Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Helga Balstad til Daniel C. Jordahl 1925-11-18

Norgesbrev fra Helga Balstad til Daniel C. Jordahl 1925-11-18
Informasjon om brevet
Dato:	1925–11–18
Fra sted:	Møre og Romsdal, Kristiansund
Fra:	Helga Balstad
Til:	Daniel C. Jordahl
Til sted:	USA, Minnesota
Nr. i samling:	1018
Samling:	Norgesbrev
Oppbevaringssted:	Andreas Jordahl Rhude
Tagger:	Helse og sykdom, kuropphold, sanatorium, Religiøsitet, dødsfall, amerikareise, Emigrasjon, hyre, søm, sjøsyke, lungebetennelse, første verdenskrig, avis, pengegave, kår, gardssalg, priser, odelsrett, julesang, Økonomiske kår
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Undskyld at jeg bruger blyant - jeg har vænt mig fra, at bruge pen - mit brev er gammelt sender det nu

25-11-18

Min kjære bror!

En lang tid er alt gåen hen, siden søster Bridt kom op med vort fælles brev fra Dig, som var meget kjærkommet. Det blir så alt for lenge imellem vi lader høre fra hinanden og jeg for min del, må beklage min sløvhet med brevskrivningen til mine søskende derover, dog bror og søster er mig lige kjær nu, som før, ja som den dag vi sa hinanden "farvel" - og minderne gjemmer jeg på. Dem er mig så dyrebar. Tak for brevet det var som altid opløftende liv og interese, om en tåre eller to stjal sig frem - mens vi læste brevet for hinanden.-

Min eneste datter - Marie begyndte at skrante lidt fremover våren, doktoren sa, at hun var blodtom og havde lyd på høire lungespids - anbefalet hende et kurophold på Reknes sanatorie, på 3 a 4 måneder og da hun kom hjem og fortalte mig dette - jeg følte som en stenblokke la sig over mit bryst, dog ikke for første gang, jeg har før båret dens tyngde, for flere år tilbake 1908 blev Klarius anbefalt den samme kur - ingen af mine sønner var så hjelpsom og omsorgsfuld for hjemmet som han - 1909 døde han fra os, fornøiet og glad i tro på Jesus. En stor trøst, men også et stort savn. Samme høst reiste Gunnar til Amerika. 1910 reiste Martinus og nogle måneder senere drog Harald samme vei og skilsmissen føltes nok så tung, dog jeg håpet på gjensyn - "om 4 a 5 år er vi atter hjemme og kanske før" - sa dem. Så havde jeg Olof, Marie og Helmer igjen - og tiden gik snart som før - jeg tog fat på oljesøm[?] og Helmer fik plads hos Lønniken på bogladen - men hans hu stod altid til sjøen, og ofte når han kom hjem om aftningen fortalte han mig hvor gjilt det ska bli - når han får hyre sig på en stor båd - for se sig om i værden og få støre månedsgase[gari???] "å Du mor skal få halvparten" - å han så fremtiden så lys og lang - bare 16 år gammel, sluttet han hos Lønikken og reiste med en båd som gik imellem Spanien og Norge. Men sjølivet passet ikke for ham, han led daglig af sjøsykke, dog dette formåede ham ikke til at slutte, og en kald vinterdag (i Rusland) blev han angreben af lungebetendelse af værste sort og blev siden aldrig frisk - kom hjem bleg og avmagret han som før var rund og rød og altid fuld af moro og liv - men nu kom han slig - hans hilsen var vemodsfuld - hånden sjalv og tårerne rant - jeg glemmer det aldrig - og nogle måneder senere fik han hjemlov - sorg og sav og tusinde bebreidelser på min samvittighed at jeg ikke har været som jeg burde og skulde. Måtte jeg bare få beholde Marie. Jeg er så ængstelig, men tør ikke vise mig bekymret for hende som hun ser - uden at jeg må sige "det er for gutterne i krigen". Det er en stor glæde at krigen blev slut og at Amerika har al ære og tak, og vidste jeg kun om mine gutter: Peder og Harald lever og kom sig uskad fra kamppen. Peder stod på en farlig plads og af hans sidste brev forstod jeg hans angst, og nu blir ventetiden lang før underretning kommer.

Jeg læser Dekoraposten (jeg ved ikke hvem som gir mig den. Er det du?) og rædselsfuld begynder jeg med tabslisten - tak og lov til min gud, at jeg til idag har sluppet, at finde navnnene på disse som står os nermmest. Fra M. har jeg intet hørt på lang tid, men for 3 uker siden fik jeg postanvisning fra ham, som lydde på kr. 74.30 - dette er alt siden Julen 1916 - tro mig, det er sant - måtte han engang komme tilfornuft og få kjende de tusinde bebreidelser[?]. Bror Ole er nu i far og mors stue kårfolk foruden kår. Du ved vel at han har solgt går til en slu sønmørring for en spotpris (kr. 15000) med fuld besætning og korfrit ikke så godt som ve til husbrug - ikke en liter melk nei ikke en ting - untagen korstuen og låftet. Ole reiste til Sønmør og handelen blev der fuldført i hast - den dommeste handel, som kun en domming kunde gjøre - Olof som gjerne vilde ha gården kunne ikke få den på så gode betingelser, enda han var gift - hadde to smågutter og bodde der - og naboerne syntes det var stygt gjort af Ole, at ikke Olof fik beholde hjemmet - det samme synes jeg, det gjorde mig ont - jeg tænkte på mor og far, om det har seet tilbage og fundet helt fremmede på gården. Olof måtte flytte til Lille[???]. Nu bor dem på Lillehamer, driver en liden gård til Anders, han har selv, disforuden en pen Willa der, Anders er bleven en storman rik på midler, han har drevet stort i Tyskland og gjør det vist fremdeles, dog jeg tror at han er mest af tiden hjemme i Norge nu - jeg tror at han er snild så Olof får godt udbytte af sit arbeide hos ham. Olof har angret meget på, at han solgte gården ja han har været så nedstemt og rent ulykkelig - han udtalte sidst han var her, at han spekulerer at ta den igjen med odelsræt. Ole ser ældre ud nu, en vor fader, da han var 85 år men har sine åndsevner omtrent lige god.

Gratulerer Dig, som svigerfar og Anna, som svigermor - læste denne nyhed i Dekoraposten gud velsigne Dem. Det er altid gjilt at finde dit navn i luthers Kirketidende, så måtte jeg streke under med pen og blæk - da lo jeg - men nu er jeg selv den samme, dog jeg bruger blyant. Når skal vi sees igjen? Når alle minerne er opfisket - kommer Du, og da vil jeg følge Dig tilbake - hender det at Marie går bort (gud lad det ike ske) da årker jeg ikke at blive her lengere - jeg vil da få vandre rundt eder. Så ønsker jeg eder alle en glædelig jul! Vi vil mindes hin anden - når vi stemmer op "Eit lidet born". Hils Dagmar og alle barna Anna og Du.

Kjærligste hilsen fra din bekymringsfulde søster Helga.

Kan Du ikke ta en tur til Gunnar - gjør det. Olof og Marie hilser onkel og tante. Et brev vil være kjærkommet - skriv når Du får tid.