Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Ludvig Dahl til Mohn 1932-10-04

Dette er et Norgesbrev fra NAHAs samlinger. Det er maskinlest med Transkribus, og er ikke ferdig korrekturlest. Se vår Norgesbrev i NAHAs samlinger for å finne ut hvordan du kan bidra. Ikke fjern denne malen når du er ferdig - sidene overvåkes, og vi bruker denne malen for å holde oversikt over arbeidet.

Norgesbrev fra Ludvig Dahl til Mohn 1932-10-04

Norgesbrev fra Ludvig Dahl til Mohn 1932-10-04
Informasjon om brevet
Dato:	1932-10-04
Sted:	Fredrikstad, Østfold
Fra:	Ludvig Dahl
Til:	Mohn
Nr. i samling:	992
Samling:	P0245, Fredrik Voss Mohn papers
Oppbevaringssted:	NAHA
Transkribert av:	Nasjonalbiblioteket via Transkribus
Viktig:	Denne artikkelen kan være låst, og kan da bare endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

LUDVIG DAHL

FREDRIKSTAD 4de Oktober 1932

Kjære ven, dr. Mohn

Først og fremst min hjerteligste takk for Deres gode og

indholdsrike brev av 18de Juli. Jeg er lidt skamfuld, når jeg ser

at der altså er gåt over to måneder siden jeg fik det. De hadde

fortjent "omgående" svar. Naturligvis kunde jeg regne op en hel

række undskyldende omstændigheter - som dommer i straffesaker han

jeg efterhånden oparbeidet rutine i den specialitet - men jeg tror

ikke jeg vil ofre tid og rum på det. De er en mild dommer, hvor det

gjælder skrøpelighetssynder. Lidt streng synes jeg derimot nok at

De er, når De betegner tonen i dr. Lascelles talks som til sine

tider "flåset og friskfyragtig". På mig virker den som velgjørende

frisk og umiddelbar. Det gjør så godt å se, at man ikke er blottet

for kunnet var over i den hindrige tilværelsestorm, at man bedste

å være menneske maa sine personlige egenskaper i behold. Men vi ikke

er tilbøielige til at se lidt for høitidelig på overgangen. Det er

naturligvis mit møte med så mange av dem - gjennem Ingeborg i trange

- som gjør mig så fortrolig med den forestilling at de døde er aller

mest fornøiet, når vi tar imot dem og hilser dem som levende mennesker

med kropp likesåvel som sjæl i behold.

Hvad nu specielt øgetor lascelles angår, så er han for mig

likeså virkelig som noget menneske i jordisk inkarnation. Vistnok

ser jeg ham ikke, hører ikke hans stemme, kan ikke med mine jordiske

sanser fornemme ham som stoftlig nærværende, men allikevel vet jeg

når han er ved min side og utfører sine vidunder-kurer på mine øren,

Ingeborg ser ham under clairoyance, - den første gang blev hun så

betat, at hun knælte med foldede hænder for ham, jeg tror næsten hun

tok ham for kristus. Nu møter hun ham med et strålende smil og gjenter

som et ekko, hvad han sier. Ja jeg fik boken «The Seeker"s med det,

psykiske fotografi av ham som frontispiece, la jeg det frem for

den om boken intet anende Ingeborg - med navnet dækket - og hun

råpte helt umiddelbart ut: "Det er jo doctor Lascelles.

Som allerede antydet behandler han mine ører, eller rettere

sagt mit venstre øre. Det høire er nok håbløst dødt. Men med det

venstre er der sked veritable underverker. Jeg hadde av flere læger

fåt den samstemmende diagnose, at jeg led av en fremskreden oto-

sclerose, som der intet andet var at gjøre med end at la den ha

sin, forhåbentlig langsomme, gang. Alt i 1922 var den imidlertid

så langt fremskreden, at jeg ikke kunde opfange den mindste lyd

av mit ur, selvom jeg la det tæt ind til mit bedste øre. 1920

var min døvhet blit så generende, at jeg alvorlig hadde under over

veielse, om jeg forsvarlig kunde bli siddende i mit embede.

Da blev jeg av Ludvig beordret til England for at underkaste

mig behandling av mr. G. Simpson, som iløpet av en måneds tid.

gav mig massage. Den virket behagelig, men nogen nævneværdig for-

bedring av hørselen var der ikke at spore. Hr. Simpson meddelte

mig imidlertid til avsked, at dr. Lascelles vilde fortsætte den

begyndte kur, når jeg var kommet hjem. Og det slog i sandhet til-

Det var da, at Ingeborg så ham som foran antydet. Hans navn havde

til den dag ikke vært nævnt for hende, hun anet simpelthen ikke

hans eksistens. Men i hendes clairvoyante trange gav han hende

detaljerte instruktioner, som hun samvittighetsfuldt repeterte,

angående en fremtidig massagekur, som jeg selv skulde foreta-

efter først for hver gang i 5 minuter at ha tat magnetisme fra

hende ved at holde omkring hendes nøire handlede med fugtede håndfla

ter og fingre. Og nu kommer det forunderlige, som jeg endnu ikke

har omtalt til nogen fremmed, og som jeg strengt taget ikke vet,

om jeg har lov til at fortælle. Når jeg gjør det, sker det i for-

trolighet, fordi De har opfyldt den betingelse jeg i mit brev satte

for at gjøre det, nemlig at De skaffet Dem og læste "The Seekers".

II

LUDVIG DAHL

FREDRIKSTAD

Altså: Jeg fik ordre til at præparere to kremmerhuslighende papir-

trakter, av angit, lidt forskjellig, størrelse, den ene med en

åpning av ca 11/2- halvanden- Centimeters diameter i den smale

ende, den anden, mindre, med en åpning av bare et knappenalshodes

omfang. Jeg gjetter, uten at ha fåt nogen forklaring, at den større

trakt er til at se igjennem og den mindre, med den fine åpning, til

at blæse gjennem. Endvidere skulde jeg klippe til et par neglestore

svamper og ha dem liggende på en glasskal sammen med en pincet, end-

videre renset bomuld i en beholder samt et glas varmt vand, hvori

jeg skulde dryppe ca 24 dråper kamferolje. Alt dette skulde jeg

efter tilendebragt 10 minuters massage placere på et bord ved min

seng - eller efter behag på mit arbeidsbord, jeg har nemlig kombi-

neret arbeide og

sætte mig hen i en halv times tid uten at fæste mit blikk ved det

som jeg hadde stående på bordet. Jeg kunde, om jeg vilde, læse i en

bok, men allerhelst bare sitte contemplativt.

og nu spørs det, om De har evne til at tro mig. Jeg kan bare

på ære og samvittighet forsikre, at jeg taler fuld, nøktern sandhet:

Efterat den halve time var forløpen første gang jeg hadde denne kun

og jeg tok præparaterne i øiesyn, viste det sig, at pincettens ene

ben var blit omviklet med bomuld nederst i spidsen, og at der var

revoks på bomulden. Den ene lille svamp var forsvundet, og papir

trakterne hadde forandret plass. Vandet i glasset var omrørt og

jevnt farvet av kamferet. Hvor der var blit av den ene lille svamp-

fik jeg besked om den følgende dag gjennem Ingeborg i trance: den

var anbragt inde i mit øre og vilde komme frem igjen om aftenen,

når jeg hadde lagt mig. Det gjorde den da også. Den viste sig efter

et kvarters forløp at være placeret på natbordet ved min hodepute.

Jeg behøver ikke tilføie, at jeg begge aftener var alene på værelset.

I den efterfølgende tid, altså nu gjennem flere år, har kurene

været fortsat med mellemrum på samme måte, altså først massage og

så en efterbehandling med de før nævnte remedier. Jeg får besked,

når jeg skal lave nye papirtrakter. Efter hver behandling er der

synlige spor av samme art som før nævnt. Jeg har i en liten æske

et helt litet lager av små svampestykker, som på den nævnte måte har

været anbragt i mit øre og atter er kommet frem igjen på samme mystiske

måte som første gang. Små bomuldedotter fra pincettens spids har jeg

også gjemt nogle av. Men den mest remarkable relikvie er dog en i vox

indkapslet flue, som engang efter endt kur fandtes i glasset. Den var

under kuren blit fjernet fra gregangen, hvor den hadde ligget længe

og meget dypt inde, efter hvad Ludvig den følgende dag fortalte gjen-

nem Ingeborg.

Og langsomt, men sikkert, har under dette min hørsel bedret sig.

Jeg hører nu uret tikke igjen, og en ulidelig plage jeg hadde av en

permanent trætthetsfornemmelse i næse og svælgregionen er ophørt. Jeg

er efterhånden kort sagt kommet til at føle mig som et nyt menneske

legemlig og har ikke uttrykk sterke nok for min taknemlighet for den

hjelp jeg på denne måte har fået.

Man skriver i den psykiske litteratur om apportfenomener og drøf-

ter vægten av de beviser som i tidens løp er samlet for disses reali-

tet. Skulde jeg opta fortegnelse over alle de apporter som jeg har

oplevet her i dette værelse, hvor jeg sitter og skriver dette, vilde

det bli et vidtløftig arbeide. Jeg må efterhånden - ludvig bekræfter

det - gjennem al den magnetisme" jeg i løpet av disse sidste år han

trukket fra Ingeborgs håndledd, selv være blit ikke så litet medium-

istisk. Det er nu ikke længer nødvendig, at hun er i huset, når jeg

skal ha kur. Men er hun der, tar jeg fremdeles kraft til massagen

fra hendes håndledd. Det er da ladet som et elektrisk batteri.

Mens jeg er ved apporterne, og i tilknytning til hvad jeg i

begyndelsen av dette brev nævnte om humor, skal jeg fortælle Dem

LUDVIG DAHL

FREDRIKSTAD

en munter liten episode fra ifjor. Jeg hadde hat min vanlige kur den

foregående dag og hadde under kuren fåt det lille svampestykke anbragt

i de indre øreregioner. Om aftenen skulde det som vanlig fjernes, og

jeg la mig på sengen til vanlig avtalt tid. Da kvarteret var gåt, og

jeg - som altid ellers - ventet at finde svampestykket liggende på nat-

bordet, var det ikke der. Jeg var dog ikke i tvil om at det var fjernet

fra mit øre og gav mig til at lete i sengen efter det. Min kone kom op

mens jeg holdt på med dette. Jeg sa, at jeg var viss på, at det måtte

være fjernet fra øret under det kvarters tid jeg hadde ligget på sengen.

Jeg kjender nemlig et svakt trykk derinde, sålænge det er anbragt, og

trykket var nu borte. Min kone hjalp mig med at lete, men det var forgjæ-

ves, så vi måtte opgi det. Ingeborg var i Oslo, så vi var avskåret fra

at søke oplysning ved hendes hjelp.

Hvad tror De så skede. Ja jeg er bange for at jeg sætter Deres evne

til tro på en sterk prøve, men faktum er, at følgende hændte: Om efter-

middagen kom der ilpostore til mig fra min svigerinde Helga Rynning i

Oslo. I brevet lå den aftenen i forveien forsvundne svampebete, og min

svigerindes kommentar, som var følgende: Under seance med Ingeborg om

aftenen var Ludvig og Ragnar kommet som vanlig, og de var i ypperlig

humør begge to og fortalte, at de hadde en liten spøk fore med Papa.

om et øieblik vil dr. Lascelles være her med noget, som du, tante Helga,

skal sende ham imorgen, og som vi tænker det vil more ham at få på denne

uventede måte. Næsten i samme øieblik hadde så Ingeborg rakt sin flate

hånd frem, og for de tilstedeværendes øine blev der i den placeretten liten

gjenstand: mit svampestykke. Den trillet fra hendes håndflate Ned på gul-

vet. Ludvig bad dem merke sig, at "i dette øieblik leter Papa efter den

lille gjenstand i sengen sin og kan ikke forstå, hvor den er bleven av."

Moralen herav er, - foruten den at der endnu sker veritable mirakler.

tillike den, at de kan tillate sig en uskyldig spøk også der over i det

hinsidige. En anden - og langt den vigtigste - sak er, at de dog har

større og mere ophøiede mål end at gi os den slags små tegn og test

Jeg arbeider nu på min norske bok Nr. 4. Den skal dog ikke ut i dette

år, men antagelig til våren. min Engelske bok har hat success, er jeg

glad for at kunde melde. Presseanmeldelserne har gjennemgående været

meget gunstige. Times har hat en spaltelang recension av den i sit

"Literary Supplemen"t, hvori sies, at the volume compilled by judge xx

Ludvig Dahl from the records of his own family circle presents a more

conerent and possible picture of the existence to which the newly dis-

carnate awaken than any so far known to us". Også hos det læsende publi-

kum later det til, at den slår godt an. Den har allerede nået frem til

en new edition. Kanske den omsider også vil nå frem til America. For-

læggeren (Rider & co, Paternes er House, London) skriver just til mig,

at han har sendt 200 exemplarer til hiladelphin som et forsøk.

eier ere og

dr. Lascelles. Når De - forhåbentlig snart - igjen glæder mig med et

av Deres kjernefulde breve, får De la mig vite om der måtte være noget

særskilt, som De kunde ønske at høre om fra vår forbindelse med det

hinsidige. Jeg får på faldrepet nævne, at vi i sommer har hat besøk

av en utsending fra det Engelske society for Psychical Researen, en

mr. Besterman. Han hadde ikke mindre end il skitings med Ingeborg.

skjønt jeg hadde et sterkt indtryk av, at Ludvig hadde en hard job

med at skape brukbare betingelser – De vet slikt beror i høi grad på

deltagernes mentalitet - lyktes det ham dog. Jeg har netop læst mr.

Bestermans report over besøket (i concept, og jeg ser, at han har fåt

ikke så litet allikevel. Jeg sier allikevel, for jeg har fåt tilsendt

fra Tyskland nogle hefter, hvori mr. Besterman betegnes som en ren

mediumsforfølger, som beskylder de bedste tyske medier for fusk. Han

har imidlertid tydelig tøet op for Ingeborgs personlighet og medlumitet.

Så slutter jeg for denne gang, da med en vennehilsen

i hengivenhet.

Ludvig Dahl

Skannede brev

Klikk på bildene for å se det i større versjon. Last eventuelt ned til egen maskin for å åpne i bildeprogram, slik at det er lettere å forstørre eller forminske eller bruke andre hjelpemidler i korrekturarbeidet.

• 
• 
• 
• 
• 
•