Kjeldearkiv:Prosessen mot Lisbet og Ole Nypan

Prosessen mot Lisbet og Ole Nypan var en av de siste trolldomsprosessene i Norge som endte med brenning på bålet. Den starta i mars 1670 og ble avslutta i september samme år. Lisbet Pedersdatter Nypan ble brent levende, mens hennes mann Ole Olsen Nypan ble halshogd.

Det nedenstående er en transkribering av dokumentene fra rettsprosessen, som starta med stevning av anklageren Erik Kvenild og ekteparet Nypan, og endte med dødsdommen.

Saken ble første gang trykt i første bind av Samlinger af juridiske og historiske Materier, ved Lorentz Ewensen, Kongelig Toldprocureur i Trundhiems Stift av Lorentz Ewensen, utgitt 1784. Den er også gjengitt i sin helhet i bind 2 av Leinstrand : et lite stykke Norge av Erling Langlo, utgitt 1958.

Fordi dette er en av de trolldomssakene der vi har best dokumentasjon fra retten – ofte har vi ikke særlig mye annet enn en regning fra bøddelen – gjengir vi den her for å vise hvordan en slik sak kunne arte seg, og for å kunne koble saken opp mot personer og steder som er omtalt eller på Lokalhistoriewiki.

Rettsdokumentene

Innledning

Willem Knutsen, Kongl. Majestæts forordning Sorenskriver udi Strinde Fogderie, samt Iver Tiller, Lændsmann, Peder Hegstad, Hans Moe, Ole Solberg, Aren Katem, Henrich Gellein, Siver Hegstad, Svejnd Udstad, Lars Schiefstad, Haagen Echren, Anders Kolstad og Lars Hiellen alle edsvorne Laugrettemænd av Leenstrandens Tinglaug: Giøre hermed vitterligt: At Anno 1670, Mandagen den 30te Maii, var berammet Retterting på Stav hos Arent ibid., nærværende Kongel. Majsts. Foged Velagtbare Hans Edvartsen, som for os til i Dag havde ladet indstevne, med Hans Excellences Velbaarne Hr. Canzlers Citation, Erich Qvennild af Tiller Sogn, fordi han skal have skjeldet Ole Nype for en Troldmand i et Barsel eller Ølforsamling hos Andgrim Lilleleer for nogen Tiid siden, hvorom han nu i Rette producerede Velbemeldte Hans Excellences Stevning, som lydelig ble oplæst Ord fra Ord, som efterfølger:

Stevning

Christian den femte av Guds Naade, Konning til Dannemark og Norge, de Venders og Gothers etc.

Jeg Owe Bjelke, Kongel. Majests. Raad, Canceller i Norge, Assessor i Collegio Status, og Amtmand over Trondhjems Amt, hilser dig Erich Qvennild med Gud; vider: for meg haver andraget Kongel. Majests. Foged over Strinden Hans Edvardsen, for hannem skal være berettet, hvorledes du udi et Barsel, hos Andgrim Lilleleer paa Leenstranden, vovelig skal have skjeldet Ole Nype for en Troldmand, og holdt for, at han skal være Aarsag til den Sygdom, du den Tiid havde i dine Hænder, og hvis han ikke igjen skaffede dig af hermed, saa skulle du mage det saa, den røde Hane skulle gale over ham, med mere, ovenmeldte Hans Edvardsen, om saadan din Tillæg og Beskyldning, af Præsten den Hæderlige Mand Hr. Ole Mentzen og andre er blven berettet og tilstanden, som han med skjellige Prov og Vidner agter at overbevise dig. Thi stevnes du hermed at møde Kongel. Majests. Foged udi Rette til den 0th Maii paa Egge Tingsted, paa Leenstranden, der at høre Hvis Vidnesbyrd, han om saadan din Beskyldning og uærlige Tillæg mod Ole Nypen agter dig med at overbevise; til hvilken tid tilstevnes og eder efterskrevne: Andgrim Lilleleer, og Hustruen Maritte, samt Søvren Klokker og Ludtztie Estensdatter; item Anders Storleer og Ole Rød, saavelsom Tosen Olson Lilleleer og Margrete sammesteds; begge Andgrim Leers Folk; i lige Maade Anders Ogstad; Hans Groth; Anders Senep; Joen Willemssen paa Lundsbakken og Niels Joenssen Bruraach, eders Sandhed med oprakte Fingre og aflagde Eed at aflægge, og bekiende, vhis Skelderie og grove Æres Tillæg Erik Qvennild, Oluf Nype i ovenskrevne Barsel og Forsamling offentlig beskyldt haver, saavelsom hvad videre enhver kan være beviist.

I lige Maade stevnes dig Ole Nype og din Hustrue (som Sagen endelig angaar), begge personlig at comparere til ovenbemeldte Dag og Sted, at paahøre, hvad der berettet og provet bliver, og der som I eragte det at være eders Ære og Velfærd anrørig, til Undskyldning og lovlig Fralæggelse. Erich Qvennild haver ogsaa uden nogen Sagens Ophold, at have med sig Prov og Vidner, hvormed han Ole Nype eller hans Hustrue saadan grov og uærlig Tillæg agter med at bevise, saafremt han ikke det selv vil undgielde, som den andens ærlige Rygte og gode Navn at have for nær talt, efter derom videre Lovens Tilhold. Dette eder saaledes udi Kongl. Majestæts min allernaadigste Arve Konning og Herres Navn bydes og befaler, under Lovens hæjestre Faldsmaal.

Actum Trondhjems Gaard
d. 30te April 1670.

[signatur og segl]

Bekreftelse på stevning

Den 4de Maii blev denne Stevning lovligen læst og forkyndt for de indbemeldte med 2de Mænds Paahør for deres Boepæl, bekiender jeg underskrevne.

Iver Joensen [egenhendig signatur].

Rettsreferat

De efter indstevne tilstedeværende Erich Qvennild ble tilspurgt: om han slig Ord udi Stevningen indførte havde talt. Hvortil han svarede, det ej at kunde mindes, men Provene derom kunde vidne dog berettede saaledes at have sagt:

Ole, hvad kommer det til, at du est saa vred paa mig? Dersom du vil slaae mig, og jeg ikke er god for at slaae igjen, saa kan jeg have det saa godt som jeg faar det; men dersom du vil slaae mig på en anden Maade, da skal du blive heed derfor; og foruden dette bekiente, at Ole tilforn skal have lovet ham ondt strax efter Vaaraanden, og om Hobollen derefter er blevet sa, at han ikke kunde løfte sine Arme op til Brystet, og vare begge hans Bryster saa store som Qvindebryster; dette fik han den ene Dag, og andren Dagen efter blev hans Qvinde saaledes, at det øverste over hendes Øjnebryne hang langt need over øjnene, og naar hun skulde see, maate det løftes op med Finger, førend hun kunde komme til at see, og hendes Øren hang lange, som Hundeøren, need paa hendes Axler, og Haaret gik af hendes Hoved, ligesom det havde været skoldet af, og kunde hverken sidde eller ligge, hvilket hun saa havde i en 4 Dages Tiid; tænkte paa Erich Dag efter andren, at ville gaae ned og tale med Ole Nype derom; gik saa endelig need til hannem om 3die Dags Aften, og som han da kom need til hannem, spurgde Erich Ole ad og sagde; Ole, hvor kommer det til, at du est saa vred paa mig? Og efter dit Snak, saa er baade jeg og min Qvinde nu fordervet. Derimod skulle Ole svaret: Vil du skylde mig derfor? Og sagde: Gud give denne Jernstand stod gloende i mig, om jeg havde gjort det. Og dette skeede nere i Oles Ager, hvilket Ole selv nu tilstod og vedgik. Dermed skiltes Erich Qvennild fra hannem og gi hiem. Om Morgenen efter blev hans Qvinde bedre og paa hendes Fødder, og begge siden dagligen forbedredes, dog klagede sig, aldrig endnu hid til dags været saa vel ti Helsen, som tilforn. En 5 eller 6 Dage derefter, tog Ole Nype 2de Mænd med sig, nemlig Anders Senep og Anders Ogstad, gikk op til Erich Qvennilf, og som de did kom, spurgde Ole Erich ad, om han ville vedstaae de Ord, som han havde sagt til ham; hvortil Erich svarede: Jeg har ikke snakket noget ondt paa sig, og ikke har jeg heller talt noget videre, end som jeg vil vil bestaae. Videre sagde Ole: Du har ogsaa sterret Præsten Hans i Klæboe op paa mig; hvorimod Erich skulle svaret: Gud straffe mig, om jeg det har gjort. Ydermere beretter Erich Qvennild, at Ole Nype skulle sagt til ham: Ja du varst skyldig i det, derfor fik du det, hvorom nu Vidnet med oprakte Fingre gjorde Eed. Anders Senep sagde saaledes, at han bad Gud straffe sig, om han kunde mindre de Ord; mens bekiendte, at han vel kan erindre sig, at Erich Qvennild skjød hannem til Vidnesbyrd, dog hvad Ord der underløb, kunde han ikke erindres; thi det er ny 3de Aar siden det passerede.

I lige Maade bekiendte Anders Ogstad, at han ikke kunde erindre sig slige Ord af Ole Nype at være talt, thi Ole var heblig drukken; men det erindrede han sig vel, at Erich skjød hannem til Prov, og mere vidste han ikke.

Dernest fremkom Esten Halvorsen, tienendes på Stoche, men den Tiid værendes på Qvennild, som havde hørt deres Tale, han efter aflagde Eed bekiendte, at Ole Nype sagde disse Ord til Erich Qvennild: Jau du var skyldig i det, derfor fik I det; mere vedste han ikke. Det samme eedlige bekeindte Erik Qvennilds tøs Berette Sivertsdatter ogsaa at have hørt.

Nok fremædsket Anders Stokke, som var med i Ølsamlingen paa Lilleleer, han nu, efter giorte Eed, bekiender, inten andet at have hørt, end Erich Qvennild sagde til Ole: Ole, sagde Erich, Ondt har du udlovet, og Ondt er fremkommen; men bliver jeg og min Kone ikke god igjen, da skal den røde Hane gale over dig, og bad Ole Nype derpaa tage Vidne, hvorimod Ole Nype intet svarede.

Derefter fremkom Søren Klokker og hans Qvinde Lutztie Estensdatter, den Tiid og paa Lilleleer nærværende, bekiendte, efterat de havde gjort deres Eed, at dennem ikke andet var bevidst, end Erich Qvennild sagde til Ole Nype: Ole, Ondt har du udlovet, og Ondt er fremkommen; dertil Ole skulle svaret: Gud give denne Lysestake (som den stod for hannem paa Bordet) stod midt igiennem mig, og jeg er skyldig derudi. Strax tilsvaret Erich Qvennild: Giør du ikke meg og min Kone god igjen, da skal den røde Hane gale over dig, hvorpaa han bad Ole Nype tage Vidnesbyrd, og dermed sprang Søren Klokker ud paa Døren og hørte ikke mere.

Siden framkom Andgrim Leers Qvinde Maritte Haagensdatter, som ogsaa gjorde sin Eed, at have hørt at Erich sagde til Ole Nype; Ole, Ondt har du udlovet, og Ondt er fremkommen; hvortil Ole skulle svaret: Gud give at denne Lysestake stod midt i mig, om jeg er skyldig derudi. Derpaa Erich atter svarede: Ja du veedst vel, at den ikke kommer i dig, og sagde derhos: Jeg siger di det, Ole Nype, at dersom jeg og min Qvinde ikke bliver god igien, skal den røde Hane gale over dig; og derpaa bad han Ole to eller tre gang, at tage Vidne. Tosten Olsen og Berette Jonesdatter, begge tiende paa Lilleleer, med deres Eed, vandt det selv samme.

Vider framkom Ole Arentzen Aasgaard og Berette Jensdatter, som i lige Maade ved Jurament, efter Adspørgsel, kunde ikke benegte, at som han, for en 6 eller 7 år siden, med Røddel udi det venstre Laar nogle Ugers Tiid var plaget, søgte han Raad hos Ole Nypens Qvinde derfor: og som kan kom til henne, brugde hun ikke andre Midler dertil, end læste derpaa; mens Ordene hørde han ikke; og dersom han blev god igien, skulde han betale hende. Noget derefter, som han endda ikke blev god, søgte hans Qvinde hende, men svarede hende, at hun ikke kunde bruge andet, end de Ord, som tilforn; og som Ole Asgaards Qvinde kunde fornemme, hjalp det intet; dog nogen Tiid derefter bleven færdig, efterat hun mange gange for adskillige havde klaget sin Nød, men ingen andren Raad brugt. Nogen Stund derefter kom Ole Nype til hannem, og søgte Betaling for han var bleven god. Nej, sagde Ole Asgaard; jeg har fødet en Sauf for dig, derfor giver jeg dig ikke mere. Da svarede Ole Nype: Agt du bliver ikke værre, e.t.c. Disse Ord belangende at have læst for Røddelet, Olufs Qvinde nu selv for Retten tilstod sandt at være, og vedgik, en Sauf for hende at være fød fra Høsten indtil Julen, item en liden Qvie fra Høsten indtil Kyndelsmisse, hvorfor de toge ingen Penge; thi de vare glade, at Manden var bleven god igien. End mere bekiendte Ole Asgaards Qvinde, at for en toe Aar siden kom en tøs til hende, som tiener hos Peder Leren i Budvigen, ved Navn Sigri Baardsdatter, klagede sig for hende, at hendes Krop var saa doven; laae saa hos hende om Natten til Søndag, og bad hende om Morgenen følge sig til Nype at søge Raad, som hun og giorde. Men hvad siden blev af, veed hun ikke; thi hun gok strac i Kirken. Hertil Ole Nypes Qvinde ny selv bekiendte, intet andet Middel til hende at have Brugt, end Ord, som før Røddel; og som hun ble tilspurgt, hvad hun gav hende derfor, svarede hun, at hun gav hende som en Skit; hun gav hende et Par Skilling; dog om hun var bleven god, vedste hun ikke.

Nok skikket seg for Retten Andgrim Lilleleer, bekiendte, at som han, ungefær en 22 Aar siden, laae en 16 Ugers Tiid syg, søgte saa Andgrims Qvinde (Andgrim uvitterligt) til Ole Nypes søster, ved Navn Ingeborg Olsdatter, og bad hende, hun ville tale med Lisbeth, Ole Nypes Qvinde, og bede hende, paa hendes Vegne, om noget Raad til Andgrim, som hun og gjorde; fik strax hos Søsteren Ingeborg en Knude med Salt i, som Lisbeth skulle leveret hende, det hun og selv tilstod. Og efterat han, Andgrim, baade ind- og udvortes, efter Foresigelses Maade, havde brugt samme Salt, faldt han saason i en stor Afmægtighed og Daanelse, hvilket alt skede efter hendes Ord: thi hun sagde: Frygt ikke, thi han døer ikke; men i Førstningen bliver han heel syg. Videre berettede Angdrims Qvinde, at den Tiid, den ny afdøde Ingeborg leverede hende samme Salt, sagde hun til hende: Andgrim skulle ikke føsse med ham, Ole; thi de beed Rygtet hendes Lisbeth tilforne. Ellers bekiendte nu Lisbeth Nype selv, at det har sig saa med samme Salt, at en Part faaer meget ondt, og en Part ikke, ligesom Røddelen er kommen meget inn i Kroppen paa dem til; og havde Andgrim, denm Tiid han laae syg, Sygdommen saa skarp at alt Haaret løb hannem af Hovedet.

Kilder

• Ewensen, Lorentz: Samlinger af juridiske og historiske Materier, ved Lorentz Ewensen, Kongelig Toldprocureur i Trundhiems Stift. B. 1. 1784. Digital versjon på Nettbiblioteket.
• Lauglo, Erling: Leinstrand : et lite stykke Norge. 2. Utg. Leinstrand kommune. 1958. Digital versjon på Nettbiblioteket.