Kjeldearkiv:Norgesbrev fra P. Grytnæs 1903-02-15
Norgesbrev fra P. Grytnæs 1903-02-15 | |
---|---|
Informasjon om brevet | |
Dato: | 1903–02–15 |
Fra sted: | Møre og Romsdal, Sunndal |
Fra: | P. Grytnæs |
Til: | Søsken i USA |
Nr. i samling: | 1014 |
Samling: | Norgesbrev |
Oppbevaringssted: | Andreas Jordahl Rhude |
Viktig: | Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator. |
Ofte ihukomne søskende i Amerika!
At denne overskrift er et sandt udtryk for mine følelser kan bedst forstaaes, naar jeg kan forsikre at mine tanker følger eder under alt mit daglige arbeide saavelsom i mine ledige timer, og især nu, efter at min søn befinder sig hos eder eller i eders nærhed. Det er ligesom et stykke af mit hjerte allerede er flyttet derover, og udsigten til flere saadanne forætykninger[?] bringer mig ofte i et slet humør, og bringer forstyrrelser ind i mine lagte planer her. Igaar aftes blev vi glædelig overrasket af en omfattende skrivelse fra dig, hvoraf vi kan erfare at I heller ikke har glemt os, men at vore daglige gjøremaal optager vor tid til alt andet end brevveksling, saa at det ofte kun bliver i tankerne vi dvæler ved hverandre. Ja vi har ret ofte sagt os imellem: "End om vi i dag eller i kveld kunne faa aflægge Eder en visit." O, det skulde blive fornøielige timer! Et haab om at dette engang kan blive virkeliggjordt - nærer vi ogsaa iblandt, men her er mange hensyn som synes at stille sig iveien. Ikke fordi vi her har saa store herligheder at skilles fra, men mere fordi vi allerede ere saa meget arbeids slidte, at det vil komme til at staa os haardt, om vi derover skulle forsøge at arbeide os op et hjem, allerede saapas: som vi har det, skjønt dette til enhver tid fordrer ikke saa lidet for at holde det gaaende. Jeg har derfor tænkt som saa, at jeg faar se tiden an, - se hvorledes børnene arter sig, om der fremdeles bliver udfaldet dette, at drage over! Ja for mine øine stiller sagen sig klar, hvad jeg i deres sted ubetin[get] har villet valgt, og jeg har bestemt mig paa at yde mine børn al den opmuntring og støtte jeg kan, bare de vil drage over. Men saa forekommer det mig ogsaa: Mon ikke det ogsaa kunne være tjenligt at ogsaa vi var i deres nærhed under deres omtumlen paa egen haand, og ofte blandt vildt fremmede? De ere uprøvede og svage, uden livserfaring, kjender næppe verken sig selv eller verden om kring sig; hvor snart kan de ikke falde for ikke mere at kunne reise sig selv! Et fader- og moderhjerte synes at øine farer paa alle hold, og det vises til sine tider at staa saa atsige magtesløst endog paa nært hold. Tilslut blir det kun bøn til Herren, som styrer alt - det eneste middel at ty til for de stakkels bekymrede forældre.
Ja I skal have tak for at I tog imod Nils og betalte ham godt, samt at "du er en driftig mand - er paa færde til enhver tid, og liker ogsaa at andre ere flittige." Dette er alt hvad han har sagt om den ting til os. Han har foreslaaet at Helga og Kristoffer skal komme over allerede ivaar, for om muligt i fællesskab at forberede et nyt hjem hvor vi kunne tage ind om vi blev bestemt paa at komme efter. Han taler om en form de i dette tilfælde kunne forpakte for at komme istand med lidt kreature og redskaber. Nu er da Helga endelig be[s]temt paa at reise paa billætten, men Kristoffer er nu i tjeneste, og vil nødig opsige den siger han, men til næste vaar vil han gjøre sig færdig. Min broder Endre staar færdig hvad tid det er, at løse mig af med gaarden, og jeg er næsten bestemt paa at tilbyde ham pladsen hvad tid det er. Der maa nu gjøres noget betydeligt med husene paa gaarden, som nu næsten ere faldefærdige, og jeg for min del finder det betænkeligt at optage et saa omfangsrigt og kostbart arbeide, naar ingen af børnene føler lyst til at forblive paa gaarden.
Af din skrivelse kan jeg forstaa at du har meget at sysle med, og meget at produsere af dit gaardsbrug; har vel ogsaa mange udgifter, men svarer[?] nok enda regning. Her i Øxendalen gaar gaardbruger standen tilbage i en foruroligende grad, hvortil de sidste mislige aaringer vistnok har bidraget sit. Det er de faa som har tømmerskog, som endnu ere herrer over situationen, men ogsaa de har maattet gribe til midlet - at lade store teige nedmeies for at stappe i hullet (gjelden); men de som dette ikke har, synes der at se fortvivlet ud for. Ole E. Lien solgte skog ifjor for 3000 kr. - Iaar hugger Ole L. Lien 50 tylfter, og Ole Aafor 90 tylfter. Ole Solbier[?] og Paul Øien solgte til uthugst for ca 3000 kr. hver. Det blir saaledes næsten umuligt at faa kjøbt noget til husbrug, ligesom der fortiden er ogsaa meget dyrt. Som sagt, stillingen er mislig, og jeg kan ikke øine botemiddel for den almindelige gaardbrugerstand, hvis ikke det i en eller anden form skal komme fra America. Af en hel del af bygdens sønner derover, kan sønner kanske finde paa at afløse de nu snart udsultne gaardbrugere her, og der er allerede flere under handlinger i den retning. Et staaende samtaleemne om jernbane i den nærmeste fremtid vil komme til gjennemskjære distriktet - kan kanske bringe lysere udsigter for fremtiden! Ja heri staar vi da selv i Øxendalen paa høide med Eder, uagtet der kun ere faa endnu som har taget den ind. Ligesaa er der i de sidste dage oprettet et Nordmøre dampskibsselskab, med 6 dampskibe, trafikerende Nordmørfjordene, samt Tronhjem-Battenfjorden. Forholdet er nemlig en overgang fra det oprindelige Kristiansunds dampskibsselskab og med dets skibe. Hvorvit dette er fremskridt eller svarer til hensigten, faar tiden vise. Sikkert er det imidlertid: Det koster at være kar!
Vi har nu i 4 a 5 uger haft et forfærdeligt veir, afvekslende med storm, regn og sne, saa jeg kan ikke mindes sligt. Stormen har ogsaa anrettet tildels skade paa hus. Saaledes har den ogsaa hos os revet torv og næver af ¼ af fjøstaget, og veiret er fremdeles paa det samme, saa ingenting kan rettledes[?]. For sømand og fiskeri er der trøstesløse tilstande.
Gamle fader lever som almindelig, dog med den forandring, at han nu har seet sig nødt til at flytte til Viken, da han fandt det aldeles uudholdeligt hjemme. Ole har tilbudt Marit 150 kroner for aaret og dette har hun ogsaa tænkt at tage ham for, men nu er hun kommen til forstaaelse af, at dette muligens kan bli forlidet, og i den anledning kom fader med dampskibet hid forleden, og vilde faa mig til at følge til Jordal og udvirke et tillæg i en eller anden form. Jeg foreslog at han selv faar gjøre tillæg af det hun synes forlidet for dette aar, og slaa sig til ro, og gjøre sig livet saa behageligt som muligt. Han kom da paa den tanke, at han vilde affordre Ole de restanser paa kaarpræstationer i en række af aar, og til hvis iværksættelse han finder det nødvendigt at stevne Ole til kommissions. Ole søger paa alle maader at tilvende sig hans faa eiendele. I hele høst har gl. arbeidet paa ved til vinteren for sig selv, og havde allerede fyldt sit lille grisehus med tør skived. Nu i julen blev han først opmærksom paa at Ole har banet sig adgang gjennem et glug paa modsat side, og her igjennem bemægtiget sig hele beholdningen, saanær som sidste laget ved døren. Han siger selv, at ved opdagelsen af dette, maatte han gaa ind og sætte sig til at græde. Dette efter at han er nægtet hest til hjemkjøring af veden, er frygteligt synes jeg. Det er god ved og varme som er næst maden for gamle folk, saa man kan let tænke sig gamlingens harme!
Hjertelig hilsen fra P. Grytnæs!
Idag fik vi sendt fra Jordal fotografiet af din farm. Vi blev saa forbauset over alle de bygninger, og især over den flotte vaanegaard[?]! Tusind tak! Ønsker bare at kunne aflægge eder et besøg, hvilket vi har haab om skal kunne ske om ikke saa længe.
Denne skrivelse bliver kun en begyndelse til hvad jeg tænkte at skrive, men vil sende en fortsættelse af samme, naar tiden for Helgas afreise er bestemt. Hun blir antagelig ifølge med Vika-gutterne. Jeg staar i den største spending om jeg skal sælge gaarden nu straks, og komme over allerede i vaar alene, eller om jeg skal se tiden an med salget. Jeg venter paa hvad Nils siger herom. Jeg har ont for at komme løs fra hjemmet, men Brit koster det ingen ting! Hils alle vore slægtninger.]