Kjeldearkiv:Norsk Landboeblad 1810 nr. 1 til 5 (januar)

Norsk Landboeblad 1810 nr. 1 til 5 (januar)
Norsk Landboeblad 1810.jpg
Den fyrste utgåva av Norsk Landboeblad
Kjeldeinformasjon
Namn: Sivert Aarflot
Født: 23. oktober 1759
Død: 14. april 1817
Stad: Volda
Tidsrom: 1810
Nedteikna av: Øystein Sande
Skildring: Dette er den fyrste årgangen, dette er den mest innhaldsrike årgangen, den einaste som kom ut med 52 nummer, ein for kvar veke gjennom heile året.
Viktig: Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 1 (2. januar)

Norsk Landboeblad,
Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810.
som med Kongelig allernaadigst Tilladelse forsendes med Posterne.
Udgives ugentlig af Dannebrogsmand Sivert Aarflot,
Kongelig privilegeret Bogtrykker, Sectionschef, Lensmand og Postaabner.
Egset, trykt i Hs. Kongl. Majestæts privilegeret Bogtrykkerie, for Udgiveren, af Andreas Steen.


Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810. Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,
Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.
Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,
Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.
Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,
Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.
Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,
Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.
Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,
Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.
Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,
Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.
Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,
Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.
Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,
Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Tilbagesyn paa nysafvigte Aar.

Aaret 1809 kan betragtes, baade som det farligste og det lykkeligste som Slægterne, endog igiennem flere Aarhundrede, har oplevet: Norge havde ved Aarets Begyndelse Krig (som det og ofte forhen har havt), men nu indspærret af Fiender paa alle Landets Kanter. Engelske Krigere indsluttede ei allene Norges Kyster, men vidste og at finde Vei indtil mange af Landets Fiorder og Havne. Svensken havde i det forudløbne Aar, 1808, gjort adskillige Plyndrings- og krigersk Indfald over Norges Grændser; ligesom og begge benævnte Magter syntes alvorlig at true med flere og stærkere Anfald; men dog, ved Forsynets Varetægt, Regentens beskyttende Omsorg, den norske Krigsmagts fortrinlige Stilling og almindelig Mands Stemming paa alle Landets Kanter at fremstaae bevæbnede, for at forsvare Fødeegn og Arnested, undgik Norge i dette betænkelige Aar blodige Optrin og fiendtlige Plyndringer paa dets Grund, naar undtages, nogle nedrige Røveres Snigfærd i Finmarken og deslige Forsøg, did de troede ingen Krigsmagt stod, men hvor de dog fik erfare: at Nordmænd ere i hver Egn Skikkede til at være Kiemper og en Skræk for Landets Uvenner, og saaledes blev i sidstforløbne Aar, Krigene befrygtede Rædsler fiernede fra Fædrenelandet.

Norge svævede i nok en ligesaa betænkelig Fare: I mange Egne manglede det kiere Brød; Skibsfarten var ved fiendtlige Krydsere indspærret, eller høist vovelig, saa at Tilførelsen syntes umuelig, Handelen hvilede og Almindeligmand saae ingen Udvei til Penge, hvorfor at kiøbe det nødvendige Brød, om det nogensteds blev at bekomme. Men, vor ophøiede og evig¬velsignede Frederik, som havde besørget Assuranse og bevilget betydelige Premier for dem, der vovede at føre Levnetsmidler til hans kiere Norge, udviste tillige, et til de fierneste Slægters erindringsværdigt Naadesværk, at tilbringe den trængende Deel at Norges Almue, et Pengelaan af 150,000 Rdlr. og en Gave til en Femtedeel imod benævnte Summa. Derved, og ved det, at hvad som efter samme faderlige Regierings Foranstaltning indkiøbtes til Armeens Proviantering, blev strax og vel betalt, kom Penge til at roulere i Landet, og mangen Fattig fandt den Rædning og Hielp, som han ved Aarets Begyndelse ingensinde havde kundet tænke sig.

Mange Øvrighedspersoner og andre oplyste Mænd, uddeelte i adskillige Egne Anviisninger og Opmuntringer for Almuen, at søge Korn-Surrogater i nogle forsøgte Mosarter og Fiskemeel, som gode Hielpemidler.

Endnu en betydelig Artikel manglede Norge, og den var Salt: men Almuen fik Anviisninger og Trangen tilskyndede at benytte dem, saa at paa mange Gaarde har man nu lært at koge Salt til Huusholdningsbehov.

Atter imod Høsten saae man fornyede Prøver paa Regieringens Omsorg, med betydelige Pengesummer, hvorfor at indkiøbe Sædekorns-Forraad, til Sikkerhed for Norges Almuestand - Slike gode Ting, som almindelig Mand, i enhver Egn, ogsaa bør opbevare i sine Aarbøger.

For øvrigt har Fliden og Tarveligheden, i forløbne Krigens Aar, faaet saa mange Dyrkere, at kommende Slægter ville høste Nytte deraf.

Om Luftens eller Veirligets betydeligste Virkninger, kan kortelig anmærkes: Sidste Vinter var Luften oftest rolig med vedvarende Frost. Tællen som lagdes i Jorden, gik ikke op førend i April, og herved udryddedes en Mængde Indsekter, som i et Par forløbne Aar havde været plagelige for Have-dyrkningen. Vaaren og Sædetiden var gunstig, og midt i Maji steeg Varmen til 15 a 16 Grader, som for samme Aarstid her er sieldent. Sommeren var i Førstningen afvexlende med kiølig og fugtig Luft, men sidst i Juli, hele August og det meste af September var et meget behageligt Veirligt, og baade Høe og Kornhøsten i denne Egn almindelig lykkelig, kun at Varmen paa nogle Steder drev Kornvæxten til Modenhed, førend Kiærnen var fuldvoxen. Efteraarets Veirligt var ogsaa, med Hensyn paa Aarstiden, oftest godt, og først i December blev ustadigt; og i Henseende Veirliget og Jordens Grøde, var Aarene 1808 og 1809, hvad man maa kalde gode Aar.

Som mærkelige Dage i det forløbne Aar, kan ansees: 1) Den 3die Juni, da en Storm af S. S. V. rasede, og, som Faa skiønnede, befriede Træernes Løv og Blomster fra de Slags Indsekter, som ofte og mange Aar i Rad har tilintet giort Landmandens Haab om Træfrugter og aarsaget Skoves Vantrivelse. 2) Den 6te September, da en sielden Slags Damp opfyldte vor Luftegn, som og de 2 a 3 følgende Dage saaes, men alt mere fortyndet. Om begge disse Dage vil i et af de følgende No. findes Leilighed at forklare mig udførligere. At Nordlysene i sidste Aar ikke har været at see i denne Luftegn, er en Sieldenhed. - Æbler og Hasselnødder lykkedes i disse Egne saa vel, at Ingen kan sige at have seet disse Slags Frugter saa rigelig. Kun noget henimod lignende var Nøddernes Væxt i Aaret 1779, men Æblernes? længere siden.

Angaaende Fiskerierne, vil jeg anmærke: En riig Fangst af (just ikke stor) Sild, som gik til i de fleste Fiorde og i denne Fødemangelstid blev Mange til Hielp. Dog var dette Aars Sild saa fuld af Rød-Aat, at den ikke var sund at spise meget af medens den var fersk, lidet tienlig til Nedsaltning og dens Gan gav ingen god Tran. At Sildene har denne Slags Rødaat-Sygdom visse Aar, saa maget meer end andre, vil jeg ogsaa i sin Tid yttre mine Tanker om Aarsagen.

Fra adskillige historiske Aarstal, som endes med Ni, og egentlig eller helst Norge vedkommende, kan avvigte Aar anmærkes i Tiden som: 950 Aar siden den Tid Harald Haarfager begyndte at tilkrige sig Enevældet over Norge. 840 Aar siden Oluf Tryggeson blev født, hvilken siden, 39 Aar gl., funderede Trondhiem. 740 Aar siden Kong Oluf Kyre funderede Bergen. 600 Aar siden Dagfinn Bonde forsvarede Bergens Slot. 590 Aar siden Snore Sturleson kom til Norge. 580 Aar siden en Skibsflaade fra Bergen gik ud med nogle Krigsfolk, som giorde Erobringer i Skotland. 540 Aar siden den Tid en Konge i Skotland betalte til Magnus Lagabæter i Norge 4000 Mark Sterling, som Løsnings-penge for endeel af sine Lande. 150 Aar siden Carl Gustav bestormede Kiøbenhavn og holdt Frederikshald under stærk Beleiring. 130 Aar siden den saa kaldte Femaars Krig endtes, hvilken var, efter Forfædres Beretninger, en af de blodigste der har foregaaet mellem Norge og Sverrig. 100 Aar siden Tiaars Krigen begyndte. 60 Aar siden Grændselinien mellem Norge og Sverige blev ved en Traktat fastsat. 40 Aar siden det Kongelige danske Landhuusholdnings Selskab blev oprettet, som siden har virket og opmuntret til saa mange nyttige Foretagender og megen Landboeflids Fremme, endog i Norges fierneste Egne.

Tvillingrigets Indbyggere har Aarsag at prise Forsynet, at intet Ulykkes Tilfælde har rammet Fædrenelandet. Derimod har vi endeel behagelige Begivenheder, fra 1809, at opbevare til Eftertiden, hvoriblandt: Kongefamiliens høitidelige Indtog til Hovedstaden; Norges Statholder Prinds Christians Valg til Tronfølger i Sverrig; Kaperiet ophævet mellem Danmark, Norge og Sverrig, og en fredelig Skibsfart og Handel at begynde igien; Underhandlingerne om Fredens Igienoprettelse, begyndte og formodentlig allerede lykkeligen udførte, saa at vi snart kan vente Bekiendtgiørelse om igienvundet Venskab og Enighed, mellem Fædrenelandet og Naboriget Sverrig.

Under mine Bestræbelser at ville meddele Norges Almuestand nogle af de Kundskaber, som min Ungdoms Lærere en Professor Strøm og Provst Frimann ansporede eller plantet hos mig, tør jeg haabe den værdige norske Præstestands Assistense og Overbærelse, med det at jeg tilsender de Fleste, et Udtog af Subskriptionsplanen, i Følge med Bladets første No., og til Prøve vil vedblive at sende Fortsættelsen et Fierdingsaar, men hvor Ingen gives, som vil holde Bladet, beder jeg mig det, efter den Tid, tilbagesendt. NB: De, som dette Blad fra Postexpeditionerne tilsendes, maa godtgiøre samme for Distributionen og Konvolutering, foruden de 3 Ort hvert Halvaar, som Bladet koster herfra.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 2 (9. januar)

Værtabell, forklart av han sjølv nedanfor:

I anførte Uges fleste Dage, har god nogle Tider været giørligt at arbeide udenfor Huset, til en Gaards Tarv og Jords¬forbedring. Nogle Fartøier har, i stærkt Veir, seilet fordi Forbierget Stat, nordefter. Til at forsøge Fiskerierne, var Veiret for haardt.

De, ved mine meteorologiske Optegnelser, for Almuefolk, ikke Alt saa strax kunde vorde begribeligt, vil jeg for det første kortelig anmærke: at den første Rubrik viser Dage og Dato af en forløben Uge. Den anden, om Vindene, hvor følgende Bogstaver vil sige: N Nord, O. Ost, S. Std og V. Vest. Den 3die Rubrik viser Barometrets Stand. Barometeret er at Slags Veirglas, bestaaende af et tyndt Glasrør af 30 Tommer, og fyldt til en vis Høide med Qvægsølv, som, efter Luftens Beskaffenheder og Tyngder, falder imod Uveir og stiger naar godt Veir er i Vente. Den 28de Tomme er Ustadigheds eller Middelpunktet mellem let eller tung Luft, tørt eller fugtigt, ondt eller godt Veir. Hver Tomme er deelt i 12 lige Dele eller Linier, og disse have atter mindre Dele, som jeg just ei derved seer nødigt at gives Plads, kun den nærmeste Linie Qvægsølvet hver Dag var faldet eller steget til. Jo mere over 28 Tommer Qvægsølvet stiger, ventes alt bedre Veir, og naar det synker under 28 Tommer, uroligt eller ondt Veir; det første Tal i denne Rubrik bemærker Tommer og det andet Linier. Den 4de Rubrik er Thermometrets, ogsaa et Slags Veirglas, som, ved en isyldet farvet Spiritusvini, viser Luftens Varme eller Kulde. Hvor Frysepunktet (naar Vand i fri Luft fryser) er det her regnes ifra. Bokstavet V betyder Varme og K. Kulde. Her kaldes Tallene Grader; 10 Grader under Frysepunktet er stærk Frost og 10 Grader over Frysepunktet tempererende Varme. Den 5te Rubrik angiver Veiret og om det har været forskielligt. I den 6te ere Anmærkninger som sielden abreveres.

Om Norges Befolkning.

Fra, hvor gammel Tid Norge har været befolket, vides ei med Vished, kun, efter de rimeligste Beregninger over Menneske¬slægters Formerelse og Udbredelse, efter Syndfloden og Babels Forvirring, synes Norge at kunne have faaet de første Indbyggere, omtrent 2365 Aar efter Verdens Skabelse og være overalt befolket 2868. Blandt dets ældste Beboere nævner Historien Thuler eller Thufer, nedstammmende fra Thubal Japhets Søn, Noes Sønnesøn, og rimeligt at Norges ældste Navn Thule, havdes fra dette første Folkeslag, som indkom i Landet. Dernæst Budiner, et flygtigere eget Folk, kommer fra en Egn, som nu tilhører det russiske Asien og ligger omtrent 500 Mile i Sydost fra Norge, hvor de havde været de græske Tanaiters Naboer.

Disse historiske Efterretninger, synes mig meget bestyrkes ved Overveielse af nogle gamle norske Benævnelser, som især: 1) Thule og Thula kaldtes saadanne Personer eller Familer, som ei vilde opføre sig selskabelig med Andre i et Bøigdelav, men vedblive sine egne Mundarter, Skikke og Meninger. At det norske Sprog giør en betydelig Forskiel mellem Thuler og Tuller eller Tosser, saa at ved de sidste mente Vanvittige eller Tossede, naar ved den første Benævnelse kun en forskiellig eller besynderlig Person eller Familie; er bekiendt.
2) Budinni eller Budine, et Slags ret gammeldags norske Husebygninger eller Værelser, der staaer paa Støtter eller Stolper, et Par Alne fra Jorden, og endnu i Fieldegne ansees for de tryggeste Værelser til at sove udi om Sommeren, samt forsvare Adskilligt, som man især vil have i Behold for det Utøi, som i kratfulde Egne er mangfoldige. At Budinerne, som, i Følge Historiens Formeld, vare, i dette første Land, vante at boe paa et Slags Vogne, som, naar de vilde flytte, lode trækkes afsted med Oxer, ogsaa her først, og medens Landet var uryddet, opførte det Slags fra Jorden opstillede Værelser, som kaldes Budinni eller Buda, der fik Navne efter Beboerne, er meget troeligt, og at derfra haves, som nu kunstigere, Stabur og Stolpebod. Videre: Navnene Buskap, Buisfæe, Fieldbu, Dalebuar, Strandbuinga, ec., kunne ogsaa fra Budinerne have sine Deles Oprindelse.

At Thuler derimod boede i Jordhytter og forskandsede sig paa Bjerge og Røiser, (hvorfra det gamle Sagn om Biergthuler) synes mig rimeligt; ligesom og at Joter og Jetter, der vare af samme Slags Folk eller førte samme Slags Levemaade, maa have været de, det have brugt til Bosteder, eller til Forsvar sammendynget, den Mængde Hamp- og Koppelsteen som findes paa mange Steder i Norge, og derved bleve Othins stærkeste Modstandere, den Tid han omtrent 500 Aar før Christi Fødsel, anførte en Sværm Gother som indtoge og nedsatte sig i Norge, og hvorfra den Benævnelse, paa unge og fyrige Karle: Guta, har sin Oprindelse.

For Jorddyrkeren.

Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn. Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død. Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger. Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar. Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter. Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Om de til skadelige Vandes Bortledning nyttige og bestandige Kanaler og Hulveiter, bliver handlet i 4de No. - I næstkommende No. 3, begyndes med Dannebrogsmand Hans Barliens Erindringer og Afhandlinger for Almuestanden.

Da jeg anmærkede i første No. om Kongefamiliens høitidelige Indtog til Hovedstaden, saa vil jeg for mine Landboere, som ikke læse de almindelige Aviser, herved meddele noget mere:

Hendes Kongelige Høihed Dronningen, tillige med de høi Kongelige Døttre Prindsesserne, kom i sidste Høst tilbake fra Holsteen, og altsaa kunde vor allernaadigste Konge Frederik 6te tillige med Sin høie Familie, Hendes Majestæt Dronningen Marie Sophie Friderike og Deres Kongelige Høiheder Kronprindsesse Caroline og Prindsesse Wilhelmine, nu først samlet holde et høitideligt Indtog til Residentstaden.

Tirsdagen den 31te Oktober, som bestemt til dette høitidelige Indtog, forsamlede sig paa Frederiksberg Slot de tilsøgte Herrer Kl. 11, hvorefter Indtoget, Kl. 12 om Middagen, tog sin Begyndelse og gik derfra i den Orden, at helst to og to fulgtes sammen af 6 Hofjunkere, 6 Kammer¬junkere, en Ceremonimester, en Hofjægermester, 24 Kammerherrer og Baroner, en Overkammerjunker, en Overhofmarskal, Hs. Majestæts Livtiener, med flere høie Herrer, som kiørte, rede eller ginge. Deres Majestæt Kongens Stads-Eqvipage, eller Vogn, hvori Hs. Majestæt Kongen, Hds. Majestæt Dronningen og Hds. Kongelige Høihed Kronprinsesse Caroline kiørte, var forespændt 8 hvide Hingster. Paa Siderne og efter Deres Majestæters Vogn, fulgte mange høie Stands-Personer. Paa Veien til Kiøbenhavn, bleve Deres Kongelige Høiheder modtaget af 24 Bondepiger, som gik foran Vognen, sang en Velkomst-Sang og strøede Blomster paa Landeveien. Ved Deres Majestæters Ankomst til Residentsen, saluteredes fra Kiøbenhavns og Christianshavns Volde, fra Citadellet Frederikehavn og fra Nyholm, hversteds med 3 Gange 27 Kanonskud. - For øvrigt bleve Deres Majestæters lykønskede, ofrede Høitideligheds Sange og modtagne med saa store Glædes Yttringer, som vi ikke uden den varmeste Deeltagelse, kan see Efterretninger om.

Da Posterne med de Aviser som i forrige Uge ventedes, ikke endnu her ere ankomne, saa haves ved dette No. ingen Dagens Nyheder at meddeles.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.


Norsk Landboeblad 1810 nr. 3 (16. januar)

Almue-Erindringer.

(Af H. Barlien.) Ved dette Blad, agter vi at giøre Norges Almue opmærksomme paa adskillige Ting, til dens eget Vel; men for at opnaae dette Øiemeed udfordres ikke allene, fra vor Side, at fremsætte de Afhandlinger, Anmærkninger, Oplysninger og Lærdomme, som vi troer at være til Almuens Nytte, i et for den forstandigt Sprog, og at Udførelsen af enhver Ting, maa kunne skee med den mindste muelige Bekostning, hvilket vi skal søge, paa bedste Maade, at iagttage. Men, fra Almuens Side udfordres ligesaa nødvendigt, at den vil, ei blot læse Bladet og lægge det hen, uden at giøre sig anden Nytte deraf, end at see Nyheder, men man maa nødvendig tage fat paa Eet eller Andet; og da her vil forekomme adskillige Ting, saa kan ei Een benytte sig af Alt, men maa udvælge det han finder meest fordeelagtigt eller som han har dem største Beqvemmelighed til. Men førend jeg foretager noget til Velstandens Forbedring, vil jeg giøre Almuen i Norge opmærksom paa sin egen nærværende Forfatning, i Sammenligning med andre Stæder og Lande, for saavidt, som samme er mig bekiendt, som ogsaa med den forbigangne Tid.

Timelig Lyksalighed er Alles første Maal, og naar denne søges ved Eftertænksomhed og Arbeidssomhed, saa kan man aldrig ganske forfeile sin Hensigt. Vi kan gierne og med god Grund sige, at vi her i Norge (som vi vil faae at see) allerede er en stor Lykke. Lad os kun undersøge Bondestandens Leiligheder og Stilling, i de forskiellige Klasser af samme i Forhold til en Tid af omtrent 50 Aar siden, som og i Forhold til Bondestandens, uden for Norge, saa kan vi deraf giøre os et Begreb om, enten Tiderne er blevet værre, som man i Almindelighed tænker og taler, eller de er blevet bedre, saavelsom, om Norges Almueer den ulykkeligste eller lykkeligste:

1. Skattebønderne i Almindelighed: er Skatterne nu virkelig større end for 50 Aar siden? Lad os undersøge dette: ja, i Pengenes Tal er den næsten fiirdobbelt; men er disse Penge som nu ydes og af samme Værdie og ligesaa tung at fortiene? Dette skal vi forsøge at udfinde Sandheden af, saaledes: a) For 50 Aar siden gav man for et Dags Arbeide, naar Arbeidsmanden holde sig selv Kost, paa visse steder Nu maa man paa samme Steder og til samme Arbeide give b) En Gaard som for 50 Aar siden blev solgt for [50 Rd. i 2. kol.] gives nu for samme, uden at den er i nogen Maade bedre c) En Tønde Havre blev solgt for og nu koster den almindelig Dette er Ting som beholder sit samme sande Værd, og altsaa kan tages til Maalestok; man kan ogsaa regne flere Ting om man vil, men lad os nu see Summen paa dette

Dette viser, at Penge er af 6 Gange mindre Værd, end devare for 50 Aar siden, følgelig er Udgivter en Trediedeel lettere, end de var for samme Tid.

Man seer derfor, at Bønderne nu har Leilighed at forsyne sig med adskillige Ting, som de før umulig var istand til, f. Ex. Kakkelovne, Stue- og Lommeuhre, adskillige udenlandske Tøier, Kaffe, Thee og Sukker, ec. Alt dette trækker store Summer ud for Bonden, men saa har han ogsaa stor Nytte og Fornøielse deraf, og følgelig mere lykkelig end tilforn, da han ikke kunde anskaffe sig samme.

Sammenligne vi en Bondes Udgivter her, med hvad de ere i andre Landes, da har jeg selv seet, at Skatterne her i Norge, ikke er halv saa store, i Forhold til Eiendommene, som der, og altsaa, er Bønderne i Norge meget mere lykkelig, end i andre Lande. - Ligesaa har Norge Odelsretten, paa en Maade, som neppe noget andet Land i Europa. Vel veed jeg, at mange troer, at den er skadelig, og det er sandt, at mange er blevne ulykkelige ved samme; men fordi at en Ting ved Misbrug er skadelig, som netop er Tilfældet med Odelsretten, saa beviser det ingenlunde, at den er unyttig til alle Tider og ved den rette Brug. Odelsretten er netop skadelig: naar den, som ingen haver, vil, paa en ulovlig Maade, enten af Ondskab eller Ukyndighed, tilvende sig en Andens, og saaledes rager i en ødeleggende Proces, men er da Odelsretten Skyld deri? saa maa det være Kornets Skyld, at Gederne kan spise sig ihiel, naar de faaer fat paa samme, og er Kornet derfor unyttigt? Lad os kun forsøge at finde nogen Nytte ved Odelsretten: naar en enfoldig Gaardsmand lader sig overtale, af Een, som er lidt klogere, til at sælge ham sin Eiendom for en ubetydelig Priis, og saaledes skader sine Børn betydelig, saa kan disse, ved Hielp af Odelsretten, igien indløse Gaarden for den samme Priis, som deres Fader solgte den, og saaledes faae tilbage nogle Hundrede ja undertiden nogle Tusinde Rigsdalere, som ellers var blevet en Fremmet tilhørende. Ja, det som mere er, jeg troer, at naar ikke Odelsretten var, saa vilde snart hele Norge være giort til samlede Godser og Bønderne til et Slags Slaver, ligesom i mange andre Lande, hvor de ikke har nogen Odelsret som hielper dem at faae deres Eiendomme tilbage. Paa denne Maade haaber jeg, man kan indsee, at Odelsretten ogsaa giør sit til, at giøre den norske Bonde lykkelig. Kun vil jeg raade den, som ikke selv forstaaer sligt, og kiøber Odelsgods, at han strax lader det paa lovlig Maade taxere, og holder ordentlig Bog over alle de Forbedringer han giør, og seer til at han har Vidner paa de Forbedringer, som er af den Beskaffenhed, at de ei siden kan sees og bedømmes, saa kan han faae alle sine Bekostninger godtgiort af den rette Odelsmand, naar han vil igienløse Godset, og da er ingen af Partnerne fornærmet. Jeg skal siden søge at vise hvorledes man kan være vis paa om een haver Odelsretten eller ikke, paa det, at han ei skal trætte forgiæves.

(Fortsættes.)

Udgiverens Anmærkning: Forhen og deels hidtil har man paa Sundmøer leiet Arbeidsmænd, paa egen Kost, med simpelt Værktøi, for 24 til 32 ss. daglig, og til kunstigere Arbeide eller hvor meget Staalværktøi bruges og slides, 48 til 64 ss. daglig, og saaledes kan være forskielligt i flere Norges Egne.

Posten kom i sidste Torsdags Aften, medbragte af offentlige Blade: Stats-Tidenden fra No. 112 til 119 inklusive, Iversens fyenske Avis ligesaa fra 187 til 198, Tiden 36, Tillægget 57, Trondhiems Avis No. 103 og 104 f. A., og No. 1 og 2 af d. A., Bergens No. 51.

Som vigtigste Nyhet, er den behagelige Efterretning: at en Fredstrakt mellem Danmark og Sverrig, blev undertegnet den 10. December sidstleden, og at vi altsaa seer Forsikringer paa det Gode, vi i den Anledning haabede.

Endda i Efteraaret opholdt sig i de danske Farvande og i Belterne, engelske Rangskibe, Fregatter og andre Krigsfartøier, - men mon nu ikke Isen allerede har belagt dem? I medio November gik en fiendtlig Flaade, 120 Seilere, nord af det store Belt, men de brave kiække danske Søemænd, holdte dem ei allene i Ave og fra Landet, men giorde ogsaa betydelige Priser, som blev ansat til nogle Tønder Gulds Værdie.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 4 (23. januar)

Om Norges første Indbyggere.

Norges første Indbyggere formerede sig stærkt, - maatte have Bosteder og en Slags Huse, Hytter eller Skiul for Mennesker og Qvæg. - Staalets Brug var dem formodentlig ubekiendt, kun ved kiledannede Stene kunde de muligen skille Træerne ved endeel Greene og Bark, hvormed at tække og omvikle Jordhytter og Telte. Man kan og tænke, at som Familierne bleve talrige og deelte sig i Partier, opkom et Slags Krige, og det ene Selskab søgte at fordrive det andet fra de indtagne Bosteder. Her blev dem en Fornødenhed at opføre store Houer (Høier) af Jordtorve, eller Steen, deels af begge Slags, inden hvis ytre Kreds de kunde indlukke sit Qvæg, og i Houens Top indrette sig et Telt og varm Grouve til Herberge og Lye for Familien. Fra et saadant Bosted, var det, naar fiendtlige Partier ankom, beqvemt at slaae fra sig med Kiøller, Steen og Grus. Mange af Norges fredværdige Mindesmærker og Bygningslevninger, synes fra en saadan Oldtid at have havt deres første Anlæg.

Om Hulveiter.

Fra gammel Tid af, har man vidst at bortlede skadende Vande igjennem Veiter, men alt for ofte forfeilet Hensigten, naar de ere blevne ubestandige; og, som tit Tilfældet, da man almindeligst satte Hulveiterne af Hæller, flade og tynde Stene, som dannede et Slags Steenkister, men naar kun en af de tynde Stene kommer af Lave, og falder skraas eller tvers ind i Steenkisten, lukkes Veiten, saa og naar de ei ere dybe nok og satte i løs Jord, skyder Tælen dem sammen. Derimod troer jeg, ved egne Forsøg og mere end 30 Aars Erfaring, at kunne give Anviisning paa et Slags bestandige Hulveiter, som, naar de forsigtigen ere anlagte, kunne vorde til Nytte i flere Hundrede Aar.

Man undersøger først de skadelige Vandaarers Opspring, og om flere kunne ledes ind til en Hovedkanal. Grøften opkastes øverst i Jorden, en Favn bred og 2 til 3 Alen dyb, ned i fast ourblandet Leergrund, i Bunden omtrent halvanden Alen bred. Naar Grøften opkastes, lægges Mulden paa den ene og Stenene paa den anden Side, og foruden den Steen som kan faaes af Grøften, tilførte fra Engene og ryddet Kamp og Koppel, saa at man kan have 2 a 3 Slædelæs for hver Alen Veiten holder i Længde.

Næst Steen og Grus, maa sankes en Mængde Mose, af samme Slags, som Vægmosen eller saakaldet Dynemose, der paa Engene ofte er hinderlig for Græsvæxten, og derfor til dobbel Nytte kan bortrives, for at nedlægges mellem Veitens Fylding. At Grøften nogle Dage ligger aaben, for at erfare om der ere Vanddiler paa Siderne, som kunne ledes ved smaae Biveiter ind til Hovedkanalen, er en Forsigtighed. At Veitens Bund allevegne er eens hældende, maa iagttages; thi, hvis den har Dannelse som Trappetrin, saa vil Strømmen glide som Vandfald eller Fosser, der løsriver Grus og snart paa sine Steder kan fylde Veitens Vandrende. Naar Bunden, saa vidt muligt, er jævnet, saa graves tillige en liden Veite eller Rende langs og midt efter den, hvor Strømmen kan samle sig og ei vandre ud mod Siderne.

Nu maa Veiten sættes og lukkes, og da lægges der først paa begge Sider af den midt i Bunden gravne Rende, Kampestene, af den Størrelse, at man ei vel kan løfte dem med een men beqvemt haandtere dem med begge Hænder. Haver Stenene flade Sider, vendes disse ei tilsammen, men heller de meest hiørnede, for at danne meste Rum for Vandstrømmen. Langagtige Stene kan og lægges paa langs ned i Veiten, dog saaledes at de stode lidt sammen med Kanterne. Oven paa de tvende forsigtigen lagte Steenrader, lægges nu den tredie af samme Slags Stene, saa at mellem disse 3 Rader bliver en trekantet Aabning, som og under og mellem førstlagde Rader.

Paa Siderne og paa de nedlagte trende Rader, fyldes Grøften med forskiellig og mindre Kamp, Koppel og Steenfliser, til jævnhøit med tredie Rad, alt med den Forsigtighed, at ingen af Fyldingsstenene kan smutte ind til Vandenden. Naar Veiten saavidt er sat og færdig i Grunden, saa fyldes den oven over med Koppel, Our og Grus, til det udgiør een og en fierdedeels Alens Høide fra Veitens Bund. Herpaa nedlægges Mosen i saa tykt Lag, at den bliver til en Tværhaands Tykkelse, naar den sammentrykkes. Der indpaa skufles Mulden, som ligger paa Veitens anden Side, som nedtrædes og vel sammenbankes. Den nedlagte Mose raadner eller bortsmulner ikke lettelig, men vil i Aarhundrede befrie Veitens Løb fra at fyldes med Dyndmuld, som har ødelagt saa mangen Hulveite, og, foruden denne Nytte, trækker den til sig al overflødig Fugtighed, oven og fra Veitens Sider, og saaledes end mere befordrer Agerens eller Engens Frugtbarhed.

Almue-Erindringer.

(Af H. Barlien.) (Fortsat fra No. 3) 2. Kaarmænd, det er de, som haver overladt Gaarden til sine Børn eller Andre: Disse bør være de lykkeligste af Alle, thi de indretter gierne Tingene saaledes, at de haver hvad de trænger og alting frit og uden Afgivter, altsaa befriet for Næringssorger. Trænger en Kaarmand at bruge Penge, saa haver han baade TId og Leilighed at fortiene disse, især om han er saa frisk at han selv kan arbeide, ellers veed jeg rigtig nok mange af disse, som lever kummerlig nok; men som de kunde forbedre sine Kaar, naar de havde den dertil fornødne Oplysning, hvortil jeg med Tiden skal søge at give nogen Veiledning.

(Fortsættes.)

Til Anordnings-Faget:

Ved allernaadigst Forordning af 9. December 1809, har Hs. Majestæt Kongen befalet: at fra 1810 Aars Begyndelse af og indtil videre, skal det stemplede Papir betales med 50 Prosent mere end ved Forordningen af 15. Maii 1804 er bestemt, og den Papiret paatrykte Kart lyder paa, hvorhos det er bestemt: at stemplet Papir til 27 Skilling, skal, for at undgaae Brøk, betales med fuld 41 Skilling.

Bergens Stifts Kapituls-Taxt, sat 18. November 1809.

Korn-Tiende; Hvede 15 Rdlr, Rug 14 Rdlr., Byg 12 Rd., Havre 6 Rdlr. og 4 Mæler Korn i Sogn 1 Rdlr.

Posten ankom sidste Fredags Aften og medbragte af offentlige Blade: Tiden No. 35 og 37, Tillægget 55, 56, 58 og 59, Trondhiems Avis No. 3 og 4.

Den for enhver af Fædrelandets Indbyggere saa kierkommen Nyhed, som en ærefuld Fredstraktat mellem Danmark og Sverrig af 10. Decbr. f. A., skal meddeles dette Blads Læsere i næstfølgende No.

Lykkeligen har ogsaa uden for Fædrenelandet adskillige krigførende Magter, i sidsteafvigte Aar, gjort Fred, saaledes: mellem Keiseren af Rusland og Kongen af Sverrig under 17de September, hvorved Sverrig maatte afstaae Finland, af Størrelse 3500 Qvadratmile med 700 Tusinde Indbyggere. Mellem Keiserne af Frankrig og Østerrige, under 14. Oktober, ved hvilken Fredsslutning Frankrig her vant et Areal af 1830 Qvadratmile med 3 Millioner Indbyggere. Mellem Keiserne af Østerrige og Rusland, ved en militair Konvention af 27de Oktober, vant Rusland ogsaa her et Distrikt i Østgallizien med 400000 Indvaanere. Mellem Keiserne af Frankrig og Kongen af Sverrig, syntes Freden ogsaa at være meget nær og formodentlig nu allerede sluttet. Imidlertid tabte Sverrig mod Frankrig, under sin forrige Regiering, Staden Wismar med Omegnen 6 Qvadratmile og 11200 Indbyggere, samt Pommeren og Øen Rygen, 70 Qvadratmile med 106000 Indbyggere.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.


Norsk Landboeblad 1810 nr. 5 (30. januar)

Sidste Søndag oplevede Norges Indbyggere den, for alle Tvillingrigets Egne og blandt Aarets Høitider, festligste Dag - vor allernaadigste Konges Frederik den 6tes Fødselsdag og 6 Gange 7de Aars Dag - De nylig modtagne Efterretninger om igienvundet Venskab og Enighed med Naboelandet, forøkede Dagens Glæder, og ei allene fra mange Vennelav, men i enkelte Huse og Familiekredse ofredes muntre Sange og varme Ønsker for Kongens, Dronningens, de Kongelige Prindsessers og Kongehusets Velgaaende. - Som Bidrag til flere til Dagen passende Sange, bleve (ledsagede med en opmundrende kort Erindring om Dagens Vigtighed) følgende Sange trykte og over 300 uddeelte i Bogtrykkeriets og Almuebibliothekets Kreds og Omegn, den 28de Januar 1810.

Landsfaderen Frederik Siette,

Den bedste Regent paa vor Jord,

I høi Velstand Himlen ham sætte,

Som han fremmer Vel for sit Nord!
/: Som denne Dag mange hans Tvillingbørn see,

Kong Fredrik lev' længe, byd Himmel det skee! :/:
Marie til Rigernes Moder,

Udkaaren ved Himlens Behag,

Med Døttre de engleblid' Poder,

Velsignes hver kommende Dag!
/: Med Fa'r Fredrik Fred og Held
længe De see,

Vort Kongehuus blomstre, byd Himmel:

det skee!  :/:

Sang / paa / Kongens Fødselsdag / den 28de Januar 1810,
Mel. Fred og Frihed herlig trives, ec.
Lad de, Nordmænd, hylde Dagen,
Som er Førstens Fødselsfest!
Almeenvel er Hovedsagen,
Derved virker Fredrik meest;
Thi, ved Ham fik Land og Rige,
Naboevenskab, varig Fred!
Saa at Rædselen af Krige,
Standses nu fra dette Sted.

Fredrik og Maries Dage,
O, Alfader! Tilvæxt giv,
Og at Alt maa Dem behage,
Hver en Dag af Deres Liv;
Da skal og sig Norge fryde,
Ved sit Kongehusets Vel,
Ja, de bedste Frugter nyde,
Ved Regentens sande Held!

Chor:
Føel dig da, o, gamle Norge!
Lykkelig ved Frederiks Vel!
Og som klippefaste Borge,
Tro Ham er, hver Norges Siel!
A...s S...n.


Ved en af 23de December f. A. allerhøiest Kongelig Bekiendtgjørelse om den afsluttede Fred med Kongen af Sverrig, og Ophævelse af alle paa Grund af Fiendtlighederne givne Anordninger med Svenske Undersaatter og deres Eiendom, befales tillige, at i Kiøbenhavn paa 2den Juledag og i Kiøbstæderne og paa Landet, første Søndag efter Befalingens Kundgiørelse, skal ved Høimesse, Gudstienesten i Kirkerne afsynges Lovsange, og offentlig fra Prædikestolene frembæres Tak til Fredens almægtige Giver.
Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.


  Norsk Landboeblad 1810 nr. 1 til 5 (januar) er ein del av prosjektet Sivert Aarflot og er lagt ut under lisensen cc-by-sa. Lokalhistoriewikis brukere kan fritt redigere og utvide artikkelen. Artiklar i Kjeldearkivet skal ikkje endrast, bortsett frå at lenkjer kan leggjast inn.
Fleire artiklar finn du i denne alfabetiske oversikten og på prosjektforsida.