Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Peder Olsen Megrund til Carl G.O. Hansen 1925-06-14
Norgesbrev fra Peder Olsen Megrund til Carl G.O. Hansen 1925-06-14
| Norgesbrev fra Peder Olsen Megrund til Carl G.O. Hansen 1925-06-14 | |
|---|---|
| |
| Informasjon om brevet | |
| Dato: | 1925-06-14 |
| Sted: | Drammen, Buskerud |
| Fra: | Peder Olsen Megrund |
| Til: | Carl G.O. Hansen |
| Nr. i samling: | 2650 |
| Samling: | P0543, Carl G. O. Hansen papers |
| Oppbevaringssted: | NAHA |
| Transkribert av: | Nasjonalbiblioteket via Transkribus |
| Viktig: | Denne artikkelen kan være låst, og kan da bare endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator. |
Heimen, Skoger landfast 14-6-1925.
Kjære hr. redaktør Carl G. O. Hansen!
At give mig til at forklare den bedrøvelige
kjendsgjerning, at Deres elskværdige brev med ledsagende
familiefotografi, som jeg med megen glæde modtog
april sidst, først blir besvaret idag, det kunde
jeg vel, men neppe til noget nævneværdigt udbytte for
nogen av os. Det er blit sagt om nordmænd som aka-
demikere, at de med lige saa stor ret kunde kaldes der
ske som norske. Det spørgsmaal skal jeg ikke drøfte,
men kun bemærke, at det stamtræ, hvorpaa ogsaa jeg
er en gren, sikkert har frembragt en det individer,
som var ikke snare i syningen, som et mund-
held siger. Naar nu netop jeg er et av disse og
derhos tæller fyldte 85 aar, er dermed givet momenter
nok til en forklaring.
Men nok hvem
Tusind tak for Deres hyggelige brev og lige saa
for familiegruppen! - begge dele værdifulde min-
desmærker, som i stilhed, men med styrke bidrager
til at flette baandet, der binder til skilte sammen.
Der har jo i disse dage gaaet en stork luft.
ning av jubilæum baade i Amerika og gamle Norge.
Naar jeg nævner dette her, sker det ikke for at igang
sætte et referad om dette omfattende emne. De
faar bli pressens sag. Hvad jeg tænker paa, vi
bare dette, at det visst maatte være 100 aarsjubildets
aand, som bemægtigede sig vor løbet sangfor-
ening, da den bestemte sig til at holde et jubilæ-
um for sig selv just paa den samme store 7. juni. Her
var ikke tale om 100 eller 50 eller 25 aar, men hun
15, et tal som jo ikke udenbrok føier sig ind under
100 tallets runde sum. Men jubilæum skulde der
være. Det laa i luften.
dette skal ikke betyde, at jeg gjør mig lystig
over foretagendet. Jeg fik jo selv være med, buden
som ærgjæst, og blev - mirabile dictu - i en skul-
tale hyldet, som om jeg havde været en mester i
tonekunst og musikalsk smag. Men nøgne sand-
hed er imidlertid kun den, at jeg med glæde nyder
musik, naar anledning gives, medens min be-
fatning med tonekunsten i mine 25 tjenestaar her
har indskrænket sig til den obligate messe i
kirken. Men ved jubilæer, ved de nok, blir tem-
peraturen ofte saa høi at gryden kager over
og da let i hastværket skiller sig baade ved
halv- og hellagt stof.
Det er visst en temmelig faststaaende bestanddet
av sagaen om gamle folk, at de roses for sin usæd-
vanlige styrke, saa længe de endnu evner, at
vandre lidt omkring. Jeg for min del faar ofte
høre ytringer i den retning. Og det skriver sig vel
mest fra den kjendsgjerning, at jeg i alle de 6 aar, som
nu er forløbne siden jeg fratraadte, har kunnet støtte
sognepresten lidt i betjeningen av hans altfor byr-
Lefulde embede. Saaledes har jeg hidtil paa hver første
dag av de store høitider udført den ene av de to
harmesser, som da paahviler ham, ligesom jeg oftere
har gjort tjeneste ved begravelser og samtid. Jeg
har altsaa fuld aarsag til at være taknemmelig for
den helse som hidtil har staaet til min raadig.
hed.
Siden 15. mai ifjor bør vi nu i eget hus, som det
lykkedes os at reise ved en række skjæbnetræf, som
imidlertid ikke har noget med lotterspil, at
gjøre. Den opbrelse at sove under eget tog fald
altsaa i min lod for første gang i mit 85de aar.
Jeg satte et mærke i min almanak i den anledning
og at vi blev betagne av en egen velstandsfølelse
viste sig bl.a. deri, at vi havde raad til at ud-
nytte paa anden maade en række pakkasser, som
vi efter tidligere flytninger omhyggelig gjemte paa
til brug ved næste flytning. Nu staar vi op og
gaar til hvile med den bevidsthed, at vi ikke behøver
at ængstes for huseurens sange ordre om at
flytte, og det har unægtelig sine behageligheder.
Jeg haaber Deres mor endnu lever; jeg vilde væ-
re taknemmelig for at faa sendt hende en hilsen
naar leilighed gives.
Min datter og søster sender hjerteligst hilsen
og tak
Modtog endelig bevidnelsen om mine op-
rigtigste ønsker tilbedste for dem selv og alle
Deres.
Deres taknemmelig hengivne
P. Megrund.
Skannede brev
Klikk på bildene for å se det i større versjon. Last eventuelt ned til egen maskin for å åpne i bildeprogram, slik at det er lettere å forstørre eller forminske eller bruke andre hjelpemidler i korrekturarbeidet.
