Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge (1796-1798)
Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge er en stedsskildring av Trysil prestegjeld som ble forfattet av Axel Christian Smith i 1784 og utgitt i serialisert form mellom 1797 og 1798. Beskrivelsen har i senere tid (1895 og 1966) blitt utgitt i bokform.
Bakgrunn
Det er usikkert hva som motiverte Axel Christian Smith til å forfatte et slikt omfattende verk om stedet hvor han kun hadde jobbet i noen få år. Smith hadde vært personellkapellan for sognepresten i Elverum siden 1773, mens Trysil fremdeles var et anneks for Elverum prestegjeld. I disse årene kan han ha blitt kjent med området, som var relativt avsidesliggende og som kun var betjent av kirken noen få dager i året.
Smith var en typisk opplysningsprest med sterk interesse for botanikk og kan ha vært motivert av tilsvarende topografiske beskrivelser som allerede forelå for andre prestegjeld. Særlig beskrivelsene til Hans Strøm, over Sunnmøre (1762 og 1766) og Eiker (1783 og 1784), kan påvirket Smith til å ville forfatte et lignende verk.[1]
En viktigere grunn kan finnes i og med opprettelsen av Trysil prestegjeld i 1780. Tryslingene hadde titt og ofte ytret ønske om egen prest, og myndighetene benyttet anledningen ved sogneprest Jens Grüners død i 1779. En ekstraordinær lønn på 200 riksdaler ble tatt ut av kongens kasser for å lønne den første sognepresten, i tillegg til de 120 riksdalene som sognet kunne skaffe tilveie i årslønn. Axel Christian Smith var utpekt.[2]
Hvorfor Smith ble utpekt, er usikkert. Ørnulf Henriksen forsøker å sannsynliggjøre at Smiths familiære forbindelser kan ha spilt en rolle. Amtmannen for det nye utskilte amtet i 1781, Hedemarkens amt, var kammerherre Ditlef Pentz. Pentz var fadder for flere av Smiths barn, og et av barna var også oppkalt etter ham. Kongen hadde også en linje til Smith, via onkelen Morten Smith, som var slottsprest i Danmark. Da det kongelige kanselliet skilte ut Trysil som eget prestegjeld, ble Smith omtalt slik: «når vi dertil vælger en god og klok mand, kunde endog være saavel menigheden i næringsaker og nyttig som ved de oplysninger, han kunde samle om den vidløftige og bekjendte egn, ogsaa blive gavnlig for det almindelige og det saa meget mere som vi end ikke i denne store strækning har nogen verdslig betjening».[3] Henriksen antyder at Smiths beskrivelse kan ha vært ment eller fungert som en kartlegging som til slutt munnet ut i at allmenningsskogen på Trysil ble privatisert i 1786 – noe Smith ser ut til å ha vært initiativtaker eller pådriver for.[4]
Utgivelse
Smiths topografiske beskrivelse er ifølge tittelbladet skrevet i 1784, men forordet er datert 21. februar 1785. I forordet hevder Smith at han hadde blitt inspirert av «Forgængere» som Hans Strøm, Jacob Nicolaj Wilse, Jens Essendrop, Reier Giellebøl «og flere». Videre hevdet han at han hadde påbegynt arbeidet fordi «adskillige af det Aggershusiske Patriotiske Selskabs værdige Lemmer opmuntrede mig dertil», hvorpå han deretter fikk en belønning som har «været baade over Forventning og over Fortjeneste». Akkurat hva denne belønningen bestod av, oppgir utgiveren av Topografisk Journal for Norge: 100 riksdaler – som representerte en dobling av Smiths årslønn i disse årene.
Det gikk over et tiår fra Smith skrev beskrivelsen til den ble trykt og utgitt i 1796. Den må dermed rimeligvis ha vært skrevet for noen andre enn det «Topographiske Selskab» i utgangspunktet. Antakelig har Smith skrevet og sendt beskrivelsen til selskapet som betalte ham for jobben – det «Aggershuusiske patriotiske Selskab».
Etter at Smith hadde datert forordet og dermed ferdigstillelsen av beskrivelsen i 1785, begynte prosessen med å privatisere kongens skogsområder i Trysil. Under den store nordiske krig hadde tømmerhogsten i Trysil tatt seg opp, men bøndene sto snart i gjeld til handelshusene. Det var vanskelig å drive ut tømmeret, og forskuddene av korn fra handelshusene for tømmerutførselen rakk ikke til å slette gjelden ved nye leveranser. Dette ble forverret av de årlige variasjonene i hvor lett eller vanskelig det var å få fraktet ut tømmeret samt av størrelsen på de lokale korninnhøstningene. Bøndene drev mye av tømmeret over til Sverige for å få inn kontanter for å betale ned gjelden. Likevel holdt det ikke, og i 1775 hadde trelasthuset Collett & Leuch tatt pant i 16 av Trysils store gårder, og syv gårder ble skiftet helt eller delvis over til gjeldshaverne. Problemet for utlånerne var både at gårdene selv ikke nødvendigvis eide all skogen som tømmeret kom fra: De ville tjene lite på å overta eiendommene til debitorene. Problemet for kongen var de store inntektene som gikk tapt ved den ulovlige utførselen og salg av tømmer til Sverige. Kongen hevdet dessuten at deler av skogen var kongens egen allmenning. Fra 1778 var dette til utredning, og bygda kjempet imot, ledet av sogneprest Smith. Dette beskyttet gårdeiernes egne skoger, men oppdelingen og privatiseringen av allmenningen i 1786 førte likevel til at gjeldshaverne i Christiania i perioden fra 1786 til 1792 ble eiere av 27 av gårdene i Trysil, med da tilhørende skogsområder. Disse var firmaene Wessel & Pløen og Collett & Søn, og handelsmennene Mogens Larsen Monsen, Peder Holter, Jess Anker og Bernt Anker. Samtlige var oppført som medlemmer av «Aggershuusiske patriotiske Selskab» i 1780, selskapet som hadde betalt Smith for å beskrive forholdene i Trysil prestegjeld nærmere, og noe som også kongen i København hadde ytret et ønske om ved sogneprestens oppnevnelse.[5]
Det kom frem at Smith hadde av kongen blitt lovet en bedre stilling for å ha drevet gjennom skogsutskiftingen: «At Sognepræsten i Tryssel Prætegiell Herr Smith, som overdrages at raadføre og vejlede Almuen ved Delingen, maae giennem Vort danske Cancellie, efter den med samme av Vort Rentekammer derom førte Correspondance, gives Haab om Forfremmelse til et bedre Kald naar Udskiftningen er tilendebragt og han derom melder sig med Ansøgning.»[6]
Året etter utskiftningen, i 1787, fikk Smith stillingen som sogneprest i Elverum. Etter flere år der, fikk han deretter kallet i Øyestad i 1795. Fra 1797 ble hans topografiske beskrivelse over Trysil utgitt.
Utgivelsen ble serialisert i Topografisk Journal for Norge, fra 1797 til 1798. I forordet nevner utgiveren at beskrivelsen er en «Frugt» av det Patriotiske Selskab i Christiania, som i utgangspunktet hadde «belønnet den med 100 Rdlr. [riksdaler]».
Innhold
Beskrivelsen over Trysil prestegjeld er delt opp i 24 kapitler. I bokform utgjør beskrivelsen over 300 sider.
| Kapittelnr. | Kapitteltittel | Kommentar |
|---|---|---|
| 1 | Stedets Navn, Størrelse, Beliggenhed, Grændser | |
| 2 | Beskaffenhed med Egnens Overflade. Om fjeldene i Sognet, og hvad man egentlig i Oplandene indbefatter under Navn af Fjelde, Bjerge, Aaser m. m. Om Myrene. | |
| 3 | Om Steen- og Jordarter. Om Elvene og Søerne i Sognet. | |
| 4 | Om Klimatet. | |
| 5 | Om Folkemængden. Gaardenes, de Gaardbrugendes og Huusmændenes Antal. Hvad Beskaffenhed det har med Huusmændene. | |
| 6 | Om Agerdyrkningen. | |
| 7 | Om Engene og Høeavlingen. Høebjergningens Maade. De mange Slags Foder, som bruges til Qvægets Underholdning. Hindringer for en bedre og overflødigere Høehøst. | |
| 8 | Beskaffenheden med vore Sætre. Qvægavlingen. En sikrere Berrædelse af denne Næringsvej. | |
| 9 | Beskrivelse over den vidt udstrakte Høeavlings Hjembringelse ved Hjelp af Heste, Dragen med Skiekjelke m. m. Skiernes Beskrivelse og Brug. | |
| 10 | Om Dyrene; de tamme. Nogle af de vilde i Almindelighed. | |
| 11 | Om Elsdyret og Reensdyret. | |
| 12 | Om Bjørnen, Bæveren og Maaren. | |
| 13 | Om Fuglene. Det egentlig saa kaldede Fuglevildt. Om Jagten. | |
| 14 | Om Fiskene. | |
| 15 | Om Fiskefangsten, Fiskens Brug og Tillavning. | |
| 16 | Om Insekterne. | |
| 17 | Om Skovene. | |
| 18 | Om andre Væxter og Planter. | |
| 19 | Om Leve- og Næringsmidlerne i Sognet. Hvor besværlige for nærværende Tid. Udsigter til andre lettere og mere lønnende. | |
| 20 | Om Tømmerbruget. Dets slette Følger ført paa nærværende Fod. Udkast til en fordeelagtigere Brugsmaade. | |
| 21 | Om den Finske Slægt i Sognet. | |
| 22 | Om Sognets gamle beboere. Oldsager. Sernes og Idres Afgang fra Elverum. Trysilds Fraskillelse fra samme Præstegjeld. | |
| 23 | Om Folket, som nu beboer Egnen. Deres Huusholdning og Levemaade. Sygdomme. Legems- og Sindskræfter. | |
| 24 | Om Folkets Bygningsmaade. Vejene til og i Sognet. Det saa kaldede Nilsmesse eller Trysild-Ting. Sognets Indtægter og Udgifter m. m. |
Virkningshistorie
Det er særlig Smiths kapittel 21, om skogfinnene i Trysil, som har blitt mest kjent for ettertiden, som en av få eldre skildringer av skogfinnenes liv og levnet i Norge. Den er dermed en viktig kilde til skogfinnenes historie.
Beskrivelsen ble utgitt i bokform først i 1895, som et opptrykk. Opptrykket var besørget av Trysil herredstyre.[7]
Ørnulf Henriksen utga Smiths beskrivelse på nytt i 1966, nå med latinsk sats og dermed mer lesbar for moderne lesere.[8]
Kapittel 21: Om den Finske Slægt i Sognet
Her er kapittel 21 gjengitt i sin helhet fra originaltrykket:
21. Kapitel. Om den Finske Slægt i vort Sogn.
At vi have Finner boende iblandt os maa vel Læseren have bemærket af de foregaaende Beretninger. Jeg formoder, at mange have Lyst at vide noget om dette Slags Folk; jeg vil derfor i nærværende Kapitel fortælle noget om disse Familier; men om min Fortælling vil svare til Læserens Forventning, torde blive en anden Sag. Ikke har jeg mange Kilder at øse af, for at samle Materie til Udarbejdelsen af dette Emne, Wilse nævner neppe det Ord Finne i sin Beskrivelse over Spydberg; Gjellebøl ikke heller. Hvad de Finner angaae, om hvilke jeg har foresat mig i dette Kapitel at skrive, har jeg alene disse faa Ord hos Pontoppidan. *) «Omtrent i Aaret 1624 indfandt først de saa kaldede Rug-Finner fig Søndenfjelds, og lærte Bonden at omgaaes med Braatehugst.»
- ) Pontopp. Norg. Nat. Hist. 1 P. 4 Cap. Side 169.
Uden altsaa videre Indgang og Fortale til Texten.
Jeg har Finner i mit Sogn, virkelige, ramme Finner, Finner, hvoraf endeel læse og forstaae det finske Sprog ligesaa godt, som om de skulde boe i Åbo i Storfinland; alene der ved nogle Ord kan findes en eller anden Afvigelse i Udtalen, en faadan Forandring, som kan mærkes i Sproget hos en fra Kjøbstaden og en fra Landet.
Af de Gaarde, paa hvilke disse Finner ere boende, findes ved Oos-Søen 4, og 9 i den søndre Deel af det egentlige Trysild. Opsidderne paa disse Gaarde række til et Tal af 24, og Husmændene disse Gaarde tilhørende ere omtrent 16. Men overhovedet ere Sjelene i de finske Familier udisputerlig halvtredie Hundrede; thi alene i Torberget, paa hvilken Gaard dog kuns ere fire Bønder, findes Huusmænd og Inderster, Gamle og Unge, med Opsidderne indberegnet 70 Finner. Efter gamle Mænds Beretning skal Fædrene til disse finske Familier allerførst være komne fra Stor Finland, og derfra have flygtet i den Tid Russerne faa haardt ængstede dette Land og borttog endeel deraf. De Flygtige nedsatte sig i de forekommende øde Skov-Strækninger i Provinserne Helsingland, Medelpad, Westmanland, Nykjøping og Wærmeland i Sverrige, og noget indover Grændsen i vort Land. De have helst søgt Skovbjergene, fom beqvemmeft til deres Rugbraate-Hugster.
For Jagten og Rugavlingens Skyld have Finnerne, som meldt, saa gjerne villet nedfætte sig i Skovmarken. Og mærkeligt er det: Disse paa begge Sider ved Grændsen boende Familier rækker ikke længere Nord end i dette Sogn, og endog her i Sognet ikke højere op, end til Fjeldenes Begyndelfe, *) og hvorfor? Naar Fjeldene møde, kan Rugsæden formedelst Klimatets Haardhed ikke vel komme fort. Vel findes der Finner paa Medelpads og andre Nordlandske Skove i Sverrige; men disse Skov-Strækninger, skjøndt længere Nord, end dette Sogn, ligge dog igjen saa langt i Øst, at de paa mange Mile nær ikke række Jämrelands eller Herjedalens Fjelde.
- )Jeg holder mig alene Søndenfjelds; thi om hine Lap-Finner, Søe-Finner, Qvæner etc, har jeg intet at melde.
Til Forskjæl fra Lapfinnerne kalde de nordenfjeldske vore Finner: Rugfinner Deres Sprog, Sæder, Levemaade m. m. er og ganske adskilt fra hine omstrejfende Rensdyr-Vogtere. Naar en Lapfin og en Rugfin hver vil tage sit Sprog, da forstaae de hinanden mindre, end en Franskmand forstaaer en Hollænder. Kan dog derfor vel gjerne være, at Lapperne — som Høgstrøm mener — ere vore Finners Forfædres Forfædre, eller at Lappernes Sprog er en Dialect af det Finske, som han skriver. Ligesaa lade vi det uanfægtet passere: at den gode Rudbech gjør dem til en Afkom af Israëls Børn.
Mere angelegent er det, at vide noget om denne Slægts Sæder og Levemaade iblandt os, om de mærkelig adskiller fig fra vor Nation o. s. v. Det er artigt, enhver finsk Familie har sit Tilnavn, hvoraf de dog sjelden betjene fig. De kalde dette ikke Bi-Navn, men By-Navn, og troer jeg, det skal betegne den Bye, (En Bondegaard kaldes i Sverrige en Bye) hvorfra deres Fædre ere komne. Saa have vi hos os: Kakelauer, Surer, Honker, Ronker, Tosker o. a. f.
I Udtalen udmærker denne Slægt sig meget fra vor. Baade de norske og de svenske Finner kjende hver deres Lands Sprog; imidlertid udtale de baade det norske og svenske Sprog med et saa lignende Tonefald, at man skal have vanskeligt for at skille en norsk og en svensk Finne fra hinanden. Ordene udtale de i en Slags stødende eller syngende Tone. Men deres Udeladelse af nogle Consonanter, saasom S, F, L, R og flere i Begyndelsen af et Ord, deres Forbyttelse af haarde Bogstaver med bløde og bløde igjen med haarde, saasom: B med P, og P igjen med B, K med G og G med K, D med T og T med D o. s. v. er forunderligere. Og hvo kan hertil anføre den rette Grund og Aarsag? Saa sige de for Ex. Verje, Riig, Leksil, Rikys, Røpelig, i Stedet for Sverige, Krig, Qvægsølv, Friskyds, Skrøbelig. Ligesaa er i deres Udtale Tryk det famme fom Dryk, (Drik, en Dosis) Kuld er Guld, Pyg Eyg, Benge Penge, Taler Daler, tømme dømme, og saa videre.
I det jeg anfører vore Finners Omvexling med Consonanterne, erindrer jeg, hvad der staaer i Professor Todes Nye Sundheds-Tidende for Aaret 1782 og November Maaneds Hefte Side 603. hvor han lader en Helvetier udtale en Smule Fransk med den Accent: Matame, bermedez qve je le honnor te fous aborder le bedit pouqvet, qve fous afez pien foulu commenter. Et hvert eneste af disse Ord skulde af vore Finner været udtalt aldeles paa samme Maade. Hundrede Gange har jeg hørt Finnerne sige Matam i Stedet for Madame. Dog maa i Henseende Sproget dette anmærkes; Kun alene de Ældste have meeft af denne forvendte Udtale. Nogle Finnesr kjender jeg, hvis Udtale er aldeles liig de andre Tryfilderes. De ere og nu baade i af læse vort Sprog og i dets Udtale langt færdigere, end for nogle Snese Aar siden, da man fandt dem iblande de Gamle, som næsten ikke kunde tale andet, end deres Fædrenemaaal. Ligefaa mærker man nu, at det finske Sprog nærmer fig iblandt dem til sin Undergang, da mange af endeel Finners børn kun lidet forstaae deraf, men slet ikke kan tale det.
Egnen vore Finner beboe, kaldes i Almindelighed: Fin-Skogen eller Fin-Marken. Dette Navn er overalt bekjendt baade i Sverrige og i Soløers Fogderie i vort Land. Vore Finner, skjøndt de ere eet Slags Folk med Finnerne paa Soløer-Skovene, have dog dette forud for de andre: at de fleste af dem ere Selvejere eller Gaardbrugende, da hine derimod for det meste alene ere Huusmænd. Finnernes Boliger i Soløer kaldes Fin-Torper; men fast aldrig hører man hos os dette Navn, da de enten kaldes: Gaarde eller Huusmandspladse. Men Bjerge og Høje ere sædvanligst deres Tilhold baade her og i Soløer og ligeledes i Sverrige; derfor læser man næften altid berget føjet bag ved deres Gaardsnavn, saasom: Aspberget i Sverrige; Gravberget, Jubberget, Rusberget etc. i Soløer; Eenberget, Flusberget, Syljuberget i Elverum; Skjærberget, Torberget, Røsjøberget etc. i Trysild.
Den største Deel af de soløerske Finner boer endnu i deres Badstuer eller Fin-Kojer. Alle vore Finner derimod have Stuebygninger af samme Storhed og Skikkelse, som de andre Bønders. Deraf maa det og komme, at vore Finner have ikke de tørre og guulblege Anfigter, og de sure og røde Øjne, som man finder hos hine: En Virkning af den megen Røg deres Badstuer saa ofte ere fyldte med. Det er i disse Badstuer det finske Folk føler saa stor Vellyst i at bade sig: En Skik som endnu er i Brug i Stor-Finland efter Hr. Mag. Pehr Adrian Gadd's Beretning i hans Beskrivelse over Satacunda Herreders nordre Deel. Om vore Finner bade sig saa tidt, nemlig: hver hver anden og tredie Dag, som hine i Stor-Finland, troer jeg ikke. En Gang hver Uge torde det i det mindste skee. Med denne Baden er Omgangen følgende; I deres Badstuer er en liden Ovn af Graafteen opsat. Efter at denne er vel opildet og Røgen forsvundet, klæde de Badende sig ganske nøgne, og saaledes staae eller hænge sig oven over Ovnen paa Bjelker, da den hede Ovn imidlertid bestænkes med Vand, og derved omgiver dem med en fugtig og heed Damp. I det denne varme Damp omtaager dem, have de Riisqviste i Haanden, hvormed de saa sagte pidske deres Legeme over alt, da de tykkes, Kroppen derved desbedre lettes, og Lemmerne blive mere myge og smidige. Naar de gaae ned igien af Badstue-Hjellerne, overskylle de sig enten med koldt Vand, eller og løbe de lige til Bækken, ja man siger, endeel om Vinteren pleje at vælte sig ganske nøgne i Sneen. Vist er dette en egen Badning, Men nok! de finde sig vel derved.
Finnerne ere gode Skytter; dog veed jeg ikke, om de heri have noget for vore andre Trysildere. Ligesaa ere de og færdige i Skie-Renden; dog heller ikke i dette fremfor de andre. De bruge ingen Foring under Andoren, som de andre Trysildere; komme dog alligevel frem op efter Bakken.
Braatehugst har tilforn mere end nu udgjort det vigtigste af deres Næring. For Tiden beskjeftige de fig mere med Tømmerbruget, dog derfor ikke ganske glemmende deres Fædrene-Syssel. Granbjergene ansee Finnerne som de beqvemmeste til Rugavling. Paa de Steder i saadanne Lier, hvor man seer de frodigste Træer at voxe, og hvor Landskabet tillige befindes at være tørt, og bedækket med god muldig Jord, nedfældes Skoven i en stor Vidde. Gjerne skeer dette tidlig om Sommeren. Efterat Træerne ere blevne liggende til næste Sommer og saaledes fortørrede, antændes Ilden over alt i Hugsten, og paa det Braaten eller Faldet, som man sædvanligst kalder det, desbedre kan blive brændt tilligemed Mosen, passer man nøje paa, at anstikke Ilden efter en lang Tørke, og allerhelst naar Luften har Udseende til Regn. Ikke længe efter at Braaten er afbrændt, udsaaes Vinter-Rugen meget tyndt imellem de afbrændte Træe-Stammer og Stubber, som næste Aar betaler Arbejdet ofte med den rigeste Høst. Flere Bønder ere gjerne i Fællesskab med en Braatehugst, saa at den udsaae; iblandt med 3 à 4 Tønder Rug og derover.
16 til 20 Fold høstes i disse Braater ikke saa sjelden, og skulde følgelig blive en overmaade lønnende Jordebrugsmaade, var den ikke forenet med saa mange og bekostelige Arbejder. I sær er Indhøstningen meget langvarig, da et Rug-Fald, i hvilket kan avles et Par Snees Tønder, kan ikke - skjøndt Folkehjelpen er stor - i ringere Tid afskjæres, end nogle Uger. Rug-Sæden opfæstes paa Stedet i store Hæskjer, og saaledes bliver staaende til næste Vinterføre; atter bekosteligt, naar de siden efter, iblandt til et Par Miles Vej, skal hjemkjøres. Den samme Sommer, hvis Høst skal frembringe Frugten af den forrige Aar nedkastede Sæd, foretages ved Siden en ny Braatehugst, hvilken Aaret efter afbrændes tilllge med forrige Braates overblevne Træe-Stammer, som tilforn ere blevne sammenlagte i Dynger. Dette hedder: Vaallægging, men det andet Riisfald. Begge Steder udsaaes tilsammen, og det paafølgende Aar giver Haab om en dobbelt Høst. Rior betjene og vore Finner sig af, ligesom i Stor-Finland. Vi kalde dem: Ryer - Fin-Ryer, og er et Slags Huse Finnerne bruge til Rug-Sædens Tørkning. Lige fra de i Rug-Braaten opsatte Hæskjer, kjøres Rugbaandene eller Negene til Ryen, og der oprejses paa Stænger eller Bjelker, lagte som et Tag eller Loft tvertover Bygningen, imidlertid opvarmes Huset af den Ild, som lægges i den neden under værende Steen Ovn, Derefter optærskes Rugen paa Gulvet i Ryen og strax er tjenlig til Melning uden videre at tørres, ligesom den og fra det ene Aar til det andet kan henligge uden at tage Skade, og altid er god og duelig til Udsæd. Braate-Rugen ligger i disse Tørkhuse omtrent 8 Dage, og hver Mandag plejer Tærskningen skee paa Gulvet i Ryen af 8 Karle. Med mere Vidtløftighed veed jeg ikke at kunne skrive om Braate-Rugs-Sæden blandt vore Finner. Endeel af de andre Bønder i Sognet plejer og at gjøre Forsøg dermed, men ikke med sønderlig Hæld for dem, hvis Skove ligge for nær op under Fjeldene; thi i de Braater enten bortfryser Rugen, eller umoden maa indhøstes.
I det øvrige vil jeg ikke opholde Læseren medd at Vise Skaden eller Fordelene af denne Brugsmaade. Kun dette maa jeg melde: vore Skove ere saa vidt udstrakte, og mange af dem saa afsides beliggende, at de neppe skulde tilbring Ejermanden mindste Fordeel, kunde det ikke skee ved den ommeldte Rugavling.
De fleste af vore Finner ere i bedre Forfatning, end de andre Trysildere, og dette tilskriver man Bruget af deres Rug-Braater. Man mærker ellers, at de ere ikke saa flittige i at omgaaes med denne Syssel, som deres Fædre; men man mærker derhos: de ere heller ikke faa velstaaende. Dog leve de i Almindelighed bedre, end de andre Trysildere. I de store Skov-Strækninger deres Gaarde ere liggende, findes mange græsrige Myre, saa at de kan underholde en Hoben baade stort og smaat Qvæg. Deres Rug-Avling levner dem og næsten et hvert Aar saa meget til Føde, at deres Brød Kurve sjelden ere tomme; og Brugen af Barkemelet er paa Finmarken langt mindre sædvanligt, end iblandt de egentlig saa kaldede Trysildere.
Finnerne beskyldes af mange for Trolddom, Hexerie og andre Koglerier. Det torde vel ikke være saa usandt, at Overtroen i de ældre Tider maaskee har været stærkere hos denne Slægt, end hos de andre norske Bønder. Imidlertid blive Finnerne tillagte mange overnaturlige Kunster, hvori de dog vist ere ukyndige. Maaskee endnu en eller anden tandløs Kjelling, en udlevet Gubbe, en liderlig og fordrukken Dreng paa Finmarken, torde vove at ville bedrage den lettroende Tosse, med at spaae ham i Haanden, igjenvise det Forlorne, sætte Ulykke paa hans Qvæg o. s. m. men foruden dette, at enhver Fornuftig anseer alt saadant for lutter Bedragerie, kan jeg og forsikre: jeg ikke veed, om nogen af mine Finner skulde kunne regnes blandt saadanne Bedragere. Overtroen hersker, Gud skee Lov! maaskee mindre i dette Sogn, end i mange andre Sogne i de folkerige Egne; og paa Finmarken forsikrer jeg, Fanden ikke har mere at bestille, end i felve Trysild.
En god Deel af mine Finner ere agtværdige Mennesker, vel oplyste, besidde megen Tjenstagtighed, Godgjørenhed og Føjelighed. Om jeg derfor ikke giver dem det fordeelagtige Vidnesbyrd, som en agtværdig Mand af mine Naboe-Præster i Sverrige, der sagde om Finnerne, hvoraf han og havde mange i sin Menighed: Finnerne ere de bedste af mine Folk; saa maa jeg dog bevidne, at de.ere ligesaa gode og agtværdige, som de andre Sognets Beboere.
Men den Sværmodighed, den Tungsindighed og Ængstelse, som synes at være almindeligere paa Finskovene, end i andre Egne, hvoraf den rejser sig? Dette veed jeg ikke at give en fyldestgjørende Oplysning om. Sært er det, at den nys ommeldte Hr. Pehr Adr. Gadd skriver det samme om Finnerne i Satseunda Herreder i Stor-Finland: (Side 100) Af de Siukdomar - hedder det - som här plâga Folket, tyckes malum hypochondriaeum eller deras sa kallade Sydemän tauti vara den allmännaste. Jag lemnar til Herrar Medicorum mognare Omdömme, om icke Invânarenas myckna Rof - ock Kal - ätande, og deras okockta dricka eller Finskalura lärar lägga Grunden til denna Siuckdom. Jeg veed just ikke, om denne Drik, her benævnes, er i Brug hos vore Finner, men Kaal have de ofte i Overflødighed, og Næper pleje hvert Aar at voxe paa Finmarken i stor Mængde, Foruden Syrblande skal de og undertiden til deres Drik bruge en Art Øll kogt eller brygget af Rug i Stedet for Malt. Hvo veed, om ikke saadanne (maaskee ilde kogte) kolde og gjærende Drikke, oven paa den opblæsende Kaal og Rødder, hos endeel kunde forvolde Ængstelse og Hjerte-Klemmelse?
Jeg maa ellers paa dette Sted anmærke: Er Sinds-Svaghed almindeligere hos Finneme, end hos de andre Trysildere, saa troer jeg og, at den, i Forhold af Folkemængden, er almindeligere her i Sognet, end i andre Sogne. Med Vished veed jeg, at der findes over 20 Mennesker, hos hvilke en sund Sjel ikke er forenet med et sundt Legeme, og dette udgjør jo næsten To af Hundrede? Nogle af disse ere ganske afsindige, rnen flere af dem alene sørgmodige og ængstede med uroelige og fortvivlende Tanker. Skulde To af Hundrede i de folkerigere Egne være udsatte for saadanne hypochondriske og hysteriske Tilfælde, maatte man jo i hvert andet Sogn oprette Dollhuse. Iblandt selve Trysilderne kommer dette Onde vist ikke af for overflødig Næpe- eller Kaal-Æden, og mindre af Rug-ØI Drikken. Det har vist sit Udspring af andre Kilder, som det maa blive Naturforskernes Sag nærmere at opdage. De maatte kunne skjønne, om dette Onde rejser sig af Luften, Diæten, Folkets Næringssysler, Stedets Beliggenhed eller andet saadant? Professor Strøm melder om en Art af samme Slags Tilfælde i Søndmør, som i de seneste Aaringer var bleven mere almindelig. Det torde rejse sig - mener han - af den taagede og fugtige Luft, som den Egn da mere, end tilforn, var plaget af. Hos os kan Sygen neppe udledes af den Aarfag. Vi have vel Taage iblandt; men det er enhver bekjendt, at den i Fjeld-Egnene er mindre almindelig, end ved Søe-Siden. Men hvoraf kommer den da? Vist nok er det Uorden i Legemet, som volder denne Uroelighed i Sindet. Men hvad virker Uordenen i Legemet? Hvad hindrer Blodets fri Omløb? Hvad gjør det tykt og slimet? Hvad standser Uddunstningen? Hvad gjør den Trykken og Klemmen under Brystet, hvoraf følger Beængstelse, skrækkende Drømme o. s. v. Maaskee Føden - det unærsomme Barkebrød - den raadne Fisk - det lidet saltede Kjød - den megen Melk- og Ost-Spisen? Jeg svarer med Sceptikeren hos Holberg: Maaskee, Maaskee!
Eller og: den Ujævnhed i Arbejderne, hvilke nogle Dage falde usædvanlig besværlige, men flere Dage ganske ophøre; thi en stadig Flid mangler de Fleste?
Maaskee, maaskee!
Eller og i Mangel af den daglige Selskabelighed, hvortil her i de øde Skov-Strækninger gives mindre Lejlighed, end i de folkerige Egne? Saa mener Doctor Högström i hans Beskrivelse over Jämtland, naar han ligeledes melder om denne Svaghed, der ogfaa i den Province er temmelig almindelig: De wida ock mörka Skogsbygder gjöra merendels Folket twära, ängsliga, eller for mycket alfwarfamma, äfwensom tätt bebodda orter luftiga, glättiga, hurtiga, ock merendels glada finnen.
Maaskee, Maaskee!
De som i denne Svaghed have raadført sig med mig, haver jeg anprist Bøn og Hengivenhed til Gud; derhos: Flittighed og Orden i deres Arbejder. Dette har virket langt bedre, end Hestedokternes Blod-Tappen, eller Rejsen hen til en gammel tandløs Kejlling, eller en viis Dreng.
Men til vore Finner igjen:
I Omgang med deres Jorddyrkning veed jeg ikke om de adskille sig meget fra de andre Sognets Indbyggere. Da de flestes Gaarde ligge op i Bjergene, hvor Jorden er meget stenig, betjene de sig paa Ageren af den saa kaldede Fin-Plog. Dette Ager-Redskab agter jeg unødvendigt at vise i Tegning, efterdi det ganske lidet er forskjelligt fra Ahlen, som nu de fleste af Finnerne begynde at bruge i Stedet for den anden, som er tungere og besværligere til Brydning.
Saa meget som de andre Trysildere, beskjeftige ikke Finnerne sig med Fiskerie paa Sommeren. Fugle-Legene om Foraaret besøge de flittig; derefter ere de sysselsatte deels med Tømmerhugst, deels med deres Rug-Braater, som er: at hugge nye Braater, sammenlægge Vedden i de forrige Aars indhøstede, brænde og tilsaae de tilberedte o. s. v. Med dette henløber det meste af Tiden, indtil deres Høeaande begynder, som foretages temmelig betids og holder længe ved, eftersom deres Myr-Slaatter ere mange og vidt udstrakte. Efter denne Tid falder nok at bestille med Kornets og Rugens Indhøstning; hvorpaa Vinteren snart er forhaanden, i hvilken Tid de ikke forsømme med deres Rifler at besøge Skoven, naar Lejlighed dertil gives, for at sammensamle endeel Færskmad (Fuglevildt) til det anstundende Trysild-Ting og paafølgende Markeder.
Blandt Finnerne findes endeel gode Smede; men ellers tykkes mig ikke at have bemærket aldeles den Behændighed som hos mine andre Trysildere; dog behøve de sjelden at leje nogen til deres Gaards- og Ager-Redskabers Forfærdigelse, som enhver af dem bereder sig til fornøden Brug.
Hverken i Skabning eller Klædedragt udmærke Finnerne sig fra andre i Sognet. Uden for deres Slægt indgaae de ikke saa ofte Ægteskab, dog hender det iblandt. Saa at der baade findes Norske boende paa de finske Gaarde, og Finner igjen paa de norske. Ellers har jeg bemærket, at en enkelt Finne mindre finder sig fornøjet blandt Trysilderne, end en enkelt Trysilder blandt Finnerne.
I Selskab med de Norske tale Finnerre altid vort Sprog, skjøndt deres Maal røber dem; men aldrig saasnart komme de hen i en Vraae, førend de strax begynde paa deres Finskereren. Om derfor nogen af mine Læsere af Nysgjerrighed vendte sig hen til disse Pratere, og en af dem vilde tiltale ham saaledes: mitä te läxitte cazoman? Jeg vædder Een imod Hundrede, han forstod ikke, den gode Finne afviste ham med dette Spørgsmaal: Hvad ere i udgangne at see? Men - nouse ja mene - det er udlagt: Staae op og gak bort. Vel! vi ville pakke os væk fra disse Morlachere. *)
- ) En Nation paa de dalmatiske Bjerge. See Pontopp. Norg. Nat. Hist. 2 P. C. 10. Side 456.
Referanser
Kilder og litteratur
- Henriksen, Ørnulf: «Axel Christian Smith. Trysils første sokneprest», s. 331–8. I Eyvind Lillevold (red.), Trysil-boka: alminnelig del, bind 1. Utg. Trysilboknemnda. Trysil 1964. Digital versjon på Nettbiblioteket
- Henriksen, Ørnulf (red.), Axel Christian Smith: Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge. Elverum 1966. Digital versjon på Nettbiblioteket
- Lillevold, Eivind (red.): Trysil-boka: alminnelig del, bind 1. Utg. Trysilboknemnda. Trysil 1964. Digital versjon på Nettbiblioteket
- Smith, Axel Christian: «Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge». Topographisk Journal for Norge. Hefte 19–22. Christiania 1797–1798. Hefte 19–20: Digital versjon på Nettbiblioteket; hefte 21–23: Digital versjon på Nettbiblioteket
- Trysil herredstyre (red.), Axel Christian Smith: Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge. Avtrykk av Topografisk Journal for Norge, hefte 19–22, 1794–1798. Utg. Trysil herredstyre. Christiania 1895. Digital versjon på Nettbiblioteket