i sig til at bære.
Nu vel an! saa leg da til Holmen din Baad,
Gott slabber die Bauren! hvad er der Forraad,
   Hvad er der mangfoldige Tænder!
Jeg frygter, hun snart med sit Tikke-Tik-Ter
Opfylder mit Øre, jeg hører ey meer,
   Hun skriger i hvor jeg mig vender:
Saa gik jeg paa Holmen saa sagtelig frem,
Der laae Tænde-Reedene fire ja fem,
   Ja femten og seksten tillige,
Jeg neppelig satte paa Landet min Fod,
Et Reede jo straxen mig kom udi Mod,
   Jeg neppe for Eg kunde stige:
Saa løb jeg paa Skiærret en Gang om i tull,
Det vared' ey længe før Hatten blev fuld
   Vi hænted af gandske Formue.
Da saae vi, vor Halvor var knap paa sin Hand,
Saa svared' den goe' Karl og ey for sin Tand
   Der Bryllupet stod i den Grue.

Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav

Vi skufved fra Landet, vi stævned' i Vest,
I Tanker at byde den Kaabbe til Giest,
   Loed fort hen ad Skiærrene stande;
Men Harald og Tarald de Skyttere toe,
En af dennem hopped' den anden han loe,
   De funde Guds Biæring for Hande:
Man satte de riflede Bysser i lad
De skuured' og fiiled' og smurte dem brav,
   Al Ting til et Bytte sig skikker.
De krøeb' omkring Skiærit paa Albue og Arm,
Som Hunder om Kiød-Gryden sydendes-varm,
   Naar at han de Brædde vil slikke.
Her var ey at tøve, den Hane blev spændt,
En gloende Kugle heel venlig forsendt
   Den Skind-klædde Skolt bag sit Øre.
Det smaged' ham ligesom nye-smeltet Blye
De andre hans Grander begynde at flye,
   Vil Sælskab ey længere giøre.
Man krænged' ham Huden, slog Spækket i Salt
Og Kiødet opaad de med Stufv og med Alt,
   Man saae dennem engang ey sveede.
Men Spækket blev solgt til Øe-Værringen bort,
Som gave for Pundet u-pluttend' en Ort,
   Der handledes reede mod reede.
De laddet strax atter, og ramte ret just
Amøringens Skolt med en tindrende Pust,
   Jeg meener hin Aar-gammel Unge,
Vi bøed vore Grander til Giest der oppaa,
Den spæk-rund Amøring befaldt dennem saa,
   De slikked' baad' Finger og Tunge.
   Men Ærtnen tilholder ved yderste Skiær,
En temmelig Deel udaf Spæk paa sig bær,
   Et græsseligt Dyr og forvoxen:
Saa gammel en Part, at og Græs fra dem groer,
Beklæd med en Huud, ret umaadelig stoer,
   Som nogen Tiid Hesten og Oxen.
Behager dig Huden, du kand den vel faae,
Dog kommer hun dig to Rixdaler at staae,
   Der er ey en Hvid at aftinge.
Hvad er den til Nytte? maaskee du vel spør:
Man Reedskab af Huuden til Hestene giør,
   Til Seeler, til Spensler og Ringe;
Hun legges i Barken og bliver bereed,
De kækkeste Soller, som nogen Mand veed,
   Kand sikkerlig derudaf skieres:
En temmelig Alder man paa Dennem gaaer
Moscoviens Hunder slet intet formaaer
   Mod dennem, vor Ærtner monn' bære.
Anlangende fleere slags svemmende Diur,
At skrive hvers Art og medgiven Natur:
   Først haver jeg Hvalen at agte;
Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand!
Hvad driver dig til at du render paa Land
   Og lader godvillig dig slagte!
Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom,
Hvor mange Tønd' Sild at der gaaer i din Vom,
   Førend du din Hunger kand stoppe?
Jeg meener, to Læster i Maal-Tønder grov
Til Maaltid paa engang dig giøres behov,
   Det er kun for dig som en Loppe.
Men aldrig var Nordlandske Bonde saa klog,
At dig forulemped' hans Spyd eller Krog,
   Han vidste dig aldrig at fange;
Hvis ikke du selver paa Stranden opdrev
Og dem til et Rov uformodentlig blev,
   Dog det har bedaaret saa mange:
Det hendte sig nyelig for Aar eller tree,
   En Hval blev opstrandet, det finge de see
   De Bønder der næst omkring boede.
De toege sig Øxer, de plukked' den Hval,
Enhver udaf Spækket sit Stykke bortstial,
   Saa hærlig de Bønder sig snoede!
De roede derefter saa sagtelig bort,
Men kort Tiid derefter blev Gierningen spurt,
   Den Ombuds-Mand fik det at høre;
Han stævned' de Danne-Mænd for Dommeren ind,
De maatte forgylde baad' Spækket og Skind,
   Det galdt om Hr. Urians Øre.
Og hvis ikke godt Folk har lagt sig deri,
De sluppet har neppelig Galgen forbie
   De løeste sin' Halse med Penge.
Da sprang dem Gield-Oxen og Koen af Baas
Samt muglende Vild-Mand, som laae inden Laas,
   Og har ey seet Soelen saa længe.
Saa fik da de næs-viise Brødre for Spæk
Sin rette Betaling, som vare saa kiæk
   Og frygted' ey Kongelig Love.
See! vogt dig for GUds Skyld, kom ey saa igien!
Hvis ikke, gaaer Halsen i løbet derhen,
   Sligt er ikke let til at vove!
Du veedst, det er Lovens udtrykte Bogstav,
At hvad der opstrander af skummende Hav,
   Det være Vrag, Hval eller Skibe,
Det høre skal altsammen Konningen til,
Hvad hielper, at du det tilsnappe dig vil,
   Og hæftes i Øvrigheds Knibe?
Men den, som den strandede Hval først paa fandt,
Det Findings Spæk, som er en Favn i hver Kant
   Han for sin Umage beholdte,
Det øvrige blev der opsmæltet til Tran,
Og sendtes til Bergen, der Stævnen gik an,
   Man til de Contorske det solgte.
Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
   Som Fiskerne kalde monn' Skreien paa Norsk,
   Han nævnes maae Nordmandens Krone,
Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
   Han føeder baad' dig og din Kone.
Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd' Rug,
   Den stakkels Nordfarer til Føde.
Barmhiertige Fader oplade din Hand,
Velsigne os fattige Folk her i Land
   Med dine Velsignelser søde!
Skuld' Torsken os feyle, hvad havde vi da,
Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
   Da seyled' vist Jægterne tomme.
Hvad have vi andet, her bygger og boer,
End søge vor Føde med Angel og Snor
   Og pløye de Bølger hin gromme?
Og skulle du HErre forkorte din Hand,
At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
   Da lagdes vi hastelig øede.
Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
   Os mangler Guld-Gruven den røde.
Vort Land er ey heller et Canaan sød,
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
   Her findes ey Druer at plukke;
Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
   Og jammerlig nødes at sukke.
Folk maae det fortælle med grædende Taar'
Hvorledes man disse forledendes Aar
   Har giort sin' Omkostninger store:
Vi baged' Mad-Kisterne strax efter Juul
Vi fyldte dem gandske med Brød og med Suul
   Og skaffed' dem alle sin Foore.
Vi laved' vor Drenge to Maaneders Kost,
   Et Bismer-Pund Smør og et Bismer-Pund Ost,
   Og flad-Brød, to vigtige Voger;
Saa Suppe-Meel, Kiød og saa Stomp-Brød et Pund
Saa Jern-Steen, Skind-Stak og Støvler saa rund,
   Saa Diubs-Agn med Angler og Kroger;
Men dermed end ikke fornøyes de vil,
En Anker med Syre vi skaffed' dem til,
   Og lod' deres Mad-Kister stoppe.
Da at jeg skal kortelig melde derom,
Vi skaffede dem til Stabueret blev tom,
   Selv aade vi Maaltider knappe
Foruden alt dette de Skyld-Mænder kom
Med krumpede Tarme, med insvunden Vom
   Og deres Udreedning de kræver.
De larmed' og giorde saa megen uskiel:
Skaf os vor Udreedning, vi svælte ihiel,
   Thi Tiderne giøres os snæver!
Og kand vi vor Børsel hos dig ikke faae,
Da nødes vi hen til en anden at gaae
   Og alt det vi eye, pandtsette;
Anlangende Skylden vi bundet har paa,
Da viid, at den faaer paa Restancen at staae,
   Hvorefter du har dig at rette!
Hvad var her at giøre: vi sang eller sprang,
Vi maatte dem skaffe: vi gad deres Trang
   Og ynkelig Jammer ey høre.
Saa blev dem leveret en temmelig Deel
Af Korn, af Gryn, og af Rug og af Meel
   Og Hampen at lægge til Snøre
U-agtet de før i Skyld-Bøgerne stod
Opskreven saa høyt, at de aldrig var god
   Den tiende deel at betale.
De tænke, som andre Bedragere meest:
Lad Skuffel og Spade betale den Rest,
   Og Udgangen Tiden befale.
De giorde sig færdig paa strømmende Vand
   Til Vogen og Skroven der Vester paa Land
   De Bølger og Lykken at rønne
Men Qvinderne Hiemme Tom-Hændede sad,
De vidste sig ikke saa meget til Mad,
   At de kunne mætte en Høne.
Men Løbers-Miss gik og Gregorius kom,
Man prøvet paa alle de Klakker og Rom
   De gamle Forfædre har funden:
De slimed' og sadde saa frossen og stiv,
Men blev ikke værdig et rørendes Liv
   At drage paa Krogen fra Bunden:
De Stakler ey spared' sin yderste Fliid
De flakked og foere baad' hisset og hid,
   Men ach! ach! altsammen forgieves.
Hvad frugter vort Arbeyde lidt eller stort,
Naar HErren os rykker Velsignelsen bort,
   Hvad har vi, naar hans igien-kræves?
Som Aaret det skreed til Vor-Frue-Miss frem,
Saa suled' de Snøret saa seyled de hiem
   Med tomme Mad-Kister og Bommer;
Og see! der foer al vor Fortieneste hen,
Vort Debet derover hos Garpum igien
   Alt høyer og høyer opkommer.
Der taler saa mangen og undres derpaa:
Hvi Nordland saa dybt i Skyld-Bøgerne staae
   Gield-Bunden til begge sin' Øre?
Men skulle de sætte saa jævnlig Labeet,
Som Tiid efter anden i Nordland er skeet,
   Da blev deris Middel ey større!
O! ville vor HErre velsigne det Hav,
Og unde den Lykke, han fordum os gav
   Langt hen i Forfædrenes Minde;
Hvor glædeligt var det i Landet at boe,
   Hvor lysteligt var det paa Vandet at roe,
   Naar Folk kunde Næringen finde!
Da roede man ud, naar at Solen gik frem
Og før hun gik under, vel Hundred og Fem
   Da saae man paa Gielden ophænget.
Saa kogte de Lever, naar Folket var svang,
Saa straxen kom Kiedler og Møllin paa gang,
   Man troede, de skulle sig sprænget.
Sin' Gieller de tømred' af Stænger og Raa
De spærrede Fisken og hængte derpaa,
   To Torske, det giør os en Spærre
Og paa det at Tallet kand noget forslaae:
See! Sex gange Tive du tælle dig maae,
   Saa regnes et Hundret at være.
Men vil man imidlertiid spørge dem saa:
Hvor liikes i Fisket, hvad kand I vel faae?
   De svare dig hogtet i bogte;
Part svarer: det er saare lidet, vi faaer,
Part svarer: vi foer om alt Havet i Gaar,
   Sleed neppe, saa mange vi kogte.
De Skrubberter vil ey med Sandhed her frem,
De meene: skull' saadant udhøres af dem,
   Forgiorde de slet deres Lykke.
See saadan er al den Vantroende Slegt,
GUd mister saa tit sin tilbørlig Respect,
   Thi maae han sin Gaver undrykke!
Naar Aaret gaaer frem til Tiburtii Dag
(Den fiortend' Aprilis er skantendes lag,
   At fisked er allesteds ude)
Saa skibes i Jægten med hisken og hask,
Og den er GUd kiærest, som snarest er rask
   At vinde sin' Seyler og Klude.
Saa spørges af alle: hvad haver du faaet,
Hvor mange gang Hundred er fanget paa Baad?
   Hvad er her fortienet og vunden?
Da kommer hin lange Skaar-Kiævler for Dag,
Hvorpaa staaer opskaaren den Handel og Sag,
   Og derefter retter sig Bonden.
Om Kors-Miss er Tiden at Tienden skal
Annammes: Nie Fisk' af hver Tiende Tal,
   Det Tiende falder i Kanden;
Saa drikkes omkring og saa giøres her Ruus,
Her siunges og holdes et underligt Huus,
   Og nogle betaler med Panden.
Værg-Tolden forvolder saa mangt et godt Lav,
Et Partie gaaer dansend', Part grædend' derav,
   Hvad kand ikke Bacchus udrette!
Hvis Kræfter er mægtig i Hummel og Pors
Og volder, at Giøgen maa gale med Fors
   Og Alskens Omsorrig forlætte.
Tildrager sig midlertid Regnefuld Vær,
Mens Solen i Tyren og Tvillingen er,
   Da haver man vist at formode,
At Torsken, som er op paa Gielderne hængt,
Han bliver med levendes Krydder besprængt,
   Jeg meener med Marcus hin gode.
Dog derom ey votter Hr. Gregus saa grant,
Han skiber den eene med anden iblant,
   Og seyler, naar Børren vil blæse;
Formeener, at luure de Tydske saa smukt,
Men see! Ham forraader den stinkende Lugt,
   Thi Garpus har Gavn af sin Næse:
Han veed vel at skiønne, hvad Ont er og Godt,
Han veed vel at skille det tørre fra raadt,
   Hans Olde-Fa'r Hannem det lærde,
At giøre den Fisk for Nord-Faren Udskaat
Du Gregus maae tie, ja tage for godt
   Slig Vilkor, som da er paa færde.
Og under det samme da skydes dig ud
De Gode med Onde: forbarme sig GUd!
   Det har du dig selver at takke!
Thi handled' du reedlig og tørket din Fisk,
Og loed den udhænge, den Stund, den var frisk,
   Da var herom intet at snakke.
For saadant da blir din Credit og Indtægt
Hos din' Creditorer saa meget forsvægt,
   Dig hielper saa lidet at qviide:
Tii stille og GUd om Taalmodighed beed,
Betænk naar du kommer i Graven her ned,
   Da kand ingen Ulve dig bide!
Du skalt og betænke: din dybe Restants
Tillader din' Kiøbmænd friepostelig Kands
   Læg derfore Haanden paa Munden!
Som Synden forøges i Menneskens Krop,
Saa stiiger din Debet og uformærkt op,
   Du veedst ey, før du sidder bunden.
Dog hvad vil jeg sige? din langsom Credit
Udkræver med Tiden en reedlig Profit,
   Skal Handelen holdes ved lige.
Den høyre Haand bør jo den venstre at toe,
Et Menniske faaer hos det andet at boe
   Og bygge paa Jorden tillige.
I haver nu vel, mine Venner, forstaaet
Om Torsken og dessens inbringend' Forraad
   Nu vil jeg mig videre vende,
Om Silden at teigne, som fanges om Høst,
Og saltes i Tønden, hvis fangst er med Lyst,
   Naar GUd sine Gaver vil sende.
Lundstøen og Søelen er Helgelands Roes,
{{Ofoten|Ofoeden]] i Salten opteignes derhos
   De trende navnkundigste Stæder,
For alle Sild-Fiorder i Nordland kundbar,
Der findes vel fleere, dog ikke saa rar,
   Hvis Rygte sig ringer udbreeder.
Saa kommer Field-Byggen af inderste Fiord,
Til-tusker sig Silden for Næver og Bord,
   Og Varer mod Varer udsætter.
Det lugtende Gods er behagelig meest,
Den sureste Tønde, hun smager dem best,
   Slig Mave beqvemmer slig Retter.
Hun klines paa Flad-Brød i steden for Smør,
Saa stryger han Flaben og visker den tør,
   Og reiser heel glad til sin Hytte.
Han takker den Danmand, ham solgte den Sild
Og spanker paa Gulvet høy-beenet og gild
   Som han havde fanget et Bytte.
Han siger sin Kone, hvad Marked han nød,
De glædes derved baade Levend' og Død,
   De aarker Tør-Maulen ey æde,
Med mindre de stundum har Sugel derhos,
Derover da bliver det stinkende Gods
   Annammet med hiertelig Glæde.
Nu vel an! hvad giør du min digtende Pen,
Seer til at du slaaer ey af Tankerne hen,
   De Flynder og Qvæiter hin feede:
Du veedst jo vel, det er den deyligste Fisk
Med hvilken Vor HErre begaver vor Disk,
   Og Duugen for os monne breede.
Man skiær hendes Ryg udi Ræklinger brav,
Af Finnene skiæres den dryppende Rav
   Saa feed, saasom Smør til at smage:
En Spiise, der vel er Berømmelse værd,
Kand bæres paa Fadet for leig Mand og Lærd,
   Det skal dennem noksom behage.
Du smukeste Qvæite, du Dronning i Vand,
Hvor flad er din Boelig paa dybeste Sand,
   Hvorpaa du fremskrider saa sagte!
Du farer spagfærdig paa Grunden omkring,
Og hviler, naar andre de kiøre i Ring,
   Det kand vore Fisker' vel agte:
Hvor findes din liige blant svæmmende Kræe?
Din Ryg er som Ravnen og Bugen som Snee,
   Ja viider' end Skiæle paa Sanden!
   Og vilde man salte din eeniste Krop,
Du fylder et pakkede Tønde-Rum op,
   En Tønde! ja stundum halv-anden.
Men ingen blant alt det, der røres i Hav,
Er riger paa Lever, hvor Tran giøres av
   End vores Haa-Kiærling hin gamle,
Hvis Lever, naar Hun er fuldvoxen og heel,
Man rundelig deraf en Hollands Cordeel
   Med klareste Fedme kand samle.
Det Beest pleyer fanges paa synderlig Form,
Hun render til Krogen, som Rytter til Storm,
   Det er med Forundring at høere;
Saa snart hun fornemmer, den Angel er fast,
Omtuller hun strax sig den sneedige Gast,
   Derover optaves det Snøere:
Det skeer og med saadan en hastendes Iil,
At Huuden paa Hende som raspende Fiil
   Skiær Snoeren før mand det kand andse:
Men hvilken der tænker den Seyer at faae,
En Favn Jern-Lænker han lave sig maae,
   Saa lær han den Kiærling at dandse.
Hun kaldes en Kiærling, og det er vel vist,
Dog haver Hun ingen af Tænderne mist,
   Som Kiærlinger pleye at blive:
Kast i hendes Kiæfter en Dobbelte Kal,
Kast tykkeste Kabel, hun biide den skal,
   Som den var afskaaren med Knive.
Man skiær hendes Kiød udi Ræklinge-Rad,
Dog bliver det ingen velsmagende Mad,
   Førend den kand Aars-gammel vorde;
Men kommer en stormende Blæst eller Slud,
At Fiskeren kand ikke holde det ud,
   Da kaster han Kroppen for Borde.
Du spralende Sey! see jeg nær hadde glemt
Din hoppende Springen og lystige Skiemt
   Udi mine Skrifter at teigne:
Hvor smuk er din Dands alt om Mid-Sommers Tiid,
   Naar Soelen er skinnend' og Væjret er bliid
   Et Menniskes Hierte maa qveigne!
Hvor tit har jeg funden dig sprungen herom,
At Havet stod gandske i fraadende Skum,
   Alt omkring den taare-fuld Skalle;
Naar du haver Leegen paa høyeste fat,
Du veedst ey før Garnet er under dig sat,
   Saa endes din Glædskab med alle.
End du min Frue Hyse blant alle bekandt,
Det sidste jeg dig in i Fiordene fandt,
   Da havde du Flækken ved Øre.
Vor Fioer-Mænder kiender din Klakke saavel,
Du lokkes formedelst den rød-maded Skiæl,
   De paa deres Angler monn' føre.
Men hvad du fortærer, saa est du dog tør
Der tarvis dit Kiød et umaadeligt Smør,
   Saa fremt det skal hellers behage.
Frisk kand man dig æde, men aldrig er hørt
At tørrede Hyser til Marked er ført,
   Du saltes og aldrig med Lage.
Du Lange, som drages saa langt fra den Val,
Jeg dig iblant Fiskers navnkundige Tal
   Med gylden Bogstaver afmaler;
Hvoe dig vil forskyde, han er ikke viis,
Du nyder hos Fremmed' alleene den Priis,
   At Vogen den gielder en Daler.
Din Krop ey saa lidet i Vægten forslaar,
En sex eller otte paa Vogen kun gaaer,
   Slig Dyr er vel værd til at fange;
Dig sankes i Ryggen det levrede Blod,
Som naar det er koget det smager vel goed,
   Det kaldes Long-stuven hin lange.
Om Søe-Ormen veed jeg ey megen Beskeed,
Jeg haver ham aldrig med Øynene seet,
   Begiærer ey heller den Ære;
Dog kiender jeg mange, som haver mig sagt:
(Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt)
   Han maae ret forfærdelig være:
Naar Julius gaaer i sin Fyrstelig Stads
Og Phoebus omvanker i Luftens Pallats,
   Da lader det Dyr sig fornemme:
Der siges, han er af en saadan Natur,
Hvad Baad han fornemmer det skadelig Diur,
   Han ilendes efter mon svæmme.
Umaadelig sluttes hans Storlighed ock,
Det vel af Forfarenhed viises kand nok,
   Thi de, hannem komme i møede
Fortæller: han ligger i Længden udstrakt,
Som hundrede Læs var paa Havet udlagt,
   Som Mødding paa Ageren øede.
Mig tykkes, han lignes maae Behemots Magt
Samt og Leviathan, som holder foragt
   Al Vaaben og bævende Spidse;
Thi Jernet er hannem som Stelker og Hør,
Og Kaaber som Qvisten, der raadner og døer,
   Det Gud os beskriver til visse.
Men hvorfore skal jeg bemøye mig saa,
At grunde de Ting, som jeg ey kand forstaae?
   Saa vend dig min Musa tilbage,
At teigne den Rest af alt svemmende Slag,
Som mangler i Skrifter at komme for Dag,
   Og lad dig det ikke mishage!
Du springende Lax, jeg erindrer vel dig,
I strømmende Elver du legges i Lig,
   Hvor grummeste Fosse de bruse;
Hvor blinker din Skiorte, som Sølvet i Søm!
Hvad tvinger dig til at fremile mod Strøm
   Og fængsles i Mask-bunden Ruuse?
Men ingen dig passer saa snedelig paa
Om Nætternes Skygge, som Bonden hin graae
   Med lysende Næver og Lyster
Han veed meget vel om din' Passer og Gang,
Thi kommer han med den tree-forkede Stang
   Og Piken igiennem dig kryster
Du Steen-Biid! hvi grimer saa ilde din Flab,
   Hvi est du saa skrubbed og fuld udaf Skab?
   Sig, est du befængt med Frantzoser?
Du bedre dog bliver i Rønen end Siun,
Er sagte saa goed som indstoppet Kalluun
   I Tarmers inviklede Poser
Men sig mig, hvad haver du smidige Siil
Om Høsten at giøre i Sanden med iil,
   Hvad haver du der at bestille?
Maaskee at du derfore gyder i Sand
At Rognen skal ikke bortskylles af Vand
   Og Sæden forgiæves forspille!
Dog kommer du herlig vor' Bønder tilpas,
De veed at opgrave din skiulte Pallats
   Og kaster dig udi sin Bytte;
Saa sættes du paa deres Angler til Avn,
De fylde sin' Baade fra Skotten til Stavn
   Sig selver til ypperlig Nytte.
Bort Lodde med al din forgiftige Stank,
Al Verden forynsker dig Alskens Skavank,
   Du est os et Riis og en Svøbe.
Ret som naar en Hore, der tager at flye,
Da rømmer med hende al Ungdom af Bye,
   Som Bukke med Giederne løebe;
Saa har ogsaa Lodden ret Horens Natur
Der flyer med hende all' levende Diur,
   Sig vender i Havet og røres;
Hvor hen hun sig rører, der flyer de med,
At alle Mand jamrer og sukker derved,
   Hvor Loddens Tilkommelse spøres.
Propheterne true med fire slags Ting,
For Synder at sendes i Verden omkring
   Til Landsens almindelig Plager:
Det er Pestilentse, Dyr, Hunger og Svær;
Men Lodden maae reignes det femte Gevær,
   Med hvilket os Himmelen slager.
Af Brosmer og fanges et Temmelig Tal,
   Den lige med Rodskiær i Kiøb eller Sal
   Paa fremmede Steder afhendes.
Rognkiæxen og Sprut vil jeg løbe forbie,
Og Haabrand er heller af ingen Værdie,
   Og hermed min Fiske-Fang endes.
Forstandige Læser nu gavst du vel agt,
Hvad Næring os skienker den Poliske Tract
   Samt Hafsens Afgrunder og Klakke;
Bevilger dig Tiden; da beeder jeg dig
Du ville, min Broder, spadsere med mig,
   Jeg haver lidt vider' at snakke.
Du mindes vel selver, hvor længe det er,
Vi have her ligget i Værr og i Skiærr
   Og sprængt vores Mave med Mølge,
Nu kand jeg ey meere, jeg kiedes nu ved,
Kom nu dog for Guds skyld, og lad os afsted
   Til Landet samdrægtelig følge!
Han svared: hvor skal vi? her er ingen Raad,
Vi have jo hverken her Folk eller Baad,
   At vi indtil Landet kan fare!
Ach! hiertelig Broder, her staaer ikke paa,
Den Skyds-Skaffer boer kun en Fierding herfra,
   Han skal os den Handel vel klare;
Den Dannemand veed vel sit Embedes Skiel,
Naar Fordringskab fattes, han skaffer os vel,
   Han haver deri at betale.
Du svarer: ja see! vi vel Fordringskab faaer,
Til reede dog strax ikke Pengene staaer
   For deres Umag' at betale.
Ach! hvad du mig synes en taabelig Knekt,
Vilt du saa beskiemme din egen Respect,
   Du veedst ey hvad Bonden mon tiene:
Thi fiirer du hannem, han giør dig Fortred,
Du setter kun Luus i Skind-Kiole dermed
   Og Greis en uvane mon' vænne!
Tag fat paa det Middel, ved Haanden er næst,
Og sig, at du tiener en Fog'd eller Præst,
   Hvis de da benægter at føre:
Da sig, du vor gunstig Hr. Amtmand tilhør,
Hvad gielder, at ingen saa dristig, han tør
   Dig nogen Modsigelse giøre?
Men om mod Forhaabning end veigret dig blev,
Da lad dig formerke, du haver et Brev
   Forvart i din havende Bomme,
At du est bestallet at reise her Nor,
Du fik jo Fiscalens Bestilling i Fior,
   Saa faaer de vel lyde din Tromme:
Thi Rusticus er et forunderligt Diur,
Est du ham beleven, da er han dig suur,
   Han napper, den sig monne klappe,
Men napper du hannem, da klapper han dig,
Jeg raader derfore du lærer hans Svig
   Og snoer efter Væyret din Kappe.
Der nu min Staldbroder han saadant fornam,
Strax øegtes ham Modet, han giorde sig gram,
   Han pukked' og buldred' saa saare,
Han trækte fra Læret og pisked' dem godt,
Og satte sig myndig der hen i en Skot,
   Sligt mægter den rustede Kaare.
Saa maatte de Stakler til Baaden med hast,
Og roede, det Aaren' i Kiæipene brast,
   Thi Vinden imod os sig vendet;
Omsider med største Møysommelighed
Opnaaede vi Landet, der Dagen gik ned,
   Vi glæddes, den Reise blev endet;
Hvad ikke vi glæddes, saa glæddes dog de,
Der Dagen igiennem med Trældom og Vee
   Arbeided' paa fastende Mave;
Men Værten den Danmand Taksigelse bør,
Han undte vor Førings Folk Flad-brød og Skiør
   Af hvis han i Huset mon have.
   Den anden dags Morgen, før Fugelen goel,
Opstoede vi tilig og Folket befoel,
   All' Ting i Bereedskab at holde,
Det kulede op med en duvende Vin
Vi jaged' ad Fiorden det gienneste in
   Og landed' hos Asmund paa Bolde.

Om Land og Lands Brug

Men Asmund os spurde: fortænker mig ey,
Hvor eyer I hiemme, hvor ligger jers Vey,
   Hvor agter I, Nord eller Sønder?
Vi svared': vi komme med Orders Anstalt
At see, hvor i Landet tilgaaer over alt,
   Og handles med fattige Bønder.
Hey! Asmund opreiste sin' Øeren saa lang
Den Dannemand straxen i Kofven indsprang,
   Og svikkede Hul paa sin Tønde:
Goed Taar, mine Venner! I giøre saa vel,
Fortøver hos mig og samtykker en Pæel,
   I haver jer ey til at skynde.
Det dobbelte Rasmus sig løfted' i Top
Vor Asmund blev vækket til Lystighed op,
   Vi bleve med Gaver foræret,
Et Buk-Skind den Eene, den anden en Gied,
Men der han blev fastend', han angred' og græd,
   At han saa romuus havde været.
Om Morgenen gik han baad gusten og bleeg,
Han klaged', han var udaf Grandenes Qvæg,
   Uførmet paa Ager og Enge,
Og meget med andet han bragte for Dag,
   Vi bad ham til Tinge indstævne sin Sag
   Og være Taalmodig saa længe.
Saa blev der paalyst et almindeligt Ting,
Did sankedes meenige Landet omkring,
   Saa mange, som havde at klage;
Paa Lehns-Mandens Gaard skulle skaffes det Hold,
Han nævnede Sexten at give sig Told
   Alt for sin Omkostnings Umage.
De Sexten gav hver en Rixdaler i Lægg,
Og Qvinderne fylded' sin' Daller med Eg,
   Med klinede Lefser og Gumme,
Saavelsom et Laar af et røgede Sviin,
Det ofred' de Lehns-Mandens Hustrue saa fiin,
   Til Kiøkenets Tarv at fremkomme.
Men Klokken slog aatte, og Retten blev sadt,
Vor Asmund fremkalded' sin Grande saa brat
   At svare sin Sag udi Rette;
Han sagde: du haver u-førmed min Grund,
Da svared, den anden: du løgst i din Mund,
   Saa toeg de Kompaner at trætte.
Hin klaged' at hannem var staalet hans Griis,
Da svared' den anden: du Hundsvot Beviis,
   Du skalt dog en Løgnere blive;
Derover blev Asmund fortørnet og grum
Han esked' af Rettens Betientere Dom,
   Og Sagens Afsigt hannem give.
Men alle slags Rettergang haver Behov
Fuldmyndige Vidner og skiellige Prov,
   Og saadanne manglede disse,
Derfore fik Asmund ey Fremgang den Dag,
Men Sagen blev hængende dem i Fordrag,
   Til Vidnesbyrd fanges til visse.
Der Stevninge-Seddel blev vider' oplæst,
Da fandtes at Ole paa Volden sin Hest
   Af Grandenes Heste var skiendet:
Part sagde: din Oxe har stanget min Koe,
   Part sagde: dit Skiut haver slaget min Soe,
   Og giennem min Agre fremrendet.
En anden fremkommer og klagede paa,
At alle hans Enge nedtraklede laae
   Af Ingebrichts ung Hark og Kalve.
Hvad skulle den Dommere sige til sligt?
Vi bøed at de skulle sin' Øyne vel digt
   Besmøere med Teigel-Steen Salve.
Blant andet kom en med et Spørsmaal for Dag,
Han sagde: Goe Skrivar Æg hæve ey Sag
   Angaaende meg og min Granne.
I giær nu vel at j græi os den ut:
Æg kiøbte ei Møll-Qvæin og Grannen eit Skiut
   I fælleslag skulle di stande;
Æg sa: min goe Grande brug Qvæinna me meg,
Saa gaaer eg halvparten i Skiute me deg,
   Og bytte saa, qva vi forqværva;
Saa kom eg for skaen, eg seia de maae.
Gu naae den, som Kors og Modgangen fæll paa!
   At eg kiaure Mærra forderva:
Som Grannen nu haur, eg skandera si Mær,
Og darme saa blei han ildherskien og tvær
   Og sloe saa mi Qvæin udi stykia;
Men nu vil eg vitja min kiere Land-Drot,
Om eg bør at taka den Skaen for godt
   Og sei meg, hva j nu mon tykia
Æg meine saa: hee han skandera mi Qvæn
Saa høyg eg ey flæra i Øikien igien,
   Og darme saa maae da faa drages.
Ney! hævn dig ey selver, det er dig en Last,
Og hvilken, som altid vil age for fast,
   Hans Vogn-Hiul vil visselig knages.
Nu vel, min Stald-Broder! hvad tøve vi her
At høre forgieves Mundklammer og Vær?
   Kom, vilt du! da lader os vandre:
Vi droege fra Schierstad, til Kierstad og Moe,
Fra Moe og til Giellum, fra Giellum til Sproe
   Fra Sproe til Lekanger og andre,
Og der ifra hen imod Birkedals-Lii,
Om Aaness og Skaaness og Dalen forbie
   Jeg kand ikke mindes dem alle;
Omsider vi landed' hos Kolbiøin paa Kratt,
Der holdtes et Bryllup, at Ørnen blev sat
   Med Glædskab paa Høyene Halle.
Vi hilsed' i Huset og bøed en goed Dag,
Men Giesterne bad os velkommen i Lag,
   Der skienktes i stoere Træe-Bolder.
Den ævig Guds Skaale de finge paa gang,
Og ærede hannem med frydefuld Sang,
   Som Landsens Sædvane det holder.
Derefter begyndte man Konningens Skaal,
Samt Dronningens, Prindsens med frydefuld Skraal,
   Saa Bispens og Amtmandens Minde;
Man fandt ingen Pæler i Bolden at staae,
Hver slugte det meeste han kunne formaae,
   De lod sig godvillig befinde.
Omsider blev Giesterne talendes vel,
Dog al Disputats var en Ort med en L,
   Det er deres gangbare Vare.
Latinen og hængte paa Tungen bereed,
Slig Gloser, som giør Ciceroni Fortræd,
   Og hvortil ey Varro vil svare.
Det lakked ad Tiden, man skulle den Brud
Geleide til Sengen med Spil og med Liud
   Og sette paa hende en Hue.
Saa dandsed' man hende af Gienternes Lav,
Og Bruden sig dertil godvilligen gav,
   Sprang efter af gandske Formue.
I Kofven var Sengen til Bruden bereed,
Brudgommen med hende, de fulde derned,
   Man saae dem stiltiendes beede:
Brudgommen tog Huen, sat Bruden den paa,
Forældrene, som og derhos monne staae
   Væe-modelig tog til at græde,
Udvisende dermed, at saadan en Stand
Medfører ey andet end Taarefuld Vand,
   Besværing med Kummer og Møye:
Begyndelsen sig vel med Glæde beteer,
Men Enden dog vist med Bedrøvelse skeer,
   Naar Døden tillukker vort Øye.
Om Morgenen tilig, der Dagen frembrød,
Fremkom den Kiøg-Mester og Giesterne bøed
   Hin Klinede Lefser og Gomme,
Kam-Kager og allehaand' krusede Brød
Og stoere Træe-Skaaler med Hamborger Miød,
   Vor Qvinder de giorde dem tomme:
Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæel,
Tak have den Dan-Qvind, som giorde saa vel
   Og ikke godt Tilbud forsmaaede!
Ey heller var Anfrie og Malfrie saa svag,
De begge med Flasken jo droges et Drag,
   Saa meget de Stakler formaaede;
Det er ikke heller at undres saa stort,
De giorde, som Moder før dennem har giort,
   Thi Børen Forældre paaslægter;
Men efter at Folket var skikket til Bord,
Opstiger Brudgommen og taler sin' Ord,
   Alt som hans Fornuftighed mægter.
Han drikker sin Fader fornemmelig til,
Og siger: Min Fader, jeg eder nu vil
   Min Dannemands Skaale tilbyde,
Jeg ønsker at HErren i denne min Stand
Mig Skiæbnen og Lykken vil føye til Hand,
   Hans rige Velsignels' at nyde!
At jeg i Fremtiden min' Venner til Gavn
Kund' bære med Ære et Dannemands Navn
   Og Grande-Hæv blive blant alle.
Hans Fader annammed' den Skaale med Tak,
Og efter han hende til Bunden uddrak,
      Loed han der en Daler i falde;
Han derfra til Brudegoms Mændene gik
Og dennem med samme slags Hilsen unfik,
   Dernæst til de andre deslige,
Han lod dennem viide og venlig forstaae,
De ville dog ikke den Skaale forsmaae,
   Og hannem for ingen Deel svige.
Saa sendte han Bolden om Bordene fort,
Part kasted' en Daler, Part kasted' en Ort,
   Smaae-Skillinger gaves af Somme;
Endeel loede stoerlig sin Rundhed betee,
Foræred' i Skaalen en treffelig Skee,
   Som nys fra Guldsmeden mon komme,
Men andre, som ikke ved Penninger vaar,
Beloved' Foræring af Gieder og Faar,
   Et Heste-Læs Møeg eller meere;
Og blev det ey Mykker saa blev det vel Dræk,
Det er ikke heller at kaste saa væk,
   Af saadant skal Jorden florere.
End meere: hans Fader var hannem saa goed,
At han og Halvparten for Sønnen oploed.
   I Jorden, han monne besidde:
Der gaves af Jorden i Landskyld et Pund
Paa hvilken han føedde tre Kiøer og en Hund,
   Saa kand man hans Riigdom vel viide.
Der Sønnen den halve Deel bøxled' og toeg,
Saa lidet det siden for tvende forsloeg,
   De bleve forarmede begge;
Det varede knappest et Aar eller toe,
Kom Junker Smal-Hans in hos hannem at boe.
   Og Thomas forinden hans Vegge.
Men Halvor hin gamle, som Aasen besad,
Han dyrkede Jorden, mens Seenerne gad,
   Saa længe hans Kræfter tilsagde,
Afstoed ey en Foeds Mond i Ager og Eng
   For Søn eller Dotter, for Tøs eller Dreng,
   Til man ham i Graven nedlagde;
Hvorfore den Dannemand ey til sin Død,
Behøvde at beede sin' Sønner om Brød,
   Ey trænge til Dotterens Naade,
De andre, som sig under Børnene gav,
De tvangdes paa Sidsten til Poeser og Stav
   At vanke i ynkelig Maade.
Det gaaer her i Landet gemeenligen saa,
At Jordene sættes Lods-Eyere paa
   Langt over tilbørlige Maade,
Det eneste Fader tilforne besad,
Det haver hans Sønner tree, fire paa Rad
   I Bøxel, og over at raade.
Derover saa kommer al Klammer af sted,
Den eene forarmer den anden derved,
   Nu ville de, Jorden skal byttes,
Nu Agerne maales med Liner og Snoer,
Nu klager den eene: din Part er for stoer,
   Nu vil han, sin' Huse skal flyttes.
Hin klager, sin Gaarde-Rum falder for trang,
Hans Broders Huus-Tompter er meget for lang,
   Nu fanger de an til at true;
Nu meyer den eene den anden for nær,
Nu bliver en Broder den anden saa tvær,
   De gider hinanden ey skue.
Sligt kommer, naar Jorden er deelet og spreed,
Enhver eyer lidet at nære sig ved,
   Thi gaaes ey Veyen den rette,
Betragt det du Ombuds Mand hvilken du er,
Hav dog ikke Bøxel og Penge saa kier
   Og giv ey Aarsager til Trætte!
Tolv Daler i Bøxel for vogen maae ud
Og gammel Gield-Oxe til Støvlenes Huud,
   Thi Kiødet bør Skindet at følge,
En Buk og udlovet til Kiøkenet blev,
Betænk og Hommanden som Seddelen skrev!
   Jeg kand ey din Skyldighed dølge.
   Derefter bereed dig paa Penger med Fliid,
At klare din' Skatter hver Ledingsbergs Tiid,
   Hvis ikke vil Lehnsmanden kræve,
Han tager to andre i Selskab med sig,
Langt arger' end han, de besøege vil dig,
   Om skattens Restancer at stræve.
Men haver du intet, da bliver det sandt,
De tager din Koe eller Oxe til Pant
   Og leder dem af dine Grinder;
Er Qvæg ikke til, da vurdere de dog
Din Kiedel og Gryde, der hænger paa Krog
   Og alt hvad de fore sig finder.
Begiæres Forskaansel, da svares dig, ney,
Personers Anseelse skiøttes her ey,
   Hver bør sine Skatter at yde;
Giv HErren sin Ære, giv Kongen sin Told,
Betænk, at du haver Mark, Ager og Vold
   Af GUd og din Konning at nyde!

Om Ledings-Bergene

Nordlændene holde og Markeders Tiid,
Hvor meenige Sogner forsankes med Fliid,
   Medførende mange slags Vahre,
Fra inderste Fiorder og yderste Skiær,
Sin Skat og Land-Gilder og Leeding enhver
   Til Øvrigheds Stænder at svare.
Den flittige Kræmmer og passer op paa
I Tide sin' Telter og Kiæll at opslaae,
   Opskiber sit Lærret og Klæde,
   Men Tønden beholder det middelste Rom,
Man tapper de selv-giorte Kander paa Skum
   Med megen Samvittigheds Glæde,
Er nogen blant Skaren, som lyster en Pæel
Og Kanden fuldkommen, da tappes der vel,
   Dog først tælles Skillinger aatte;
Der Greis det fornam, see da gik han omkring,
Men Kræmmeren føeled' et smerteligt Sting,
   Thi raabte han hvad han formaatte:
Høer Greis! kom dog nærmer, jeg seer I er tørst,
Goed Taar! denne Kande spanderer jeg først,
   Den anden I selver betaler;
Og Gregus var tørstig, hvad kund' det forslaae?
Den anden og tredie fulgte derpaa,
   Han Qvinden at tappe befaler;
Greis seer sin Staldbroder gaae Kiællet forbie,
Han raabte, min Broder! jeg holder dig frie,
   Giør vel, inden Døren at stige;
Paa sidstet blev begge vel vædsket og vaad,
Og saa foer all Fisken i Kræmmerens Baad,
   Hvad haver nu Greis til at sige?
Om Morgenen, Manden udsovet sit Ruus,
Adskilligt han skulle da kiøbe til Huus,
   Baad' Klæder og Lærrit til Skiorte:
Han tinged' paa Hamp, paa Slib-Steener og Liaa,
De svared': skaf Fisken, saa skal du vel faae,
   Men see! da var Fisken alt borte.
Og som hans Betalning var gangen paa løb,
   Saa maatte han nøyes med dyrere Kiøb,
   Kom dermed i bunde-løes Sumpe.
Thi dersom du altid vil skiølle din Hals,
Da tænk og at sætte din Kiole til Fals
   Og løebe med Sværtede Rumpe!
Men Kræmmerne lagde sin Baader paa Rey,
Og flagge med Vimpler forsømtes der ey,
   Thi Handelen gir Avantage,
Hver tog at indskibe sin Ladning med hast,
Saa vandt de sin Seyler paa flaggende Mast,
   Til nærmeste Ledings-Bergs Pladser.

Om Lapperne og Findene

Hvad er det du skriver du drøsende Pen!
See, slaer du nu slet udaf Tankerne hen
   Vor Field-Mænd og stumpede Lapper;
Du veedst jo de bygge blant Klipper og Knold,
Og haver i høyeste Tinder Tilhold
   Blant u-kiendte Stier og Trapper.
Dog er der udvalt en beskikkede Tiid
Paa hvilken de komme i Bøygden her ned
   At handle med Folket og kiøbe;
Som er paa Sanct Hanses den Døberes Dag,
Saa seer man de Lapper med Reens-Dyret spag
   Til Jensokis Marked at løebe.
Sin' Vahrer de føre paa Reenernes Ryg,
I Kløvier forvaret saa sikker og tryg,
   At intet kand dennem frakomme;
I fordum de handled' med Field-Fross og Maar,
Men saadant formindskes alt Aar efter Aar,
   Thi Skovene giøres nu tomme.
   Hos dem, som hos andre er Handelen alt
Fordervet, forkarvet og lider Gevalt,
   Udarmet er vorden de fleeste;
Jo ældere Verden hun bliver af Aar,
Jo verre, jo slemmer' er Menniskens Kaar,
   Vi have alt levet det beste.
Mens Reens-Dyrers Huuder og Dyne-Skinds Vær
Samt Næver og stoppede Poeser med Fiær,
   Skind-Handsker, Find-Støvler og Lommer
Af Huuder og Skind heel behændig bereed,
Befarvit med Barken af Olderens Veed,
   Det er det man hos dem bekommer.
Sin' Kioler de herlig broderer med Tin,
Som haver med Sølvet Anseelses Skin,
   Og meget i Øynene praler;
Det meeste de slide, er Klæde-Kiersey,
Thi Vadmel hos dennem er brugelig ey
   For Mangel paa uld-rige Smaler.
Det Folk er særdelis af sælsom Natur
Kort-benet i Vexten og støt af Statur,
   Ey meget uliige til Dverge;
Man finder der sielden en voxen og stoer,
Med mindre hans Moder mistænkes for Hoer,
   Dog vil jeg derfor ikke sværge:
Skarp-Øyet i Sigt og forbister i Siun,
Og heel under Ansigtet gusten og bruun,
   Spis-Haget og Kiægerne lange,
De plages ey heller med Rigdom af Skiæg,
Men Hagen er nøgen og bar som en Væg,
   Jeg har det befunden hos mange.
Og findes end nogle, som Skiægge-Haar har,
Er Haarene moxen saa tynde og rar,
   At man dennem tælle vel kunde;
Om Mangel paa Varmen hos dennem det giør,
Hvad heller det, for de er maver og tør,
   Skuld' komme, jeg kand ey begrunde.
Hvad Huse, Palladser og Bygning angaaer,
   Af sex eller otte smaa Kieppe bestaaer
   Al Findens Pauluner og Boelig;
Han binder de Kieppe tilsammen i Ring,
Og lader et Dække der kastes omkring,
   Hvor inden han hviler sig roelig.
Han lever og er med sin Gamme tilfreds,
Ja om han end eyed' al Persiske Kreds,
   Var han ikke bedre fornøyet:
Thi Huset det følger med Manden afsted,
Hvor Manden henvandrer, did vandrer det med,
   Giør dog ikke Manden bemøyet:
Til Gulv og til Benker han andet ey har
End Qvister af Træerne, Greener og Bar
   Det bliver hans Bolster og Leye,
Hans Hynder og Dyner, hans Lagen og Seng,
Det er hans Høy-Sæde for Hosbond og Dreng,
   Hans Huus-Geraad han monne eye.
Paa middelste Gulv er Fyr-Stædet opsadt,
Hvor uden Afladelse Dagen og Nat
   De hugne Gran-Stomper mon brænde.
Der ligger da Sønnen ved Faderens Foed
Og Dotteren Ring-viis mod Moderen snoed,
   Og Søster ved Broderens Ende;
Men holdtes ey Ilden saa idelig ved,
Hvor skulle de Kuldens U-lidelighed
   Og Vinterens Pust overvinde?
Dog skader dem meget den idelig Røg
Hos hvilken de ligge i Hylster og Smøg,
   Den giør dem Suur-Øyet og blinde.
Blant tusinde Lappiske Qvinder ey een
Man finder, som er uden Øyenes Meen,
   Helst dem, der er vorden til Alder;
Det Folk bruger og en besynderlig Dragt,
Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,
   Hos dennem det aldrig forfalder,
De aldrig bevilge forandret Habit,
Men Kioelene aabne i Bringene vit,
   Med Bræmmer og Lister omsnoerit,
De Buxer og Hoeser er' skaaren i eet,
   Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,
   Med Reen-Kalvers Skind underfoeret;
De slide Koemager i steden for Skoe,
Saa Fødderne være kand smidig at snoe,
   Det er kun en eniste Saale,
Derover er syed med det tyndeste Skind,
Og Foeden er snøeret behændig derin,
   Det tætteste Læggen kand taale:
Ved saadan en Klæde-Dragt kommer og det,
At Lapperne løebe gesvindig og let,
   Heel' Miiler foruden al Sveede.
Skull' nogen, hvis Legem var ikke bevant,
Ham giøre det efter, han visselig fandt
   Afmægtighed, Træthed og Heede.
Hos Qvinderne holdes Sølv-Belter i Brug,
Omhiordede dobbelt om Lænder og Bug,
   Det er deres Helligdags-Klæder;
Samt Spænder og Ringer om Brystet besat,
Naar Sølvet det fattes til beste Zirat,
   Blir Messingen dygtig til Kiæder.
Og som de paa Hamp haver ingen Forraad,
   Saa tvinde de Seener i steden for Traad,
   Udtagne af Dyrenes Skanke,
De rives i stykker og drages saa fiin,
At Traaden er, som af det netteste Liin
   I fremmede Lande kand vanke.
Dog falde mig største Forundringer in,
At Qvinderne saadant paa bareste Kind
   Saa net et Arbeyde kand drive;
De dermed os minder fornuftelig paa,
Man bør ey de Kunster og Midler forsmaae,
   Som selver Naturen mon give.
Anlangende Midler og timelig Gods,
Da, endog de fleeste stoer Mangel er hos,
   Og lider Nødtørftigheds Plage,
Saa findes dog nogle, hvorvel de er faae,
Hvis Midler til nogle Gang Hundred kand naae,
   Kand sig og til Tusind' bedrage.
Den høyeste Skat de beflitte sig paa,
Er, Reens-Dyr og deres Af-føedning at faae;
   En Simle den koster en Daler;
Man kalder den Simle, som hun er af Slag,
Men Oxen (ey ringeste Skillings Aftag)
   Man dobbelt saa dyre betaler.
Han veed ey at tælle til høyer' end Tie,
Et Tie er hans høyste Beregnelses Stie,
   Det kaldes et Lock til at være:
Den Lap tykkes Rigdommen voxe sig nok,
Hvis Dyr kand bereignes tie dobbelt i Lock,
   Da synes ham først at regiere.
Han malker sin' Simler, som Bonden sin Gied,
Han kiæser sin' Oste fortreffelig feed,
   Han fostrer sin' nye-fødde Kalve,
Han vogter og Qvæget, som Hyrden, med Lyst,
Han slagter imod den tilkommende Høst,
   Han bruger Been-Fedmen til Salve.
Han vaager om Vinterens haardeste Nat,
   Han frygter for Ulvens Tilkommelse brat,
   Som Dyrene tragter at rive.
Han er i Bedrøvelse mangen en Gang,
Ham Ulven giør ofte saa hiertelig bang,
   Han veed ikke, hvor han vil blive;
Dog ikke for sin men for Dyrenes Nød,
Thi naar at han kommer, da river han død,
   Forstyrrer de roelige Tinder;
Og hvad han ey river, det jager han bort,
At Eyeren løber og veed ikke hvort
   Han sine forvildede finder.
Du spørger, hvad Lapperne have til Kost?
Da lever de næsten af Reens Melk og Ost,
   Som blandes i Vandet og mænges,
Desligest af Kiødet, som tørres i Vind,
Det giemme de siden og lade det in
   I Huulede Træer ophænges.
Hans Piler og Bue forskaffer ham ok
Af vildeste Skover mangfoldelig nok
   Til fersk' Mad og daglige Spiise,
Ja Biørnen maae ofte tillade sin Krop,
Og Lappen ham æder saa gladelig op,
   Han siunger for hannem en Viise,
Ham synes, han æder den lækerste Mad,
Naar Kiødet af Biørnen frembæres paa Fad,
   Han levner ey ringeste Smule;
Han samler Ryg-Raden og Skankene lang
Ja alle hans Been, og med siungende Sang
   Begraver dem ned i en Huule;
Han vil ey tilstæde, det ringeste Been
Af Biørnen skal brydes og brækkes til Meen,
   Hvad Tanker han derom vil giøre!
Og hvilken forgiftig afgudiske Troe,
Der under slig Besters Begravels' mon boe,
   Det vil jeg i Pennen ey føre.
Det er at beklage; den Lappiske Slægt
Er meget med Hedenske Taage bedægt,
   Hvor vel deres Præster formane
Med Trusler og Ord som retsindige Tolk',
   Maae man dog ugierne fornemme det Folk
   Vil elske Forfædrenes Vane.
O give! vi vare bemægtiget saa,
Det Lappiske Tungemaal til at forstaae,
   Som Norsk eller Dansk til at tale!
Da kunde der blive Forhaabninger om,
At faae dem omvendt; men o! HErre saa from,
   Vi ville dig Dommen befale!
Hvad hielper, det Præsterne giøre sin Fliid?
Det er kun om Aaret en eniste Tiid,
   At de vore Templer ind-rømmer;
Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord
Annammes til HErrens høyværdige Bord,
   Som gudelig eigner og sømmer;
Hvad enten de giør det med Hyklerske Tant,
Og heller andægtig, er HErren bekant,
   Som prøver all' Hierter og Nyrer;
Han lade sin Sæd iblant Klipperne groe!
Han selver forøger den svage Mands Troe,
   Al Ting til sin Ære han styrer.
Men det er hos Lappen berømmeligt frit,
At ingen fra anden bortstiæler en Hvidt
   I Skov eller alfare Veyer,
Der bar aldrig nogen for Tyvene Frygt,
Og ingen har Laas eller Lukkelse trygt
   For noget af alt det han eyer.
Staburet hvori deres Spiisning er lagt
Er Huulede Træer med Næver betakt,
   Det kalde de Lapper sin Stave,
Der er deres Kiød, deres Ost, deres Mad
U-saltet, vindtørret, Reen-Skanker og Rad,
   Slig Retter beqvemme slig Mave.
Man vil og vel sige, det Finnerne kand
Med Ryllen og Tryllen og Troldoms Forstand
   Baad' Veiret og Vandet forgiøre;
Ja og at insætte forflyvende Gann
I Folk, Creaturer, i Marker og Plan,
   Det man og kand mangesteds høre;
At de nogen Omgang med Dievelen har,
   Jeg derpaa har mangen gang Kiendetegn klar
   Med seende Øye fornummet;
Beteer dennem nogen Forhaanels' og Spee,
Og Finnen han truer, Ulykke skal skee,
   Da bliver det tit efterkommet;
Er noget tyvagtelig snappet dig bort,
Og veed ikke, hvilken det Puds haver giort,
   Søeg Finnen, han skal det opdage,
Han skal dig Personen navngive med hast,
Og komme de skyldige Fingre til Last
   At bære det staalne tilbage;
Begierer du Tyven et Merke maae faae,
Hans syndige Gierning at kiendes derpaa,
   Det er ham et liden Umage,
At sende sin kunstrige Dievel et Bud,
Han ville gesvindig af Hovedet ud
   Et Øye paa Tyven udslage;
Est du af modstridende Vind i Arrest,
Og ynsker til Reisen en føyelig Blæst,
   En Fin skal den Handel forfremme,
Han bruger sin lønlige Kundskab med hast,
Og slaaer paa Haandklædet tre Knuder vel fast,
   Dem giver han dig udi Giemme;
Løes Knuden, som først blev inknyttet i Baand,
Saa falder dig passelig Seiling i Haand,
   Men vilt du den anden opløse,
Da krympes maa Seylet ved halvten i Mast,
Men løses den tredi' da gaaer hun for fast,
   Da faaer du til Pompen at øese.
Og est du paa denne nærværende Dag
Begierlig at viide, hvad Handel og Sag
   Paa de og de Steder sig hænde
I fremmed fraliggende Pladser og Ort,
Jeg kiender de Finner, det haver kundgiort
   Og kunde det give tilkiende.
Han kaster sig flad op paa Jorden udstrakt,
Og falder slet hen i Besvimels-Afmagt
   Foruden al rørendes Aande
Men naar han til Livet opqvegnes igien
   Fortæller han, hvor han vidt-værendes hen
   Har vanket i fremmede Lande:
Og paa det hans Ord kand forsikres med Ja,
Da fører han seendes Pant derifra,
   Som den eller den haver eyet.
Saaledes kand Satan forgiøgle det Sind
Dem han ved Vantroen forsteenede blind
   Til sine Liv-egne har leyet!
Sin Ganne-Kunst bruger han og som en Mand,
Og sender hvort hen hannem lyster om Land,
   Forgiftig Beelzebubs Fluer,
Han setter dem in udi Folk eller Fæe,
Beskader saa mange uskyldige Cræe,
   Som skrækkes for saadant og gruer.
En liden Fortræd ham ey hendes saa snart,
Han straxen opfyldt af Hevngierrigheds Art
   Med Gann sin Modstander mon plage;
Men allermeest er det Forundringer værd,
En Gannen insetter, den anden har lært
   Den samme med Kunst at udtage.
Nu maatte man spørge: hvor giøres det godt,
At Satan med Satanam øver sin Spot?
   Kand Dievel en Dievel uddrive?
Det synes at saadant mod Skriften er sagt,
Hvor skulle man kunde da give det Magt,
   Hvis du i din' Vers monne skrive?
Jeg svarer dig af min Eenfoldighed vel,
At Satan paa Folk veed at giøre Forskiel,
   Og efter Personer sig føye
Sig goed at anstille han vel kand forstaae,
Og er dog ey alt udi Gierningen saa,
   Som han dig fremviiser for Øye.
Tit synes en Dievel giør' anden gevalt,
Det er ikkun giort for Fortienesten alt,
   Med Villie loed Sigvard sig binde;
Den Gierning er hannem ey tung eller suur,
At hielpe det Menniskes Legem' ved Cuur,
   Hvis Siæl han i Tiden vil vinde.
See! Satan i tusind-fold Kunster bekiendt,
Skull' han ikke viide ved Experiment,
   Hvad skiult i Naturen maae være,
Og han, som al Verdens Omripping har haft,
Skull' han ey udgrandske den lønlige Kraft,
   Som Jorderigs Urter mon bære.

Helgelands Beskrivelse

Nu vil jeg fra Lappernes Handel omsnoe,
Begynde med mine nye-lappede Skoe
   Paa Helgelands Ley-Boel at træde:
Blant Nordlandske Provstier regnes du først,
I Skatte-Mandtallene vises du størst,
   Du giver saa mangen en Sæde!
I dig er jeg baaren og svøbet i Klud,
I dig har jeg holdt mange Tørninger ud,
   Ja haft baade Velstand og Møye,
Men hvad det har vært, enten Fryd, eller Ach!
Saa skee for altsammen min Skabermand Tak!
   Jeg la'er med hans Villie mig nøye.
Sogn-Kaldene vorder beregnede Tree:
Brønøen det første, som ligger i Lee
   For alle Vey-farende Giester,
Og Alstahoug ligger lidt længer i Noor,
End Nordere han udi Rødøen boer,
   Den trede blant Helgelands Præster.
Saa følger tree Cappellanier dernæst;
Som alle betienes enhver af sin Præst,
   Man dem Residerende kalder.
Vor Lands Lov om dennem befalet har saa,
   At Pastor af Renten skal lade dem faae,
   Hvad vært har fra Fædrenes Alder.
Det bliver gemeenlig saaledes afsagt,
At til Residerende vorder aflagt,
   Hvad Kirken og Alteret giver:
Som Børne-Daab, Kirke-Gang, Offer og alt,
Af Puse-Fæe Vielser, hvad som der faldt,
   Det Vice-Pastorernis bliver;
Men Landskyld og Tiender af Sæden og Rug,
Henlegges til Pastor, til Bordet og Dug,
   Enhver haver sit til at raade;
Thi burde de give sig HErren i Vold,
Betænke de nyde sit Livets Ophold
   Af Guds og vor Kongelig Naade.
Men Brønøens Hoved-Kald deeler sig af
I fire Kirk-Sogner fra Fields og til Hav,
   Man først paa Bindalen begynder,
Som in udi Fiorder henbøyer sin Gang
Og setter en rigtige Skille-Velts Stang
   Imellem vor' Nordland og Trønder.
Søer-Sømnen og Noor-Sømn mod Stranden udskiær,
Vell-Fiorden det inderste Bøygde-Lav er,
   Og fleere der ey er at minde;
Men Vægen det Eyland omskylles af Vand
Bebygges af tredsindstyv' Bønder paa Land,
   En Kirke der staaer til at finde.
Ved samme Land-Strekning og Klipper er sat
En Fierding fra Brønøe den stoere Torg-Hat,
   Som seer med usovendes Øye,
Og aldrig saae Argus med sine saa klart,
Alt havde han hundred til hundred bevart,
   Han sigted' og aldrig saa nøye;
Og det er den Klippe med merkelig Top,
Som haver for andre paasættet sin Kop
   En Hat udaf Kampen hin haarde;
Hvorunder den haver sit Øye bereed,
Som aldrig af Søvnen kand vorde forleed,
   Ey heller tillukket kand vorde:
Thi GUd og Naturen saa dannet det har
At midt giennem Klippen staaer aaben og bar
   Et Hul moxen rundt til at skue,
Der skinner igiennem baad' Himmel og Dag,
Der finde de Fugle saa sikkert et Tag
   Og Geden saa roelig en Stue.
Jeg mindes de Alstahoug-Sogner ret vel,
Tree murede Kirker og Sandness-Capel:
   Tiøtøen begriber den eene,
Paa Alsten den anden ophøyer sin Spiir,
Den trede paa Herrøe med hederlig Ziir,
   Opbygget af esse-blød Steene.
Paa Esse er her udi Landet ey Skort,
Der bliver af Biergene huggen og giort
   Paa mangesteds temmelig Ovne;
Dog springer de Ovne ved Ilden saa tit,
At Kiøberen finder sig liden Profit,
   Thi tager den Næring at dovne.
Paa Tiøtøens deylig og drabelig Øe,
Maae jeg mit Poetiske Pulver udstrøe,
   Der findes oprettede Steene,
Som staae over Jorden heel steilende brat,
Og er dog med Menneskens Hænder nedsat,
   Hvad skal man om saadanne meene?
En Part af de Steene slig Storlighed har,
Alt var der Tie Heste forspændet i Par,
   Urokked de loede dem være:
Jeg dømmer udaf min Eenfoldighed saa,
At saadanne Steene er planted at staae,
   Til Kiempers Afmindelses Ære.
Man læser, at fordum var Kiempernes Sæd;
Hvor de sig udvalte Begravelses Sted,
   Lod de Monumenter oprettes,
Paa det deres Navnes lovværdig Respect
Hos den efterlevendes Alder og Slegt
   Ey skull' af Hukommelse sættes:
   I Fordum har Hareck paa Tiøtøen boed,
Der skrives, han var udaf Kongelig Blod,
   Af Høfdingers Herkomst oprunden:
En Mand, som i Kampen var aldrig forfærd,
Men hærded' i Fiendens Tarme sit Sværd,
   Med hvilket han Seyer har vunden;
Før Norge kom under den Eenevolds Magt,
Da havde den Hareck ved Herre-Skiold lagt
   Alt Helgeland under sin Vælde,
Han holdte de Strømme og Havnene reen,
Og giorde Søe-Røverne Modstand og Meen;
   De kunde mod hannem ey gielde.
Ved Alsterhougs Præstegaard findes at see,
Syv Søstre, som fletter sin' Lokker i Snee
   Syv Damer, og alle saa viide,
Hvoraf i Land-Carterne meget gaaer Rye,
Hvis Toppe opstiger anseelig i Skye,
   Og sees i Havet saa vide;
Der holder de Søstre paa høyene Hal
Saa høyt, at Søe-farende langt fra den Val
   Kan Kiendingen have til visse;
At naar andre Klipper forsvinder af Siun,
Da vorder de Damers Syv-foldet Paulun
   Opreiset paa rankede Spisse;
Hver ordentlig haver indrømmet sin Plads,
At ingen forkørter en andens Pallads,
   Hvers Grendser afpælet er lige;
Forinden er Vefsen den krogede Fiord,
I hvilken er mangen en græs-groed Jord,
   Med kostelig Bugter og Viige:
Fiir-Hundrede Bønder der bygger og boer,
Naar Aaringen' lykkes og Kornet det groer,
   Da findes Forraad inden Dørre;
Der tages af mangen arbeydende Krop,
Alt Aar efter andet nye Rydninger op,
   Og Almuen vorder alt større.
Mens Agrene blomstres, staar Bøygden i Floer,
Da gives vel Næring for liden og stoer,
   Men skulle (det HErren forbyde!)
   Mislinge med Vexten, og Grøeden toeg af,
Da blev det ey andet end Hunger og Grav,
   Og Døden i trede hver Gryde:
Thi Fiorden er meget bebygget for tet,
Forproppet, forstoppet, aldeles besæt
   Med flere, end Jorden er mægtig,
Thi frygtes, at Landet dem spyer af Mund:
Gemeenlig nedsiunker de Skibe til Grund,
   Der fragtes meer end de er drægtig.
Der løber i Vefsen en gammel Fra-Savn
Alt om et Land-Stykke, Stor-Jorden ved Navn,
   Som end er u-dyrket og øde;
Der siges og er udi Sandingen hørt,
Hun staaer i æld-gamle Matrikler indført,
   For tolv Spanders Landgild og Skiøde:
Man mener Almuens Mangfoldighed før
Langt høyer' har steeget, end Tallet nu giør,
   Den Sorte Død var en Aarsage,
Som over al Verden grasserend' opkom,
Han feyede Landet og giorde det tom,
   Der blev ikke mange tilbage:
Vel hen ved fiir' hundred Skorsteener paa Rad
Befantes at ryge, naar Folket fik Mad,
   Og ædende Tiid var for Handen;
Men da denne Giest hadde vanket der frem,
Blev rygend' Arn-Steder knap fiir' eller fem,
   Her plukkedes een og hveranden.
Da bleve de Pladser, som før var beboed
Derefter med Graner og Moese begroed,
   U-dyrket laae Planer og Volde,
Og der man gik fordum med Harve og Plov,
Blev siden Ud-Ørken og vildende Skov,
   Hvor Biørner og Ulve tilholde.
Dets Sandhed bekræftes med synlige Tegn
Af dennem, der endnu nye Bøeler og Eng
   I disse vor Tider opleeder:
De funden har tit under Træernes Roed
Kul, Næver og andet, hvoraf de forstoed,
   Der før har vært vaanede Steder.
   Men Ranen, som Vefsen, er folke-rig nok:
Tree Hundred' Jord-siddend' og end vel en Flok;
   For nogen Tiid vare de børge:
Fem seylende Jægter de hadde paa Gang,
Da vanked' i Ranen baad' Lang-Spil og Sang,
   Og ingen der hørtes at sørge.
Imedens at Jægterne holdtes i Brug,
Da fattedes Bonden ey Meel eller Rug,
   Der vanked' en herlig Tilføring:
Almuens Credit stoed i Bergen ved lav,
Nu tager den Næring alt dagligen af,
   Seyladsen med al sin Behøering;
Mens Bønderne seyled' og Jægterne foer,
Da stode Nordlandene deilig i floer,
   Men anderleds lyder nu Piben:
Thi Verden sin Pelts har nu snoet omkring,
De strippende jager saa kunstrig i Ring,
   At Bonden er kommen i Kniben.
En Bonde hos anden Udredning før toeg,
Nu staaer de tilsammen i Kræmmerens Bog
   Til begge sin Øren gield-bunden;
Hvad Lotter der avles, bortsnappes i Skyld,
Nord-Faren er syg udaf Fattigdoms Byld,
   Nu haver man Seyeren vunden,
Naar nu deres Præst eller Øvrigheds Mand
Aarsages at reise til Land eller Vand,
   Paa Embeds Forretning at være,
Da findes blant Hundrede neppelig fem,
Som mægter at bære paa Bordet her frem
   Saa meget, hans Giest kand fortære.
In Summa: vort Land er saa herlig tilreed,
De Blinde maae lukke sin' Øyne derved,
   Og døv Mand ey længes at høere:
Nord-Polen maae dandse, den saadant kand see,
Og glædes maae Riimfrost med Hagel og Snee,
   Som falder ved saadanne Dørre,
End er det at tage særdeles i agt,
At Ranen beligger hen under den Tract,
   Hvor Veyen beqvemmeligst falder
Til Sverrig hen in, thi for nogen en Tiid
Kom aarlig Kiøbmænder forreisendes hid,
   Man dennem Bark-Karlene kalder:
Om Løber-Miss droge de hiemmen fra sit,
Fra Uma, fra Lula, fra [[Torne (Sverige)|]], fra Pit,
   En Reise ved tredsindstyv' Miiler,
Tilhandled' sig tørrede Rokker og Sey
Mod Varer, som Landet utienlig var ey,
   Som: Smidde-Fang Øxer og Fiiler:
Den Handel var sandelig ikke saa slem,
For Fierde-Deel Daler man kiøbte hos dem
   Et Plov-Jern, en Øx og deslige,
Som i en halv-Daler hos Kræmmerne stoed,
Det var vel at ynske, den Handel paa Fod
   Var kommen, og holdtes ved liige.
Nu vil jeg fra Fiorden til Værrene gaae,
Hvor skinnend' Bræm-Hæster paa Skiærrene slaae:
   Frøe-Holmen mig rinder i Tanker;
Det er en fraliggende Eniste Holm,
Hvor Bølgerne brøele som Oxen hin olm,
   Og hart in paa Husene banker;
Om Sommeren haver der nogle sin Roer,
Om Høsten sig ingen fordrister og troer,
   Den ligger paa den Tid ubruget:
Thi naar en Nord-Vest blæser heftelig paa,
Da bliver hvert Huus og hos-staaende Skiaae
   Af skyllend' Brem-Hester opsluget;
Det andet Aar bygges der Huse paa nye,
Opretter saa deres fordervede Bye,
   Den Æolus før haver sluffet:
Et Aar eller otte det varer saa hen,
Saa kommer Neptunus og snapper igien,
   Der er det Arbeyde beskuffet.
Nu følger Rødøen, det seneste Kald,
   I hvilket og merkes adskillig Tilfald,
   Som noksom er værd at opteigne:
Lur-øen, Rød-øen, Mel-øen ogsaa,
Paa hver af dem seer man en Tempel at staae,
   Det fierde sig Trenen vil eigne,
Dog Trenen kun for et Annex er inført,
Om hvilket og er i Søe-Cartet omrørt,
   Hvis Navn og paa Globerne skrives:
Man haver ey heller et herliger' Vær
Blant alle de Flekker paa Helgeland er,
   Hvor Fiskerie bruges og drives.
Jeg finder paa Globo, hvor Trenen er sat:
Den lige har Circulum Arcticum fat,
   Thi bør ham tillegges den Ære,
Han Nøgelen haver til Norder-Climat,
Hans klumpede Knolder er alle parat
   At tage mod Havets Besvære.
Du Trenen! du bierger saa mangen en Baad,
Naar Allerne raser u-børgend' og kaad;
   GUd haver dig selver beskandset
Med Halser og Gikler med Staver og Meed,
Paa hvilke de Aller sin' Skanker af Leed
   Har ofte forsprunget, og dandset.
Der drages saa mangen en vel-veyed Vog,
Hvormed at Restancen qviteris af Bog,
   GUd signe din' Grunde og Klaker!
GUd give dig Vandets Formue til Arv,
Den fattige Fisker maae fange sin Tarv,
   Som paa dine Støer omflakker.
Toe Miile fra Trenen opreises en Øe,
Ey heller den bør af Hukommelsen døe,
   Lovunden, som meget mon liude,
Derover det Ordsprog i meenige Mund:
See! hvordan han liuder den gamle Lovund,
   Og Trenen er længer derude,
Her samler Leylendingen Fugler og Duun,
   Her have de Lunder sin fælles Paulun,
   Her sværme uttallige Flokke;
Her klækkes de Unger i Refver og Uur,
Her har de udkaaret sig Fieldet til Buur,
   Her flyve de tusind' i Skokke:
Slig Mængde af Lunder jeg neppelig veed
At findes i Nordland paa nogen en Sted,
   Man seer dem i Luften at fliuve
Alt runden om Fieldet i Ring og i Ring;
Saa bliver og mange merkværdige Ting
   Hos disse slags Fugler at skue:
En Lunde hun klækker et eeniste Eg,
Det giemmes i Uren som inden en Veg
   I Klippernes inderste Huuler:
Et Reede bebygges det andet saa nær,
At en bider anden i Vinger og Fiær
   I Refverne, hvor de sig skiuler;
Men Bønderne, hvilke besidde den Plan,
Veed vel at antaste de Lunder med Ran;
   Og det ved afrettede Hunde,
Som er udaf Dannelse smidig og smaae,
Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa
   Og udtrække levende Lunde:
   Naar Hunden nu napper den Lunde ved Hals,
Som foran til ligger, hvis Liv er til fals
   Begynder han flux til at drage,
Strax griber den Lunde, der bagen ved sad,
Den fremste ved Stærten, og følges saa ad,
   Alt medens der een er tilbage;
Hvorover det skeer at en eneste Hund
Udslæber med eengang af mørkeste Grund
   Tolv, Tretten, ja Fiorten og fleere,
Og skaffer sin Husbond, som passer derpaa,
Saa meget til Bytte, som han kand formaae,
   Hvorved hans Gevinst kand florere.
Det synes at striide Naturen imod,
Hvert levende Dyr er sig selver jo god,
   Men ingen velvillig sig slagter:
Hvo løeber utvungen i Fiendens Vold?
Hver ynsker at nyde sit Liv i Behold
   Og efter Befrielse tragter:
Jeg slutter Naturen vil peege derhen,
At hvert Creatur det vil holde til Ven
   Sin' egne og dennem forsvare,
Thi kniber en Lunde ved anden sig fast,
I Tanker at hindre den myrdende Gast,
   Men kommer derover i Fare.
Naar Vinden er østlig, da er ved den Egn
De Fugler saa mange som Draaber i Regn
   Alt trint omkring Uren at sværme,
Jeg selv det med største Forundring har seet,
En fremmed han skulle vel meene herved,
   Man bandt hannem noget paa Ærme.
Den Lunde-Fær bliver og dyrere solgt,
End andre slags Fuglers, tree gange vel taaldt,
   Hver Kiøbende hende behager:
Aarsagen er denne, hun falder heel smaae
Og meget langt fiiner' i Stilker og Straae
   End den man af Ryperne tager.
Jeg har og fornummet i Rødøens Gield,
Skal ligge særdeles et Snee-dækket Field,
   Som lige fra øverste Tinde
   Og gandske herunder til dybeste Strand,
Ey viises en Flekke, saa stoer som et Spand,
   Som Snee-løes og bar er at finde;
Og var det alleene ved Vinterens Tiid,
Da var det ey sælsomt at Klippen var viid
   Men Sommer og varmeste Dage,
Naar Soelen til høyeste Trapper opgaaer,
Snee-Fonden i ligedan Skikkelse staaer,
   Kand ingen Forandring paatage,
Da dog at de Fielde, som ligge i Ring,
For Synden, for Norden og runden omkring,
   Omvexle sin vaanlige Klæder
Og skifter sin Dragt efter Sommer og Høst,
Nu skiønne, nu grønne, som noksom med Lyst
   Udvises hos alle de Steder.
Hvad herom skal sluttes, jeg ikke forstaaer,
Min Hierne ey heller at granske formaaer,
   Hvorledes sig saadant kand skikke,
Hvad enten det Bierg er af koldere Klint,
At Sneen forvandles saa haard som en Flint,
   Og lar sig af Solen ey slikke;
Hvad heller og Bierget er inden til fuld
Af Svovel og Varme, som driver al Kuld
   Saa meget den mægter, paa Dørre,
Og kand dog ey drive den længer herud,
End hen til den yderste Kant eller Hud
   Hvor Sneen da Modstand mon giøre:
Formedelst slig hæftig og mægtig Modstand
Bekommer da Kulden et stærkere Band,
   Dog sig mig: hvoe kand det erfare!
Hvoe haver indkiget i Jordens Grundvold?
Hvoe veed, hvad for Sted der er varm eller kold?
   Lad Physici saadant forklare!
Nu far da mit Helgeland! far da, far vel!
Jeg maae dig en liden Stund vise min Hæl,
   GUd give dig Velstand og Lykke!
For Kirken, som inden din' Grendser her groer,
For mange min' Slægtinger, hos dig her boer,
   Mit ynske GUd selver samtykke!

Saltens Lehns Beskrivelse

Vind Seylet, min Broder, jeg agter mig hen
Til Salten og dessen omliggende Lehn,
   Blant Fiorder og Bugter og Viige:
Tre Sogne-Kald ligge forinden de Field,
Nævn Gillisskaal, Bodøe og Laskestads Gield,
   Saa nævner du dennem tillige.
Først maa jeg til Gillisskaal styre min Stavn:
Jeg slutter den Egn har beholdet det Navn
   Af Gilder, hvortil man indbyder
Den meenig Forsamling, som giorde sig froe,
Da Landet var under den hedenske Troe,
   Med Ofringer til deres Guder:
Jeg finder i Norriges Krønike sat,
At Folk med vildfarende Mørkhed beladt
   I fordum udvælged' sig Steder,
Hvorhen sig forsamlede alle og een,
Og slikkede digt Offer-Boldene reen,
   Med megen Af-gudiske Sæder.
Den Præst har een Kirke, han prædiker i,
For andre besværlige Reiser er frie,
   Forskaanes at væde sin Trøye,
I den sted at mange blant Præstene maae
Fra Kirke til anden de Bølger hin blaae
   Hver Søndag besværligen pløye;
Thi Nordland saaledes beliggendes er:
Guds Lov maae forkyndes blant Øer og Skiær
   Uagtet all Fare og Møye;
Thi skeer det og tit at en talendes Mund
Maae søege sin Grav i den dybeste Grund
   Og lukke blant Fiske sit Øye;
Dog bør vi vort Embed forrette med Lyst,
Betænke, det er vor Samvittigheds Trøst,
   Om GUd os paa Vandet vil kalde,
Og døer vi paa Reisen til Kirker og Sogn,
   Da føres vi heden paa Israels Vogn
   Og for vores HErre maae falde.
Hvad vil en Guds Tiener bekymre sig ved,
At ham er udvalt et Begravelses Sted,
   Som Mennisken ikke kand finde?
Om han ikke bæres af Venner her ud,
Han kand dog med Mose begraves af GUd,
   Og lukkes saa roelig derinde.
Vi bør ey med Jona forandre vor Kaas,
Men reise saa længe, til GUd setter Laas
   For al vore Veye og Vandring.
Er HErren da kommen i Væjret og Vind,
Vi vil med Elia slaae Kaaben om Kind
   Og vente vor sidste Forandring,
Og sige med sidste Beslutning til GUd:
Velkommen, O Brudgom, at hente din Brud
   Og hende fra Fengsel udføre;
Jeg hidtil har været en reisende Mand,
Nu vil jeg dig følge, det snarest jeg kand
   Og lukke de yderste Dørre.
Men inden for Gillisskaal aabnes en Fiord,
Som Beyeren kaldes, hvis Egner og Jord,
   De boende Finner betræder.
Et Folk, som sig nærer af Ager og Fæe
Og haver saa vit frem for Lapperne præ,
   De synes lidt fiiner' i Sæder.
Bue-Finnen er og i sin Næring adskilt
Fra Lappen, som lever allenist af Vilt,
   Et Folk, som er vandt til at trælle,
Dog bruges gemeenlig iblant deres Slægt
Et Maal af en synderlig sær Dialect,
   Fraskillet fra Bue-Mandens Mæle;
I Beyeren voxer en kostelig Skov
Af Fyrre og andet som giøres behov
   Til Bygning til Huser og Tømmer,
Der hugge Bue-Finnerne Planker og Bord,
   Af hvilke de kiækkeste Jægter blir giord,
   Som nogensteds flyde paa Strømmer;
Hvis derudaf nogen skull' giøre Anfang,
At skaffe med Tiden Sav-Møller paa Gang,
   Da kunde den Næring vel gavne
For dennem, der komme kand saadant afsted,
Men Jægternes Bygning forlagdes derved,
   Som bruges paa Strømme og Havne.
Nu vil jeg mig vende til Bodøens Strand,
Der seer jeg en Præst og en adelig Mand
   At være to nærmeste Grander,
Den eene Velbyrdig, den anden Vellærd,
Saa seer man at HErrens og Gedeons Sverd
   Sig tit med hinanden beblander:
Vor Amtmand, som Byder i Konningens Navn,
Og Præsten, som taler Jerusalems Gavn,
   De begge det Gilgal bebygge;
Imellem dem skyller en eniste Bek,
GUd skylle dog ey deres Kierlighed vek,
   Giør dem i Samdrægtighed trygge!
Naar Moses og Aaron staaer sammen hos GUd,
Da gives der deylig Befalinger ud,
   Vor HErre velsigne dem begge!
Den eene med Haanden, den anden med Mund,
Til meenige Beste sit anbetroed Pund
   Med Troeskab og Fliid at anlegge.
Med Bodøens Sogne-Præst er det saa fat
To Vice-Pastores er under ham sat,
   Fraliggende Kirker at tiene:
I Saltens Fiord en residerer og boer,
Et Folke-riig Bøygde-Laug moxen saa stoer,
   Som Vefsen med alle sin' Svenne;
Nest inden for hannem ophøyer sig smukt
Salt-dalen, forinden hvis Circul og Bugt
   Ved Otte-tie Bønder ernæres,
Et Folk af Arbeide, som hielper sig vel,
Har selver opbygget et lille Capel,
   Hvori der prædikes og læres;
Paa egen Omkostning de lønner den Mand,
   Som dennem oplyser i salig Forstand
   Og setter Guds Kundskab for Øye;
Det Brød er vel lidet, dog lever han der,
I Lige stoer Parter GUd Brødet ey skiær,
   Part maae sig med Smulerne nøye.
Den anden, som er residerende Præst,
Han haver sin Vaaning i Folden befæst,
   Toe Kirker er der at opagte,
En nest hos ham, anden i Kiærringens Øe,
Hvor Havet omskyller med fraadende Søe
   Og Bølger, som ikke gaae sagte.
Nu maatte man spørge: hvor kommer det sig,
At geistlige Renter er skiftet u-liig?
   Pastores op-bærer det meeste,
Thi dennem er alle slags Tiender forundt,
Men det falder ikke halv-parten saa rundt
   For Vice-Pastorer de fleeste;
Formedelst slig Deeling af Renter og Gods,
Insniger sig tit en Fortrydelse hos,
   At Brødrene leve u-kierlig,
Fordi saa Pastorer er Tiender beskiært,
   Derover saa see Capellanerne tvært,
   Som Mars i forstyrrede Væyrlig;
De lader sig ogsaa forlyde vel tit,
At andre bortsnapper all deres Profit,
   Maa slæbe for fremmed' Indtægter,
De sige, det er deres Arbeyd og Sveed,
Men fremmede Tænder forlækres derved,
   Saa skeer her for-bister Aspecter;
Men merk, hvad jeg svarer: er det dig imod,
At GUd og vor Konning en anden er goed?
   Han giver den eene lidt meere,
Han giver den anden lidt mindre Profit,
Bør hver ikke være fornøyet med sit,
   Hvad Lykken ham lyster levere?
Og synes det de Residerende saa,
At deres Indtægter kand lidet forslaae,
   Saa stige sig af for en anden;
Og give Brød-løse Studentere rom,
Der skulle vel Hundrede beile derom,
   Ja bøye til Jorden med Panden.
Faaer GUd hos sin Tiener ey andet til Tak,
End give for Brødet misundelig Snak,
   Er det at forhverve sig Trapper?
Er det at opstige fra Dyd og til Dyd?
Den Klokke, der er af et skrumlende Lyd,
   Er værd, man med Steenene klapper;
Jeg sige vil Sagen, ja Sandingen ok,
Enhver som det hører, stadfæster det nok,
   Naturen har Nordenfields lavet,
At Mængden af Folket i Fiordene staaer,
Hvis Tal sig forøger alt Aar efter Aar,
   Men faae bygger ude ved Havet;
Nu ligge de fleeste Pastorernes Giæld
Ved Havet og ikke blant Fiorder og Field,
   Thi blive Tilhørerne ringe,
De, hvilke Pastorerne prædiker for;
Men Vice-Pastorer har dobbelte Kor,
   Thi Mængden kand meget indbringe;
Skull' Vice-Pastores nu nyde det frit,
Og Tienden, som ydes i Fiordene vit,
   Da steeg sig vel dobbelt den Rente,
Som Fiordene ved sin Mangfoldighed gav,
Frem for det, en Pastor ved Øer og Hav
   Kand have til Indtægt at vente;
Thi haver den christelig Øvrighed smukt
Beskikket, at Tienden og Landenes Frugt
   Pastorerne skulle tilhøre,
Men alt, hvad som inden for Kirkerne faldt,
Det bliver og er Capellanernes alt,
   Hver har med sin Deel til at giøre.
Een Miil til at reigne fra Bodøens Gaard
Udfalder en Strøm saa forfærdelig haard,
   At neppelig findes dens liige,
Naar Flod eller Ebbe sin halve Deel naaer,
Da kommer den brydendes hæftig her for,
   Saa Baaderne maae for den viige,
Dog drages der ofte med Angler og Tøm
Den springende Sey udi stridigste Strøm,
   At der mange Baader opfyldes;
Hans Lever udtages og brændes til Tran,
Som sælges i Bergen naar Stævnen gaaer an,
   At Bondens Umage forskyldes.
Aarsagen, at Strømme kand flyde saa strit,
Det kommer, naar Fiorder begriber sig vit,
   Men Gabet, hvor Vandet skal løebe,
Det er udi Munden heel snæver og trang,
Thi tvinges de Strømme at skyde sin Gang,
   Alt som de var jaget med Svøbe;
Staaer Flod eller Ebbe ved yderste Punkt,
Da standses de Strømme og flyde ey tungt,
   Dog maae det tænkværdig betragtes,
At alle de Strømme, i Fiorder indgaaer,
Med Ebbe ey samme Minuter opnaaer,
   Som den ud ved Havet opagtes,
Det somme Tid skiller en Times Qvarteer
Ja ofte halv-andet og ofte vel meer,
   At voxend' og faldende Vande
I Fiordene meere seenfeerdige gaaer,
End ude ved Øer, hvor Havet paaslaaer,
   Og mange det med mig kand sande:
Det volder, forstaaer jeg, det løbende Vand,
Som falder af Elver, af Bekker og Land,
   Og sammen i Gabet belænkes,
Jo meere sig skynder den voxende Floed,
Jo meere staaer Vandenes Løb derimod,
   At Flod og at Ebbe forsænkes.
Nu maae jeg min Snekke til Laskestad snoe,
Hvor Præst har Laug-Manden til neste Naboe,
   Der er og et Præstelig Sæde,
En Fierding omtrent eller lidet derfra,
Er Steigen, den Gaard, hvor Laugmanden endda
   Besidder sin Boelig med Glæde:
Paa Stegen skal sættes Laug-Tinget hvert Aar,
Naar Junius syttende Trappe paastaaer,
   Jeg mener Botolphum den gamle;
Da bør det dem alle, som have en Sag,
Sin Veder-Part stævne til forbemældt Dag
   For Dommeren sig at indsamle:
Did reise og nogle Mænd aarlig afsted,
Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed,
   Laug-Rettes Mænd Loven dem nævner,
Om hver den, der sværger, forstaar sig derpaa,
Det lader jeg denne Gang u-omtalt staae
   Til Dagen, naar HErren indstævner.
Jeg kand vel erindre for nogen en Tiid,
Udspreddes et Rygte til Helgeland hid,
   At nest ved den Laskestads Fiæring
En Dievel opdag'des, som talede rumt
Adskillige Handler uhørligt og grumt,
   Alt om en udlevede Kiæring;
Da samme slags Dievel fik Munden paa gang,
Var mange, som skiøtted' ey, Veyen var lang,
   Forlysted' sig did til at drage,
   At høre paa Satans Prædiken og Tant,
Da dog den forbandet bedragelig Phant
   Veed Folk vel om Næsen at tage:
Der blev da fortælled forfærdelig Ting,
Alt Landet opfyldtes med Slader omkring,
   Hvorom jeg ey Pennen vil røre;
Hvad skal man vurdere Beelzebubs Snak,
Hvorvel den vanvittige Pøebel og Pak
   Vil laane til saadant sit Øre?
Den talende Aand fik Tilhørere nok,
Da Folket fra Vogen og Skroven i Flok
   Fra Fiskerie reiste tilbage;
Dem syntes, de ville fornye sin Mynt,
At høre, hvor Sproget falt tykt eller tynt
   Og smage den fremmede Kage;
De komme til Huus, og fortaalde os det,
Formeenendes, alting var herlig og net,
   Slig fremmed en Præst til at høere;
Men de fik en anden Forklaring derpaa,
Da Præsten paa Prædikestoel kom at staae,
   Man kasted' dem andet for Øre;
Vi lod dem alvorlig med Trudsel forstaae:
Hvis nogen herefter arbeidede paa
   Sin' Fødder did hen til at røre,
Han skulde skatteres ret lige ved den,
Der kaster vor HErre af Tankerne hen
   Og har med Afguder at giøre;
Hvad skeer her? det dyred' en Maaned à tree,
Der Fanden fik ingen Tilhører at see,
   Han skiæmtes at prædike meere,
Man hørde, det Rygte med Tiden forsvandt,
Thi Fanden derefter en Leylighed fandt;
   Saa skal man den Abe fixere.
Hvad Laskestads Præste-Gield vider' angaaer,
To Sogner der findes, to Kirker der staaer,
   Som Præsten der haver at raade:
Den Kirke paa Stegen er bygget af Steen,
   Men Taget er nogle Gang brekket til Meen
   Af stormende Vinde hin kaade;
Man haver det tømret og giort det vel fast,
Men kort Tiid derefter af Veyret omkast;
   Naar Æolus tager at svinge,
Og kommer med brusende Bulder for Dag,
Da skaanes ey Huse, ey Tømmer, ey Tag,
   Han kand os ret mesterlig tvinge.
Men Hammer-øe ligger der inde ved Land,
Beskikket for en residerende Mand,
   Som Tienesten bør at forrette,
Indbyggerne have der ligedan Kaar,
Som andre der pløyer og høster og saaer,
   Thi kand jeg ey videre sætte.
Nu sno'r jeg min' Fødder til Lødingens Præst,
Og slutter saa Salten med seneste Rest,
   Blant Vice-Pastores han skrives,
Men Biskopen hører Indkomsterne til,
Hvad enten han selver optage dem vil,
   Og heller Forpagtning at gives.
Du veedst vel, hvad Tiender Nordlandene har,
Som Kongen og Præsten og Kirkerne tar,
   Jeg kand dig dem kortelig nævne,
Det meeste bestaaer i den avlende Fisk,
Vi kiøber for den, hvad som tarves paa Disk
   Hver efter sin Stand eller Evne;
Saa gives her Havre med blandede Byg,
Dog falde de Sorter hver Aar ikke tryg,
   Thi Kulden kand Sæden beskade;
Ost-Tienden og ydes toe Mark af en Koe,
Om alle beregnes, det staaer til at troe,
   Dog vil jeg det tiendes lade;
Rug-Tienden frembæres, dog lidet og slet,
Det hender sig sielden, hun moednes kand ret,
   Nu haver Tiend-Tagelsen Ende;
Jeg hermed paa Salten Beslutningen giør,
Jeg takker for Herberg, gaaer dermed paa Dør
   Og maae mig en andensteds vende.

Loefodens Beskrivelse

Leg Snekken fra Landet, snoe Stavnen i Vest,
Set beent over Havet, det bliver os best
   At seyle mens Vinden vil føye:
Een Miil eller fire vi vanked' i Søe
Fornam jeg, at Skroven den Fiske-riig Øe
   Opdagedes flux for vort Øye,
Vi kasted' der Anker og trinned' i Land,
Der fandt jeg de Giæller opbygget ved Strand
   Og Fiskernes Hytter at stande.
Skrey-Torsken har mangen lyksalig der giort,
I Fordum var det en berømmelig Ort
   Med dessen omliggende Lande.
Fra Skroven til Vogen er eeniste Miil,
Jeg skynded' mig did med en flyvendes Iil,
   At merke de Steders Tilfælde,
Jeg steeg paa en Høy, mig der lidet omsaae,
Befandt der mangfoldige Hytter at staae,
   Jeg neppelig kunde dem tælle:
Der komme did seylend' den fiskende Flok
Ved to og tree Hundrede Baader i Skok,
   De suled' op Dybsagn og Snøere,
Opspærrede Torsken og hængde paa Giæld,
Saa koged' de Møllie det lakked ad Qvæld
   Gik siden at slaae sig paa Øre.
Om Morgenen tiilig, Dag-Randen fremgick,
De vedste hverandres sædvanlige Nik,
   Hver Baad var ud-skuffet og borte,
Den første, der kom og paa Klakkerne foer,
Han spillede Mester med Angler og Snoer,
   Den sidste Mand maatte det skorte.
Hver nærende Krop bør opagte sin Tiid,
Du kandst ikke sige til Torsken: kom hid,
   Her kastes vil Angler for Borde,
Selv-villig i Baaden ey Fisken indsprang,
Men Snøeret maae røres saa mangen en Gang,
   Det samme din' Formænd og giorde.
Jeg mindes for nogle forledendes Aar,
At Vogen og Skroven hver Vinter og Vaar
   De vare Navn-kundige Flekker,
Did stunded' det meenig omliggende Land,
Did stræbed' hveranden Nordlandiske Mand,
   Der tømmedes Kister og Sækker:
Fra Helgeland, Salten og Senjens Lands-Lehn,
Fra Vesteraal, Andeness, hidset og hen,
   Did sankedes alle tilhobe;
I Vogen at findes, i Vogen at roe,
I Vogen at fiske var alle Mand froe,
   Om Vogen loed alle Mand raabe.
Da Næringen stoed i den høyeste Leeg,
Til Tusinde Voger vel Tienden opsteeg
   Angaaende Kirkens Indtægter;
Men ach! den Søe-Handel staaer aldrig ved lav,
Den har alt forkehret og tager flux af,
   Os Havet sin Rigdom nu nægter!
Her intet har vanket et Aar eller tie,
Stor Armod er Landet geraaden udi
   Formedelst mislingende Føde:
All' Hytter er raadnet, all' Giælder nedkast,
Man seer der ey Jægter, ey Seyle ey Mast,
   Ret ligesom Landet var øede:
Thi naar det mislinger med Angler og Snoer,
Da maae den Indbygger, der vesterlig boer,
   I Iri Badstue sig bade;
Det har sig med dem, som med Fugler i Flugt,
De plante ey, pløye ey, høste ey Frugt,
   Og sanke ey Sæden i Lade:
En udsleden Færing, en Dybs-Agn, en Krog,
En Skind-Stak, en Kofte med lappede Brog
   Er al deres Rigdom og Eye;
   Med det skal han sørge for Tiuend' og Viff,
Med det skal han selver opholde sit Liv
   Og bringe sin Skatter til Veye:
Hans Plov og hans Ager, hans Avel og Aag,
Det hænger altsammen paa eneste Krog,
   Naar Fiskene lyste at bide,
Hvis ikke, da stiger han sulten i Seng,
Gaaer sulten fra Bordet med Tøes og med Dreng
   Og jammerlig Levnet maae slide,
Han reiser til Bergen at søge Credit,
Contoiret fornemmer, der bringes saa lidt,
   Thi kiedes de ved til at skaffe;
Restancerne med det tilkommende Aar
Alt høyer' og høyer' i Bøgerne staaer,
   Saa gaar det, naar HErren vil straffe!
Loefoden anlangende, Kirker og Præst,
Da maae Capellaner betiene der mest,
   De Kald er til andre benaadet,
Og er til vor Tronhiems Capitul henlagt,
Som Kaldernes Renter har under sin Magt,
   Og længe derover har raadet
Dom-Kirkens Med-Tiener i Tronhiem er sæt
Til Pastor for Boxnes og Borgen og det,
   Som reignes der under at være;
Men Vogen og Skroven har Bispen i Vold,
Er Hans Høyærværdighed given til Sold
   Hvad Rente man der kand opbære.
De Kirker, der findes, dem mindes jeg vel,
Først Boxnes, saa Flakstad, saa Mosknes Capel,
   Den Fierde paa Hol er anteignet,
Den Femte paa Borgen jeg telle dig vil,
Jeg legger paa Valbierg den Siette dertil,
   De Sex under eet er bereignet;
Paa Gims-øen seer man, den Syvende staaer,
Paa Vogen den Ottend' i Syne du faaer,
   Den Niende Skroven dig giver,
Den Tiende staaer i Vær-øen vel trøst,
Den Ellevte finder du bygget i Røst,
   Og den dig den yderste bliver.
   Loefoden omskylles af Bølger og Hav,
Der løbe og Strømme, som deele den av
   Og flyde i Farten heel strænge,
Som: Gimsøe-Strøm, Nappe-Strøm, Moskøe-Strøm ok
De give kand stundum den Reisende nok,
   At mange derover sig sprænge.
Fra Mosken til Værøe bereignes en Miil,
Der flyde de Strømme saa snart som en Piil,
   Omtumler sig frem og tilbage;
Man kand dem vel ligne ved raskeste Raa,
At mange Beskuer har undret derpaa,
   Hvor Vandet slig Magt kunne tage:
Naar Maanen fremtrinner med Fuld eller Nye
Da høres omkring en forfærdelig Gnye
   At Haaret paa Hoved maae ryste,
Og ofte saa skrækkelig tager af Sted,
At Landet og Husene skielve derved,
   Som Skyen ved Torden skull' bryste;
Og skeer det, at Vinden er Strømmen imod,
Da reyses de Bølger i dybeste Flod
   Saa høye, som Klippernes Toppe:
Skull' nogen fordristes at fare der da,
Han reiste der aldrig med Livet ifra,
   Men maatte til Bunden ned hoppe;
Thi kand ey den Reysende vove dertil,
Endskiønt han sin Reyses Forfremmelse vil
   Ved alle Minuter opagte,
Men faaer at opbie med Længsel den Tiid,
Naar Floderne stilles og Luften er bliid,
   Og Havet nedlegger sig sagte;
Besynderlig maae det og tages i Agt:
Naar Flod eller Ebbe ved Maanen har Magt,
   Er vanskeligt over at fare,
Naar Maanen halveris, er Floderne smaae,
Da maae man grandgivelig passe derpaa
   Og tage vel Ebberne vare;
Men passer han ikke ret lige den Stund
Naar Ebben udløber til nederste Grund,
   Og lader den Time forsømme,
   Da bliver hans Reyse forsænket den Dag,
Han takke sig selver for Tidens ud-drag,
   Som loed den af Haanden bortrømme!
Men hvoraf det kommer, at Mosken er grum,
Og hvoraf han tumles saa bister herom,
   Og, hvad forekommer, opsluger,
Jeg seer, at vor Areboe har det vel fat,
Han slutter, en Skiærr-gaard i Dybet er sat,
   Hvor Strømmen sin Myndighed bruger;
Han meener, den Skiærr-Gaard af Klipper nestaaer,
Som uden til rund og om-circlede gaaer,
   Men inden til aaben og huule,
Og midt i de Klippers udhuulede Gang
Skal reyses en Klippe trind-agtig og lang,
   Som sig der indvendig mon skiule:
Til denne sin Huule han setter en Port,
Som aabnes for Strømmen, der skyder sig fort,
   Og sig ind i Huulen vil trænge,
Naar den der indkommer, spadserer den om,
Og søger Udgange, men finder ey Rom,
   Thi vil den med Magt sig udsprænge,
Den søger den Dør, den tilforne indgik,
Og kommer herud med forvirrede Skik,
   Og svirrer saa rundt om den Klippe;
Hvad Vrag eller Træer ham kommer da for,
Det slides, som det iblant Røvere vaar,
   Før Strømmen det lyster at slippe.
Den Gisning jeg lade vil staae ved sit værd,
Den salig Mands Skrifter heel fyndig og lærd
   Som Guldet jeg agter at giemme;
Men Mandens Beslutning om Moske-strøms Magt,
Hvis ikke Forfarenhed andet har sagt,
   Da kunde jeg med den vel stemme.
Jeg vil det kun an med Eenfoldighed gaae,
Naturen os lærer det best at forstaae,
   Hvor Strømme sin Magt monne tage:
   Jo fortere Havet ved voxende Vand
Spadserer i Fiorder og fylder den Strand,
   Jo fortere gaaer det tilbage,
Er Bundene dybe, som inden for er,
Og ude ved Gabet er grundere Skiær,
   Da vil jo Naturen det lære:
Jo dybere Bunde, jo sagtere Fart,
I grundeste Vande gaaer Strømmen jo hart,
   Og veed sig ey selv at regiere.
See! vilt du nu have din Reyse begynt
Fra Moskenes, saasom den yderste Pynt
   Og lige til Botned derinde,
Og tæl saa fra Gabet til inderste Strand,
Hvad Længde det Hav ombefattes af Land,
   Og hvordan Begreb du kand finde,
Jeg troer, at den Længde henstrække sig skal
Til Tolv eller Elleve Miiler i Tal,
   Foruden alt andet at reigne.
Hvad Vidden og Breeden og Dybden angaaer,
Du vel et anseelig stort Tal da og faaer,
   Som strækker sig ud allevegne.
Nu er her Sex Timer at giøre kun paa,
At her skal opfyldes hver Vinkel og Vraa,
   Som den stoere Vidde begriber,
Og atter Sex Timer at skynde sig bort
Igiennem de forrige Gange og Port,
   Som Værøe ved Mosken inkniber:
Hvad Under, at saadan en Mængde af Hav,
Som stedse maae skynde sig til eller av,
   Og det paa saa korte Terminer,
Igiennem benauede Ganger og Grund,
At det jo maae skraale med brumlende Mund,
   Og ligesom selver sig piiner.
Jeg veed vel, her kastes Instantzer imod,
At denne min Meening er ikke saa goed,
   Som maaskee vel efter min Tanke:
Det kand ikke siges, at Gabet er trangt,
Thi Havet tvert over Tolv Miile er langt,
   Er der ikke Rom til at spanke?
   Jeg svarer: det er med de Strømme saa fat,
De skynde sig igiennem de nærmeste Gatt,
   Hvor allerførst Løb er at hitte,
Nu bliver jo Mosken det nærmeste Sund,
Thi maae den med Trængsel igiennem den Grund,
   Alt skull' den sig selver forsplitte;
At han de forskrækkelig Hverveler skiær,
Det volder, at Vandet er grundere der,
   Og inden for dybere Bunde;
Naar Dybene trykke nu hæftelig paa,
Da maae jo de Strømme forfærdelig gaae,
   I sær hvor de Banker er' Grunde
Tre Eylænder ligge ved Havet med Lyst,
Først Mosken, Værøen derefter er Røst;
   Paa Mosken er intet at giøre,
Men Røst og Værøen de Sogner er Toe,
En Sogne-Præst boer der og lever i roe,
   Kand lukke spag-færdige Dørre.
Paa disse toe Steder almindelig roer
En Hob af Salt-Væringer temmelig stoer
   Samt Helgelands Bønder deslige,
Men fiskes ey meere herefter end før,
Da bliver Fortienesten sulten og tør,
   Skal neppelig giøre dem riige;
Det herligste Røst kand berømmes udaf,
Er græs-groede Klipper, Naturen dem gav
   Hvor Faarene kostelig trives,
De løbe der vilde hver Vinter og Vaar
Og ingen Undsætning af Mennisker faaer,
   Ey heller en Haandfuld dem gives:
Dog bære de Bester en ypperlig Uld,
Og ere paa Kroppen af Fedme saa fuld,
   At Kiødet er gandske Spækrunden.
Om Vinteren gaaer de med Ulden i Snee,
Saa smukke, saa reene, saa deylig at see,
   At neppelig smukker' er funden.
Naar Aaret fremløber til Kors-Misse Tiid,
   Maae Folket paa Landet opagte med Fliid
   Den fuld-moeden Uld at afrive,
Men hvis det forsømmes, da pleye de Faar
Sig selver afklæde paa Bover og Laar,
   Indtil de kand leedige blive:
Thi have de Fremmed', som pleye der roe,
Vel mangen gang fundet et Rufv eller toe
   Af Klæder, som Faarene taber,
Naturen har givet de Bester det ind:
Om Vinteren vil de forsyne sit Skind,
   Om Vaaren de Peltzen afskraber.
I Røst er adskillige Fugler at faae,
Fremhængende Flauer de bygge oppaa,
   Hvor ingen Mands Foed kand bestige;
Dog gives ey Mennisken Viisdom omsonst,
De have optænket en synderlig Kunst
   De Fugler med Magt at bekrige:
Thi hvo sig fordrister, og elsker den Lyst
At holde med Fieldet en Kamp eller Dyst,
   Han sig med en Line bebinder,
Men Enden af Snoeren en anden har fast,
Saa hisses han ned udi Flauet med hast,
   Og leeder om alle de Tinder;
Han stiiger ved Hielpen af Liner og Hamp
Fra Reede til Reede, blant Klinter og Kamp,
   Og fylder saa Buxer og Lommer;
Naar han nu har strippet om hisset og hen,
Da hisses han op paa de Klipper igien
   Og gandske beproppet opkommer.
Saa haver end aldrig den heele Natur
Fremskaffet saa snild og behændig et Dyr,
   Det maae jo for Mennisken falde,
Ja selv Leviathan maae give sig tapt,
Og Behemoth, som uregierlig er skabt
   Den sin Over-Herre maae kalde.

Vesteraalens Beskrivelse

Jeg har i Loefoden nok vanket herom,
Beseed de der værende Pladser og Rom,
   Jeg til Vesteraalen mig føyer,
At søge dens Øer og roendens Vær,
Dens Klipper og Klumper og farlige Skiær,
   Hvordan de sig krummer og bøyer;
Paa Hassel jeg allerførst fæster min Foed
Der troer jeg at Præsten mig kommer imod
   Og hilser mig efter Sædvane.
Thi han derpaa Landet er ypperste Præst,
Og Bøe residerende ligger ham nest,
   Foruden en Huus-Capellane;
Den anden, som Residens, haver tilhold
   Paa Øxness, hvis Enger, hvis Plane og Vold
   Er lagt til en Præstelig Boelig;
Der leve de HErrens Guds Tienere Tree,
Men Udenlands-Fugler de neppelig see,
   Thi Landet, som Lais, er roelig.
De Kirker, som er under Pastors Opsiun,
Er Hassel den første, som Hoved-Paulun
   Derefter er Sortland og Sande,
Men de Residerend' ved Øxness og Bøe
Har ogsaa sin' Kirker ved Kanten af Søe,
   Hvor Grande kand hilse sin Grande.
Anlangende Sogners og Fierdingers Navn,
Hvorefter man kand med beleilige Gavn
   Mand-tallet behændig indrette,
Da findes der Venme med Barkestads Sogn
Og Kaldsnes, hvor aldrig blev aget med Vogn,
   Og Ulv-øe man seenist kand sette:
En Fierding betyder et Sogn i vor Land,
Og de, som der bygge, dem pleyer og man
   At kalde den Fierdings-Almue;
Hver Kræmmer er ogsaa sin Fierding tillagt,
I hvilken han holder sin Handel med Magt
   Og haver et Nøst og en Stue;
Til Kræmmerens Leye med flydende Kiøl
Man glædelig seyler for Brændviin og Øl,
   Tobaken er ikke forglemmet,
Den tygges som Brød og indstoppes i Mund,
Thi bliver Kind-Bakken og Flaben saa rund,
   Alt som den med Grød var tilklemmet;
Den sorteste Skrufv under legges den Tand,
Thi lugter hans Aande som stinkende Vand,
   En Dievel maatt' brække sin Lunge:
Endeel og opmales for Qvinden til Snus,
Hvorvel at hun haver Hans Grimmen til Huus
   Med Kummer for sig og sin Unge.
   Men hør mig du Kone! snus lystig hen vek!
Er Studen for liden, da giør dig en Sek,
   Og lad den med Snorer udpynte!
Saa bruger du Poesen med hiertelig Lyst,
Du faaer vel omsider saa klingende Røst,
   Som Grisen, der tager at grynte
Din Næse stafferis saa deylig og reen,
Som nogen Tiid Borge-Gaards stoere Skorsteen,
   Anseelig, som mid-Sommers Porke,
Byd Manden paa samme din Nadver til Giest,
Jeg veed dog, du hannem behagelig est,
   Saa lærer I sammen at snorke!
Du snuser, han tygger, saa leve I toe
Som Tiggere begge med hiertelig Roe,
   Og ingen kand anden beskylde:
Tag Meelet, tag Maden til laan og til Borg,
Giør dig om Betalingen ingen Omsorg,
   Lad Domme-Dag smelte den Bylde.
Det er her til Lands en bedragelig Ting
Her borges, her laanes alt runden omkring
   Og Skylden i Bøger opsettes;
Og naar det et Aar ubetalet henstaaer,
Forløbe de fleeste sin' Huser og Gaard,
   Og hermed al Fordring udslettes
Men Spørsmaal: Er det ikke Synderes Vey?
En Syndere borger, betaler det ey
   Hvad skal man med saadanne giøre?
See! skal man dem fængslede føre til Bye,
Da gaaer der en dobbelt Omkostning paa nye,
   Og taber da meer end som føre;
Men der som at Tanden blev slagen af Mund
Paa dennem, der elske bedragelig Fund,
   Da torde sig nogle betænke:
Dog hvad vil jeg sige! vor Hævn er en Last,
Hvo vil med sin Broder omfare saa fast,
   Og slet al Samvittighed krænke?
Det var vel at ynske, der kom et Forbud,
   At ingen skull' sælge sit Brændeviin ud
   Ey heller Tobak til den Arme,
Før han har betalet med Angel og Krog
Den Mad og Udredning han seeneste toeg.
   Saa skeede Credit uden Harme;
Men hvis man ey giøre vil noget herved,
Da bliver i Sandhed hver ærlig Mand keed
   At borge sit Gods til en anden;
Da kand det omsider vel komme dertil,
At ingen vil øve Barmhiertigheds Spil,
   Det bliver en Glæde for Fanden!
Jeg burde vel giort deres Foged Visit,
Men hvor han har hiemme, det veed jeg saa lidt,
   Han før i Loefoden tilholdte,
Nu siges der, at han er flyttet derfra,
Og uden Tvivl kand det bekræftes med ja,
   Man slutter, at dette det voldte:
Loefoden for nogle forgangendes Aar
I fra Vesteraalen adskillet slet vaar,
   Hver Foged sit Lehn skulle skalte,
Men begge Forlehninger ere nu lagt
Alt under en eneste Fogeds Opagt,
   Som haver de Lehn at forvalte;
Hvorover at Manden udvælger sig Plads,
Hvor hannem best tykkes og falder til pas
   At bygge sig Vaaning og Vægge:
En lige Beskaffenhed ogsaa man spør
Fra Senjen og Tromsøe: der vare toe før,
   Men Een nu forvalter dem Begge.
Der avles omtrent ved de Flekker og Ort
Af Plat-Fisk og Rodskiær den smukkeste Sort,
   Som nogensteds fanges ved Strande:
Thi Helgelands Rodskiær den falder heel smaae,
Der legges vel Skaalen et Hundrede paa,
   Kand knappest i Skaaren dog stande.
Der drages de Langer, saa lang, som en Favn,
   Indbyggerne til en fortreffelig Gavn,
   Naar Østen-Vind tører dem fage,
Men falder der Regn og langvarende Slud,
Da tæres de Fiske af Mark og Ukrud,
   At Skindet er ikkun tilbage.
Det er at bemærke: jo længer i Nor,
Jo feedere Fiske, ja dobbelt saa stoer,
   Det viiser de Tranfulde Tønder:
Tre Hundrede Torske forskaffer en Mand
En Tønde med Lefver, men det ikke kand
   Sex Hundrede giøre her Synder.
Det er en ældgammel og gangbare Skant,
Hos alle Nord-farer gemeenlig bekant:
   En Vog det er Tredive Torske,
Toe Torsker en Spærre, Toe Spærrer saa rund
De veye Tolv Marker, det er et halv Pund
   Den Viis bruge vor' Norske.
Er Fiskeren tørstig, han kommer til Land,
Ølkanden hos Kræmmeren hentes paa stand
   Toe spærrer han kræver for Kanden,
Det er for de Fire kun knappest en Drik,
Det tykkes dem alle, det var kun en Slik,
   Thi hentes den Kande selv-anden.
Sex Sneese os ikkun et Hundrede giør,
Er Torsken til fulde paa Giælden ey tør,
   Naar Creditor kommer og veyer,
Da tager man Tallet i steden for Vægt,
Fiir Voger bereignes et Hundrede kiekt,
   Dog stundom det feyle vel pleyer.
Hos os er Rund-Fisken heel maver og smaae,
Tre Voger af hundred mand neppe kand faae,
   Men Norden for falder den svarer,
Der kand vel et Hundrede veye dig fem,
Jeg selver det haver fornummet af dem,
   Som til Vesteraalen hen farer.
Du veedst vel, hvorledes man veyer en Vog,
Gak hen til en Kræmmer, han giør dig vel klog,
   Paa Bismer at henge en Knippe,
Du trykker med Haanden den yderste Klump,
Er det enda lidet, da giv ham en Bump,
   Saa skal din Fortienest' ey glippe.
Naar nu den eenfoldige Bonde gaaer bort,
Du meener, du haver behændelig giort,
   Du kunde den Stømper fixere,
Men bag din Dør-terskel i mørkeste Vraa,
Der seer jeg en anden, som passer dig paa,
   Jeg denne Gang siger ey meere.
See! Sexten og Tive Skaal Pund paa din Krog,
De skal dig udgiøre retfærdig en Vog,
   Hvorefter en Bismer indrettes,
Og vil dig ey Vegten da holde ret Stands,
Da tænk, at den fremmerste Snoer giør stoer Kands
   Om Fisken end noget kand lettes.
Jeg kand vel betænke, du klage vil paa,
At Fisken, du veyer, er temmelig raa,
   Naar du den af Bonden undfanger,
Naar den i Kiøbsteden afhendes skal bort,
Da kommer du meget paa Vegten til kort,
   Paa Krykker Gevinsten da ganger:
At Fisken indtørkes, det giver jeg Magt,
Der ogsaa maae gives en temmelig Fragt
   Naar den til Kiøbsteden skal haves;
Du maae med din Handel dog lempe det saa,
At ey den Eenfoldig slet under skal gaae
   Og Kiødet af Beenene gnaves;
Set heller din' Vahrer i saadan en Priis,
At de kand forhandles foruden Forliis,
   Det tusend gang bedre sig skikker,
End at der skal siges, du selger det let,
Og bruger der efter en dobbelt Uret
   Med Vegt eller andre Practiker.
Een Vægt og en Maade befaler dig Gud,
Vey ind med den samme, du veye vil ud,
   Saa skal din Hanteringer lykkes!
   Det lader ey vel at omgaaes med Svig,
Vilt du med Rev-Listighed giøre dig riig,
   Da skal din Compasser forrykkes.
Set Seylet til louvart hen over den Søe,
Ret lige til Anden, den Bierge-riig Øe,
   Paa Tverberg jeg agter at gieste,
Er Vinden og Veyret mig ikke for sterk,
Da vil jeg i Aften besøge den Klerk,
   Hans Rygte det staaer med de Beste:
Jeg reiser did hverken for Skienk eller Slik,
Ey heller at sprænge min Mave med Drik,
   Sligt kand ey vor Hierne oplyse,
Jeg ikkun vil skue den Kirke, der er,
Og siden den anden i samme min Fær,
   De tvende Guds Helligdoms Huse.
Det Præstedom er et omskyllende Land
Og maae med al Billighed kaldes en And;
   Som Anden i Vandet det vaade,
Saa svæmmer den Øe midt i svælgende Grund,
Hvor Bølger og Aller fra dybeste Bund
   Opkaste sin skummende Fraade.
Blant geistlig' Forlehninger er der og et,
Det uden Tvivl ikke maae være for feet,
   Det Ande-nes kaldes af somme,
Vel maae det for Navnets skyld kaldes et Brød,
Men Gud, som har taalt for os Mennesker Død
   Bevare mig did fra at komme!
Er Brødet ey feeder' end Rygtet det gaaer,
En Præstemand tusind Gang bedre det vaar,
   Han toeg sig en Hyre for Penge,
At klavre med Fødder i Takkel og Mast,
End ved en slig Leylighed binde sig fast,
   Og alle Mands Naade tiltrænge;
Hvorledes at Kagen er snoed eller vendt,
Jeg veed en Person, som vel did blev hensendt,
   At skulle der bruge sit Mæle;
En Klædning han havde, han reyste did hen,
   Om Aar eller tvende da kom han igien
   Og eyed' ey Skoe til sin' Hæle:
Tom kom han til Stedet, tom drog han og vek,
Tom fandtes hans Skrine, tom fandtes hans Sek,
   Han førte toe Fødder tilbage,
Men Tæerne frem giennem Hoserne stoed,
Hans Kioele var bræmmet med Boed over Boed
   Saae ud som den plukkede Krage,
Om Lykken for dennem, der efter ham kom,
Med blidere Fagter har vendet sig om,
   Og hvordan det nu monne være,
Er allerbest Gud og dem selver bekant,
Hvad jeg har fortællet, det veed jeg er sandt,
   Jeg tør og min Eed derpaa svære.

Senjens Beskrivelse

Nu kuuler det op med en drivende Vind,
Igiennem Kiel-Sundet jeg løbe vil ind
   Med denne min seylende Smakke:
Der boe de Nordlændiske Knaber i Rad,
Hvis Brændeviins Pander giør mangen en glad,
   Og lærer dem færdig at snakke.
Der siges: Kiel-Sundet er gandske begroed
Fra høyeste Bierge til nederste Flod
   Med Træer og grønneste Lunde,
Paa begge de Sider staaer Birken og groer,
Langs Landet igiennem er Blomster og Floer,
   Det smukkest' man ynske sig kunde.
Det synes, at Verdens bortliggende Kant
Vil have sig noget forvaret iblant,
   Naturen er ikke forbunden
Til en eller anden besynderlig Tract,
Gud haver os noget for Norden nedlagt,
   Hvor ved er Fornøyelse funden.
Jeg seer, der opdages den Tronde-nes-Sand,
Der vil jeg først trine med Foeden i Land,
   Den Kirke har noget at sige,
Grund-muret og bygget heel kunstriig af Steen,
I gandske Nordlanden er neppelig een
   Som skattes at være dens liige:
Part er af den Meening: der flyttet har did
En Biskop i forrige Pavedoms Tiid,
   Som havde der Vaaning og Boelig;
Om denne Beretning kand holdes for sandt,
Det kand jeg ey sige, jeg veed det ey grant,
   Dog er det ey meget utroelig:
Thi Bisperne været har Mand efter Mand
Forundet ad Mensam al Senjens Land,
   Hvad Geistlig Indkomster anrører.
Sex Præster der findes fra Vest og til Øst,
Men Bispen er over dem Pastor og Provst,
   Den Titul ham ene tilhører.
De samme Sex Præster jeg viise vil frem,
Paa Tronde-nes haver den første sit Hiem,
   I Mee-fiord den anden med rette,
I Qvee-fiord den Trede, den Fierde paa Sand,
Den Femte det bliver den Asta-fiords Mand,
   I Torsken tilholder den Siette.
Der fanges paa Senjens Grunder og Hav
Den Qveite hin feede, hvis Rækling og Rav
   I Norden er meget navnkundig,
Vel falder der Rækling paa mangen en Sted,
Men skiønner' og rarer' man ingensteds veed,
   Den er über Masen ausbundig.
Naar Senje-Lands Jægter sin Anker og Krog
Nedkaster i Bunden paa Bergenske Vog,
   Om Rækling da mange mon løbe,
   Der bydes tit over det Eyeren vil,
Den Kiøbende legger godvilligen til
   For første Val udi at kiøbe.
Indbyggerne, som udi Senje-Lehn boer
Om Vinteren have de fleeste sin roer
   I Værerne hos dennem hiemme,
Saa tilig at Vaaren indbryder i Land,
Da søges Find-Marken det snarest de kand,
   Sit Fiskerie der at forfremme,
Hvor Fangsten opvaagner, did stunder de hen,
Det lykkes vel ofte, de komme igien
   Med alle Fartøyer belasted:
Den Næring gaaer stundum saa lykkelig fort,
At paa et par Uger det knappest er giort,
   At Anglerne blive udkastet.
Hvor Lodden til Valen indrives for Vind,
Did søger og Torsken og løber der ind,
   Da fiskes der Nætter og Dage,
Hvo først kand fremkomme, han vinder den Priis
Hvo seeneste kommer han spiller forliis
   Og maae uforrettet afdrage.
Det Fiskerie staaer ikke længer oppaa,
End ligesaa længe, som Vinden vil staa,
   Men snart at sig Vinden omdreyer,
Og vayer fra Landet, er Fisket alt giort,
Da rømmer den Torskens Mangfoldighed bort
   Og løber usynlige Veyer.
Her kand man med Sandingen sige det ud,
At HErren er een ubegribelig Gud,
   Hvis Gierning gaaer over vor Tanke;
Tit maae man arbeyde, men intet dog faaer,
Tit giver han meere end Folket formaaer
   I alle sin Kar at opsanke;
Det er os forgieves, vi tiilig opstaaer,
Og siden langt silde paa Natten udgaaer,
   Sig Rigdom dermed at tilføye:
Vil HErren forkorte, hvad er det du har?
Vil HErren velsigne, da fyldes dit Kar,
   Han giøre kand Riig uden Møye.
   Hvo skulle vel tænke, de Fiske der gik,
De kunne saa hastig forandre den Skik,
   At rømme saa skyndig tilbage?
Naar HErren vil give, du sanke da maae,
Og naar han vil ikke, da lad det bestaae!
   Vi selv af os intet kand tage!
I Senjen man nogle steds pløyer og saaer;
Dog vil dem Afvexten ey lykkes hvert Aar,
   Thi Kulden der meget regierer;
De fleeste forsyne sin Huse med Meel,
Som hentes fra Bergen en temmelig Deel,
   Saa meget, som Jægterne bærer;
Det Meel fra Kiøbsteden er malet af Rug,
Som settes og bruges paa alle Mands Dug,
   Men Korne-Meel ingen Mand kiøber.
Nu maatte man spørge, hvad er det for Viis?
Hvi kiøbes ey det som er lettest af Priis
   Og mindst for den Fattig opløber?
Man veed, hos Kiøbmænder er gangbare Løb,
At Rug er langt dyrer' end Kornet i Kiøb,
   Den fattige Fisker vel kunde
Et Bygbaget Brød under legge sin Tand,
Og heller betænke sin Gieldbunden Stand,
   End leve med lekkere Munde;
Her svares: saa vidt jeg er Landet bekant,
Vor Nordlands Almue med Flad-Brød er vant,
   Som bages i tyndeste Kager;
Vil mand i Madkisten det have nedlagt,
Da skikker sig best, det som tyndest er bagt,
   Naar man det i Skrukker optager,
De Kager af Rug-Meel gemeenlig er seig,
Men Bygget har saadan en Danlighed ey,
   Det vil ey tilsammen vel holde;
Den seygeste Kage beqvemmeligst er
Til Mølie som bruges i Værr og i Skiærr,
   Om Vinter og Frosten hin kolde,
Var Fladbrød af Byg, det i stykker da gik,
   Thi faaer man at bruge den Viis og den Skik,
   Som Landet beleylig kand taale,
De rigere Lande har tykkere Brød,
Men Nordland maa nøyes med Skiør og med Grød,
   Og selv med sin Favne sig maale:
Her Æde vi Leiver i steden for Stump,
Durksigtig er Brødet, men Maven er plump
   Han kræver hver Maaltid en Skrukke,
Den stoppes i Mølie med Lefver og Tran,
Og saa gaaer i Værret det Giestebud an,
   Der slikkes baad' Boller og Krukke,
Toe Leiver, som ere tilsammen vel lagt,
Det giør os en Skrukke, som før er omsagt,
   Kast Lefver af Torsken i Gryde,
Skum siden det fedest fra Lefveren af,
Saa faaer du den Mølie, som smager saa brav,
   At mange sig derved maae fryde.
Ting-Steder i Senjen er Otte paa Rad,
Der Grylle-fiord, Baltestad, Gei-sund og hvad
   Med rette did hører anteigned,
Saa finder du Dyre, saa Fuske-Vog ok,
Saa Asta-fiord, Sand-sund og Qvee-fiordens Flok,
   Der har du dem alle bereignet.
I Fuske-Vogs Tingsted er Viger at faae:
Toe-vigen, Ten-vigen, Gaar-vigen ogsaa,
   Lær-vigen jeg lader hos slenge,
Broe-vigen, Søe-vigen forglemmes ey skal,
Meel-vigen, Nor-vigen maae fylde det Tal,
   Men hvad vil jeg slarve saa længe?
Paa Bierk-øe skal ligge den Plads eller Grund,
I Fordum tilholdte der Thore den Hund,
   Skal Crøniken troendes være:
Der skrives, den Hund var Sanct Oluf ey goed,
Da blodige Fegtning paa Stikle-stad stoed,
   Det galt den uskyldige Herre;
Sanct Oluf lod raabe til Svennene saa:
Slaae Hunden, som Jernet ey bide kand paa,
   Thi han ey for Piilene blegned',
Da trængte den Hund sig til Konningen ind,
Hvorefter den Herre med Haand under Kind,
   Død-stukken til Jorden nedsegned',
Man slutter, at den maledidede Gast
Sig havde med Fanden besværet saa fast,
   At Jernet ham ikke kund' skade,
Saa bliver det Rygte desværre forsandt,
At Troldom har været i Norden bekandt,
   Dog ingen sig merke vil lade;
Nu Thore forreyste til Helvede hen,
Hans Sødskende frygter jeg, leve igien,
   Thi Klinten vil voxe blant Hvede,
Indtil at den kommer, som skiller dem ad,
Og Dievelen far i den Hellige Stad,
   Om Christus er selver tilstede.
Man runden omkring i det Fogderie seer
Tolv Kirker, i hvilke Guds Tieneste skeer
   Og hellig Maaltider forlehnes.
Een seer mand opbygget paa Ibbostad-Gaard,
Paa Dyr-øen, Tran-øen, Len-vigen staaer
   De Trende, som ogsaa betienes
For Vesten ved Havet man finder og tree
Paa Berig og Me-fiord, og Øe-fiord at see,
   Hos dennem er Torsken den neste,
Der synden for finder man Neergaard og Sand,
Paa Raad staaer et Tempel i Qve-fiordens Land,
   Men Trondenes reignes det Beste.

Tromsøens Beskrivelse

Nu vil jeg da sige til Senjen, Far vel!
Og vende min Smakke gesvindig og snel
   Til Tromsen, hvor Enden skal være,
Der kunne man sanke sig Penger som Sand,
Om levende Hvale vil drive paa Land,
   Og lade sig Spækket afskiære;
Men Havet er vidt, han forvarer sig vel,
Han lar sig ey slage godvillig ihiel,
   End puster den Hval i den Bølge;
Han sagde paa Nibøe de Dannemænd Tak
Som lod ham indbyde, han slytted' ey Snak,
   Og ville til Bryllup ey følge:
Alting der blev reede, man lavede til
Et Giestebud baade med Lyst og med Spil,
   Harpuner i steden for Tromme,
I sted for Carether at hente den Brud,
Blev brugt en Chalouppe med Stænger og Spiud,
   Med Biiler og Hakker hin kromme;
Paa Nibøe blev sluttet det Bryllup at staae,
Man bygde der Huse, man kosted' derpaa,
   Og alleting herlig tillaved;
Da Høytiden og den berammede Fest
Fremskinned' at alle blev buden til Giest,
   Var Brudgommen længst udi Havet.
Hvad var her at giøre? man skikked' ham Bud
Man satte Fartøyer og Baader herud,
   Og allesteds Havet omstrømmed',
Han lod sig dog ikke beqvemme dertil,
Han bad dem indbyde, hvem Fanden de vil,
   Det Giestebud hannem ey sømmed;
De droge tilbage, forkynded' den Sag,
Bejamred' sin stoere forgieves Umag',
   Hvad Kost og Fætallie anlanger,
   Man aad og fortæred' af yderste Magt,
Derefter blev straxen det Bryllup opsagt,
   Hver reiste til Huus uden Anger.
I denne Skiermydsel det artig tilgik,
Hver toge til takke den Skade de fik
   Og ingen lod anden anmode;
Thi den Harpunerer beholdte sit Spiud,
Og Hvalen beholdte sit Spæk og sin Huud,
   De skildes ad Venner og gode.
I Fior stod paa Nibøe saa smuk et Pallads,
I Aar er forvystet og øede den Plads,
   Nedrevet er Ovne og Vegge,
Fra Huset Vinduer, fra Dørrene Laas,
De pakked' tilsammen og seyled' sin Kaas,
   Og lod det i Skibet indlegge,
I Tromsen har ingen Mand Plov eller Harv,
Dem levnes ey Sæd eller Ager til Arv,
   Man Jorden i Furer ey velter,
I Dybet her under de søge sit Brød,
Og naar det mislinger, da lide de Nød
   Og megen stoer Armod forsmelter;
Der inde ved Landet er Enger og Skov,
Hvor Græsset opvoxer til Qvægets Behov;
   Men langt ud er Øer og Holmer;
Der viises de Bierge saa skaldet og graae,
Formedelst Bremhester som stode derpaa,
   Og brumler, som Oxen, der olmer;
En Fisker, som ude ved Holmer mon boe,
Hans levende Qvæg er en eeneste Koe,
   Som andet til Spisning ey nyder,
End Tang og søevoxende Tarrernes Blad
Opvarmed i Grugge, det kaldes Bue-Mad,
   Saa kastes Hov-Vorer i Gryder:
Bue-Mad, Creaturernes Spise paa Norsk.
Hov-Vorer er Hoveder, samlet af Torsk,
   I Knipper med Vidier beknyttet,
Og Grugge betyder den underste Deel,
Som synker til Bunden i Gryder og Kiel,
   Naar Tranen er smeltet og byttet,
   Der settes til Ilden en Gryde med Vand,
Fisk-Hoved og Tanget indkastes paa stand,
   Det koges tilsammen bemænget,
Det øses i Stamper og gives den Koe,
Det faaer Hun om Aften og Morgen saa froe
   Og æder til Bugen er sprænget,
Thi blive de Kiøer, de som føedes med Tang
Langt feeder' end andre, der gaae i den Vang
   Og Spænerne dobbelt saa trinde;
Dog giver den Melk noget Smag ud af Salt,
En Fiskeres Fiøs er en Favn over alt
   I Længden og Breeden der inde.
Spør nogen: Hvad Geistlighed finder man der?
Een Pastor og to Capellaner der er,
   Som Veyen for Herren bereede,
Man kalder det Tromsen, der pastor har Huus,
I Karls-øen tænder den anden sit Lius,
   I Skiærv-øen bygger den tredde;
Et Rygte forleden i Landet omdrog,
At Præsten Udredning hos Kræmmeren tog
   Og var hannem skyldig en Hoben,
Naar Bonden en Skilling paa Alteret gav,
Stod Kræmmeren færdig og tog den deraf
   Dat ist nah de Dyvel to loopen
Jeg nægter ey, hver bør Betaling for sit,
Dog er det en Fandens forstyrret Credit,
   At høyre skal mindre Mand mue,
At Præste skal bukke til Jorden mod Taae
For eniste Tønde til Borgen at faae,
   Og lade sig skammelig true;
Vel sømmer en Helgen Taalmodigheds Troe,
Men giøre derover sig selv til en Broe,
   Paa hvilken at alle kand rende,
Det maatte den giøre, der vil sin Respect
Henselge til gammel Ugartiloks Slegt
   Og velge Marcolphum til Frende.
Mallanger henhøret til Troms-øens Lehn,
Did seyled i fordum Hollænderne hen,
   Adskillige Vahrer tilbragte,
De Fremmede det en Fortieneste gav,
Indbyggerne fandt sig og Nytte deraf,
   Enhver sin Gevinst lod opagte;
Men der denne Handel lidt længe paastoed,
Da blev det de Bergenske Kiøbmænd imod,
   Hollænderne maatte sig pakke,
Og ville den Troms-øe-Far kiøbe sig Mad,
Toe Hundrede Miile til Bergenske Stad
   Han maae med sin' Jægter henlakke,
Hans Reyse begyndes om Mid-Sommers Tiid,
Det hender sig stundum, han vinder ey did,
   Før Michel fremtriner i Gaarde,
Nu skal han tilbage, naar Market er giort,
De Mile er lange, men Dagen er kort,
   Tænk! hvordan den Reyse vil vorde;
Hans langsomme Seyling forvolder det tit,
At Jægten med Ladningens heele Profit
   Fortæres og ganger i løbet,
Og skeer det omsider, han lange kand frem,
Da føres hver anden Mand syg til sit Hiem
   Med Levnets Pericul paa Kiøbet;
Det er en elendig og jammerlig Sag,
For alle Nord-Farer en farlig Umag,
   Med aabne Fartøyer og Jægter
At fare saa lang en umaadelig Vey,
Hvad Fare med følger, jeg skrive vil ey,
   Mig Tiden det ogsaa benægter:
Et Tusind Sex Hundrede Nittie til Toe,
Da vare der fleere, der græd end der loe,
   Den Tiid vore Jægter de stødte
Paa Banker og Grunde i stoere Stats-Hav,
Man saae hverken Stav eller Stikke deraf,
   Det sendtes Neptuno til Bytte;
   Min Jægt var i Sælskab og stødte derhos,
Der foer baade Midler og timelig Gods:
   O! Gud dig skee Tusindfold Ære!
Du togs det igien, det du selver mig gav,
See! nøgen fra Moder og nøgen i Grav,
   Mit Symbolum stedse skal være:
Hvad skytter jeg, Havet tilføyed' mig Vold!
Gud haver tie dobbelt igien i Behold,
   Lad bruuse de Bølger og brumle!
Mit Gods er nedsiunken, men ikke mit Sind,
Naar vi den tilkommende Verden gaaer ind,
   Da skal os Ulykken ey tumle!
Men dersom Nord-Farernes Troe var saa stoer,
De kunne faae Bergen henflyttet i Nor
   Omtrent hen ved Hundrede Miile,
Hvor skulle den gandske Nordledingens Tract
Af inderste Hierte sig fryde med Magt,
   Med lystige Ansigter smile!
Men hvad vil jeg ynske! jeg faaer ikke ja,
De Bergenske flytte dog aldrig derfra,
   Vi maae vore Dage saa slide,
Og taale det samme, vor Fædre stod ud,
Vi bære ey helliger Kiød i vor Huud,
   Thi maae vi for Synden det lide!
Nu har jeg spadseret Arctandriam om,
Beskuet hver Plads med hver Sted og hver Rom
   Det er nu paa Tiid jeg mig vender
At tage mit Huus og mit Embede fat,
Far vel, mine Landsmænd! jeg byder god Nat,
   Og tusind Taksigelse sender.
Men tykkes der nogen, jeg rørde dem hart,
Da lad dig ey merke! min Pen har den Art,
   Hun løber, der Veyene falder;
Vil nogen derfore med Tungen mig slaae,
Jeg lader det giennem Canalen hengaae,
   Og skytter lidt, hvad de mig kalder;
Men alle, saa mange, som under mig vel,
Forynskes Guds Naade til Liv og til Siel,
   Far vel! med et broderlig Vale!
Far tusindfold vel, og hav tusindfold Tak!
Og her med jeg ender min Nordlandske Snak,
   Min Hane hold op til at gale!

Kilder

• Nordlands Trompet på Dokumentasjonsprosjektet.
• Dass, Petter: Nordlands Trompet. København. 1739. Digital versjon på Nettbiblioteket.
• Dass, Petter: Nordlands Trompet : gjendiktet av Hans Kristiansen. Utg. Fabritius. Oslo. 1962. Digital versjon på Nettbiblioteket.
• Lauvstad, Hanne: «Petter Dass’ ordforråd – hans kilder og hans forfatterskap som kilde for ordbøker» i Nordiske Studier i Leksikografi 12, 2013, s. 267-286.