Kjeldearkiv:1905-05-16 Brev frå Prestgard til Kleiven
| 1905-05-16 Brev frå Prestgard til Kleiven | |
|---|---|
| |
| Informasjon om brevet | |
| Dato: | 16.5.1905 |
| Stad: | Decorah |
| Frå: | Kristian Prestgard |
| Til: | Ivar Kleiven |
| Nr. i samling: | 126 |
| Samling: | Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932 |
| Oppbevaringsstad: | Opplandsarkivet |
| Viktig: | Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator. |
Decorah, Ia., 16de Mai 1905
Kjære Ivar!
Tak for han “Hans”, som jeg fik i forrige Uge. Du har tegnet ham slig, at jeg ikke alene syntes at se ham lyslevende, men endog syntes, at jeg engang har kjendt ham. Han skal ind i Aarboka, bare vi nu kommer saa langt. Han var vist en ægte Vagver, og jeg vilde gjerne stedfæste Skissen paa en eller anden Maade. Kan vi ikke enten under Overskriften sætte “Skisse fra Vaage i Gudbrandsdalen” eller ogsaa simpelthen paa Foden datere Skissen “Vaage i Gudbrandsdalen Vaaren 1905”?
Dersom vi med første Bind ikke kjører os mere fast i Myra, end vi kan fortsætte, maa vi faa noget fra dig til næste Bind ogsaa. Vi faar senere raadslaa om, hvad det skal bli for noget. Det er sandt, jeg glemte at spørge om det forrige Gang: er det offentliggjort nogensteds det, du i sin Tid skrev om Edvard Storm? Jeg har ikke set det.
Dit Brev til “Posten” har jeg ogsaa faat; det kommer i Bladet næste Mandag. Det er nu ikke fortidligt, at vi faar nogle ordentlige Breve fra Gudbrandsdalen. Vi har Brevskrivere i mange Bygder i Norge, men de fleste har vist aldrig tat i Pen oftere, end just mens de laver disse Breve. Brevet dit passer udmerket, og det var af just passelig Længde. Kunde du senere i det Bygdenyt, du kommer til at meddele, nævne Navne paa Folk og Steder, hvor der er Anledning dertil, vilde det nok være gjildt for dem, som læser det her. Det er forunderligt hvilken Virkning et kjendt Navn fra Hjembygden kan ha paa os Udflytterfolk.
Dit Følgebrev til “Hans” gjorde mig saar i Sind. Herregud, at ikke den ene kan være Mand for at hjælpe den anden i et Knipetak! Jeg har selv saa rigelig Erfaring for, hvordan det Slags Tryk tynger paa en. Under mine Funderinger kom jeg paa den syndige Tanke: Bare Ivar kunde komme hid og være her! Men jeg skjønte strax, at denne Tanke var opstaaet af min egen Egoisme og gav den Reisepas med det samme. Jeg har altid haabet, at du engang kunde faa ofre dig udelukkende for literære Sysler og Granskning af Dalens gamle Kulturforhold og sligt. Og det haaber jeg endnu! Der maa bli en Udvei. Og du maa bli saa “heilt Menneskje”, som du nogengang har været. Jeg haaber inderlig, du snart kan fortælle mig, at det lysner og letner. – –
I Yngvar Nielsens Bog “Af Norges Historie” ser jeg, han omtaler med megen Anerkjendelse dine Granskninger af Dalens gamle Storætter, og det samme har han vist ogsaa sagt i “Aftenposten”. Men kan ikke dette Arbeide støttes paa anden Maade end ved det jammerlige Stipendium, som hverken er til at leve eller dø af, men som rimeligvis medfører nok af Forpligtelser?
Jo jeg fik da fat i “Jolekvelden” i Vinter, og jeg skal ha den næste ogsaa. Nu glæder jeg mig ogsaa til at faa fat i Casparis “Vildren” – som han forresten ogsaa skrev godt om i “Norsk Høifjeld”. Caspari er nok rigtig blit Høifjeldets Digter – saa meget som en født og baaren Bymand kan bli det. Men at han var norsk nok til at la Jo Gjende snakke Vaagemaal, det hadde jeg ikke troet.
Ja, dette blir nu bare Rot, som jeg har rablet ned, mens jeg venter paa Norgesposten. Og her – kommer den, ser jeg. Et helt Mærralas to Gange i Ugen.
Og i Morgen har vi den 17de. Jeg skjønner, at i Norge blir Dagen i Aar feiret som aldrig før. Tænk, at Boström[1] skulde bli den nye Haarfagre, som atter skulde samle Norge til et Rige. Alting synes at have været i Støbeskeen derhjemme; jeg kjender ikke “Aftenp.” og “Morgenbl.” og alle de andre Høireblade igjen. Her er vi meget spændt paa Udfaldet. –
Her i Byen feirer vi Nordmænd Morgendagen med en liden Tilstelning paa Operahuset.
Ja, lad mig høre fra dig snart, Ivar.
Venlig Hilsen til dig, din Mor, Paal, Iver og andre, som monne hugse mig.
Din
Kristian Prestgard
Det var gjildt af “Dølen” at trykke op Krags Bog om Skotterne[2].