Kjeldearkiv:1905-02-24 Brev frå Prestgard til Kleiven

1905-02-24 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	24.2.1905
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	123
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Ia., 24de Febr. 1905

Gode Ivar: –

No ha eg gaat her i mange Vikur og tenkt paa dette du sa um aa gaa aat Tanndoktoren. Det var gnistrande godt sagt. Det kjennest just slikt.

Men det var det, eg skulde ha sagt: Tusen Tak for det lange, gjilde Breve. Dersom du viste kor gjæv Høgtidskost slikt er her i Huse so – – – men so er det den Jækels Tanndoktoren, da.

Eg skulde ha svara for aldri so lengje sia, men naar det er forlabba, so er det. Kveldsykti rekk ikkje te, um eg tøygjer ho aldri so langt utover Natte. No fær det greie seg med ein liten Brevunge.

Jau, kom med Husmannen din. Eg er redd, at tek du deg ikkje stygt paa Tak, so vert det ei Perla det au. Men so er det no ingi Ulykke skjett. Eg tenkjer, at dette Stykkje høver vist so godt som det andre for fyrste Hefte. Etter vanleg borgarleg Rekning er vel Notarius’en en god Stub lenger en Husmannen, og det ser no ut te aa bli slikt Trongrymme i Aarboka, at eg veit ikkje, kor me skal fara aat.

Det er so fordømeleg rart paa denne Sia Have. Me sit her, skilde i Flokkar og “Samfund” og Ringar – sju Gongo verre enn derheime. Og Wist, Felagen min, som har mest med den amerikanske Enden aa gjera, han forpliktar seg paa, at me alt til fyrste Hefte maa faa med Bjøllsauin i alle desse store og smaa Flokkar. Hellest er [...], segjer han. Og han har vist Ret. No har med faat Lovna paa ein Stub fraa mest alle desse store og gode Menn, og berre det aa faa samla alle desse liksom under eitt Tak er nok[o], som aldri fyr er hendt. Men Gud veit kva Slags Mixtum Compositum Aarboka vert. I seinare Hefte treng me vel ikkje aa ta slike Bjøllsau-“Hensyn”, og da kan me innrette os meir etter vaar eigi vitri ok speki.

Altso ventar eg Husmannen din til Sumarmaal – “første Faredag”.

Dersom me ikkje gaar meir tilhols med fyrste Aarboka, enn me kan sende ut fleir, so har eg eit grepa Emne aat deg for den næste: Tvo Dølediktarar – Storm og Haugen. Du har fyr gjort dit te aa grava Storm fram or Gløymska, men no fær du ta han Imbert au (som Diktar altso) og gjeva os ei Skildring av baae desse tvo.

Eg au tenkte ein Gong aa prøve aa skrive litt um desse Karane. Um Haugen fekk eg for nokre Aar sia mykje godt Vyrkje fraa Son hans, Overlærar Haugen i Sandefjord, – den Gongen eg bala med Viseboka. Men du er rette Karen te aa ta deg av desse tvo. Det verste er, at te ei slik Skildring i Aarboka kan det ikkje nytte aa gaa altfor grundigt tilverks. Men fær no sjaa da, um me kjem so langt som til Hefte 2. –

Utgreiingi di um Ordboki di og hans Steinar var forvitneleg. Det var Moro aa sjaa, at Vaagaamaale endeleg kjem te slik Heder og Vyrdna. Gud gje, at ho var ferdig, og at eg hadde ho her no. Eg merkjer meir og meir, at eg vert en “fremmed i Israel”. Eg misser Morsmaal og Fedraland utan aa vinna noko nyt. Glir smaatt um senn burt fraa alt det dyraste eg har aatt, ja burt fraa meg sjøl. Det kjennest forunderlegt summe Tider. – Sjaa no berre det du fortel um Midlandsmaal; det var splinter, flunkende nyt for meg. Hellest rart, at ikkje dette er kome upp fyr, so lengje dei no har halde paa og “opdaget” Norge. Opdage Norge, ja. Eg har stundom tenkt, at naar ein ikkje sjøl er med held er so nær, at ein kan staa og sjaa paa dette Uppdagar-arbeide – daa vert ein tilgagns framand for Fedralande sit. –

Men det, du fortel um dine Bokplaner, er ikkje mindre forvitnelegt. Men sjaa no for Guds Skuld te, at det ikkje gaar deg som Sofus Bugge og Moltke Moe og dei andre lærde Folk, som i Mannsaldrar har liggje og sanka inn Vyrkje og – læst det ned i Borskuffa si. Det blir vel te det, at dei maa byggje eit Museum for alle desse attlæste Skuffor og Skrin og Skaap fulle av godt norsk Kulturvyrkje. Sjaa no te, at alt det, du grev fram um Vaagaa, ikkje fer same Uferdi.

To, tre Uger senere.

Om der er nogen Dato idag, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg kom ikke længer i Brevet, før Influenzaen fik Overtaget, saa det bar overende med Gammel’n – det er den anden Termin i Vinter forresten – og saa hadde Kjæringen og Ungerne hver sin Tørn, saa nu har vi gaat her og vævet i Fylla allesammen og er blandt andet ogsaa blet døgerville.

Jeg har som en dunkel Forestilling om, at Grunden til, at jeg begyndte Brevet paa et Slags Norsk var den, at jeg netop hadde læst “Knudaheibrevi”, saa jeg gik i en norsk Rus i nogle Dage, indtil Feber og “Fluxa” drev det hele ud af Skrotten paa mig igjen. Men saa meget ved jeg endnu, at denne Bog tog mig sterkt – maaske fordi jeg efter fattig Leilighed har gaat og verket med den samme Hjemlængsel som Garborg. Jeg læste Blad for Blad om, hvordan han gik der og Bite for Bite plukked sammen Minderne fra Barndommen og Hjembygden og følte, hvordan han voxte paa det, og saa sa jeg til mig selv som Gunnar Heiberg, da han læste Jonas Lie: Ja, naturligvis; slig er det. Og saa gik det ogsaa med et op for mig, hvorfor dine Skildringer “Kringum Peisen” gjorde sligt Indtryk paa mig: Herregud, det er jo Hjembygden og Barndommen, som stiger lyslevende op for mig. Her flakker vi om som Nomader, pæsende under dette fordømte amerikanske “strenous Life”, stadig med hver Nerve spændt, ingen Tradition knytter en til Fortiden og Morgendagen er utryg, usikker – og saa da en vakker Dag at bli sat midt ind i eller tilbage til det enkle, friske Bondelivet derhjemme, hvor alt var saa trygt og sikkert, hvor der var Ro til baade at tænke og at forme sine Tanker, hvor Folk i det hele havde Sindsro til at leve. Det moderne Byliv er ikke Liv. Det er en Maskintilværelse.

Naa, men det var det, jeg skulde ha sagt: Garborgs Bog gav mig egentlig intet Nyt. Den forklarede mig bare min egen ubændige Trang til at søge den samme Vei hjem igjen som han har gjort. Hjem – hjem til Livet.

Det glæded mig at se det anerkjendende Skudsmaal han gir dig i Bogen sin.

Men der var et og andet i “Knudaheibrevi” som forarged mig: denne fordømte Unode at stemple alle Lyder og Udyder i Norge som noget nationalt norsk. Jeg forstaar nok Hensigten: at tirre og vække Nationalfølelsen. Men ialfald fra denne Afstand tar dette sig ud som yderst billig Ammunition. I mine Øine er alt nationalt blit til noget helligt, derfor anklager jeg han Arne for Helligbrøde.

Ja, lad os nu faa hele Slumpen af “Kringum Peisen” først, og saa din “Bygdebeskrivelse fraa Vaagaa” – eller lige meget, hvad vi faar først, bare det ikke forsvinder i den jernbeslaaede Kiste. – –

Disse to Epistler før og efter Influenza-Riden blir vist et underligt Brev tilsammen, men det faar skure. Læse Korrektur paa det tør jeg ikke, for da havner det i Ovnen.

Hører du fra Aasmundstad’n nogen Gang? Er han blit Søndmøring for Alvor?

Noget Kvartalsbrev fra dig til “Posten” har jeg endnu ikke set. Men det kommer vel snart. Et saadant kan du let smøre ihop paa en Kveld, for her trænges der ingen Finhøvling.

Ja, nu kan jeg vel ikke vente at høre fra dig, før du sender Husmanden, men vi faar nu pinede prøve at ta os paa Tak, saa det ikke blir saa langt mellem Drammene, som det har været de sidste aar.

Skal jeg gratulere med Konsulatsagens “Stranding” og Norges Samling til et Rige?

Hjærtelig Hilsen til dig, Iver, din Mor og ellers alle gamle Kjendinger.

Din

Kristian Prestgard

Decorah, Iowa

U. S. A.