Kjeldearkiv:1896-10-04 Brev frå Prestgard til Kleiven

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til: navigasjon, søk
1896-10-04 Brev frå Prestgard til Kleiven
Heime og ute forside.jpg
Informasjon om brevet
Dato: 4.10.1896
Stad: Minneapolis
Frå: Kristian Prestgard
Til: Ivar Kleiven
Nr. i samling: 112
Samling: Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad: Opplandsarkivet
Viktig: Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

“Røda Rummet” Søndag 4. [Oktober 1896]

Gamle Ven!

Du faar undskylde, men denne Gang vil jeg ikke engang prøve paa at skrive norsk. Det falder mig tungere og tungere at tale, mærker jeg.

At pine noget sligt som et Brev ud af dig mere, det har jeg nu næsten opgivet som haabløst, men i Dag faldt det mig ind, at jeg burde dog forsøge en Gang til. Jeg mente, du maa ha en hel Del gjilde Ting at fortælle mig nu; jeg har set i “Dølen”, at Filseth og Langskjeggen har hjemsøgt dig i Sommer. Jeg tænkte nok som saa, da jeg saa det, at der skulde jeg ha været med ogsaa: havt et rabalderligt Statsraadsmøde i Bønneslien f. Ex.? Jeg har set, at du har faat Stipendium ogsaa for at hente frem for Dagens Lys gamle Sage fra opi Lom, som du talte saa meget om – i gamle Dage, faar vi vel nu kalde det. Og Hansliguten er kommet i “Syn og Segn”, ser jeg, men jeg har ikke læst den naturligvis. Det fryder mig, naar jeg ser at du og Langskjeggen er ude med Pennen, saa kan da Folk se, at der findes skrivende Kræfter i Gudbrandsdalen ogsaa.

Jeg lever nu et fuldstændigt Eneboerliv. Stille og ensomt er det paa “Røda Rummet”. Narragansett Fattigmandsklub er forlængst opløst, og de tre store Profeter, som skulde starte det store nye Tidsskrift er spr[æ]dt for alle Vinde. Ola Stokkestad snøred i Vaar sin Skræppe og drog til New York – hvor han naturligvis blev liggende syg paa Hospitalet under den forfærdelige Varme i Sommer. Nu er han dog bra igjen. Og Olaf Kringen – ja han gik uden videre hen og tog sig en Kone en Gang i Sommer, og dermed blev jeg en enslig Fugl, kan du vide. Det var en Jormor fra Trøndelagen[1] som var Skyld i det – hun tog Kringguten fra mig. – Den første November slutter han som Bladmand, og nogle Dage efter sætter han og Kjæringa Kursen mod Norge. Og saa blir det endnu mere dødsstille paa “Røda Rummet”. Hans Plan er for det første at holde nogle Foredrag om Amerika i Kristiania og andre norske Byer. Derefter vil han slaa sig ned paa Sel og forsøge at lægge i Vej med en Skole. Han mener, at Sel vil bli Hovedstaden i Gudbrandsdalen, naar alle disse Baner blir færdige, og at det maa være en heldig Plads for en Skole – ikke mindst heldig, fordi det blir midt iblandt den Ungdom, som er vokset op omkring dig, siger han. Han vil gjerne faa dig med i denne Skolespekendas, og dette var altsaa mit egentlige Ærinde i Dag. Det kan nu ikke være nogen videre financiel Resiko at forsøge, siger han og gaar det ikke, saa gaar det ikke. Det er forresten jeg, som har sat ham paa dig, fordi jeg ved, du er den eneste, som har Begreb om en slig Plan er duelig eller ej. Det skulde, saavidt jeg forstaar, være en Slags Mellemting mellem Højskole og Fagskole, en utvidet Fortsættelsesskole paa Lag, en Bondeskole, hvor Eleverne kunde lære nogen praktiske Ting, som vilde komme dem til Nytte i Handel og Vandel, foruden at man ogsaa maatte befatte sig med Ting som kunde hjælpe paa deres aandelige Udvikling. Men hvordan en slig Skole i Sel rettelig burde anlægges, ved naturligvis du bedre end jeg. Kringen vil endelig ha mig med ogsaa i denne Spekendas, men skjønt jeg skulde ha stor Lyst til slaa op mit Paulun deroppe – og Lyst til Skolearbejde ogsaa, saa tror jeg sandt at sige, jeg ikke duer til Skolemester. Jeg maatte vist ogsaa til at studere ABC’en selv igjen, før jeg kunde ta fat paa at undervise nogen anden. Men hvis der idethele er Mulighed for en slig Skole paa Sel, saa maatte det være, naar du og Kringen tog fat. Jeg antar, Kringen vilde netop egne sig til Skolemand, for den er ikke saa dum den stygge Skolten hans. Han kunde ta Engelsk (han er ustyggelig stiv i Engelsk), Regning, Historie o. s. v. og fortælle en hel Del om engelsk og amerikansk Literatur og Samfundsstel, og saa tog du Norsken, Fysik, Sundhedslære, norsk Samfundslære og andre praktiske Ting for Dølerne. – Og kunde I saa leve skikkeligt af Skolen, saa kunde I begge to om Sommeren ligge oppaa Sætrene og bedrive Literatur. – Ja jeg har lovet at bære dette Forslag frem, men det er naturligvis kun du, som har Forstand paa den praktiske Side af Sagen. Og jeg skulde be fra Kringen, at faa høre saa snart som muligt, hvad du mener om dette Projekt, og om du, hvis du finder Sans og Samling i det, vil være med. Uden dig gaar det naturligvis ikke. I alle Tilfælde kunde det ikke være Tale om at begynde før til næste Høst. Nu er det muligt, du kjender Kringen kun gjennem “Gunhild Forr”, og det er uheldigt, for det var noget “förbannat Smörja”.

Saa, nu kommer Kringen farende med en Epistel selv, som ogsaa skal med, siger han. Jaja, dobbelt-ærevære skader ikke; men jeg tillader mig at stryge ud “civil government” og Rhetorik af hans Skoleplan. Aa ja, Fagene blir I altid enige om. Jeg ser, han gaar ud fra som givet, at ogsaa jeg skulde være med, men det er nu knapt værd at regne paa mig for det første. Det mangler ikke Lyst, men, som sagt, jeg er bange, jeg kom til at gjøre saare liden Nytte for mig. Hermed være denne Sag overantvordet i Dine Hænder. – –

Nansen? Snak aldrig om det. Jeg har siddet her alene paa “Røda Rummet” og Jesteleret, læst om Nansen, til “Øjet er blet stort og vaadt”,[2] og alle mine Aviser har jeg nu en Maaneds Tid fyldt med bare Nansen og Nordpolen. Det ser ud til at hele gamle Mor Norge ligger og skjælver af Fryd og Jubel over, hvad der er hændt, og dette kan du tro, det er velsignet at læse om for mig, som sidder her begravet i den [...] amerikanske Politik og Bogtrykkersværte. Herregud at være Bladmand i Amerika under Valgene! Og det er ikke i Fred udenfor Bladkontoret heller. Hver en Kjæft, lige ned til gamle svarte Negerkjæringer staar paa Gadehjørner og prater Finanspolitik, og just i dette Øjeblik staar en Socialist paa en hvælvet Kasse lige under mine Vinduer og præker for en tæt Mur af Mennesker omkring sig. – Jeg er nu sunket saa dybt, at jeg har banlyst fra mit Hus, alt som Aviser hedder, det vil sige politiske, og det er de jo alle. Kom aldrig med saa raadne Grejer til “Røda Rummet”. Istedet har jeg dekoreret alle mine Vægge med Nordpolen og Nansen og Aasen og Fjørtoft og Garborg og norske Flag og sligt. Hele “Røda Rummet” er et eneste lille Norge, kan du vide. Fattigslige Grejer, naturligvis. Fotografier og Blyantstegninger slaaet op med Spiker, men det er nu Norge alligevel.

Ja er det ikke fælt, jeg vidste ikke rettere, end at vi var midt i Sommeren enda, men idag, da jeg var en Tur ude i Parken ved Mississippi, kom jeg ind i som en hel Snestorm af faldende Løv, gult, tørt Løv. Og saa er det den lange triste Vinter med Stenkulsos i Stua og Sneslafs i Gaderne.

Ja nu kommer det altsaa an paa, om du kan ta dig rigtig paa Tak og lægge i Vej med et Brev til mig; du faar vaage paa med et Storark. Omtrent alt muligt deroppefra er vistnok nu nyt for mig. Og glem saa ikke at la os faa vide din Anskuelse og Begribelse om Sels nye Skole.

Venl[ig] Hilsen til dig og alle paa Kleiven!

Din

Kristian

Adr.

221 Cedar Avenue S. Minneapolis Minn. U. S. A.

Fotnoter

  1. Inger Rendset (Kringen) frå Snåsa.
  2. Frå diktet «Der ligger et Land» (1869) av Bjørnstjerne Bjørnson.