Kjeldearkiv:1920-01-05 Brev frå Prestgard til Kleiven

1920-01-05 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	5.1.1920
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	156
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Iowa, U.S.A., 5te Jan. 1920

Kjære gamle Ven, Ivar.

Du faar undskylde, at jeg skriver paa dette Papiret – kan ikke finde noe andet i Huset – og at jeg krafser mig frem paa et Slags Dansk som vanlig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at takke dig for Brevet og Fotografiet, som kom akkurat paa Julekvelden. At si at det var den bedste Julegave, jeg fik, forslaar ikke stort, for det kom og lyste op i en ellers noksaa dyster Julestemning.

Jeg har tænkt saa ofte paa dig og ærlig og oprigtig tænkt at skrive ogsaa, men det er saa langt jeg er kommet. Ellers er du ikke den eneste, som er blet forsømt. Jeg tror ikke, jeg har skrevet et eneste Brev til noget Menneske – ikke til mine Folk i Heidal heller – paa bortimod tre Aar. Og ikke har jeg faat Brev heller, saa jeg har følt mig ligesom en ensom og forladt i Israel.

Du spør, hvordan jeg har havt det siden sidst. Ja, det er ikke egentlig noe lystelig Kapitel, men jeg kan gjerne fortælle det saa kort og fort jeg kan – for at faa det fra mig.

Vi har ligesom været forfulgt af Sygdom. I samfulde 16 Aar har vi – med kortere Liser indiblandt været hjemsøgt af en eller anden alvorlig Sygdom. Men det sidste var det værste, da Orlaug blev saa daarlig. Hun hadde lidt af et daarlig Hjerte og været Invalid i mange (10) Aar, da jeg i 1917 fulgte hende op til St. Paul for at søge en Specialists Raad. Han la hende ind paa et Hospital, og der blev hun et halvt Aar. Det saa ogsaa ud, som Kuren hjalp hende noget, men da hun kom hjem, viste det sig, at alt hadde været faafængt. Hun maatte for det meste holde Sengen et helt Aar og gik saa fra os den 22de Febr. ifjor.

Jeg hadde engang haabet, at det kunde lage sig slig, at du kunde ha truffet Orlaug. Hvis der nogensinde her paa Jorden har existeret en Solstraale i Kjød og Blod, saa var det hende. Hendes ligefrem mirakuløse lyse og freidige Sind kunde ingen Modgang og Lidelse faa Bugt med. Det holdt sig usvækket til sidste Dag. Det var ogsaa dette, som holdt os andre oppe.

Men da saa hun blev borte, faldt ogsaa jeg “i Fisk”, som Typograferne sier. Et Par Uger efter Begravelsen blev jeg kjørt til Hospitalet. Tarmslyng, sa de tre Læger, som beskuet mig. Jeg vidste længe forud, at noe sligt vilde komme. Nerverne var simpelthen udslidt. At det slog sig paa Maven var vist bare et rent Tilfælde; det kunde lige saa godt ha rammet Hjertet, eller Lungerne, eller Lever eller Nyrer. Dag efter Dag laa jeg der et Haarsbred fra Døden, og ingen ventet, jeg skulde komme levende fra det. Men jeg klarte det da – til min egen Skuffelse, hadde jeg nær sagt.

Endnu før Krisen med Maven var helt over, satte det ind med Aarebetændelse (Phlebitis), som er lige saa smertefuld og næsten lige saa farlig som Tarmslyngen. Alt dette holdt mig paa Hospitalet i otte Uger og mange Uger i Sengen, efterat jeg kom hjem. Først ni Maaneder efterpaa kunde jeg ved Hjælp af Krykker gaa til Kontoret paa mine egne Bein.

Men nu er jeg rigtig spræk igjen. Rigtignok maa jeg endnu bruge en diger Stok og maa finde mig i at se gamle, krogede Oldinger fly forbi mig paa Gata, men alligevel – –.

Saa, nu er det gjort. Her har du altsaa et kort Udtog af Lidelseshistorien. Det er ikke opbyggelig Læsning. Men her har du ogsaa med det samme Aarsagen til min aarelange Taushed. Jeg tar mere end gjerne tre Fjerdeparter af Skylden for vor lange gjensidige Taushed paa mig.

Og saa er det da ligesom at begynde et nyt Kapitel af Tilværelsen – paa Stumperne og Levningerne af det som var. Eller rettere paa Minderne. For det er nok dem, jeg kommer til at leve paa herefter.

Og saa har jeg da endnu to flinke Jentunger i Behold. Margit (22 Aar) er ellers borte i Vinter, og saa er Gunvor (21 Aar) og jeg hjemme alene. Og vi to kranke Existenser greier os rigtig fint – hun med sine Krykker (Meningitis da hun var fire Aar) og jeg med min Stok. Gunvor er rigtig flink Husmor, og saa har hun en bra Portion af Morens freidige Gemyt, og det veier op hundrefold de skrale Ben. Og saa synger hun hele Dagen lang – akkurat som Moren gjorde. –

For at glemme det vrange og skakke og alt som er saart og kvast har jeg slaat mig paa Blomsteravl og specialiserer i Gladioler – ja det er nu om Sommeren det da, men en Part af Arbeidet holder mig beskjæftiget om Vinteren ogsaa. Jeg har frembragt mange nye, fine Sorter, som nu holder paa at komme til Hæder og Ære rundt omkring i Verden. De har i Sommer vakt megen Opsigt – forstaar jeg – paa de store Blomsterudstillinger, særlig i Østen, og jeg faar Forespørgsler fra mange Kanter og fra interessante Mennesker. Ogsaa til Canada, England, Holland, Australien, New Zealand og Hawaii har jeg solgt af mine Løg. Det er “gruelig interessant”. Hvem i al Verden kunde nu drømt om, at jeg skulde gi mig til at forfatte Gladioler paa mine gamle Dage?

Men om jeg vil finde det saa interessant og Gladiolerne saa vakre herefter som før, ved jeg ikke. For mens Orlaug endnu kunde rusle rundt lidt, sad eller gik vi sammen ude i Haven om Sommerkveldene og snakket med Gladiolerne som vore ægtefødte Børn. Nu blir det nok ikke slig mere.

Ja nu har jeg snakket utrolig mye om mig sjøl. Jeg er glad, det er over, og saa skal jeg ikke plage dig med det mere. Og du kan tro, jeg er glad over, at Forbindelsen nu er gjenoprettet. Vi faar haabe, der ikke vil bli saa lange Taushedsperioder mere. Alt det, jeg nu har rablet ned er bare ligesom “indledende Bemerkninger”; siden engang faar jeg prøve at skrive et Brev.

Jeg læste i sin Tid med stor Fryd din Bog om Lom og Skjaak, men orket dengang ikke at skrive til dig om det og takke for den. Og siden er det hændt mig saa meget, at jeg er ligesom kommet bort fra alt det, jeg engang dyrket. Men den Bog, jeg stadig vender tilbage til, er “I Heimegrendi”. Den burde jeg næsten kunne udenad ved denne Tid.

Ellers har jeg prøvt at følge dit Arbeide, saa godt jeg kan, gjennem “Gudbrandsdølen” og Anders Skredes Dølebreve til Decorah-Posten, og det har været mig som en Hilsen hjemmefra hver gang jeg saa dit Navn.

Gratulerer med Anerkjendelsen og Pengene fra Sørfron.

Sandviks Bog om Dølamusiken maa jeg nok prøve at faa – paa Vona, om jeg skulde finde paa at begynde at læse igjen.

Hvis jeg nogensinde blir rigtig spræk i Bakbeina igjen – og paa andre Maader ogsaa – saa kan du nok endnu engang resikere at faa se mig i Bøneslia.

Men nu er det din Tur. Og vent ikke forlænge. Du har vist meget at fortælle (Hvad bestiller Ola Langskjæg nu?)

Godt Nytaar, og hjertelig Hilsen til dig aa’n Paal

Din gamle

Kristian Prestgard

Fotografiet ja. Endnu en Tak for det. Jeg er ikke istand til at opdage Sauen i det. Det er bare dig lyslevende. Og du har sandelig holdt dig godt. Selv om jeg hadde et Billede af mig nu, turde jeg ikke sende dig det.