Kjeldearkiv:1907-05-03 Brev frå Prestgard til Kleiven

1907-05-03 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	3.5.1907
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	134
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah 3die Mai 1907.

Kjære Iva!

Jo, ikveld blev der da Høitid her i Huset, da Brevet dit kom – det første Brev jeg har faat fra Gudbr.dalen, siden sidst jeg hørte fra dig – saa vidt jeg husker da. Jeg indrømmer, at jeg har funderet meget paa, hvor det blev af dig – men hadde jeg været det Gran likere selv, saa kunde jo jeg ha skrevet. Det har jeg ogsaa ærlig redelig “gaat og snakket” om siden ifjor Høst. Eller rettere: det er nok Kjæringa, som har snakket mest om det, siden jeg først var uforsigtig nok til at ymte paa det nogle Gange. “Og saa skal du skrive til Ivar ikveld, da?” siger hun hver evige Guds skapte Kveld, naar vi er kommet til Ro rundt det store, lange Bordet, jeg har faat tømret mig. Og saa glor hun saa inmari paa mig, for hun ved, at Brevskrivning er saa paalag Forgift for mig. Jeg har truet med Skilsmisse og alt, som fælt er, for at faa Fred, men tror du det hjælper kanske? Men ikveld tog jeg virkelig fat uden Opfordring – og det vilde jeg gjerne ha Kredit for.

Du har nok havt lovligt Forfald, ser jeg, nedgravet som du har været med det Bogarbeidet. Og den, som glæder sig til at faa fat i “I gamle Daagaa”, det er nok mig. Du kan aldrig tro, hvad for en Helsebod det er for mig at sidde og læse i “Segner fraa Vaagaa”. Ikke mindst for Maalets Skyld. I hver evige Linje finder jeg Ord, som med ett maner frem en hel Verden af Minder, Ord som jeg ikke har hørt paa snart en halv Menneskealder; det er akkurat som pludselig og uventet at træffe gamle halvglemte Venner fra Hjembygden.

Og saa blir jeg siddende og spekulere over, hvor syndigt Skjæbnen kan gjøre Nar af somme af os. Jeg skulde nu ogsaa ligesom fare med at være saa national – baade i Maalveien og andet, og jeg syntes igrunden, at det Nationale var den eneste Religion, som var noget tess. Og saa er Skjæbnen saa inderlig lur at vrænge mig om til en Karikatur af mig selv. Det vil da sige, hvad det rent praktiske Maalbrug angaar. For her i Huset er der et underligt Maalstræv, kan du tro. Barna snakker bare Engelsk tiltrods for alle mine Kneb og Kunster, og Kjæringa og jeg – ja, det er ikke saa greit at sige paa en Prik, hvad Slags Sprog, vi bruger. Det er vel nærmest et Slags dølatrøndersk Dansk-Irsk – det vil sige, vi taler i Tunger.

Men med alt dette var det nu det, jeg skulde ha sagt: For den, som sidder slig i Udlændigheden med en Følelse af at ha gledet bort fra sig selv er det rent Helsebot at faa en Epistel med Heimemaal fra Heimetufterne af og til. Det er omtrent som at faa sendende et Stykke af sig selv med Posten.

Men det var “I gamle Daagaa”. Jo, ligesom i “Segner frå Vaagaa” faar jeg nok ogsaa der andet end bare Maalet at glæde mig over. Og du skal her paa staaende Fod faa Absolution, fordi du stængte dig inde med alt dette Arbeidsstof og aldrig sagde et Ord til mig paa et helt Aar. Og jeg ønsker dig af alt mit Hjerte til Lykke med, baade at du fik det saa fort fra Haanden, og at du har faaet sjølve Aschehoug til Forlægger.

3die Sept. samme Aar.

Saa faar vi paa’n igjen! Nu spør du vel, hvad i al Verden der er hændt, siden Brevet maatte ligge halvfærdigt i fire Maaneder. Ingenting. Men der er mange formildende Omstændigheder alligevel. Som nu det, at vi har havt Ferie paa den Maade, at vi har været en Mand forlidet i Redaktionen, siden Prof. Bothne døde i Mai, saa vi i Sommervarmen har maattet hænge i værre end nogen Gang. Saa er det “Symra”, vi har ligget og balet med om Kveldene. Nu er jeg netop færdig med sidste Korrekturen Gudskelov. Aa ja – der lægges altid til noget at skylde paa, men alt dette hjælper svært lidet paa en daarlig Samvittighed.

“Symra” ja. Jeg husker sandelig ikke, om jeg sendte dig Bindet for ifjor. For Sikkerheds Skyld sender jeg det med, naar jeg sender dig det nye Bind. Det vil ta tre Uger endnu at faa det trykt og heftet. Og til det næste Bind (for 1908) maa vi ha en Artikel fra dig. Fortæl noget om vore to Døledigtere – Edvard Storm og Imbert Haugen. En Karakteristik af dem vil passe udmerket for “Symra”. Ellers burde det været skrevet noget om alle de tre Haugenbrødrene. Det faar vi kanske tænke paa siden. Artikelen om Storm og Haugen kan gjerne være paa norsk, og jo tidligere paa Vaaren, vi faar den jo bedre er det.

“Norske Kvad” – Jeg husker sandelig ikke nu, om jeg fortalte dig, dengang jeg sendte Boka, hvordan den blev til. Jeg fandt paa at sysle med disse Ting nærmest for at holde mig sjøl frisk midt i vor norske Armodsdom her. Men istedetfor at holde mig frisk var Boka nær paa at ta Livet af mig – Bæstet. For jeg havde bare Nætterne at gjøre paa, og da jeg maatte ha færdig de reglementerede 16 Sider om Ugen for “Posten” – siden den nu engang hadde begyndt at trykke den – saa blev det hverken Helsebod for mig eller ordentlig Arbeide. Biografierne blev bare Udkast, en Samling Materiale, som der nok kunde ha været gjort noget af. Og saa videre. Altsaa atter “plenty” af formildende Omstændigheder for, at jeg var letsindig nok til at befordre dette fæle Opus i Trykken. Til min Forundring synes den dog virkelig at ha vakt lidt Interesse for norsk Digtning rundt om i de norske Settlementer, men det er jo Folk, som ikke er saa svært kritiske –

Brevene dine til “Posten” er ogsaa blet borte. Kom igjen. Du kan da altid ruske sammen en Bunke alskens Bygdenyt 4–6 Gange om Aaret. Disse Breve er nok det gjæveste, som findes i “Posten”, for Folk synes det er, som om de fik et personligt Brev fra Hjembygden. Derfor kan man tage med Smaating her, som man neppe vilde sætte paa Prent i et Blad i Norge. Jo flere Navne der er nævnt jo bedre er det.

Dit Stykke til Tillægsboken maa du ogsaa sende. Lad det skure med Billederne. Men kanske du letvindt kunde skrape samme[n] nogen Prospektkort og andre allerede existerende Skilderier, saavidt det smager af Fugl. Bogen for iaar er allerede trykt, men send alligevel det, du har, naarsomhelst. De pusler og sætter paa denne Tillægsboka hele Aaret – paa Mellemstunder jussom.

Den 6te Sept.

Og saa har dere havt Maalskule oppi Vaage i Sommer! Og rigtig nogen Bauser til “Elever” ogsaa. Det syntes jeg var et urimelig fornuftigt Paafund at henlægge det Maalkursus til en slig Bygd som Vaage. Jeg skulde tro, at baade Bygden og de lærde Elever maatte staa sig paa det. Og Jo Gjende fik sig med det samme en Bauta ogsaa, ser jeg.

Herregud, den som kunde komme hjem til et Maalkursus i Vaage! Bare det at komme hjem en Sommer vilde være Kursus nok for mig. Men nogen Hjemreise faar jeg neppe Raad til, saalænge vi har saa gode Tider i Amerika. Med disse gyldne Tider har det sig nemlig slig, at det er akkurat dobbelt saa dyrt at leve nu mod for 8 Aar siden, medens Lønninger ingensteds i Landet er steget i Forhold hertil – det vil sige for Folk som sidder paa fast Løn. Men naar det blir saapas daarlige Tider, at jeg faar Raad, saa farer jeg pinadø – lige lukt op i Jotunheimen! Naar jeg midt i dette nerveslitende, hæseblæsende Mas og Jag tænker paa Paradiset, saa ligger det udenfor al Folkeskik – borti Lurvetlia eller deromkring. Jeg haaber, at Bønneslia og Mæringsdalen endnu er fri for Sanatorier og Telefon og slig Djævelskab.

Og Kjetil Knutson har været deroppi Vaage ogsaa, ser jeg, og præket College-Plan for Kursets Skolemænd. Den College-Planen er ret og slet sindssvag. Det kommer aldrig i Verden noget ud af det. Jeg har stor Tvil, om der i det hele kommer overhovedet nogen slags “Mindegave” fra Amerika til Norge i 1914. For det første kan her ikke samles svært mange Daler, tror jeg, til noget som ikke direkte gaar til Mat og Klær. Der findes neppe en Normand i Amerika, som er vant til at gi til noget andet af sin Overflod. Kirke og Præst fraregnet. Men det er jo Salighedssag. Men for det andet: selv om her kunde samles nogle Skillinger, saa blev vi aldrig i Evighed enige om, hvad vi skulde bruge dem til. Sidst af alt til et College med en Snæv af Grundtvigianisme over sig. Det vilde for de mandsterke orthodoxe lutherske Norskamerikanere næsten være det samme som at reise et Monument for Fan sjøl – unter uns gesagt. Vel, vi faar no sjaa.

Det var forgalt, jeg ikke fik dette Brevrot afsted saapas betids, at jeg kunde sendt en Hilsen med til Lars Eskeland og Vislie – du snakked vel med dem?

Jeg begynder nu at glytte efter “I gamle Daagaa” hver Gang, jeg aabner norske Aviser. Men det er vel lidt for tidligt for Boksjauen enda? Hvad har du nu i Verkom?

Lad mig saa høre, hvad du mener om den Artikelen om de to Døledigtere. Eller har du noget andet paa Lager? Du ved, det er rent forsæt saa lønsomt at skrive i “Symra”.

Men nu faar vi nok gjøre en Kontrakt om, hvor langt der ikke skal være mellem Brevene herefter. Det er virkelig forgalt, at det skal gaa Aar og Dag mellem hver Lyd.

Hjertelig Hilsen til dig, din Mor, Iver, Paal og ellers alle Kjendinger.

Din

Kristian.