Kjeldearkiv:1908-12-17 Brev frå Prestgard til Kleiven

1908-12-17 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	17.12.1908
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	142
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Iowa, 17de December 1908

Kjære Ivar: –

Nei nu er det blet rent Tufs og Tul igjen med Brevskrivingen. Jeg tør ikke engang gjætte paa, hvor længe jeg har gaat her med vond Samvittighed. Ulykken er, at jeg blir mere og mere begravet i Extraarbeide. Her har jeg liggende rundt mig paa det store Bordet mit Arbeide, som radt kunde holde en Mand beskjæftiget den fulde Arbeidsdag, og saa har jeg bare nogle stakkars Kveldtimer at gjøre paa. Men nu skjønner jeg, det blir haabløst at vente, til jeg kan faa sendt afsted et ordentlig Brev; det faar greie sig med, hvad der i Farten kan falde sig nu – og saa faar vi haabe paa Fremtiden.

Først vil jeg sige Tusen Tak for “I gamle Daagaa” og “I Heimegrendi” – skjønt jeg synes næsten, det høres baade flaut og fladt ud at sige bare en stakkars Tak for disse Bøger. Den sidste fik jeg idag – for snaudt en Time siden – og jeg har bare saavidt skaaret den op. Og nu sidder jeg her og kjender det krisler i Kroppen af bare Forventning – for jeg ved, det vil bli en forunderlig Helsebod at komme tilbage til det rolige, trygge Liv i Heimegrendi i gamle Dage – midt i dette rastløse, nerveslidende Liv, vi her lever. Men hun Orlaug gaar her og ler indfult til mig, for jeg sa til hende for et Øieblik siden, at det er bare saa vidt, jeg har Raad til at begynde paa denne nye Bogen. Det er som med Julekaken, jeg husker fra gamle Dage. Men jeg er ræd for, at “firi Morgon” er Boka læst – første Gang.

Jeg kan ikke fortælle med fattigslige Ord, hvor jeg har frydet mig over “I gamle Daagaa”. Hvert Hefte har bragt mig en ny Glæde – blandet med lidt Ærgrelse paa Aschehoug, som har pint den ud af sig slig i draabevis ligesom. Øverst af alt tror jeg næsten, jeg vilde sætte det renskaarne Monument, du har reist over Jo Gjende og de andre gamle Skyttere – det er som Haraldsstøtten med de mange mindre Støtter omkring. Eller Skildringen af Edvard Storm – eller den lange Række af Bygdekunstnere, som vel maa være en ren Aabenbaring for nogen hver. Ellers burde næsten alt sættes øverst, for alt i denne store Samling af Kulturbilleder vil ha varig Værdi.

Jeg vil engang forsøge at sige paa Prent, hvad jeg mener om disse to Bøger. Hidtil har jeg havt bare en liden Notis om “I.g.D.” i “Decorah-Posten” og en lignende i Maanedsskriftet “Idun” i Chicago, men kan jeg faa stjaalet saapas Tid en Kveld ud paa Vinteren, vil jeg skrive noget mere. I andet Hefte 1909 af “Symra” vil jeg se til at faa sammen en liden Artikel om denne nye norske Literaturgren, Bygdeskildringen, og da særlig omtale dine Bøger. Ogsaa i første Hefte har jeg tænkt at komme ind paa dem i en liden Artikel om de norske Bygdesamlag, som nu holder paa at danne sig her i Amerika. I det hele har jeg tænkt at gjøre, hvad jeg kan, for at gjøre de amerikanske Døler kjendt med disse Ting.

Du har ogsaa al Grund til at være tilfreds med den Modtagelse, begge Bøgerne har faaet derhjemme. Jeg har seet Anmeldelser i et stort Antal Blade, men jeg har endnu ikke seet nogen har forsøgt at “slaa Hugue dit ned i Magen”. Ikke andet end Lovord har jeg set. Og hvis de nu ogsaa blev læst efter Fortjeneste, saa vilde der bli solgt circa 10.000 af disse Bøger for hver en, der blir solgt af “Tubal den Fredløse” eller “Vort Rige” eller “Driftekaren” eller “Rosa” eller det andre nye, dybsindige, velskrevne Vrøvl, som jeg altsammen har kiket lidt i, men lagt bort i svart Fortvilelse.

Men saa retfærdigt gaar det naturligvis ikke til.

Ja, nu haaber jeg, du kan ta fat i haarde Laget med de to andre Bind af “I.g.D.”, som du bebuder i Indledningen. Jeg skulde bare ønske, vi kunde gjøre noget herhite for at støtte dette Arbeide, men her er desværre bare ubekvemme Materier at gjøre overhovedet nogen Ting med.

Tom Syverson i Shawtown har jeg skrevet til om de Harelstadbrevene – uden at faa Svar. Jeg har nu henvendt mig til “Reforms” Redaktør, Wm. Ager, og han har lovet at hjælpe mig, saa det er rart, skulde vi ikke faa Hul paa Fyren tilsidst.

De Billeder, du sendte til Krag-Artikelen har jeg glemt rent bort, men nu skal jeg lede dem frem igjen og sende dem tilbage som du bad om engang. Og Tak skal du ha for det Stykket om Krag. Det er uden Sammenligning det bedste Bidrag i dette Aars “Symra”. Jeg gav i sin Tid Paalæg om at 3–4 Symraer skulde sendes dig – haaber det blev gjort – om du vilde sende et Expl. til Obersten, Kr. Holbø eller andre. Vil du ha flere Expl. saa sig bare fra – vi har nok af dem – Gubære. Sender idag med en liden Anvisning, saa meget du er skadesløs for Papir, Blæk og Porto. Det er Skam at sende saa lidet og kalde det Honorar for en Artikel af den Kaliber som “Prosten Krag”, men Symra er desværre fremdeles den magreste af Ægyptens syv magre Kuer. Fra iaar af deler vi Aarbogen i fire Dele og sender den ud som Kvartalsskrift – forat prøve om det da vil gaa lettere i Folk. Ellers er vist hele Ulykken den, at hverken Wist eller jeg har Tid til at lægge noget Arbeide paa eller for stakkars Symra. Jeg har som antydet tænkt mig til at skrible sammen to, tre smaa Bidrag til den nye Aargang, men hvor jeg skal faa Tid til det fra er meget mere, end jeg begriber.

Med Anger og Ruelse maa jeg bekjende, at jeg skar væk Slutten af sidste Brevet til “Posten” om Maalkrigen derhjemme. Det var nærmest for den kjære Husfreds Skyld. Det har sig slig, at flere af vore Norgeskorrespondenter er nogen fæle Maalætere og ret som det er benytter de Anledningen til at gi Maalet et fjollet Spark i sine Breve. Men dette har jeg regelmæssigt strøget uden Naade og Barmhjertighed, og for nu konsekvent at kunne bli ved med dette tænkte jeg det var bedst at ofre de faa Linjer du havde om Maalkrigen ogsaa.

Vi er nemlig her underlig stillet overfor denne Maalkrig i Norge. Her er ikke liden Sympati for Maalsagen og Maalliteraturen, helst i yngre Settlementer, men alle vore saakaldte “ledende Mænd” i Kirke, Skole og Presse var reist fra Norge før Maalreisningen egentlig blev noget “Spørgsmaal”, følgelig staar de uforstaaende overfor det hele, men har dog Antipati mod Bevægelsen som et Slags mystisk Utyske der vil forandre det bestaaende – til og med det ortodoxe danske Sprog fra salig Lyder Sagens Dage. – Jeg har selv tænkt at prøve at skrive en Slags Redegjørelse for den norske Maalreisning i denne Aarg. af “Symra”. Vi kunde faa en meget, meget bedre fra dig eller nogen anden i Norge, men det har sig slig, at skal en slig Artikel ikke gjøre mere vondt end godt, saa maa man nøie kjende de Papenheimere, der skrives for, og forresten hele Atmosfæren blandt de Norske her vest. Dette med vor sproglige Stilling her er en noksaa ømtaalig Sag, og nogen Sprogkonst: Rigsmaal ctr. Landsmaal taaler vi neppe her, fordi vi paa alle Ender og Kanter er saa haardt presset af Engelsken, at vi har vor fulde Hyre med at holde lidt Liv i den Slags Norsk, som nu engang har været skrevet og dyrket lidt her de sidste 50 Aar.

Dr. Daae, “Aftenpostens” Generalskrønemager i Chicago forbereder en stor Demonstration i Maalkrigen i Norge ved at indhente Udtalelser fra Skole- og Bladmænd heromkring, som han paa Forhaand ved vil lyse Landsmaalet nord og ned, og saa skal da dette gjælde for det norske Amerikas samstemmige Opinion. Jeg har mundtlig og ved Privatbreve gjort, hvad som stod i min Magt for at faa forpurret denne Plan, og det ser ud til at det er gaaet nok saa skjeis med den. Ialfald har jeg endnu ikke seet Doktorens store, knusende Artikel i “Aftenp.”, og det er dog nu mange Maaneder, siden han sendte ud sine Cirkulærer til Folk her. Han har vist ikke faaet ganske brugbart Materiale. Men hvis den kommer, maa jeg vel anmelde den i et andet norsk Blad. Jeg har “anmeldt” Chicago-Doktoren en Gang eller to før hertillands.

Nei nu maa jeg paa “Heimegrendi” igjen. Det var nu ogsaa et Paafunster at sende mig denne Bog akkurat i det Øieblik, jeg havde svoret høit og helligt, at i Kveld skal det gjøres Brev til han Ivar. Og nu faar du nøies med dette Stakkarsting. Naar jeg har læst “Heimegr.”, skal du snart høre fra mig igjen. Men først maa jeg faa lidt Pligtarbeide fra Hænderne mine. Og endnu engang Tak for begge Bøgerne.

Og saa godt Nytaar og mine bedste Hilsener til dig, din Mor, Paal, Iver og alle som mindes

Din

Kristian Prestgard

Decorah Iowa

U. S. A.

Send mig snart en Epistel igjen, er du snil.