Kjeldearkiv:Til minde om vor bryllupstur
Til minde om vor bryllupstur er skrive av Jens Schelderup. Hertzberg (1877–1940). Takk til Inger Hertzberg Benestvedt for lånet av tekst og bilete. Ho bur i Kristiansand, og er barnebarn etter Gunvor og Jens. Det er ei detaljert folkelivsskildring frå dagleglivet i Setesdal me har fått i hende. (Trykt på sidene 64–76 i årsskriftet Setesdal og setesdølar i 2018.)
Jens Schelderup Hertzberg og Gunvor Winsnes gifta seg laurdag 3. september 1904. Ho var frå Skien, og han kom frå Vestre Aker. Tysdagen etterpå starta dei på bryllaupsreisa – «en riktig gauketur» – med start frå «Telemarksbryggen » i Skien, og med endepunkt ved Lysefjorden i Rogaland. Til fots og med tunge bører vandra dei over heiane, og kryssa Setesdal i området ved Byklestigen. Den militærutdanna Jens skreiv utførleg og detaljert dagbok frå reisa. Han laga enkle, morosame blyantskisser, og han bar med seg fotografiapparat under den strabasiøse, og til tider klissvåte turen. Setesdal Sogelag har fått tilgang til dette materialet, og det er ei sann glede å presentere stoffet her. Mykje truleg kjenner ingen i Setesdal til dei 114 år gamle bileta frå Bykle-området.
Spaserturen som nygifte kan ikkje ha skræmt dei. Familien etter dei fortel om to bestekameratar – og friluftsmenneske – livet ut. Me fylgjer dei på turen frå dei har kome til Bjørnevatn, og til dei har helsa farvel til «Folket paa Bratteli». Andres Helle, red.
- Fredag 9. september
Vi var noksaa tidlig paa færde, sagde farvel til den snille betjening – den ene af pigerne holdt om vinteren til i Kr.sand, og hun lovede at besøge os derinde. De gav anvisning paa en overgang direkte til Bykle, hvorved vi sparede 1 mils vei. Vi vaagnede i duskregn og regnskaade, men drog likevel trøstig paa heien da jeg her havde kart og kompas og Sætersdalen laa tvers paa vor kurs, saa jeg var ikke bange for at gaa noet større vild. Vi vandrede da alene over heierne uden nogenslags vei eller sti og efter vel 3 timers gang traf vi en liden støl, hvor der gik 3 løshester og hvor det saa ud til nettop at have været folk, men vi saa ingen. Stølene stod ikke afmerket paa amtskartet, men vi fandt snart
frem paa heikanten hvor vi saa lige ned i Sætesdalen. Vi fandt pene ned – der var svære stup og bratte fjeld ned til dalen, men her traf vi en liden sti som førte os lige ned paa Sætesdalsveien lige nedenfor gaarden Trødal. Det smagte godt at gaa paa ordentlig vei igjen – den var en ganske smal men god kjørevei. Trødal laa ordentlig vakkert til ved et lidet blankt vand med steile fjeldsider bag, men venlige marker med kornstakker og gløt af klar blaa himmel med solstreif gjorde stedet lyst og vennlig.
Den store, hvide husbygning gjorde ogsaa et tiltalende indtryk, saa vi glædede os til at komme ind, tørre os lidt og spise middag, klokken var blit 1/2 2. Det var en ægte sætesdalsstue vi kom ind i, langs den ene langvæg laa
sengerne helt indbyggede i væggen, under taget hang høitidsstakker med søljer og blanke spænder, men madstellet var saa fælt, at vi opgav at spise noget videre – drak en kop kaffe og spiste brød og drog afgaarde igjen. Konen spurgte, hvad Babben hed og sagde "Gunvor, det er jo bondenavn det". Hun mente ogsaa Babben var 16-18 aar og slig saa hun ud ogsaa – hun havde siden vi kom til Bjørnevandshytten gaaet med udslaaet haar. Konen mente, hun havde glemt at flette sig. Veiret var blit rene lyst og fint, og vi travede videre opigjennem dalen. Da kom vi ned til elven – Torrisdalselven. Veien havde fulgt en liden sidedal før, saa det var første gang vi saa den nu. Vi syntes det var rent rart at vide. Det var den samme elv som senere rinder forbi vort fremtidige hjem Elverhøi. Vi sendte en hilsen med den nedover. Her er den gamle berygtede "Byklestige" – den gamle bygdevei. Stigefjeldet gaar her lige ud til elven og styrter brat med svaberg udi. Nu gaar den nye vei mineret ind i fjeldet langs elven, mens Byklestigen gik brat op og over fjeldryggen lige ud paa stupet af det bratte svaberg. Opover var den saa brat, at der enkelte steder var bygget
store stentrin og langs svaberget var den knapt 1 m bred og svaberget gik lukt i stryget under. At den havde været benyttet til kjøring om vinteren synes nu næsten utroligt, skjønt den er jo nu mere forfalden; den skal endog engang være passeret med kjærre. Nedstigningen til dalen paa den anden side er ikke saa brat. Udsigten viden opigjennem Bykle her fra toppen var meget vakker.
Vi drog veien videre op til Bykle kirke – en liden vid trækirke – med kirkebygden med mange gaarde omkring opover lierne. Her var en landhandler, hvor vi havde haabet at faa kjøbt karter og lygt; men det var en elendig krambod, som fyldtes af en skare skidne sætesdalsbarn, som nysgjerrig trængte sig om os. Vi fik ingenting her og stak bortom turiststationen og fik kjøbt et lys forat have,
om vi fik flere slige natteture som til Bjørnevand. Saa drog vi et stykke tilbage paa Bykleveien did, hvor veien tager af op til Bosvand, hvor ruten over til Lysefjorden gaar. kl 1/2 7 om aftenen naaede vi Bosvand. Der ligger flere gaarde, men folket var paa slaat i heieme. Vi traf bare en kone, som sagde, vi kunde tage en baad selv og ro vandet bortover, naar vi bare sørget for å faa baaden tilbage. Det var lidt modvind paa vandet, men jeg tænkte nok, jeg skulde klare at ro baaden, skjønt vandet var 15 km
langt. Efter en del slidt fik vi prammen, som laa paa land ud og vi roede trøstig ivei langs land, hvor sjøen tog mindst. Det var noksaa tungt i begyndelsen, men senere stilnede vinden af, men samtidig tyknet det atter til og det regnede saa smaat. Da vi havde roet et par timers tid og det begyndte at mørkne lagde vi iland og spiste lidt. Vandets omgivelser var storslagne og vilde med høie bratte fjeld paa begge sider, mod vest lukkedes af udsigt af mørke, stille fjeldsider, hvor regntaagen hang tæt og mørk nedover. Vandet var ganske smalt og snart blev det saa mørkt, at bredderne forsvandt i fjeldernes mørke slagsider. Vi kunde ikke se vandets ende, men vi passerede et par lys paa den nordre bred og mente, vi snart maatte være fremme. Men vi roede i 3 1/2 time; da var vandet saa rent indeklemt mellem de høie fjeldsider, at mørket blev saa tæt, at vi ikke merket bredden, før baaden stødte mod en sandstrand. Vi vidste ikke om vi var kommet til enden endnu, og mens Gunvor sad i baaden gik jeg iland og fulgte bredden bortover. Det var enslags odde, og det saa ud som vandet gik endnu længer indover. Efter kartet skulde der fra vandets ende være en
liden elv og et lidet vand indenfor igjen og vi havde faaet besked om at vi skulde ro op i dette. Vi lagde da ud igjen roede videre klods langs landet, saa jeg kjendte det med aaren, at det kunde vi ikke. Saa merkede jeg, det var strøm i vandet og snart kom vi op i det lille vand. Jeg roede til vi ikke kom længer her og lagde iland. Saa gjaldt det at finde Bratteli gaard. Den skulde efter kartet ligge ret oppi lierne. Vi tændte vor lysestump og fandt en liden sti, som snart blev borte igjen nede ved elven. Saa drog vi ret op lierne, som her var aaben, saa vi mente, at gaarden laa her. Vi gik rundt paa volden og traf tæt birkekrat paa alle kanter og enkelte steder laa svære nedrasede sten; men noget hus fandt vi ikke. Saa trængte vi ind i krattet, hvor terrænget var saa ured og kuperet, at det var med den yderste nød, vi kunde krabbe frem med det løse lys i haanden. Det regnede tæt og jevnt og vi saa intet udenfor lysningen af lyset. Terrænget blev mer og mere ufremkommeligt, vi klatrede over stup og stygge urer time efter time og holdt paa at give aldeles op, men vilde forsøge at komme ned til elven igjen. Det gik saa græsselig smaat og Babben var meget træt og vi syntes det saa temmelig haabløst ud. Hun vilde vi skulde slaa os til ro under en klippeblok og vente paa morgenen, men gjennemvaade som vi var, var det lidet kosligt at sidde stille de 4–5 timer
til det lysnede af dag. Da traf vi pludselig en noksaa tydelig sti. Men til hvad kant skulde vi gaa? Vi valgte den ene – østover, og jeg mente, vi skulde følge den ialfald en stund forat se, hvor den bar hen. Det bar brat opover til nogle myrdrag over disse og nedover igjen til en stor elv, med et par tømmerstokke over. Midt udpaa brast den ene, saa jeg faldt igjennem og blev siddende overskrævs paa den anden. Jeg holdt Gunvor i haanden, hun var saa træt og usikker paa foden – men heldigvis blev hun staaende igjen paa stokken. Vi kom nu ned til vandet. Jeg skjønte nu, vi kom ikke til gaarden den vei og vilde vi skulde vende om, gaa stien tilbage, saa maatte vi naa gaarden da. Men nu var Babben saa træt og nervøs, at hun sagde, hun orkede ikke at gaa stien tilbage og kanske komme ud af den og blive gaaende i det krattet igjen. Vi bestemte os da til at fortsette, stien maatte jo bare et plads hen. Endelig støtte vi paa en liden tømmerhytte fuld af hø. Den var aaben i den ene gavl; der krøb vi ind. Lyset satte jeg fast med en træpinde i en tømmerstok, og saa grov jeg en stor runding midt i og tættet godt omkring med høi, saa vi fik et lunt lidet rum midt i høiet. Saa skiftet vi tørt undertøi paa os fik frem lidt mad og havde det rent kosligt der, lyst og lunt. Saa grov jeg et dybt hul i høiet og vi krabbet nedi og laa ganske godt, skjønt den stærke duft af det nyslaaede høi og straaene som stak og kløede og faldt ned i ansigtet gjorde det ikke saa let at sov-
ne. Men vi laa da lunt, tørt og varmt og var meget tilfreds med dette fremfor at sidde dyvaade under en sten. Jeg sovnede ogsaa lidt, men Babben sov ikke.
- Lørdag 10. september
Da det begyndte at lysne af dag, krabbet vi op af høiet og havde en svær sjau med at rense klæderne nogenlunde for straa og finde alle vore sager igjen. Vi gik saa tilbage den stien, vi kom nedtil vor baad – det var den samme sti, vi først havde fundet, men mistet igjen ved elven. Nu kunde vi let følge den videre et ganske kort stykke fram til Bratteli. Det viste sig, at jeg om natten havde været ved en svær klippeblok, der laa klods bag huset udenat jeg kunde se dette. Paa tunet var der dyb, blød søle og hele gaarden saa fæl ud, saa vi gruede for, at vi her skulde finde et andet sted som Trødal. Vi gik ind i stuen, hvor alle folkene sad og der saa det alt andet end kosligt ud. Folkene blev yderlig forbauset over vor tilsynekomst tidlig om morgenen og kunde ikke fatte, hvor ialverden vi kom fra. Vi fortalde om vore oplevelser og bad om at faa tørret klæderne og faa lidt mad – vi maatte dette, hvor lidet kosligt det saa ud. Vi blev fulgt op i 2den etage – der var indrettet for turister, og der var det rent og pent – rigtig kosligt. En ung, kjæk jente kom og stelte istand til frokost for os med fløde, vafler, deiligt smør og kaffe og melk. Det smagte storartet. Imens vi spiste gjorde hun istand paa dameværelset to gode varme senge, hvor vi krøb nedi og nød at ligge i de varme uldtepper og nød hvilen efter nattens anstrengelser. Vi sovnede snart begge og sov dybt lige til ud paa eftermiddagen, da vi havde faaet lidt tørke paa klæderne og stod op og spiste middag, som ogsaa smagte fortrinligt. Vi holdt os i ro resten af dagen, pratet med folkene og saa paa veiret. Vi bestemte os til at blive over til
næste dag, søndag, da vi skulde have 2 dagsmarscher over til Lysefjorden og dampbaaden kun gik der hver onsdag og søndag, saa vi havde god tid. Paa Bratteli havde de 130 gjeder, som en Jul Lund i Valle eiede. Der var helt ysteri med to unge jenter og en juring. Om kvelden var det fornøilig at se juringen samlede gjæteflokken, som paa hans lokking kom hoppende og dansende ned lien fra alle kanter og trængte sig omkring ham, klatrede over hinanden og næsten rev gutten overende forat faa lidt salt af haanden hans. Det var disse som traakket saa skrækkelig op gaardsplassen, saa der næsten var bunnløs søle. Babben havde faaet laane et par store trætøfler, som hun stabbede omkring med, mens støvlerne tørrede. Men hun fik dem ikke til at hænge paa fødderne, saa hun maatte subbe dem med sig, og over den sølede gaard maatte jeg bære hende til stor moro for
folkene. Manden havde sett, jeg havde fotografiapparat med og spurgte, hvad jeg vilde ha for at tage et billede af dem, de vilde saa gjerne sende et til 2 af sønnerne over i Amerika. Det gjorde jeg naturligvis gjerne, og manden, konen og de 4 barna deres drog paa sig stasklæderne og satte sig til ude paa bakken. Jeg tog et fotografi af dem, som blev udmerket godt (senere har jeg sendt op et par exemplarer til dem). Om kvelden var vi inde og saa paa melkningen af gjederne – det var meget fornøiligt. Saa sad vi udover kvelden i en liden tømmerhytte, hvor de tillavede mysosten. De slog den varme gjædemelken i en stor bryggepande med ild under og slog opi noget af en flaske, der bragte melken til at løbe sammen. Den ene af jenterne stod med hænderne og samlede det tykke af melken til en tyk deig. Denne tog hun ud og formede til en stor rund ost, som saa lagdes i en slags presse i længen tid – dette blev fede, hvide oste, der saa ud og smagte omtrent som simpel hvid ost. Det som blev igjen af melken – en tynd næsten vandklar vædske blev i mange timer kogt med svag varme og blev rørt i til den blev tyk – det blev selve mysosten. De havde et stort lager af delikate mysoste paa en liden bu – de sendte til bygden hver 14. dag. Lund havde 3 slige fjeldgaarde hvor han drev gjætostystering og sendte osten til Kr.sand – den hvide solgtes mest i bygden. Men at det kunde lønne sig var merkeligt. Af melken fra de 130 gjæder der trænge 2 piger og en gut til stel og ystning fik de bare 2 mysoster og 2 à 3 hvidoster pr dag. Der var græsselig kosligt i den lille hytten, hvor det brændte lystig under gryderne og pigerne og et par gutter gik og stellede i skumringen. Vi to sad paa et slagbord og prat og latter var det langt utover kvelden, til vi sagde godnat og krøb i de gode senge forat hvile godt ud til fjeldovergangen næste dag. Veiret saa fremdeles ikke lovende ud; men vi turde ikke andet end at gaa næste dag, hvordan end veiret
blev, for vi maatte naa Lysebunden før dampbaaden gik onsdag formiddag. Manden sagde, at vistnok var veien godt opvardet helt frem til Lyseboden, men blev det regnskodde var det ikke snak om, vi fik lov til at drage paa fjeldet – der var saa store, øde og vilde fjeldstrækninger her, at det kunde blive stygt, om vi for vild.
- Søndag 11. september
Vi vaagnede i klarveir og svag nordenbris, saa udsigterne for en fin tur var meget lyse. Der paa gaarden fik jeg kjøbt en liden lygte. Klokken 1/2 9 drog vi saa afgaarde først over elven saa op bratte fjeldsiden mindst 2000 fod en svær opstigning, til et lidet skar oppe paa fjeldkammen. Der gik en liden sti. Det var temmelig drøit at komme op og ordentlig varme var vi – vi gik stykkevis med korte pust. Udsigten ned til dalen, hvor Bratteligaarden laa dybt nede, var rent storartet,
da vi naaede op i skaret. Dalen skar sig som en dyb revne mellem os og fjelderne paa den anden side, der laa rødmende med skinnende sneflekker i morgensolen. Det var et storslagent syn "som sent vil glemmes" som det staar i turistbogen om det. Jeg tog et fotografi her.
Jens og Gunvor slo seg ned i Kristiansand, og bygde hytte ved Stemmtjørn, 3–4 km ovanfor Klepp-garden på vestsida av Byglandsfjorden. Hytta sto ferdig i september 1936, og er framleis i familien si eige.
Den 11. april 1940 var oberst Jens Schelderup Hertzberg med i kongens fylgje på vei mot Elverum. Då tyskarane bomba Leiret ved Elverum, omkom Hertzberg. Han var den øvste militære befalingsmann som fall under felttoget mot Noreg.
Opplysningane er henta frå: Rusleturer i Kvadraturen nr. 8 – Odderøya, Kåre Mæsel / Inger Johanne Mæsel / Jan Henrik Munksgaard.