Kjeldearkiv:Frieri og bryllaupsskikkar i Sunnhordland på 1800-talet

Dette er en gjengivelse av en artikkel eller del av artikkel som i ettertid er blitt lagt ut på Nettbiblioteket. Lokalhistoriewiki dupliserer som hovedregel ikke lenger tekster fra Nettbiblioteket, men oppfordrer i stedet til å bruke sitater og lenker.

Kommentar

Skildringa er skrive i siste halvdelen av 1800-talet og omhandlar frieri og bryllaupsskikkar på Tysnes i Sunnhordland.

Skrivet er attgjeve i Johannes Heggland si bygdesoge: Tysnes, Det gamle Njardarlog, band 2. Utgjevar: Tysnes Sogelag, 1975. Fram til då hadde skrivet vore i privat eige. Resten av skildringa var kome vekk då bygdesoga vart skrive, men har nok omhandla den vidare bryllaupsfeiringa. Den manglande biten er framleis vekke.

Forfattar er Johannes Andersson Gjerstad (1821-1901) frå Gjerstad på Tysnes, mest kjend som Jehans i Gjerstadneset. Han vart tvungen til å selja farsjorda etter ein uheldig spekulasjon i sildahandel, men tok seg etter kvart godt opp att og vart ein av dei fremste mennene i bygda. Johannes sat i heradsstyret i ein mannsalder, nokre år var han forlikskommissær, og sat dessutan fleire tiår i forstanderskapet for Tysnes sparebank (1865-96). Han var jamvel revisor for banken, dessutan kommunerevisor og elles den som var mest nytta som skjønns- og utskiftingsmann i heradet.

Johannes var kjend som ein god forteljar, og han skal ha dikta viser. Heime hadde han ei for den tida etter måten omfangsrik boksamling, med m.a. Holberg sine bøker.

(Kjelde til forfattaropplysningar – Ernst Berge Drange: Tysnes gards- og ættesoge, band 3. Utgjevar: Tysnes sogelag, 1989)

Johannes Andersson Gjerstad: Om frieri og bryllaupsskikkar på Tysnes

Førend jeg fortæller om Bryllupsskikker som fandt sted her i Prestegjeldet for 30 Aar tilbake, vil jeg forud fortælle om Forlovelsene med de deraf følgende Seremonier og Øvrige forbundne Omstændigheder.

Forlovelse stiftes paa flere Maader: Den almindeligste er, at naar ældste Søn, der er odelsberettiget til sin Faders Gaard, hvilken Odelsmand i Almindelighed kaldes Jorakar eller Joragut, har faat Øie paa en Jente som han liker, og hvis hun har velstaaende eller rige Forældre, er dette en god Kryd paa Maden, henvender han sig som oftest først til Jenten og lader Ytringer falde, saa at Jenten forstaar hans Mening. Lader hun et Ord falde til Gunst for sin Frier, aabenbarer han først sin mening for sine Forældre. Har disse ikke noget imod hverken Jenten eller hendes Familje, samtykker de i sin Søns Frieri, og det hender ofte at Guttens Fader gjør første tur til Jentens Forældre, for at begynde Frieriet for sin Søn. Hertil vælges i Almindelighed en Løverdagskveld, og bedst er det om der da indtræffer enten Ny- eller Fuld-Maane, men i allfall maa det være naar Maanen er i voxende. Faderen, der da gaar under Navn af Belaman, maa have Elskergaava med fra sin Søn, hvilket bestaar fomemmelig af et par Ringer og Søljer, Halskjede og Skospænder, og hvis Frieren er som man kalder det bemidlet, haves også med nogle Sølvskjeer. Faar Belamanden ja, baade hos Jenten og hendes Forældre, overleverer han Elskergaavene, og Forlovelsen er fra den Dag af stiftet. Siden viser Frieren sig selv paa Friri, men aldrig andre Tider end Løverdagskvelder og andre Høitidshelger.

Den anden slags Forlovelse er, naar Unggutten er i Bryllup, og der er en Jente som Gutten har fattet Godhed for, faar han alltid saa til at han kan faa danse med hende, og naar det er Sengetid og ]entene gaar til sengs, lister han sig efter for at se, hvor den ]ente ligger som han i Tankene kalder sin Kjæreste, og for at han kan opnaa sit Hovedøiemed, nemlig for det første at faa hvile ved hendes opfyldte og afrundede Barm. Sin Hensigt faar han opnaaet, og det varer ikke lenge, førend ]enten slumrer sødt i sin Elskers Arm. Efter dette første Samleie, der kaldes Sjaaseve, aabenbarer han sine Tanker for hende, om at Hensigten med Sjaaseve er at han agter at fri til hende, og Forlovelsen bliver ofte paa denne Maade stiftet.

Den tredjeslags Forlovelse er, at naar en Gut og en Jente tjener sammen hos en Mand, legges de som oftest i et og samme Værelse, i Buo eller Bualofte, uden at der er andre som haver Tilhold der. Disse Tjenestefolk ere ofte Husmandsbørn. Uden at tænke paa hverken kristelig Forlovelse eller Ægteskab, eller at tænke paa fremtiden, hvorledes de skal slaa sig igjennem, søger de straks Seng med hinanden - ofte i en Alder af 20 Aar - og følger bliver ofte at den dyriske Kjærlighed har vundet Spillet, at Jenten bliver frugtsommelig, og da bliver først Forlovelse omtalt og Ægteskab bliver følgelig brugt som et Syndeskjul. Som ovenfor bemerket, er disse Folk som oftest Husmandsbørn, og som følge deraf har de Ingenting at sette Bo med. Er deres Forældre i live, maa de modtage deres Børn i en ussel Forfatning, og har de Gamle ondt for at grave saa meget for sig at de ikke skal falde Fattigvæsenet til Last, bliver det da dem nu en aldeles Umuelighed; thi de - ihvor forbitret de end er paa sine Børns Adfærd - har dog ikke Hjærte til at see paa deres Mangel baade for Klæde og Føde, uden at meddele dem af deres ringe Forraad, og Følgen bliver at begge Familier straks må ty til Fattigkommisjonen. Hertil kommer at den nygifte Mand ikke har lært mere i sine unge Aar end den almindeligste simple Børnelærdom og ikke andetslags Arbeide end almindeligt Gaardsarbeide, saa at han for det meste gaar med Hendene i Lommen naar Vaar- og Høstarbeidet er endt; ja, det hender ofte, at han ikke er at faa for almindelig Daglønn i tungt Arbeide men vælger heller den usikkre Levevei nemlig Fiskeri, for i al Magelighed at Ødelegge den bedste Arbeidstid, og dermed ødelegger for sig selv, sin Kone og sine Børn, der sidder hjemme forsultne og nøgne.

Al denne Elendighed kunde vist for en Del forebygges af Tjenernes Husbondsfolk paa den Maade at de ikke lod sine Tjenere ligge i et og samme Værelse, og tillige foreholdt dem baade det syndige og for deres egen deel skadeligt for Fremtiden ved slige uoverlagte Forlovelser.

Den fjerdeslags Forlovelse er naar en rig Gaardmand har en voxen Søn som skal modtage Gaarden efter ham, tenker han ogsaa naturligvis paa hvorledes Sønnen skal kunne vedligeholde den store Formue som han efterlader ham, og dette tenker han vil bedst oppnaaes ved et rigt giftermaal. Er der enten nær eller langt fra, en anden rig og gjerrig knark, som har en Datter, der, efter Faderens Formue at dømme, vil komme til at faa nogle hundrede Daler i Arv, og dertil ovenikjøbet nogle "Busluta", saa falder strax Frierens Faders Tanker paa denne, om end man har sikkerhed for at Rigdommen ikke paa redelig Maade er indkommen. Heller ikke sees saa nøie paa om Jenten ikke er nogen Skjønhed eller Dydsmønster, nei, i slige Tilfælde tilsidesættes alle Dyder som Biting, ja, selv om hun har det slætteste Rygte for Vandkunnighed baade i boglige og huslige anliggender, foretrækkes hun fremfor den fattige, om denne som Husmoder vilde komme til at virke hundrefold gavnligere for Fremtiden. Nei, her tænkes ikke hverken paa Dyd eller Last, men Pengene skal her udgjøre det hele, tænker Gamlingen. For ikke at gaa glip av dette i sine Tanker herlige Bytte, søger han den første den bedste Anledning til at komme i tale med Jentens Fader, og aabenbarer ham hvad der ligger ham paa Hjertet. Lige glubsk og graadig efter timelige Fordele er denne ligesaavel som hin, og Tilbudet er saaledes hjertelig kjærkomment; og først da, efter at Gamlingerne er enige om denne Handel, og har for Penge solgt hverandres Børn, henvender de sig til, den Første til sin Søn, den Anden til sin Datter, og forkynder dem deres Forlovelse. Forældrene har saaledes avgjort sine Børns Skjebne i det ægteskabelige Liv, og paatvunget dem en Ægtefelle der ikke i ringeste Maade huer dem; Thi det hender ikke skjelden at Forældrene tvinger sine Børn til at stifte Familje, blot for Forældrenes og Rigdommens Skyld. Gjør Sønnen indvendinger mod Faderens Beslutning, faar han strax til Svar: "Aa nei eg forsto da at da sku kje duga da eg gjorde. No har daa eg stælt da so at du faar møkje Godt te begjønda din Buna mæ, aa derso Du inkje æ tente mæ ka æg har gjort, so kan Du ta deg Ei so inkje eige Skjorto hu gaar i, la so sjaa ka Man der værte taa dæg daa. Nei, no ska du væra so go aa lya mæg aat, aa gjære Du kje da, so tænkje æg du ska vidna styra da Du ska faa for mæg; for du væit æg har fleire Bødn so Dæg, aa æg kan gjæra mæ mit so æg vil, aa Øvelæte gjedna Joro te en kvan anen taa Bødno mine, aa derso æg inkje gjere da so ska du i da minsta inkje faa Fadermaale taa ne før eg dauga, sio kan di andre styra Prisen paa ne kor di vil før mæg; men æ da so du no vil lya mæg aat, so ska kje. Joro verta so dyre for dæg, aa Du ska faa ta imot Heilto te Vaaren aa den ska æg baa saa te aa busekkja at dæg, aa so kan du gjæra so du vil." Her er for Sønnen to onde Vilkaar: enten sent eller aldrig at faa noget af Gaarden for en høi Pris, eller og at indgaa Ægteskab med en Pige der er ham høist modbydelig, og i Fortvilelsens Øieblik vælger han sin Faders raad.

Det er dog ikke alltid Tilfælde at en Rigmands Datter er et Uting, nei, det træffer ogsaa at hun kan være ganske brav, og er dette Tilfældet, kan enhver vide at Forlovelsen Faderen har stiftet er Sønnen kjærkommen, og saaledes reiser han strax paa Frieri den første den bedste Lørdagskveld medførende en Mængde Elskurgaave der bestaa af Søljer, Ringe, Halskjeder og Trækjede eller Naalekjæde og mange gamle Sølvmynter kaldet "Heilepenga", samt et eller flere Silketørklæder, af forskjelig Kulør. Første Frierdag vælges bestandig af rige Folk enten i ny eller næsten fuld Maane, og naar dette indtræffer, pakker han sig afsted med sit Sølvkram og begiver sig til Gaarden hvor Jenten hos sine Forældre bor. Her til gaardes maa han ikke komme førend det er blevet mørkt om Kvelden, for di at ingen skal blive opmerksom derpaa. Naar Frieren er kommet til Buedøren, banker han paa, og Folket i Huset aner strax hvem det er. Er Jenten forlibt i sin Frier, gaar hun ud til ham, men er hun ikke dette, gaar Faderen ud. Frieren hilser Gukvældo, Gukvældo og, siger Gamlingen. Æ du so seint ute aa fere i kveld? Frieren: ja, æg saag han vart nøke seint paa mæg. Gamlingen: Aa, her staar inkje paa før da, naar du e købmen so vidt. Du faar kømma indom Døro." Frieren: "Aa de ska ha Tak for Bo, æg lyte altformøkje be Døke om Hus." Gaml.: Ja, æg tænkje her verte no alti ei Raa mæ da, køm bære idn! Naar Frieren er indkomen og har lukket Buedøren til, hilser han "Gukveldo i Støvo", hilser saa i Haanden paa alle i Huset og derpaa siger han "Gukveldo adle same." Der bliver strax fremsat Mad af den bedste de eier, og en Stund efter at han har spist, hvis det er en behjærtet Kar, fremsiger han sit Ærende, og hans Forlangende bliver naturligvis bejaet baade av Forældrene og hvis Jenten liker ham, ogsaa bejaet af hende. Naar det er Sengetid, bliver han af Jenten opfordret til at lægge sig. De begiver sig da til Buo eller Bualofte hvor Seng er opredet med de bedste Klæder som haves. Han begynder atter at snakke om sit Frieri med hende, og under dette samsnak stikker han Elkusgaavene i hendes Haand. Efter endel undselige Vægringer af hende, modtager hun dem tilslut og forvarer dein i sin Kiste, tager derpaa op en Flaske med Brændevin eller andet saadant og skjænker sin Frier hvorefter de begge begiver sig til Senges. Om morgenen efter får Frieren hos sin Kjærest som Kjærlighedsgaver etpar Buxeseler der er paa rødt stof udsyet med Roser og hans Navnebogstaver, en Halvskjorte og etpar Hosebaand. Frieriet er nu begyndt, og Forlovelsen af alle vedkommende er samtykket. Frieren indbyder da sin Kjæreste tillige med hennes Forældre til et Besøg hos ham for som det kaldes at sjaa "Heimsena" hvilket Besøg kaldes "Belastevno", og til den tid belaver Frieren og fornemmelig hans Forældre sig paa et veldigt Gjestebud. Ofte kan det hende at det hengaar et par Aar fra Forlovelsen til Bryllupet, men skal Friarpiko straks flytte hjem, bliver der under Belastevno af Værtene omtalt hvor meget Malt der skal kjøbes til Bryllupet og hvor stort dette skal være, samt paa hvilken tid af Aaret. Skal Frierpiko flytte hjem om Vaaren, falder Bryllupet enten til Paaske- eller Pindsehelgen, og skaI dette skee i Paasken, maa Bryllupet lyses i foregaaende Jul. I Lysingspenger faar Presten av slige rige Folk 2 spd. Man haver for Skik, at dersom Bryllupet er lyst paa en Høitidsdag, gaar den Jenten der er lyst for, foran de andre Jenter næstefter Karene og ofrer Presten sitt Høitidsoffer, saa at den der ikke før kjender Frierpiko kan da slutte sig til hvem det er.

Naar Bryllupet er udlyst, reiser begge Gamlingene samt Frier og Frierpiko til Bergen for at kjøpe Malt og Brændevin til Bryllupet og Kledevarer og Stads til det nye Par. To Tønder Malt kjøper hver af Gamlingene og et anker Brændevin til hver tønde Malt hvoraf halvdelen eller kun et Anker fransk Brændevin. Her bedes ikke til Brylluppet førend her er brygget, thi det hender at den der er buden i Maltet kommer ikke Ølet, nei, Bryggingen maa først foregaa, og under denne bliver man var, hvis man er noget agtpaagiven, ikke liden Overtro, i det der settes en god, staalbar Kniv mellem Baandene og Stavene paa Bryggekjærene, og en Øks lagt under Gjilkarrets Bund, for ikke at der skal komme Kag i Ølet eller for at finde Unger i Gjilen; dog i den senere tid i agttages ikke disse Forsigtighedsregler. - Efter at der er brygget, bliver der holdt Raad om paa hvilken Tid Bryllupet skal holdes og efter at man er blevet enig derom, bedes Præsten om Brudpreken, og fra den Tid regner man almindelig Bryllupsskikkene der foregaa paa følgende Maade:

Brudgommens Fader beder sine Slægtninger og Venner, ligesaa ogsaa Brudens Fader beder sine, og har de lavet stort Bryllup, skaI der mange Gjæster til for at de skal faa gildt i Skaalen, og under slige Omstendigheder, bedes Slægtninge i tredie Led, samt saa langt ud i Grenden som skamløst lader sig gjøre, endskjønt der ofte høres at Bryllupsbederen er ude for at samle Penger til sine Unger. Foruden Gjester, haves ogsaa en heel Deel af de saakaldte "Æmbetesfølk" og af disse beder som oftest Brud og Brudgom hver sine, saaledes at Brudgommen beder Tambur og Kjøgemester, og Bruden beder Kjællermand, Brurkøna aa Brurpika samt Klævakøne, hvilke sidste bestiller at møde Dagen før Bryllupsaften, den saakaldte Kakedag, for at stege Mælkekagerne, de saakaldte "Fromsekake". Naar denne Indbydelse er foregaaet, hvilket som oftest skeer en Fjorten Dages Tid før Bryllupet, reises atter til Bergen for at kjøbe "Bryllupsstump" saa at de kan faa den nogen lunde fersk til Bryllupet. Der kjøbes da efter som de venter Gjester til, fra 5 til 8 a 10 Spd. Denne bestaar af forskjellig Slags, saa som Toskillings Rugbrød, Otte Skillings Do. Rugkavringer, Vandkringle og forresten Felebrød og Brudekager. Naar de kommer hjem med den Ladning, er Kvindfolkene færdige med Bagningen av Flatbrød, KliningBrød og "Kraatakakena." Bordbrødet bages i store Leiver, og medens det steges, overgydes det med Raamælk, hvilket kaldes "Røa", hvoraf det faar en glinsende, brunagtig Farve, legges saa sammen i fire Deele og haardsteges, og derefter kaldes det "Gudlabrø". KliningeBrød bages og overgydes paa samme Maade, men bliver ikke sammenlagt fordi det skal bruges til Lebser, og da lenes det op igjen naar det av Klævekonene skal klines og sammenlegges, og at hver Leiv faar man 4 Lebser, som ogsaa kaldes Lebsekling. "Kraatakakena" ere ikke større end Bunden af en Fjæring, disse klines ogsaa, sammenlegges en gang og derpaa afskjæres og kaldes "Kakekling". Da Vielsen bestandig foregaar paa Søndag, bliver saaledes Søndagen forud "Kakedag" og da møder Klævakonene tidligt om Morgenen for at stege "Fromsekakena" og derefter at begynde Kliningen. De omhandlede Kager laves av sigtet Bygmel, eller haves ikke dette, saa af godt hjemmelavet Bygmel, sød Mælk og Raamælk, der laves som en tynd Velling og bringes udover en Bagstehelle for at steges. Af saadanne haves Flere Hundrede ligesom ogsaa af Kraatakager og Lebser; thi det skal sandelig meget til at der skal blive Overflod af saadant i store Brylluper, og det hender ikke sjelden, naar laget bestaar af 100 Personer med Smaat og Stort, at de faar tage Bagstekjævle fat under selve Bryllupet for at erstatte alt som bliver i et par Døgn Ødelagt i stor Overdaadighed.

Kjøgemesteren ere i almindelighed den første som da kommer til Bryllups. Han kommer om Løverdags eftermiddag om Nonstider, ikke medførende "Fodne" eller Skaalapenga" men kun en tom flaske i sit Klædeskrin, hvilken han om Søndagen gjør bruk af, dersom han reiser til Kirken, saa at veed han af nogen som staar for Tur til at gifte sig, kan denne være vis paa at faa en dygtig Slurk af Kjøgemesterens Flaske, i Haab om at ogsaa denne kan opmuntres til at bede ham til Kjøgemester. Den første der opdager Kjøgemesterens komme, forkynder dette som et slags Glædesbudskab for folket i Bryllupsgaarden. Værterne ere da parat til at Modtage ham med sin Velkomsthilsen saa snart han kommer hjem i tunet, og naar han har hilset, udbryder de: "Velkommen ska du væra! Ja, du æ daa gjilde før Du vilde kømma te os," hvortil han svarer at han frykta før at han inkje duge te da han har løvt di og at da faar væra best paa di sjøl aa lita naar han drikke seg drukkjen, hvorpaa de svarer: Nei, du har ikkje hatt Naug taa da før, so tænkje æg at da nauga dæ kje no helde. Du va regtig rauste før du vilde tena os i da. Sjaa du kjeme idnom Døro. Derpaa bedes han ind paa Klævahuse, hvor alle klævakøne er i fuld Virksomhed med Klinging, og mangfoldige store Tinfad og brede og flade Trefad ere paastablede med alskens Klintmad, hvoraf et af de største fremsettes for ham. Den ene af Værtene gaar ned i Kjelderen efter en Ølskaal, og den anden kommer med en flaske fransk Brændevin og et stort -men helst for rige Folk, ikke alltid blankt - Sølvstøb: - I det at Værten overrækker ham Støbet, drikker han ham til, sigende: - "Ja Skaalen! aa velkommen i lage!" Tak siger Kjøgemesteren, der modtager Støbet og fordetmeste tømmer dette til bunds. Derefter kommer den anden med Ølskaalen og bruger de samme Komplimenter. Kjøgemesteren Tager imod Skaalen, smager paa Ølet, smatter og siger: "Aa jau da kjednest paa Ølet daakas at de forstaar daake paa te kjøpa Malt, aa sio æ da kje nøk me da, men de har no inkje skjemt da ut i Bryggjinga helde de karana." Værtens svar er: Aa du faar inkje skryta for tile, da e ikkje adna enn nøke tunt Homlevatn, helde Skjæringøl so dei kadla; men so trur eg helde inkje atte Følkje ska faa Ilt taa da. Faa da bært op aat Monen din; hvorfor Kjøgemesteren vergrer sig og begynder at spise. Efter endt Maaltid viser værterne ham alt Brendevinet de har kjøbt til Brylluppet, og somoftest er dette paa Klevehuset for hvilket Hus han overleveres Nøgelen. Han faar det da travelt enten med at tappe eller med en Hævert at optrække Brændevinet og ned paa mangeslags Flasker som han faar, og efter hvilken Optrækning han - hvis han ikke har skolt saa stærk som en Hests - kan blive saa Ør som en Høne, - og er alltid en god Begyndlese til Latterlighederne i Brylluppet.

Kokken, der enten er en Husmandskone eller en simpel Gaardmandskone, er allerede i fuld Virksomhed i Kokhuset eller i Ildhuset. Hun er da i fuld Mundering i fuld Oppakning, med en stor Trækrog, kaldet Ovnskrogen, Ildtang, endel Filler, kaldet Tvaager, 3 Tvaarer, hvoraf den ene meget stor til at røre i Bruragrauten med, og endelig 2 par Vandbøtter og Vassel. Det saakaldte Borkjød, nemlig Dyrekjød og Flesk, kokes om bryllupsaften, for at man kan ha dette paa rede Hender senere hen, og til Kveldsmad koges Fisk. Imidlertid er Kjøgemesteren i forening med Værterne sysselsat med at ordne alt paa det høitideligste til Bryllupet. For Indgangsdøren til Bryllupsstuen - hvis det er om Sommeren - anbringes paa hver side af Døren et Birketræ med sine fulde Grene og Løv som med Toppene sammenbindes og danne et slags Port, og har et ganske behageligt Udseende og en yndig Lukt af Løvet, og dette bruges ogsaa undertiden for Indgangsdøren til Brudehuset. Mellem Husene i Gaarden der kaldes Thunet, er der ordentlig rent for snavs, og hakket Brake og hvid Sand strøes da mængdevis i Thunet, dette bruges ogsaa både i Brudestuen og de andre Huse der er i Brug under Bryllupet.

Naar den før omtalte Brændevinsoptrækning af Kjøgemesteren er tilændebragt, er han Klævekonerne behjelpelig med at bære Maden ind i Bryllupsstuen og sette den paa Bordene, hvilket kaldes at "borreia". I almindelighed er der 2 Langbord og stundom 3 saadanne i Bryllupsstuen. Det første og største af disse er anbragt langsmed Buens tvervegg, og kaldes "Høgabore", og et fra hver Ende af dette med et ikke større Rum imellein end at en Mand til Nød trenger sig mellem. Disse Bord rækker ned til Budøren, og kaldes "Litlaboro". Paa "Høgabore" anbringes 4 a 5 Smørstykker der har været indlagte i firkantede Former, udskaarne med mangfoldige Figurer og Roser, samt paa hver side at Smørstykkene settes paa skraa 2 a 3 Brudelebser; paa fire steder paa Bordet bliver lagt 2 a 3 Mælkoster - "Søtoster" - Paa den Ende af Bordet der vender mod Vinduet, hvilken kaldes "Høgsæte", bliver sat en Fleskeskinke med et stykke hvit Papir fastbundet med høirød Traad over Knoken, og i dens nærhed en bybaget "Brurakaka" som ligeledes bliver sat paa den andre Ende af Bordet. Der bliver desuden sat saamange Klingefad paa hvert Bord som de kan rumme, tillige med Trætallerkener for hvert Menneske som rummes ved Bordet, hvilke Tallerkener ere som oftest umalede, undtagen for Rige Folk hvor de har malte Tallerkener. Det bemerkes at paa alle Bord i Bryllupsstuen ere Duger af Dreiel eller andet ringvevet Lerret. Medens kjøgemesteren og Klævekonerne i Forening med Værter og Værtinder ere sysselsatte med denne Borreiing, høres en lyd af Tamburens Tromme, der bliver alt tydeligere efterhvert som han kommer Bryllupsgaarden nærmere. Han slaar da vexelvis Marser, Tappenstreg, Revelj og andre Trommeslag som hverken jeg eller Tamburen selv kan navngive, og er Slagene utaktsmessige før han kommer til Bryllupet, er han saa meget mere at undskylde naar han har været et halvt Døgn i Bryllupet. Ved hans Ankomst bliver altid løsnet en 2 3 Pistolskud, hvortil han svarer med en hvasen sterk Hvirvelslaat på Trommen. Han bliver af Brud og Brudgom modtagen og indført i Klævehuset og trakteret med Øl, Brændevin og Mad. Han gjør ikke lang Maaltid, thi han maa straks være paa sin Post, i det han skal ledsage alle til Bryllupsgaarden kommende Gjester med trommeslag lige til Buedøren.

Kjelde

• Heggland, Johannes: Tysnes. Utg. Tysnes sogelag. Tysnes. 1975. Digital versjon på Nettbiblioteket.