Kjeldearkiv:1923-03-03 Brev frå Prestgard til Kleiven

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til navigering Hopp til søk
1923-03-03 Brev frå Prestgard til Kleiven
Heime og ute forside.jpg
Informasjon om brevet
Dato: 3.3.1923
Stad: Decorah
Frå: Kristian Prestgard
Til: Ivar Kleiven
Nr. i samling: 159
Samling: Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad: Opplandsarkivet
Viktig: Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Iowa, 3dje Mars 1923

Kjære Ivar!

Tusen Takk skal du ha for Jolebreve, som kom akkurat Jolekvelden ved det Leite Klokkun tok te ringje. Det var fint rekna ut.

Hadde det vore i Gammeltivæln (?) da det enno var noko slikt som Samvet te, so vilde eg nok kjennt det ha gnagje (gnogje?) no, for eg har ærleg og redeleg tenkt paa deg kvar Dag sia eg fekk Brevet og lova meg sjøl innvortes, at ikveld ska eg skrive. Men – – aaja, det er godt, at det ikkje finst Samvet meir.

Anten du no vil tru meg held ikkje, saa kom eg i ei underleg Høgtids- (skal tru kva Stemning heite paa ærlegt Maal?) da eg saag den greie, kjennte Kloa di paa Konvoluten og las “Lalm” i Poststempeln.

Ak nei! Det blir bare Knot og Elendighed dette. Det er rent svart fortvilet. Du er et lykkelig Menneske, som ikke har Begreb om den væmmelige Fornemmelse af at ha mistet sit eget Maal. Det er som at ha mistet det bedste af sig selv. Men det er vel ikke at vente likere. Det er nu snart 32 Aar, siden jeg sidst var i Hjembygden, og det er bare saavidt jeg kan si, at jeg har hørt mit eget Hjemmemaal i al denne Tid. Og det er saa rart med det, som ikke stadig er en Part af ens Liv, selv om det engang i Tiden var det bedste i ens Liv.

Men det var Julekvelden. Det var en Kveld! For ved et ganske enestaaende Slumpetræf traf det sig slig, at den samme Post, som bragte dit Brev, ogsaa bragte mig Breve fra Onkel Paal, som jeg yderst sjælden hører fra, fra Bjarne Svanø og fra Lars Eskeland, det første jeg har faat fra ham, siden jeg kom til Amerika. Der stod jeg paa én Gang med Breve i Næven fra alle dere, som tilsammen repræsenterer netop det Norge jeg holdt af – og endnu holder af lige trofast.

Jeg fik en ubændig Trang til at snakke med nogen om gamle Dage, nogen som selv hadde været ung i Norge og forstod. Men der stod jeg fast. Mine egne Jentunger har jo ingen Andel i dette. Det er kinesisk for dem. Og at faa dem til at begribe et Liv saa fjernt fra deres eget er faafængt. Det blev bare tørre, overfladiske Forklaringer, som vilde ødelægge det hele for mig ogsaa. Hvordan kan de ogsaa begribe den Andagt, som fylder mit Sind bare ved at nævne Navne som Bøneslia og Kleivsætra og Staalan og Nybuin? Og hun, som vilde ha forstaat det hele, er borte!

Det er just dette, som er Udvandrerens store Tragedie, at han og hans egne Barn igrunden hører til hver sin Nationalitet. Og det er en Tragedie, som ingen anden end han forstaar. Ifjor Vaar engang holdt jeg et Slags Foredrag paa halvanden Klokketime netop om dette for Studenterne og Lærerne ved Luther College – som nu ikke er norsk mere stort andet end i Navnet. Og jeg hører endnu, at det gav mange af dem lidt af hvert at tænke paa.

Nei dette blir nok bare Philosophi.

Men disse Brevene fra alle dere som jeg har holdt saa meget af, har havt den Virkning paa mig, at Norge – ever since – har huseret i Kroppen min som aldrig før. Og du skal gjerne se, det blir til det, at jeg en vakker Dag aksler mit Skind og drar afgaarde. For jeg er paa det rene med det, at jeg maa se dere alle og hjemsøge gamle Tomter endnu engang. Jeg vilde baade glæde mig og ængste mig for en slig Færd. For jeg ved paa Forhaand, at under alt som lokker og drar og under alt som vilde fylde mit Sind med Fryd, ligger ogsaa der Tragedien og lurer, den Tragedie som ligger i at Udvandreren vender hjem som gammel Pilgrim for at lede efter sin egen Ungdom – uden at finde den.

Og saa en anden Ting: Min Kone og jeg gik i 20 Aar og drømte og snakket om denne store Norgesreise, som vi skulde gjøre sammen. Begge hadde vi saa mange hellige Steder, vi skulde vise hinanden, og vi hadde saa mange dyre Ungdomsminder, vi skulde gjøre hinanden delagtige i paa Aastedet. Det blev ingen Reise af. Og at reise alene nu vilde derfor blot yderligere understrege min egen Ensomhed.

Alligevel har jeg en Slags ængstelig Lyst til at vaage Forsøget. Men til Sommeren blir det ikke. Det hænger paa 1924. Vi faar se. Du faar ialfald ikke uvita, om du ved Sanktehans i 24 faar se mig træ ind til dig paa Kleivsætra. –

Jeg gaar og glæder meg til at faa se “Lesja og Dovre”. Jeg speider efter en Omtale af den, hver Gang jeg faar Blade fra Norge, som sker to Gange i Ugen. Men ved du, hvad som vilde glæde mig mest af alt? At faa nok et Bind af “I Heimegrendi”. I hele min Samling er der ikke en Bog jeg holder af som den. Kan du ikke ta et Skift mellem Dovre og Fron langt nok til at gjøre færdig en ny “Heimegrend”?

Nu lakker her til Vaar, og jeg begynder at klø i Fingrene efter Hakke og Spa, og at faa mine Gladioler i Jorden igjen. Du har naturligvis ikke Greie paa, at Dr. Høgh (Hoeg) og jeg har drevet det ganske vidt med at frembringe nye Sorter af disse herlige Blomster, og at vore Sorter nu er ivrig efterspurt af Blomsterelskere i mange Lande. Bare paa en enkelt Dag – igaar – fik jeg Breve fra Folk i Britisk Columbia og mange andre Steder i Canada, fra flere af Staterne mellem California og New York, fra England, Holland og Australien.

Foruden al Moro og Helsebod holder det nu ogsaa paa at bli en meget lønsom Affære, og jeg haaber, at jeg en vakker Dag kan slutte i Avisen og stelle bare med mine Blomster. Jeg skal sende dig vor sidste Katalog, saa du kan se, hvad vi farer med.

Ellers er alt ved det gamle her paa Berget. Margit er i Minneapolis, saa Gunvor og jeg er alene i Vinter. De er jo store og voksne disse Jentungerne nu. Jeg er bra frisk, bare at det ene Bagbeine aldrig blir helt bra igjen efter Sjauen for fire Aar siden.

Skriv snart igjen, kjære gamle Ven. Du gjør en god Gjerning.

Hjertelig Hilsen til dig og Paal

din gamle

Kristian