Jens Krafts omtale av skogfinner

Jens Krafts topografiske skildring av Norge fra 1820 inneholder to lengre avsnitt om skogfinnene.

Jens Krafts omtale av skogfinner er å lese i første bind av storverket Topografisk-Statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge. Bindet ble først utgitt i 1820.

Soløer og Oudalens Fogderie

I kapitlet om Solør og Odalen opptrer et helt delkapittel «Om Finnerne»:

Om Finnerne.

Langs den svenske Grændse i Hofs og Grue præstegjelde og paa den nordøstlige Side af Vinger Præstegjeld boe Finnerne. De ernære sig alle af Jordbrug, tildeels og af Qvægavling, da de holde mange Kreature, samt af Skytterie, og Fiskerie i deres Ferskvande. Nogle have skyldsatte Gaarde, men de sleste Pladse eller saakaldte Torper, der ere opryddede i Skovene under Gaardene i selve Bygden, og ligge fra to til fem Mile fra disse. Ingen ere Selveiere, men enten Leilændinger eller Huusmænd paa det Ankerske Fidei-Commisses eller Statsraadinde Rosenkrantzes Arvingers Eiendomme. Enkelte ere velstaaende, men Mængden yderlig fattig. De ere for det Meste ucultiverede, eenfoldige og lettroende, og sædvanligen henfaldne til Drukkenskab. De boe ikke allene ved Søerne, hvoraf der ere mange i den store Skovvidde, men ogsaa høit oppe paa Fjeldene, hvor de med utroligt Arbeide have opryddet og opdyrket deres Agerland. Store Steenhobe, som ligge overalt paa deres Marker, vidne om deres anvendte Møie. Om Sommeren bruge de næsten bestandig den elendige Barkeføde. Mangen Huusfader med stor Familie har end ikke en Plet Jord at dyrke, men gaaer hos andre i Arbeide, har en Koe og nogle Geder, som han om Sommeren samler Græs og Løv til i Skovenes Myrer, og Udmarker. Gjødningen, som deraf falder, tager den Mand, paa hvis Mark han sidder. Saalænge Finnerne havde Tilladelse til at rydde og brænde Braater i Skovene, avlede de megen Rug, og havde til deres Kreature god Græsning, hvorfor de vare i god Forfatning. Men siden al saadan Rydning, endog til Maade, er dem formedelst den forrige Misbrug forbuden, tiltager deres Armod. Kornavlingen slaaer desuden ofte Feil hos dem. I deres Sæder og Levemaade have de i mange Henseender meget Afstikkende. Deres Kladedragt er som de Norskes. De tale alle, dog med en egen Accent, Norsk, skjøndt det Finske Sprog bruges mellem dem selv indbyrdes. De have Bibler, som ere trykte i Åbo. De boe i tømrede Huse, som til Belysning have allene Huller paa Væggen – Faa have Glasruder i disse – med Slaaer for, til Gulv Tømmer, som er kløvet, og til Varme en stor Bagerovn, fra hvilken Røgen stiger op under Loftet. Denne Røg angriber saaledes Alt, at man paa denne Røglugt allene kan kjende Finnerne. Naar saadan Røg indtager en alt for stor Deel af Rummet i deres Boliger, oplukkes en Lem paa Taget, hvorigjennem udslippes saa meget, som de ville undvære. Omkring Væggene ere Bænke, paa hvilke og paa Gulvet de ligge i al Mag, naar Arbeide ikke holder dem ude. Reenlighed synes hos Finnerne at være høit agtet, siden de ved alle Torper have Badestuer, hvor de engang om Ugen, sædvanligviis Løverdags Aften, bruge Svede- eller Dampbad, hvilken Uddunstning de forstærke ved at pidske den nøgne Krop med Løv⸗Riis; ja Barselqvinder bruge endog denne Badning strax efter Forløsningen. Finnerne ansees i alle Henseender som Landets Indbyggere og betale Skatter og Afgifter som andre Landmænd. De have imidlertid kun ringe Samqvem med de Norske, og gifte sig mellem sig selv indbyrdes. Sædvanligen ere de to eller tre Gange om Aaret nede i Bygden, hvor de besørge deres Forretninger, og saavel legemligen fom aandeligen vederqvæge sig. De gaae da til Kirke og Alters, tage sig en Ruus strax efter, slutte Handeler og udrette Ærinder. De Uordener, de ved saadan Leilighed begaae, kunde vel hemmes, da de ikke ere onde af Naturen, og der dog gives enkelte oplyste og ædruelige Mænd blandt dem.

Omtalen av skogfinnene i Solør og Odalen hos Jens Kraft.

Omtrent for et Par Hundrede Aar siden kom Finnerne til disse Egne af Riget. De maae nøie adskilles fra Lapperne, som ogsaa undertiden kaldes Finner eller Finlapper, hvorimod de ere af samme Folkefærd, som de i det nordlige Norge boende Qvæner (den finske Folkestammes gamle nordiske Navn) eller Karelere. De nedstamme fra den store indtil 1808 eller 1809 svenske, nu russiske, Provinds Finland eller det gamle Qvænland, hvorfra deres Forfædre udvandrede, enten (ifølge det blandt dem værende Sagn) formedelst Russernes grusomme Ødelæggelser, eller i Anledning af den saakaldte Klubbekrig d. e. de borgerlige Uroligheder, som herjede Storfyrstendømmet i Kong Sigismunds Tid, eller maaskee snarest af begge Aarsager. De skal først være komne til de Norge tilstødende svenske Landskaber under Sigismunds Fader og Farbroder, Kongerne Johan den Tredie og Carl den Niende, hvilken sidste, som Hertug i Værmeland, begunstigede deres Indvandring. Da de saaledes ikke ere komne did førend i Slutningen af det sextende Aarhundrede, kunne de ikke førend i det syttende være flyttede over Grændsen til Norge. Aar 1624 skal de have været her i Riget, hvormed ogsaa Traditionen stemmer *), og have udbredet sig i Soløer og til Tryssild Præstegjeld i Østerdalen mod Nord og til Næs Præstegjeld paa Øvre⸗ og Urskoug Præstegjeld paa Nedre-Romerige i Syd, i hvilke sidste Bygder dog nu ingen Finner vides at være, eller og have de tabt sig blandt de Norske *) Formedelst den Skade, de især gjorde paa Skovene, ere de under Navn af Skov-Finner blevne Gjenstand for Straffe-Lovene, hvoraf den ældste nok er en af Kong Frederik den Tredie under hans Ophold her i Riget den 30te August 1618 given Forordning (hos Paus Side 845), som er gjentagen i Forordning af 20de Juni 1673, og tilligemed en Bestemmelse i Skov-Ordonnancen af 12te Mai 1683 §. 7 er Kilden til hvad der fastsættes i Christian den Femtes Lovbog 6te Bogs 17de Cap. 30te Artikel; og i Instructionen for Amtmændene af 7de Februar 1685 §. 5 nævnes Skov-Finner ved Siden af Jøder, Tryglere og Løsgjængere *).

• ) See Schønings gamle Geographie Side 6; E. Fernows Beskrifning ofver Værmeland S. 525–30; Pontoppidans Naturhistorie 1ste Deel S. 169; Biskop Deichmanns Skrivelse af 1727 til Missions-Collegium i Hammonds Missions-Historie S. 509–12. Afdøde Professor Ruhs i hans ogsaa paa Svensk oversatte Skrift Finland und seine Bewohner (Leipzig 1809. 8) har ikke vidst andet denne Sag angaaende, end hvad Provst A. C. Smith i sin Tryssilds Beskrivelse i topogr. Journal 23de Hefte S. 44–63 anfører, hvoraf han meddeler en forkortet Oversættelse.

• ) En Strækning af den nordlige Deel af Nordre Oudalend præstegjeld, som fører over til Stange Præstegjeld, hvori findes nogle saakaldte Fintorper, har rimeligviis været beboet af Finner. Efter Sagnet skal hele Hurdalens Præstegjeld paa Øvre Romerige for nogle Hundrede Aar siden været beboet af Finner, hvis Descendentere endnu findes nogle af i Bygden. Disse Finner skal ogsaa her have drevet Braatebrænding og Rugavling, og have været gode Bjørnekyttere. Man viser endnu en liden Holme i Hurdals-Søen ved Gaarden Ruud, Skriverholmen kaldet, hvor dengang Retten holdtes og Skatten modtoges af Finnerne, da Øvrigheden af Frygt for disse stedse med skarpladte Rifler og store Tælleknive forsynede Finner ikke turde lade mere end en eller to af dem ad Gangen slippe ud paa Holmen. Ogsaa i Modums Præstegjeld i Buskeruds Fogderie og Amt gives en Strækning, som fører Navn af Finmarken, der af Finner skal være opryddet.

• ) At Finnerne ogsaa i Sverige have været anseete med Ugunst, seer man hos Fernow S. 507 og 613, samt hos Ruhs S. 410.

Nordenfjelds kaldes disse søndenfjeldske Finner, til Forskjel fra Finlapperne, Rug-Finner af den Haandtering, hvorved de fornemmelig tiltrak sig Opmærksomhed. De udgjøre nu en Niendedeel af Grue Præstegjelds Beboere. Deres Boligers Beliggenhed paa Grændsen mellem Sverige og Norge gjør dem til Mellemhandlere for Svenske og Norske, og gjorde dem i forrige Krige til Spioner for begge. Paa den svenske Side af Grændsen (hvor man efter dem har kaldet de Strækninger, de have bebygget, Finmarken, ligesom her Finskougen) boe ogsaa Finner og i bedre Kaar end de soløerske, da de ere Selveiere, hvilket ogsaa skal sees paa deres Skove, som ved Braatebrænden ere ødelagte.

Østerdalens Fogderie

Jens Krafts omtale av skogfinnene på Trysil.

I kapitlet om Østerdalen kommenterer Jens Kraft skogfinnene på Trysil i et underavsnitt:

Om Østerdalens Finner.

I Tryssild Præstegjeld boe ved Osen-Søe, men især i den søndre Deel af det egentlige Tryssild Sogn, endeel Finner. Rugavling, Tømmerhugst, Qvægavling og Jagt ere deres Næringsveie, og de komme ikke høiere nordefter end Rugavlingen vil lykkes. Tryssild er Grændsen for dem, og man kalder dem Rugfinner for at skjelne dem fra de omvankende Lapper, der almindeligviis ogsaa benævnes Finner. Egnen, som Finnerne beboe, kaldes her, som i Soløer og i Sverige, Finskougen eller Finmarken. De Tryssildske Finner have dette forud for de Soløerske, at de Første for det Meste ere Gaardbrugere, de Sidste næsten lutter Huusmænd. Finnernes Boliger i Soløer kaldes Fintorper, men ikke saa i Tryssild. Den største Deel af de Soløerske Finner boe i Badstuer eller Fin-Koier, de Tryssildske derimod leve i Huse ligesom de Norskes, og have derfor et bedre og sundere Udseende end hine. De fleste Finner ere i bedre Forfatning, end de egentlige Tryssildere, og dette tilskriver man Brugen af deres Braater, hvori de endog høste 16 til 20 Fold; de ere imidlertid ikke saa flittige og heller ikke saa velstaaende som deres Forfædre. Finnerne ere (efter Provst Axel Christian Smiths Vidnesbyrd i top. Journal 23de Hefte) agtværdige, oplyste, godgjørende og føielige Folk. Angaaende den hos dette Folk gjængse Tungsindighed see top. Journal 23de Hefte S. 57.