Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Reymert til August (Doste) Reymert 1881-04-17
Norgesbrev fra Reymert til August (Doste) Reymert 1881-04-17
| Norgesbrev fra Reymert til August (Doste) Reymert 1881-04-17 | |
|---|---|
| |
| Informasjon om brevet | |
| Dato: | 1881-04-17 |
| Sted: | Trondheim, Sør-Trøndelag |
| Fra: | Reymert |
| Til: | August (Doste) Reymert |
| Nr. i samling: | 1334 |
| Samling: | P0391, August Reymert papers |
| Oppbevaringssted: | NAHA |
| Transkribert av: | Nasjonalbiblioteket via Transkribus |
| Viktig: | Denne artikkelen kan være låst, og kan da bare endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator. |
Trondhjem 17de April
2den Paaskedag 1881.
Min inderlig kjære August!
Det er en stille Helligdag jeg sidder
her i vor lune Stue og skriver Dig til, medens
Sne og Sted banker paa Ruderne. Vi glæder
de os før Paasken, da vi havde nogle folklage
melde Dage, til at Foraaret nu vilde komme
og smelte de store dybe Snemasser som be-
vækker Jorden i vort hyperbordiske Land,
men nu har Boreas atter taget sin Uveir-
Rofte paa, og idag drysser Sneen med som
var det ved Juletider. Ja, vor norske Vinter
er dette Aar haard og langvarig. Den be-
gyndte stræng i October og være nu vist-
nok til langt ude i Mai. Sneplingen har
nu i denne anførte Tid gaaet 16 Gange gjennem
Trondhjems Gader, hvori der ved Siden af
Kjørbanen ligger mandshøre Barskader,
af Snefonder som synes at kunne trodse
en tropisk Sol til langt ud paa Sommerne.
Jeg havde imorges, under piendom er
var staaet op af min Seng, den Glæde at mod-
tage Dit interessante Brev af 29de Mais sidste.
hvormed Du meget glædede os alle;
Det var vi meget kjært ikke alme at Du er
fik rask og ved godt Mod, men ogsaa den
Meddelelse at Dine Forretninger ere gode
saavelsom at Du tænker paa at kjøbe et
Huus, lader os haabe at Lykke nu er Dig
gunstig.
Meget interesserede det mig at høre hvad Du med-
deler mig at have læst at min Moder efterladte Bre-
vi til min Broder James. At min Moder var en aan-
delig begavet Kvinde og at hun havde nydt en for
sin Tid sjelden god Opdragelse, veed jo jeg vel nok,
vedskjønt jeg faa mit 14 Aar sendter til sand
for at gaae i Latinskolen, og indtil jeg blev Mand
kom fjelden var mit Hjem. Men det du
siger om min Fader, at han alene, eller mest
var en kald practisk, stræng Forretnings-
mand, hvis Regnskabsbøger og Pligt gav ham
liden Anledning til at sympatisere med min
Moders emotional Natur, tror jeg er en
Carachristik som ikke holder Stik.
Han var unægtelig en practisk, strængt år
beidsom Mand, det sidste en Nødvendighed for
at han kunde ernære sin Familie), men han
var ingen kold Mand. Han værede tvertimod
den underligste Ømtræd og Kjærlighed til Sine,
var følelsesfuld og opofrende i høi Grad,
sympatetisk stemt for alt ædelt og godt
og havde ikke alene Interesser for alt Skjønt,
men var i den Helsende langt forud for
alle de saakaldte dannede Mennesken blandt
hvilke han i sin Embedsstilling levede og virkede
Han var en Hædersmand med et redeligt
og godt Hjerte, og havde han havt en grundige
mere omfattende humanistisk Underved
mig i sin Barndom, - flere alsidige Knud
skaber end hans Livsbane tillad ham at in-
hverve, vilde han have staaet høit blandt
sine Samtidige. Med den inderligste og kjærligste
mere begrundede Taknemmelighed og Agtelse
omfatter jeg hans Minde, og takker ham
af mit Hjerte for den saakaldte "Strænghed", hvor-
ved han gav mig det Begreb om Pligt - med mine
Nærmeste som mod alle Mennesker, den Pligt-
følelse, som avler og er beslægtet med Taknemmelighed
for alt hvad vi skylder Andre, der har været
eller er vore Velgjørere. Desværre, denne Følelse
hørte mere hjemme i den svundne Menneske-
ældre end i den nærværende, og Samfundet
lider herunder. Den positivertiske, materielle
livsanskuelse, som nu er moderne og domi-
nerende, har kun lidet Rum for Opoffrelser
og Interesse for Familien [udenfor saavidt Egenkjærligheden medfører det]. Det er - i det store
taget - Individets Tid - hver sørger mest mu-
ligt for sig selv. Rige Folk procederer nu med nu med
sine nærmeste fattige Slægtninge om Gjenstande
og Bagateller som liden eller ingen Indfly-
delse have paa den Pige Velvære, medens
de for den trængende Slægtning ofte er et
Lovsspørgsmaal. Fortidens Fattigunderstøt-
telse, hvor Medlidenhed og Christinkjærlighed
producerede Hjælpen og Gaverne, er i vor
Tid gaaet over til at blive en Samfundsop-
gave. Folk gaar jo nu til Fattigkassen, og
fordrer, som en Ret, den Understøttelse
som tidligere tildeltes dem af Christelig God-
hed og Medfølelse. Al Taknemmeligheds-
«pligt» er i Regelen forsvunden i vore Dage -
og dette virker opløsende paa Samfundet.
Dag, mine Beassociationer føre mig videre
end jeg vilde Ja, Den "romantiske" Tidsalder er
aldeles forsvunden, vi ere i den krasse Næteri-
alisme, hvor Egen kjærligheden dømmerer,
hvilket efter min Mening for en stor Deel er en Følge
af den altfor udstrakte Frihed i Opdragelsessystemet,
saaledes som det nu er moderne
Din Agtelse som i min Barndom Børnene viste
sine Forældre, den Lydighed man viste disse na-
turlige Rettigheder, er for en stor Deel forsvunden.
Individet vil have sin Villie, ingen vil være
Tjener meer. Gjensidig Opoffrelse er der lidet af.
Hvad min kjære Moder angaar saa var hun, som før
sagt, udstyret med mere end almindelige skjønne Aands-
evner, og udentvivl meget æstetisk anlagt. Men
nogen stor Aandsstyrke tror jeg si hun besad, og hendes
religiøse Fundament var vistnok ikke tilstrækkeligt
stærkt til at give hende den Styrke, som bærer hvile
mange smaa og store Byrden. Hun kom i Livsfor-
holde som vare vistnok meget forskjellige faa
hendes Ungdoms, til et Land og blandt Mennesker
har hvilke hun maaske ikke fandt saamegen For-
staaelse og fælles Interessen som hun behøvede
for ikke at savne sit Fædreland og alle de
Kjære hun der havde forladt. Naar jeg taler om
hendes religiøse Fundament, da udleder jeg dette
af hvad hun fortalte mig, at hendes 12 Sødskende
hørte til 7 forskjellige Menigheder, der i kor-
kelig Henseende være divergerende, og hvorat
opstod Disputationer og Havrensstemmelsen
mellem Sødskonerne, om den Vei, "den eneste Vei,
den eneste Forstaaelse af Dogmer", der kunde
føre til Salighed - men afvigende Meninger
førte til evig Fordømmelse. At en saadan
forstyrrende Stord og Ræsveisen om relige
Anskuelser inden en talrig Familie, maa
have fremkalde Tvivl og ter i et poetisk
Gent, synes jo høist rimeligt, og vanskeligt
vilde under saadanne Forhold kunne erhverver nogen
bestemt fast Troergrund, eller sikker Ankergrun
under mod Livets Møie, som den Tænkende behøver
for at finde Trøst, Haab og Styrke.
2
Men kjære Moder kom til at leve i Forhold, blandt
Mennesker, hvor hun Ingen, eller kun faa, fandt
der delte hendes Interesser og Sympathier for det
Skjønner. Hun levede en stor Deel af sit Liv
i en Filleby, Farsund, blandt uvidende
Mennesker, med Gudsborgerlig dannelse.
Min Fader maatte arbeide strengt i et
mindre, kun lidet indbringende både og
kunne ei skaffe hende al den omfart,
der vilde have behaget hende, ligesaalidt
som han kunde forlade sit Arbeidsbord
for at affe hende al den Tid og Opmodta-
somhed, som vilde have gjort kunde Livet
behageligere. Han maatte skaffe Brød
til sin Familie. Som Moder besad hun
forsaavidt jeg derom kan dømmed, neppe
det naturlige Anlæg til at finde en ud-
tømmende Tilfredsstillelsen i og ved med at
opdrage Børn, stedse stelle med dem
og indrede dybe Ideer og Følelser i den
Vi Børn vare vist formeget overladte
til os selv. Paa det lille solide Sted
vi levede, kunde min vistnok livlige
Moder ikke erhverve de aandelige Impulser
og friske Iden hun udentvivl tiltrængte.
Hun savnede sit Mødelands Literatur,
og kom en engelsk Avis saa kun i lange og anden og kom en engelsk Avis saa kun i lange
Mellemrum. Men saadanne Forhold
opsleder hendes levende Aandsioner, hun
blev ligegyldig for Mangt og meget, kjedede
sig vistnok ofte og hvad og Humør blev sygt.
Hvad Aldrig har jeg hørt Trætte eller Splid
mellem mine Forældre. Var den der nogensinde
da var den ubekjendt for os Børns saadanne
Ting - om de existerede - blive vi aldrig indviede
Jeg har som ældre Mand hørt fortælle af Folk
som ere fjernere. Familien, at min Moder
faa sin Barndom skal være opdragen i den
katholske Lære, med da hun giftede sig, eller senere
skal ved min Faders Paavirkning være gaaet
over til den lutherske Christendom, og at hun
ofte skulle have angret dette og lidt dermede,
I mit Hjem, eller af mine Forældre
har jeg aldrig hørt et Ord om noget saadant.
Men - det kan jo dog derfor være sandt; thi
Lignende er vist ofte hende naar Ægte-
skal sluttes mellem 2 af forskjellig Natio-
nalitet. Hender det, da kan det vistnok
ofte give Anledning til Uro, Tvivl og Hil-
fredshed, thi de første Indtryk i Livet,
hvad vi som uskyldigt Barn indprenter,
kan ikke godt nogensinde udvisker af
vor Sjel og vore Tanken.
Saameget er imidlertid vert at min kjære
afdøde Moder havde, som de fleste Menesken
sine dybe Sorger, og at du var i længere Tid
tungere Skyer over hende Liv. Mig var hun
inderlig kjær, og min Kjærlighed og Taknemmelighed
mod hende har altid været livende og kan aldrig
ophøre. Jeg havde gode Forældre. Gid glæde Dem!
Det er interessant, at Du har faaet Invitation til
at besøge Din Slægtning samer de Navn.
Kommer Du i nærmere Berørelse med ham, da
NB beder jeg Dig, kjære August, at Du griber
Anledningen til at ham at faa detaillerede
Oplysninger om min Moder, Din Bedstemoders
Slægt. Hendes Faders, Moders Slægt, og alle
hendes Sødskende, deres Navne, Livsforholde
og Alt hvad som J. de Noon veed om dem.
Faa at vide om Slægtnavnet er de Noon
eller Denoon, og hvorfra det skriver sig, samt
Alt hvad der kan have nogen Interesse om
disse Forhold. Skriv det altsammen op
og meddeel mig det, saa vil du glæde mig.
Du meddeler intet nyt fra Arizona.
Desværre, det gaar nok langsom med at
fange Fru Fortuna i det Landsemandetsteds.
Af moders sidste Brev til Hjemmet synes han at
vore kjed af at leve blandt alle de løse Folk
de Eventyrere, som han maa færdes mellem.
Gid han blot paa en god Maade slipper
ud af det urene Farvand og kunde forlade
Pakket med noget reelt Udbytte af alt sit
Slid.
Vi har i de sidste Uger flere Gange ugentlig
Besøg af min Neven, den skakels Johan Beer
englig Vicekonsul i Flekkefjord. Først kom han hertil
for omtrent 5 Uger siden paa Reise fra Christiania
til Bergen hvor i Nærheden) hans kom og endeel af Børnene
have Tilhold hos Konens Fader (Sognepræst Krog).
I. B. havde da i Galskab nogentid i Forveien paa
en Restauration, Stockholm gjort Spektakken, og blev
af Politiet dersteds bragt bort som en gal Mand,
hvorom vore Morgenbladet efter svenske Avisen
indeholdt en kort Middelelse - at det var en
norsk Vicekonsul faa en af Smaastederne
Johan kom da fra Stockholm til Xania, hvor
han en kort Tid blev indlagt paa Sindssygeanstal-
en Gaustad. Udskreven derfra kom han, som
sagt, for omkring 5 Uger siden til Trondhjem
paa Reisen til Bergen og var da nok saa fornuftig, kun lidt exentrisk. Han var da af og til hos
os i de faa Dage han opholdt sig her. Men kort
efter blev han fra Bergen sendt hertil for at
indlæggig som Sindssyg paa Rotvold Asyl: 1/2 Miil
herifra. Den er han nu, og da han nu næsten kan
betragtig som aandsfrisk faar han Lov til at
komme til Byen, og betagen og 2-3 Gange om
Ugen. Han synes at være fuldkommen frisk
og fornuftig, og beklager sig over at være holdt
paa et Sygehun medens hans Forretningen
og Tillid som Forretningsmand maa gaa alt
deler tilgrunde. Der er desværre alt for meget
sandt i den sidste Deel af Lætningen, og kan
og Familiens Fremtid er gaat beklagelig.
Johan B. har unægtelig ikke arvet nogen
Sindssygdom. Han er af Naturen udmærket
godt udstyret, har en sjelden god Opdragelse og
for en Handelsmand Mange Kundskaber;
men, kjære August, han er uden Tvivl selv
Skyld, al den Elendighed kan har bragt over
sig selv og Sine. Uden egentlig at være for-
falden han kan dog ved daglig og længe at drikke
Viin, Toddy og deslige, fremkaldte de mange
Raplasser af Sindsforvirring som i Løbet
at de sidste 12-14 Aar periodisk har ind-
fundet sig hos ham, og meden hvilke kan
har handlet som gal Mand, saa han be-
nomiske Stilling nu er ganske forstyrret.
Sandsynligvis har han ogsaa paa sin Du,
ser i Udlandet levet ukjæk, og paadraget
sig Sygdomme venere hvis Følgen nu ytre
sig - og maaske aldeles vilde ødelægge ham,
ja maaske bringe samme Resultat som
vi - ved Schns Skjebne - har lidt saa meget under
Her se vi atter, kjære August, de sørgelige Følger af et
letsindigt ubetænksomt Liv. Johan kan vistnok ikke
kalde forfalden, langtfra. Men stærke dukke en Gift
for ham, og han har ikke betænkt hvad han skyldte
sig selv og de Mennesker han er knyttet til i Livet.
Han har Kone og 6 Børn, den yngste 4 aar, 2-3 voxne;
han blev tidlig gift og er endnu en ung vakker Mand.
Johan fortæller at hans yngre Broder Hermann,
som er "Agnet" i Xania, lever et liderligt Liv, og han
i Udlandet været grundig Venerisk. Det er ikke
urimeligt at ham Skjebne bliver den samme
som Johans. Hermann er Gudsketak ugift. Den
3die Baaden, Nicolai, som for nogle Aar siden gik
fallit, er nu kommen i en slags Virksomhed.
Han har Familie; Konen er en Datter af afdøde
Brandelæge Hjort i Xania, hvor han bare.
Ak, hvormange Sorger forskaffe ikke ofte
Børnene sine Forældre. Og hvormange Andre
man ikke lide for de Ulykker letsindige og umo-
rakke Knægter paaføre sig selv ved slette Sæder
Da Din Onkel Anders Ben i Flekkefjord døde, efterlad
han sig en paa Formue. Nu lever hans Enke,
Xania i det smaa have meget trængende; -
og hvilken Støtte eller Glæde har hun af sine 3
Sønner? Hvor er Kjærligheden, og hvor en Tak-
nemmeligheden, som skal holde Familien -
og Samfundet) oppe! Brave Folk en i
en sørgelig minoritet i vore Dage. -
Johan kommer ogsaa idag til os (det er egentlig Jenny
som er ham Fortrolige). Han kommer gjerne før eller
efter Middagen, og vi maa da holde ham med Selskab
til Kl. 7 Aften, da Jenny følger havn Halveie til
Rotrand. Gud hjælpe den stakkels Fyr. Vi har maattet
invitere ham Kone til at komme til os nogen Tid for
Manden forlader Sindssygeasylet. En trist Correspon-
sence og Udgifter har denne sørgelige Affære allerede
forskaffet mig. Flere følge maaske efter.
Jeg længer efter at komme ud og reise og fra frisk
Luft i Lungerne. Vinteren har gjort mig mager,
og jeg mærker at jeg er bleven gammel. At
savne Elisa vil blive mig tungt Men det er jo
godt, med Guds Hjælp, at hun kommer ud i Verden,
og Forældre maa finde sig i Alt for Deres Børns
Vel. Hun arbeider nu paa sin Garderaabe
for at kunne optræde nogenlunde gentil blandt Dine
Bekjendtskaber, og jeg haaber Du ikke vil generes
ved hende i nogensomhelst Husende. Elisa hvor mange
Venner, men kun erkværdige og meget ægtværdige Venner,
og da hun altid vinder ved nærmere Bekjendtskab
tvivler jeg ikke paa at hun vil bidrage til at
gjøre Dit daglige Liv, det Hjem, behageligt baade
for Dig og Andre. Men, jeg maa vel nu slutte dette
Brev. Halder Du blot Halvdelen af os herhjemme, som
vi have Dig kjær, da kjeder Du ikke ved denne min
lange Epistel. Jeg kjeder det aldrig at tænke paa Dig
og at tale med Dig, min kjære August.
Lev da vel, og gid Gud lede og bevare Dig!
Din gamle Fader
Nu kom den stakkels Johan. -
[Siste del av side 10 finnes i Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Elise Reymert til August (Doste) Reymert 1881-04-17].
Skannede brev
Klikk på bildene for å se det i større versjon. Last eventuelt ned til egen maskin for å åpne i bildeprogram, slik at det er lettere å forstørre eller forminske eller bruke andre hjelpemidler i korrekturarbeidet.
