Kjeldearkiv:Folkemøde i Kragerø i 1885

Dette er en gjengivelse av en artikkel eller del av artikkel som i ettertid er blitt lagt ut på Nettbiblioteket. Lokalhistoriewiki dupliserer som hovedregel ikke lenger tekster fra Nettbiblioteket, men oppfordrer i stedet til å bruke sitater og lenker.

Folkemøde i Kragerø
Kjeldeinformasjon
Type:	Avisartikkel.
Forfatter:	Ukjent.
Tema:	Politikk.
Sted:	Middelskoletomten i Kragerø.
Tidsrom:	1885.
Nedtegnet:	"Dagbladet", 26. september 1885. Lenke til digital utgåve på bokhylla.no.
Transkribert av:	Per Eriksen Ormestøyl (Per Ormestøyl).
Beskrivelse:	Referat frå politisk folkemøte i Kragerø i 1885. Det var Kragerø og Omegns Grundlovsforening og Kragerø liberale Forening som arrangerte dei to møta som blei arrangert ei helg i september 1885.
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Folkemøde i Kragerø.

I Vestmar skrives:

Efter Indbydelse af Kragerø og Omegns Grundlovsforening samledes i Lørdags ca. 6 å 800 Mennesker til et politisk Foredrags- og Diskussjonsmøde paa Middelskoletomten. Størsteparten af Deltagerne var fra Byen og Skaatø. Ikke mindre end 4 Dampskibe var sat i Fart for at afhente Deltagere fra Bamble, Sandøkedal og Øerne omkring Kragerø ; men da disses Rute kun var bekjendtgjort i Kragerø Tidende, var den ikke kommen til almindelig Kundskab, og Dampskibene bragte derfor ganske faa Deltagere til Byen.

Af Højretalere var fremmødt Dr. Yngvar Nielsen; fra Venstre Postmester Bentsen og Kand. Ullmann. Efterat Grundlovsforeningens Formand Bergmester Dahll var valgt til Dirigent, holdt Dr. Nielsen et længere Indledningsforedrag, der Væsentlig gik ud paa at forklare Forskjellen mellem Diskussjon og Agitation. Han paaviste ved Exempler, at der paa begge Sider var agiteret ved usandfærdige Midler, og han misbilligede i højeste Grad dette. Hans Arbejde gik efter Sigende ud paa at skaffe Fred og Forsoning, saa alle Parter kunde komme ind under en Hat, hvilket dog Tal. syntes at nære stærke Tvil om at kunne opnaa. Arbejdet maatte gaa ud paa ved Valget at skaffe til Storthingsrepræsentanter selvstændige, uafhængige, kundskabsrige og hæderlige Mænd. Forøvrigt var Taleren Talsmand for Moderation og Forsonlighed. De konstitutionelle Stridsspørgsmaal var nu hovedsagelig afgjort, og Samarbejdets Tid var forhaanden. Det var en Misforstaaelse, nåar man sagde, Et der var saa stor Forskjel paa Højre og Venstre. Det var der ikke længere. Det norske Folk ønskede nu Fred og Forsoning, og man fik se til at faa overdækket Kløften. Det var ikke den store Meningsforskjel, der havde skilt Folket saa fra hinanden, at man næsten ikke kunde snakke et venligt Ord til hinanden; men det var Begivenhedernes Gang, der havde revet Mængden med og skilt den. Han gik derefter over til at berøre Arbejderspørgsmaalet, og han maatte indrømme, at de i Kristiania værende Socialisters Misnøje med Arbejderkommissjonens Sammenssetning ikke var ganske uberettiget, idet kun en Arbejder havde faaet Plads i den; forøvrigt troede han, at Arbejderspørgsmaalet var og burde være en fredet Plads, hvor begge Parter kunde arbejde sammen. — Afholdssagen, mente han, ikke burde være Partisag; derefter berørte han Juryen og Hærordningssagen.

Hr. Nielsens Ideal af en Storthingsrepræsentant var, at han skulde være en selvstændig, uafhængig og indsigtsfuld Mand, der var kjendt med Forholdene.

Hr. Nielsen blev dernæst imødegaaet af Postmester Bentsen og Kand. Ullmann, der begge var højst forundret over Dr. Yngvar Nielsens pludselige Fredsommelighed og Forsonlighed, men troede dog, det viide blive en frugtesløs og forfejlet Bestræbelse at faa samlet alle under en Hat; det glædede imidlertid Talerne og deres Meningsfæller, at Højre var kommet saavidt, at de vilde gjøre Indrømmelser og begyndte at samarbejde med Venstre. Man maatte dog være lidt varsom med at tro paa Højres gyldne Løfter; thi det var ikke længe siden, Piben havde havt en ganske anden Lyd. Grunden her til var let at fatte. De stedfundne Valg havde nemlig oplyst Højre om, at Truslernes Tid maatte være forbi. Der var dog en stor og principiel Forskjel mellem Højre og Venstre, som kom tilsyne i hver eneste Sag af større Betydning. Hr. Nielsen havde nævnt Arbejderspørgsmaalet som en fredet Plads; men ogsaa her var der Forskjel. Højre havde ført Landet til Afgrundens Rand; derfor havde de ogsaa faaet svie; de skjønte nu, at det ikke mere gik paa den Vis, og de forsøgte derfor at anvende andre mere lokkende Midler for at vinde noget af sin tabte Magt tilbage. Men det norske Folk havde faaet mere end nok af Højres Styre, det længtede sandelig ikke tilbage; man kjendte Højre altfor godt til, at man skulde lade sig bedaare af dets blændende Løfter. Den Moderation, Hr. Nielsen gjorde sig til Tolk for, var splinter ny, og den var lig en lokkende Sirenesang. Højre var nu foran Valgene lig en kurrende Due, kjælen og fredsommelig.

I Anledning Dr. Nielsens Storthingsideal bemærkede Ullmann, at da maatte Højre kunne akceptere Dr. Daae som Storthingsmand, da han netop var i Besiddelse af alle de af Dr. Nielsen nævnte Egenskaber.

Forhandlingerne paahørtes med den største Interesse og vedvarede ligetil det var blevet temmelig mørkt, Et af Dirigenten udbragt Leve for Konge, Fædreland og Unionen ledsagedes af kraftige Hurraraab.

Søndag Efterm. Kl. 4 havde Kragerø liberale Forening Møde paa Middelskolens Tomt, hver der fremmødte omtrent det samme Antal Mennesker som foregaaende Dag.

Dr. Daae valgtes til Dirigent. Hr. Kand. Ullmann holdt det indledende Foredrag. Venstres Arbejde havde sin Rod i det religiøse Frigjørelsesarbejde her i Landet i Aarhundredets Begyndelse under Hans Nielsen Hauge. Det første, det derfor gjaldt, var at fortsætte denne Tradition og ikke lytte til de Røster inden Venstre, som forlangte, at dette Frigjørelsesarbejde nu skulde opgives. Det andet Formaal var at fortsætte Lighedsarbejdet, baade gjennem demokratiske Love og ved, at de enkelte inden Venstre i Livets Virkelighed viste, at de var besjælet af Lighedsfølelsen, og endelig var det tredje store Formaal at samle det store norske Folk under den nationale Selvstændighedsfølelse, Broderskabets sande Grund og Kilde.

Efter Indledningsforedraget blev der en længere Diskussjon mellem Eitrem og Overtoldbetjent Nielsen paa den ene Side og Storthingsmand Rinde, Ullmann, Bestyrer Arnesen og Ritmester Klem paa den anden.

Forhandlingerne paahørtes ogsaa denne Dag af den store Forsamling med stor Interesse lige til det var mørkt. Et af Dirigenten udbragt Leve for Konge, Fædreland og Broderriget ledsagedes af kraftige Hurra.

Under Diskussjonen glemte Hr. Storthingsmand Overtoldbetjent Nielsen sin Navnefætters Advarsel Dagen iforvejen mod Agitation. Han fortalte nemlig, at Sømændene ikke under det nuværende Ministerium vilde blive udnævnt til Fyrvogtere. Det skulde Statsminister Sverdrup udtrykkelig have sagt. Og det var højst bedrøveligt, da der gik Hundreder af Kaptejner ledige; Skibe kom hjem og lagde op, og Gud alene vidste, om de kom ud igjen. Den norske Sømand, som havde kjæmpet Side om Side med Englænderne i Koffardifarten og bragt store Kapitaler til Landet, skulde tilsidesættes.

Arbejderne, ja de skal afspises med Løfter.

Bønderne skulde miste sin Magt — noget, som allerede var Tilfældet — ved Arbejdernes og Husmændenes Stemmeret.

Byerne skulde ødelægges ved den nye Skattelov, som Venstre havde faaet istand.

Han forstod ikke, hvad man havde Venstrepartiet at takke for, og særskilt ikke, hvorfor Sømændene skulde slutte sig til en Regjering, der ikke vilde lade dem blive Fyrvogtere.

Dette Overtoldbetjent Nielsens Forsøg paa at appellere til Søfolkenes Statsinteresser blev skarpt og træffende imødegaaet af Hr. Ullmann, der blandt andet spurgte den af Selmerregjeringen særlig begunstigede Mand om, hvad han vilde have sagt, dersom Venstre under den Selmerske Regjering havde søgt at vinde Toldetaten ved at fortælle den, at nu kunde ingen underordnet Tolder avancere, siden Regjeringen for Fremtiden kun vil udnævne «Infanteri-Kaptejner» til Overtoldbetjente. Han spurgte Hr. Nielsen, hvorpaa han støttede sin Paastard af Statsministerens Forhold til Sømændene.

Hr. Nielsen anførte da Sverdrups bekjendte Ord om «at det for Fremtiden ikke skal være noget «Axiom» (enegyldig Grundsætning) at Fyrvogtere skal tages blandt Sømændene.

Hr. Ullmann paaviste da, at følgelig havde Hr. Nielsen Uret og han Ret; thi i Statsminister Sverdrups Ord laa jo, som Enhver kunde forstua, at til Fyrvogtere skulde tages den dygtigste af Ansøgerne, uanseet om han var Sømand eller ikke.

Overtoldbetjent Nielsen bemærkede til Slutning, at Statsministeren havde udtalt dette om Sømændene i Debatten ang. Bevilgning til Oplærelse af Marinens Underofficerkorps til Fyrvogtere.

Til Belysning af Hr. Overtoldbetjent Nielsens Paastand kan til Overflod anføres, at netop i disse sidste Dage er paa engang tre Sømænd udnævnt til Fyrvogtere.

«Kragerø Tid.» for igaar udtaler, at «Høire kan være meget fornøiet med sit Folkemøde». Velbekomme!