Kjeldearkiv:Carl Frederik Diriks: «Om de forskjellige Slags Baade i Norge»

Dette er en gjengivelse av en artikkel eller del av artikkel som i ettertid er blitt lagt ut på Nettbiblioteket. Lokalhistoriewiki dupliserer som hovedregel ikke lenger tekster fra Nettbiblioteket, men oppfordrer i stedet til å bruke sitater og lenker.

Denne nettutgåva er avskrift frå ein fotokopi av førsteutgåva. Rettskriving og teiknsetting er uendra, med desse to unntaka: Lang og kort s er begge attgjevne som s; og stor I/J, som er identiske i originalen, er attgjevne som I eller J etter samanhengen. Ved initialar er det skrive J i tvilsfall. Originalen er i gotisk skrift. Der ord er skrivne med latinsk skrift, er det i staden bruka kursiv. Eit spørsmålsteikn i skarpe klammer [?] viser at ein bokstav var uleseleg i kjelda, [??] to bokstavar, osv. I fotnotane er det tillagt stikkord i [skarpe klammer]. Overskrifter som ikkje er originale er lagt til i [skarpe klammer].

---

«Om de forskjellige Slags Baade i Norge»
af C. F. Diriks.

i Folkevennen : et Tidsskrift
udgivet af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme.
Tolvte Aargang.
Kristiania. Trykt i P.T. Mallings Bogtrykkeri. 1863. S. 310–356.

Landets naturlige Beskaffenhed, dets vidstrakte Kyst, dets mange og dybe Fjorde og dets utallige Øer gjør et uhyre stort Antal Baade fornødent. Kyststrækningen fra Svinesund til den russiske Grændse udgjør omtr. 300 geografiske Mile, og naar hertil føies Fjordstrækningerne, vil Mile-Antallet gaa op til mere end det Dobbelte. Dog skulde paa denne langstrakte Kyst ikke paa meget nær udkræves saa mange Smaa-Farkoster, saafremt den ikke var beskyttet mod Havet. Men heldigvis ligge Tusinder og atter Tusinder af Øer, Holmer og Skjær som strøet langs hele Kysten — med Undtagelse af enkelte aabne Stykker som: ved Lister, Jedderen, Stat o.s.v. — og danner en Led eller beskyttet Søvei, der af Baade og mindre Fartøier næsten til enhver Tid med forholdsvis Sikkerhed kan befares.

Forskjellige andre Omstændigheder bidrage ligeledes til, at der er et saa stort Antal Baade. Den største Del af vor Kyst saavel ved Havkanten som i Fjordene er brat, ujevn og søndersplittet, saaledes at Veie af nogen Udstrækning og skikkede til Transporter mangesteds ere saagodt som umulige. Samfærselen og især alle Vare-Transporter maa derfor mestendels foregaa tilvands. Endvidere forøges Antallet ved, at største Parten af vor Kystbefolkning henter sin Næring ved Fiskeri. Alene til Vaarsildfisket anvendes omtrent 6000 Baade, til Lofotfisket 4 à 5000, men endnu flere til de mange forskjellige mindre Fiskerier, der saagodt som hele Aaret rundt foregaar paa vor Kyst.

Disse forskjellige Aarsager bevirke saaledes, at der hos os findes en saadan Mængde af allehaande Baade, at Antallet, om det nogenlunde nøiagtigt kunde opgives, vistnok skulde forekomme utroligt. Selv den fattigste Mand paa Kysten har sin Baad; den er ham uundværlig til Livets Ophold. — I enkelte Dele af Sydamerika gives en saadan Overflod af Heste, at man ser Staadderen tigge tilhest — hos os kan man se saadant tilbaads.

En Følge af Kyststrækningens forskjellige Beskaffenhed og store Udstrækning er, at der af Baade gives mange forskjellige Slags. Det er disse, man her vil forsøge at beskrive.

De kan inddeles i to Hovedslags, nemlig:

1. østlandske,
2. vestlandske og nordlandske.

Grændserne, hvor førstnævnte ophører og sidstnævnte begynder, er omtrent ved Egersund. Afvigelserne mellem dem bestaar hovedsagelig i Følgende. De østlandske ere byggede mere solide, af smalere Bord, sammenføiede med Trænagler; de ere tungere, ikke saa skarpe, men dybere, og have liggende (heldende) Stevne. Til Aarerne bruges Tollegange, Toller, der stikkes gjennom Huller i Æsingen. Seilene bestaa i et Storseil med Spryd, Fok og Klyver; til Masten bruges ikke Vanter.

De vestlandske og nordlandske derimod ere byggede af meget brede, tynde Bord sammenføiede med Jernnagler, og have en meget større Længde i Forhold til Bredden, idet de almindeligvis ere 4 à 5 Gange saa lange som de ere brede, hvorimod Længden af de østlandske kun er omtrent 3 Gange Bredden; de have dels mindre heldende, dels ganske opretstaaende og høie Stevne, ere lavere (mindre dybe), lette og sirlige, skikkede ligesaavel til Ro- som til Seilfartøi. Istedenfor Tollepinde have de Keiper med Hamlebaand. De ere forsynede med kun eet Seil (Raaseil) — herfra maa dog undtages endel af de vestlandske, nemlig paa Strækningen fra Egersund til Hardangerfjorden, hvor Spriseil har fortrængt Raaseil.

Dette er i Korthed Hovedtrækkene i deres Forskjellighed.

[Østlandske Baade]

Af østlandske Baade nævnes først — for at begynde fra neden:

Prammen (Egen).

Denne er i sin Bygning den simpleste og af Udseende den styggeste af alle vore Farkoster.

Den er fladbundet, har ingen Kjøl, ligesaalidt som Stevne; den er bred og ret afskaaren agter (bag) og har en lang op af Vandet ragende spids Snude. Dog er den i mange Henseender ganske hensigtsmæssig; den er billig i Pris, er let at reparere, og ved sit ringe Dybgaaende meget skikket til at benyttes ved langgrunde Strande eller i grundt Farvand.

I det øverste Bord af Agterenden er der almindeligvis en liden Nedhuling for at kunne «vrikke,» det er at drive Baaden frem med kun een Aare agterud, virkende efter samme Princip, som Skruen paa et Dampskib. Til Roning er anbragt Tollepinder, to til hver Aare, og som ere nedsatte i Huller, der ere borede gjennem Æsingen (et 2 à 3" bredt og tykt Stykke Træ langs Kanten af det øverste Bord efter Baadens hele Længde). Prammen egner sig ikke til Seilads, ihvorvel man stundom kan se den med et lidet Sprydseil, nar den gaar fordevind. Af og til vil den ogsaa findes med et andet Slags Seil, nemlig en Bjerkebusk i Forenden.

Prammen er det almindeligste Rofartøi langs den sydostlige Del af Landets Kyst, og ligeledes i vore Elve og Indsøer; men vestenfor Egersund sees den sjelden.

Prisen paa en almindelig Pram varierer, alt efter Størrelse og Soliditet, fra 4 til 10 Spd.

Sjægte (Snekke).

Dette er en i sin Form vakrere og mere skibsmæssig Farkost end den foregaaende og kommer, hvad bygning angaar, de nord- og vestlandske Baade nærmest.

Den har temmelig meget heldende Stevne, er skarp (spids) baade agter og forud, og har sin største Bredde omtrent paa ⅓ af Baadens Længde forenfra. Efter Størrelsen har den flere eller færre Tværbaand (Spant) tilhuggede af krumvoxet Træ og tildannet efter den Facon Baaden skal have. Almindeligvis er der ved hvert Baand en Tofte, hvoraf 1 à 2 almindeligvis ere løse. Seiltoften, der benævnes saaledes, fordi den har et Hul, hvori Masten sættes, er fæstet til det øverste Bord ved et Par Knæer (vinkelformige Træstykker)[.] I Æsingen, der gaar fra Stevn til Stevn, og som er anbragt for at give Baaden Styrke ovenbords, er som paa Prammen boret Huller til Tollepindene. I For- og Agterenden er anbragt et Sæde, der benævnes «Pligten.»

Hovedsagelig er Sjægten at anse som et Rofartøi, men den bruges dog ogsaa meget med Seil, enten alene et Sprydseil, eller et saadant i Forening med Fok. Seiladsen udkræver Forsigtighed, da disse Baade let kantre. Til at boute eller krydse egne de sig ikke, men kun til rum Seilads (fordevind). Sprydseilet, kaldes saaledes, fordi det spredes ud ved et Spryd, en lang Stage, hvis ene Ende stikkes i en Løkke ved Barmen (Hjørnet) af det ydre staaende Lig og Overliget, den anden i en Tougstrop rundt Masten og som kan skydes op og ned paa denne.

Begge Ender af dette Spryd er noget tilspidset, for at ikke Løkken eller Tougstroppen skal kunne glide indover. For at Usagkyndige skulle kunne forstaa de forskjellige Benævnelser af de til Seil og Rig henhørende Dele, vil her blive givet en kort Forklaring over de tekniske Udtryk. Ethvert Seil saavel til Baade som til Skibe maa for at erholde den fornødne Styrke ikke alene «faldes» — som Fruentimmerne kalde det — men kantes med Toug, og dette Toug benævnes «Lig.» Til de større Skibsseil kan dette have en Tykkelse som en Mands Haandled. Et firkantet eller rectangulært Seil har altsaa fire Lig, og disse igjen forskjellige Benævnelser. De to opretstaaende kaldes «staaende Lig» — det ved Masten almindeligvis «Masteliget» — ; det øverste horizontale «Overliget» og det nederste «Underliget.» Hjørnet af Masteliget og Overliget, nemlig hvor disse støde sammen, kaldes «Faldsbarmen»; af Masteliget og Underliget «Halsbarmen»; af det ydre staaende Lig og Overliget «Sprydbarmen,» og det 4de Hjørne «Skjødbarmen.» Paa trekantede Seil saasom Fok og Klyver er der altsaa kun 3 Lig, et staaende, et Underlig og et Standerlig.

Det Toug, hvormed et Seil heises op, kaldes «Fald;» det, der er befæstet til Skjødbarmen, «Skjøde,» og det, der er fast i Halsbarmen, «Hals.» «Vant» kaldes de Touge, der støtte Masten for ikke at falde tilside, og «Stag» det, der forhindrer den fra at falde bagover (agterover).

Masteliget forenes til Masten ved et tynt Toug (Line), der vexelvis tages rundt Masten og igjennem Huller i Seilet, og som benævnes «Lidsetoug.» Et saadant forener ligeledes Standerliget af Fokken til Staget.

Til Sjægten — hvortil vi nu kommer tilbage — bruges ikke Vant. Masten, der sættes ned igjennem Hullet i Seiltoften, hviler med sin Rodende i et Spor i Bunden af Baaden og har derved den fornødne Støtte. I Bunden af Sjægten — saavelsom i andre Baade — lægges Bundtillier, dels for at gjøre det lettere at bevæge sig i den, og dels for at man ikke skal træde i det Vand, der maatte findes i Bunden. I Forstevnen af Sjægten er almindeligvis anbragt en Ringebolt til Fanglinen, og paa Agterstevnen et Par Rorløkker, hvori Roret hugges (Hægtes).

Af dette Slags Baads bygges en Mængde i Trakten om Arendal og Grimstad, og da man dersteds har Egeskove, forsyner man dem med Kjøl, Stevne og Æsing af Eg.

Størrelsen af Sjægten varierer fra 12 til 16 Fods Længde i Kjølen og Prisen fra 8 à 10 til 20 Spd.

Seilbaade.

Af disse gives vistnok mange af noget forskjellig Bygning, og naturligvis af forskjellige Størrelser; men i Hovedsagen ere de ensartede og omtrentlig af samme Form og Bygning som Sjægten. Seilene ere ens paa alle, med Undtagelse af dem, der benyttes til Lodsbaadene (Skøiterne) ved Christiansand og Arendal, og bestaa i Storseil med Spryd, Fok og Klyver. Til den sidste bruges en Klyverbom, som fæstes ved en Jernbøile ved Forstevnen og med Rodenden mod Masten, og som med Lethed kan føres ud og ind. Selv paa de større Baade bruges i Regelen ikke Vant; Masten gives en saadan Førlighed at den, støttet i Seiltoften og med Rodenden i sit Spor, har Styrke nok til at taale endogsaa haard Seilads. Endel af disse Baade have «faste Spryd,» saaledes at dette ikke med Seilet sættes op eller tages ned, men forbliver paa sin Plads. Dets Rodende hviler i Sprydstroppen om Masten, den øve Ende holdes oppe ved et i samme fastgjort tyndt Toug, der vises igjennem en Blok paa Mastetoppen og ned. Naar Seilet skal tilsættes, sker saadant ved at hale i et Toug (Udhaler) der med sin ene Tamp (Ende) er fast i Sprydbarmen og hvis anden Tamp gaar igjennem et Hul, Skivgat eller Blok paa Sprydets øverste Ende.

I Almindelighed ere de østlandske Seilbaade temmelig brede i Forhold til Længden. Herfra kan heller ikke undtages de bekjendte, velseilende.

Meir kjem ...

Hvaløerbaade.

Disse benyttes fornemmelig som Lodsbaade, og ere dels derved, dels ved deres fortrinlige Egenskaber blevne vide bekjendt. De ere skarpere end østlandske Baade i Almindelighed, have meget liggende Stevne (hvilket med et Ord betegnes ved «Stevnskud») og meget vakre Vandlinier, det vil sige, den Deel, der er i Vandet, er vakker og let i Form. Forøvrigt adskille de sig fra andre østlandske Baade derved, at de ere forsynede med Dæk, hvilket gjør dem mere skikkede til at bjerge sig i Storm og Søgang. Det er omtrent 45 Aar siden, at man begyndte at lægge Dæk i disse Baade; tidligere gik Lodserne tilsøs i de almindelige aabne Seilbaade, men bleve ofte borte. Det hænder jo naturligvis fremdeles, at Lodse omkomme i sit Kald, men saadant er paa meget nær ikke saa hyppigt som tidligere.

Hvaløerbaaden har samme Slags Seil som de øvrige østlandske Seilbaade, nemlig Storseil med Spryd, Fok og Klyver. I det førstnævnte kan tages 4 à 5 Rev; i Fokken 2 à 3.

Storskjøde bestaar af en Tallie, hvis ene Blok, der er forsynet med en Jernhage, hugges i Skjødbarmen og hvis anden er fast i en Jernkrog, som kan skydes frem og tilbage paa en Løibom. Denne sidste er en rund Jernstang, hvis begge Ender ere nedadbøiede og fæstede i Baaden saaledes, at den viser tvers over denne.

Dette er en ligesaa simpel som hensigtsmessig Indretning; thi naar man bouter, behøver man aldeles ikke at bekymre sig om Seilskjødet (Storskjødet); dette skifter sig selv fra den ene Side til den anden.

Heller ikke disse Baade have Vant, men derimod et solid Stag, hvori en Blok, tæt ved Mastetoppen, er anbragt til Fokke-Fald.

I Dækket er almindeligvis anbragt 3 Aabninger (Luger), nemlig en liden forenfor Masten, en større lige agtenfor denne, og en tredie agterud, i hvilken den Person, som staar tilrors (holder Roret), befinder sig. Rumet under Dæk er som oftest ved 2 Skud (Skot eller Bordvægge) afdelt i tre Dele, en under hver af førnævnte Luger. I det forreste Rum findes en liden Kogeovn eller en stor Gryde, der gjør samme Tjeneste; i det andet er af Bord opslaaet et Par Køier eller Senge; det tredie, der ikke er dybere end, at Manden ved Roret har sine Albuer over Dækket, tjener kun som Styrerum. Lige forenfor dette er anbragt en Pumpe.

Roret fæstes paa sædvanlig Maade ved Tapper og Løkker; Rorpinden har en Aabning, der svarer til den øverste Del af Rorstammen.

Disse Baade ere fra 21 til 23 Fod lange i Kjølen, 28 à 30 Fod mellem Stevnene, 10 à 11 Fod brede, og kan, fuldt færdige med Dæk, Mast, Seil etc. erholdes for 300 Spd. Som Navnet antyder, bygges de fornemmelig paa Hvaløerne, men dog ogsaa paa andre Steder imellem disse og Østerrisør.

Hvaløerbaadene ere skarpe Seilere, ligge meget nær Vinden, vende med Lethed, bjerge sig godt i stærk Søgang, og ere meget lette at haandtere. Denne sidste Egenskab er væsentlig. Een Mand er under almindelige Omstændigheder, ja endogsaa i temmeligt haardt Veir, tilstrækkelig til at haandtere den. Ikke sjelden ser man den seilet ind fra Søen af en halvvoxen Gut, efterat Lodserne ere satte ombord i indgaaende Fartøier. Siddende i Styrerummet med Rorpinden i Haand, behøver han ikke at forlade dette; han kan derfra skjøtte de tre Seil, idet Storskjødet sørger for sig selv i bidevinds Seilads, og saavel Fokke- som Klyverskjøde ere ledede agterud til Styrerummet, hvor de tages med et Tørn om en Nagle og beknibes. Han har altsaa i Boutning blot at losse disse Skjøde paa den ene Side og hale dem paa den anden.

Endogsaa Rebning ser man udført alene ved en saadan halvvoxen Enefarer. Han støtter Rorpinden ved et Par Trænagler, løber bort til Masten, skyder Sprydstroppen længere ned paa denne, firer paa Faldet, løber tilbage til Roret for at bringe Baaden, der imidlertid tør have giret (dreiet) il en af Siderne, i ret Cours igjen, — løber ater bort til Msten, strækker lidt i Faldet, stivhaler Halsen, og begiver sig saa tilbage til Styrerommet, hvor han først varetager Roret, og saa hugger den øverste Skjødblok høiere op i en af de dertil anbragte Rebløierter (Kouse indspleisede i det ydre staaende Lig, een ud for hver Rad Rebhuller), hvorefter han da ved Leilighed knober Rebbaandene. Og dermed er han færdig med det Hele.

Den vanskeligste og mest farefulde Manøvre med en Lodsbaad er, naar man i høi Søgang skal borde et Skib for at sætte Lods ombord. Saadant kræver Erfaring og Koldblodighed, men endogsaa naar disse Egenskaber medbringes til Foretagendet, gaar det ikke sjeldent paa Skade løs. Det er tildels for under saadan Manøvre ikke at komme uklar af Skibet, at Lodsbaadene ikke have Vant, hvilke let kunne komme uklar af en eller anden fra Skibet udstaaende Gjenstand. I oprørt Hav tør man ikke komme Skibet saa nær, at Lodsen paa almindelig Maade kan gaa ombord, hvorimod saadant sker ved, at han binder et ham fra Skibet tilkastet Toug om Livet, styrter sig overbord og hales op.

Det bedste Bevis paa Hvaløerbaadenes Hensigtsmæssighed og fortrinlige Egenskaber er, at de efterhaanden ere tagne i Brug — især af Lodse — videre og videre langs Kysten. De findes nu (saavelsom de strax nedenfor omtalte vestlandske Lodsskøiter) helt til nogle Mile søndenfor Bergen. Ogsaa paa Vestkysten af Sverige, især i Bahuslehn, ere de nu blevne ikke ualmindelige, og til Lodsvæsenet i Danmark er anskaffet enkelte.

[Lodsskøiter]

Noget forskjellige fra Hvaløerbaadene ere de Baade (Skøiter), som benyttes af Lodserne mellem Arendal og Farsund. De benævnes paa denne Kyststrækning

Lodsskøiter og ere ikke alene i Skroget, men ogsaa i Seil og Rig forskjellige fra de øvrige østlandske Lodsbaade. Deres Skrog er fyldigere og ved Stevnene ikke saa skarpt, samt bredere i Forhold til Længden. Ligesom Hvaløerbaadene ere de forsynede med Dæk og have samme Aptering (Indredning) som disse. Masten støttes almindeligvis med Vant. Til Storseilet bruges Gaffel istedetfor Spryd, forøvrigt samme Slags Seil. Brugen af Gaffelseil paa Lodsbaade begynder ved Lyngør og er almindelig paa Kysten vestover. Disse Lodsskøiter ansees ikke saa velseilende som Hvaløerbaadene, hvorimod de skulle være bedre Søfartøier, det vil sige, bjerge sig bedre i Storm og Søgang.

Omkring Grimstad og Arendal bygges en stor Del saadanne Skøiter, og Prisen er almindeligvis et Hundrede Daler høiere end for Hvaløerbaade.

[Listerbaade.]

Af de aabne Seilbaade paa vor sydlige og østlige Kyst ere de saakaldte

Listerbaade (fra Listerlandet) ansees som de bedste Søfartøier, og ere ogsaa i senere Aar komne mere og mere i Anseelse, ikke paa Grund af nogen synderlig Forbedring i dens Bygning, men fordi de ere blevne mere bekjendte især ved, at Listerfolket nu mere end tilforn deltage i det store Vaarsildefiske. De ere noget dybere og skarpere, samt have noget mere Spring (lavere ved Midten end ved Stevnene) end de øvrige aabne Seilbaade, men forøvrigt bygget paa samme Maade. Dog undtages, at de ere forsynede med Vaterbord, et Bord, der er anbragt langs Æsingen og som fra denne ligger skraat opad indefter. Dette Vaterbord, paa hvilet Tollepindene ere anbragte, er meget hensigtsmæssigt, eftrsom det, naar Baaden krænger (helder over til en af Siderne), forebygger, at Vand saa læt trænger ind.

Forøvrigt have de samme Slags Seil, nemlig Sprydseil, Fok og Klyver, af hvilke det førstnævnte dog er af et noget forskjelligt Snit, idet Sprydbarmen er spids. Denne Dannelse af Storseilet bruges ikke alene ved Lister, men ogsaa østover til Christianssand og Grimstad, og det giver, i Forbindelse med at Klyverbommen peger iveiret, disse Baade et mindre godt Udseende.

De større Listerbaade have en Drægtighed af 20 til 25 Tdr., ja op til 30. Dimensionerne paa en saadan af omtrent 25 Tdrs. Drægtighed er paa det nærmeste 27 Fods Længde mellem Stevnene, 9 Fods Bredde paa Ydersiden og 4 Fods Dybde fra Kjøl til Æsing. De, der udrustes til Vaarsildefisket, have almindeligvis 3 Par Aarer og 6 Mands Besætning.

Listerbaade benyttes nu for det meste helt til Egersund.

Fra sidstnævnte Sted begynder Brugen af — hvad vi for at give en almindelig Benævnelse vil kalde —

Vestlandske Baade.

Som tidligere anført adskille disse sig fra de hovedsagelig østlandske ved en lettere Bygning, større Skarphed, mindre Dybgaaende og høiere Stevne, samt ved for største Delen at have kun eet Seil, nemlig et Raaseil. Af disse Baade gives igjen forskjellige Slags, der efter de forskjellige Distrikter ere ikke lidet afvigende, saasom:

1. Hardangerbaade paa Strækningen mellem Egersund og Bergen.
2. Søndfjordbaade.
3. Nordfjordbaade tildels mellem Bergen og Stat.
4. Søndmørbaade mellem Stat og Nordmør.
5. Nordmørbaade, indtil Christianssund og Smølen.
6. Aafjordbaade mellem Christiansund og Namsen.

Hardangerbaadene

Det førstnævnte Slags,

Hardangerbaadene, bygges ved Hardangerfjord og nærmeste Trakter, hvis vinskibelige Indbyggere forarbeide en stor Mængde, og forsælge dem langs Kysten. De ere byggede af meget brede Bord, hvis Antal — endogsaa i ikke saa ganske smaa Baade — ei udgjør mere end 3 Stk. paa hver Side, og som ere sammenføiede med Jernnagler, der klinkes over en liden Jernplade paa Indsiden. Bredden af Bordene, der tillige ere tynde, gjør disse Baade svagere og mindre varige end de østlandske, men ogsaa meget lettere. De ere skarpere baade forud og agter end disse sidste, og Stevnene ere noget høiere, men dog temmelig liggende.

Æsingen er anbragt paa samme Maade (nemlig langs Overkanten af det øverste Bord), og paa denne sættes Keiper, der benyttes istedetfor Tollepinde. En Keip er et Stykke Træ med 2 Grene, der danne en noget mindre end en ret Vinkel. I den opadstaaende Del findes et Hul til Hamlebaandet (af Vidie, Toug eller Læder) hvorigjennem Aaren skikkes, og som forhindrer denne fra, under Roning, at glide ned af Keipen.

Disse Keiper ere hensigtsmæssigere end Tollepinder, thi de ere ikke som disse udsatte for idelig at afbrækkes.

Rummet fra Forstevnen til den forreste Tofte kaldes «Fremskottet» og fra den agterste Tofte til Agterstevnen «Agter- eller Bagskottet.» Det førstnævnte er paa Grund af Baadens Skarphed temmelig langt — noget Sæde eller nogen Tofte i Nærheden af Stevnene bruges ikke. — Til Roret bruges enten Rorpind eller «Styre-Vol» (Vaal).

Denne sidste bestaar af en lang Stang, som ved et Led er forbundet med et fra Roret udstaaende Tværtræ. Dette er en bekvem Maade i skarpe Baade med lange «Skot.»

Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede benyttede man paa Hardangerbaadene kun Raaseil; men siden den Tid er man efterhaanden gaet over til Brugen af Sprydseil og Fok. Det gamle Raaseil sees nu sjelden søndenfor Hardangerfjord, men derfra og nordefter er det fremdeles almindeligt. Dog ser man ogsaa her af og til større Baade, som ere iførte den nymodens men ikke saa klædelige Dragt «Gaffelseil og Fok.» Denne Overgang fra det gamle Raaseil til det østlandske Spryd- eller Gaffelseil tør maaske i enkelte Henseender være hensigtsmæssigt; men om det i det Hele taget er saa, kan neppe ansees som saa ganske afgjort. Spryd- og Gaffelseil haandteres langt lettere i Boutning, og man ligger med dem Vinden nærmere, saaledes at de i bidevinds Seilads troligen ere at foretrække. Men Raaseilet er, naar det gaar fordevind, vistnok mere hensigtsmæssigt; det giver en større Fart, — letter Baaden bedre paa Søerne, — man har ikke at foretage den ofte farlige Manøvre at «gibbe» (under rum eller plat Seilads at skifte Seilet fra den ene til den anden Side); og endelig synes det at maatte være langt tjenligere i Farvande, hvor voldsomme Kastevinde finde Sted; thi da gjælder det med Hurtighed at kunne faa Seilet ned, og saadant sker langt lettere med Raaseilet.

De med saadant Seil forsynede Hardangerbaade have en hel forskjellig Rig fra Sprydseilerne. Masten støttes ved Vant, hvis Antal retter sig efter Baadens Størrelse. Raaen holdes til Masten ved «Rakken,» et krumt Træstykke, hvis Huling ligger om Mastens Agterkant, og hvis to Ender fæstes til Raaen. Denne heises ved Faldet eller Draget og kan hales ned ved en i Rakken fastgjort Nedhaler. Fra begge Nokker (Ender) af Raaen har man Braser, der tjene til at stille denne i horizontal Retning, og som fastgjøres om Vantet. For under bidevinds Seilads at kunne stille Seilet mere langskibs bruges «Penten» (Buglinen), et tyndt Stykke Toug, fast i det forreste staaende Lig og i Stevnen. Seilet, der forneden er meget bredere end foroven, har almindeligvis Rebhuller saavel under Raaen som ved Underliget. Midt paa Underliget, og for at holde dette til Masten, er fastgjort et Toug der kaldes Prierbaand.

Disse med Raaseil forsynede Hardangerbaade benævnes mest «Tysnæsbaade.» De af dem, der benyttes til Vaarsildefisket, ere almindeligvis 13 à 15 Al. lange, 3½ à 4 Al. brede, laste 12 à 20 Tdr. Sild, have 6 Aarer og 4 à 5 Mands Besætning, samt ere afdelte i 3 Rum foruden Skottene, nemlig:

1. Framskot.
2. Rorum.
3. Rummet.
4. Skodrum.
5. Bagskot.

Den overveiende Del af disse saakaldte Hardangerbaade benytte dog ikke længer Raaseilet, men ere, som før meldt, forsynede dels ned Sprydseil, dels med Gaffelseil, og have forøvrigt i senere Tider undergaaet enkelte Forandringer ogsaa i Skrogets Bygning. Det store Vaarsildefiske har vistnok for en Del bevirket Forandringerne, idet man mere og mere har indrettet Baaden saaledes, som de ansaaes bedst skikkede til denne vigtige Bedrift.

Af de Hardangerbaade, som til Vaarsildefisket benyttes, ere:

Nodebaade fra 15 tl 17 Alen lange mellem Stevnene, 4¾ à 5½ Al. brede og med en Drægtighed fra 80 til 120 Tdr. Sild, samt til 10 à 12 Aarer. De føre Gaffelseil enten med eller uden Bom, samt Fok og Klyver. Endel af dem have Agterspeil.

Sexmands-Baade, der laste fra 35 til 40 Tdr. Sild, føre 8 Aarer og 6 Mands Besætning. Som de foregaaende have de Gaffelseil med eller uden Bom.

Firemandsbaade, 13 à 14 Al. lange, 3½ à 4 Al. brede, 16 à 20 Tdr. drægtige og roes med 6 Aarer, samt have 4 à 5 Mands Besætning. De føre Sprydseil og Fok og ere de mest brugelige til Vaarsildefisket.

Trekeipinger, 10 à 12 Al. lange, 3 à 3½ Al. brede, 10 à 15 Tdr. drægtige, roes med 6 Aarer og 3 à 4 Mands Besætning.

Færinger, 9 à 10 Al. lange, 2½ à 3 Al. brede, roes med 4 Aarer og 2 à 3 Mand. De føre Sprydseil og Fok, men benyttes mere som Robaade.

Søndfjordbaade

1. Framskot. 2. Slagrum. 3. Framrum. 4.   5. Bunken. 6. Styrerum. 7. Bagskot.

Saavel i Skrogets Bygning som i Rig og Seil adskille disse Baade sig fra de nys beskrevne Hardangerbaade.

Efter Størrelsen benævnes de:

Femkeiping 12 à 13 Al. lang, omtr. 3¼ Al. bred.

Slagkeiping 10 à 11 Al. lang, omtr. 3 Al. bred.

Sexring 9 à 10 Al. lang, omtr. 2¾ Al. bred.

Færing 8 à 9 Al. lang, omtr. 2½ Al. bred.

Aarsagen til, at det forreste Rum benævnes «Slagrum» og det agtenfor samme «Framrum,» er antagelig den, at en saadan Baad fordum hadde et Rum mindre.

Paa Femkeipingen, hvoraf de største laste indtil 20 Tdr. saltet Sild, bruges ikke mere end 4 Par Aarer. — Skroget er bygget af 3 Bord (Omfar) paa hver Side, og det øverste af disse kaldes «Ripen,» hvilket ligesom paa Nordfjordbaadene rager op over Æsingen eller Ribben.

Imellem Styrkeipen og Framkeipen anbringes almindeligvis «Løsriper.»

De mindre Baade have kun 4 Omfar. Slagkeipingen har 4 Rum, Slagrum, Framrum, Midtrum eller Seilrum og Styrerum; Sexringen har 3 Rum, nemlig Fram-, Midt- og Styrerum; Færingen 2½ nemlig et omtrent 12 Tm. langt Rum mellem Fram- og Styrerum, hvilket kaldes «Kjipe,» og hvori man bruger at lægge Fisk. Sexringen og Færingen bruges almindeligvis til daglig Fiske, og med disse gaar man ofte 4 à 5 Mile tilhavs.

Rig og Seil ere ens saavel paa Femkeipingen som paa de mindre Baade.

Masten, hvis Længde er lig Afstanden mellem Forstevnen og Midten af Styrerummet, støttes ved 1 eller 2 Spænd Vant efter Baadens Størrelse.

Seilet er, især ved Havkanten, sammensyet paa en ganske særegen Maade, nemlig med Dugen paa tværs (horizontal). Rakke, Dræg og Rakketrosse eller Nedhaler ere som paa de med Raaseil forsynede Hardangerbaade. Saavel ved Raaen som ved Underliget haves en Rad Rebbaand. At tage et Reb ind kaldes her baade at «afsøfte» og at «rebe.» Langs de staaende Lig ere forskjellige Løkker dels til Buglinen dels til Skjøderne. Omtrent midt paa Seilet er den saakaldte «Bougprier,» et Stykke Toug, hvis ene Ende er fastgjort paa omtrent ¼ af Seilets Bredde fra Liget, hvorefter den tages agtenom Masten, og gjennem en liden Blok paa den anden Side, samt ned. Den tjener til at sammendrage Seilet og at holde dette tæt til Masten. — For at holde Underliget til Masten bruges «Prieren,» der bestaar af et Træstykke, hvorfra udgrener sig 3, i Underliget fastgjorte, Liner; i Træstykkets anden Ende er fastgjort et Stykke Line, der tages om Masten.

Til Skjøderne bruges «Spøten,» en Jernpind, der gjennem dertil anbragte Huller i Rippen sættes fast i denne. Paa større Baade bruges til Framskjødet en liden Tallie, kaldet «Signat,» hvoraf den ene Blok hugges i en af Løkkerne i Seilet, den anden i dertil anbragte Kramper paa Ydersiden af Ripen, og hvorved Seilet kan hales ned, naar der skal «sættes» (mindske Seil).

Nordfjordbaade

Disse bygges af meget tynde, smækre Materialier, ere desaarsag temmelig svage, men meget letroede. Deres Construktion er særdeles vakker, og saadan at den i Regelen afgiver gode Seilere. Bordene ere sammenføiede med Klinknagler; Æsing bruges ikke, hvorimod der langs Underkanten af det øverste Bord (Klædningsbord) lægges en smækker Ribbe fra Stevn til Stevn. Keiperne fæstes ved Trænagler til øverste Bord. Stevnene ere høie; dog har man i senere Tid begyndt at gjøre dem lavere.

[Femkeiping:] 1. Fremskot. 2. Fremrum. 3. Andoven. 4. Storseglen. 5. Litleseglen. 6. Styrerum. 7. Bagskot.

Efter Størrelsen føre disse Baade følgende Benævnelser:

Sex-Keiping, til 12 Aarer, 16–18 Al. lang.

Fem-Keiping, (til) 10 (Aarer), 14–16 (Al. lang.)

Firæring, (til) 8 (Aarer), 10–12 (Al. lang.)

Sexring, (til) 6 (Aarer), 8–9 (Al. lang.)

Færing, (til) 4 (Aarer), 4–6 (Al. lang.)

Den til Fisket mest benyttede er Femkeipingen, hvoraf her gives en Tegning.

Masten staar paa Agterkant af den forreste Tofte i Litleseglen, og ligger (helder) stærkt agterover; den støttes ved Vant og Stag. Seilet er hel forskjelligt fra de længere sydpaa brugelige Raasil; under Raaen er det nemlig meget smalt, og ved Underliget saa bredt, at det optager omtrent ⅔ af Baadens hele Længde, samt stærkt tilspidset forefter. I Seilets Underkant kan tages et Reb. I Halsbarmen er en Jernpinde, der sættes udenfra og ind gjennem et Hul forud i Baaden; ovenfor denne Pinde er paa Forliget (det forreste staaende Lig) sat en Træskive med 6 Huller, mellem hvilke og de høiere op paa Forliget værende Kouse skjæres en Line, der under Rebning tjener til at hale en forreste Del af Seilet ned. Midt paa Underliget er fast et tregrenet Toug, der kaldes Kabbe, og som tjener til at holde Seilet ind til Masten. Omtrent midt paa Seilet findes den saakaldte «Prier,» et Toug, hvis ene Ende er fast i Seilet, og hvis anden Ende er vis gjennem 2 à 3 Ringe, ligeledes fast i dette, og derpaa ned. Ved at hale i sidstnævnte Ende kan man trække Seilet sammen som ved et Rynkebaand, og saaledes i betydelig Grad, saavelsom paa en hurtig og letvint Maade, formindste dets Vindfang.

Paa den agterste Nokke af Raaen er anbragt en Bras.

Søndmør-Baade.

Disse ere, fornemmelig i Skrogets Bygning, ganske særegne, og helt forskjellige fra Landets øvrige Baade. Fra hvor lang Tid tilbage de have været, som de nu ere, det vides vistnok ikke, men at de i de sidste hundrede Aar ikke have undergaaet nogen Forandring ved man af den Beskrivelse, som Præsten Strøm i Aaret 1762 har givet af dem. (Se Strøms Søndmørs Beskrivelse). Da denne passer den Dag i Dag, og da den er ligesaa nøiagtig som omstændelig, vil Læseren være bedst tjent med at se, hvad Strøm beretter om disse Baade.

«De fleste hos os brugelige Baade ligne hinanden ganske i Skabning, uagtet de i Henseende til Navnet og Størrelsen ere forskjellige. 1) De største kaldes Tendringer, ere 5 til 6 Læster drægtige, have 2 Par Aarer foran og komme i Henseende til Seilets Dannelse og Indretning overens med Jægte, saa og deri, at de have en liden Væng eller Cajute, som undertiden er saaledes indrettet, at den tages af og lægges paa efter Behag. Disse kaldes egentlig Tendringer eller smaa Jægte; men de, der have For- og Bag-Stavn ligesom andre Baade, det er, have Jægte-Seil, men ingen Væng, kaldes ikke ikkun Baade og henføres til Baadenes Classe. 2) Sambøringer ere store og ganske aabne Baade eller Lastdragere, drægtige 3 til 4 Læster eller derover, og indrettede til at modtage store Ladninger, saasom enten Creature eller Trælast og Fiske-Vare, hvilke sidste føres ofte paa disse Baade lige herfra til Bergen. 3) Ottringer ere Baade med 5 Par Aarer og de største hos os brugelige Fisker-Baade, som udkræver 8 Baadsmænd eller Rors-Karle, og bruges til Qveite- og Lange-Fiskeriet paa Stor-Eggen, 12 Mile ud i Havet. 4) Fjøringfar eller Fjæringfar, som af andre kaldes Fjærmandsfar, er et Navn, som uden Tvivl vil sige det samme som Firerøings-Far, efterdi det tillægges en Baad med 4 Par Aarer, som dog altid bemandes med 6 Karle og er det almindeligste Slags Havbaad, hvormed man i Vaar-Fiskeriets Tid reiser 2 til 4 Mile ud i Havet for at fange Torsk. 5) Sexring er ligeledes en Havbaad med 4 Par Aarer, som bruges til Torske-Fiskeri, men er dog meget mindre og føres derfor ikkun af 5 Mænd. 6) Kjæmpe-Færing er en Fiskerbaad med 3 Par Aarer, som føres af 3 eller 4 Mand. 7) Færing er en liden Baad med 2 Par Aarer og følgelig den mindste af alle hos os brugelige Baade. Den føres af 1 eller 2 Mænd efter Omstændighederne, og bliver for sin Bekvemmeligheds Skyld idelig og daglig brugt. Hertil kan lægges 8) de saakaldte Firerøinger og 9) Trerøinger, af hvilke de første ere intet andet end store Kjæmpefæringer, og de sidste ikkun store Færinger, som begge for sin Størrelses Skyld forøges med et Par Aarer.»

Derefter giver Strøm en omstændelig Beskrivelse af den almindeligste af disse Baade, saaledes:

En Fjøringfar er da en Baad med 4 Par Aarer, i Almindelighed 20 Alen lang og 5 Alen bred, følgelig 4 Gange saa lang som bred. Skroget er ved 5 mærkelige Tvær-Baand indvendigt afdelt i 6 Parter, nemlig i 4 saakaldte Rum og 2 Skudter, af hvilke den ene kaldes Frem-Skudt, den anden Bag-Skudt. Fremskudten eller den forreste Del af Baaden er altid høiere, længere og bredere end Bagskudten, dels fordi Baaden derved desbedre kan slaa Bølgerne fra sig (hvoraf det og maaske kommer, at Siderne af Fremskudten kaldes Kjæmpen), dels og fordi den desto bedre løber op mod Vinden, efterdi Bagskudten, som smalere, kortere og lettere, altid falder af for Vinden, og følgelig foraarsager, at Baaden (endog sig selv overladt) med Forstevnen maa søge op mod Vinden, hvilket er hos et Fartøi en god og umistelig Egenskab, fornemmelig i Seiladsen. Imellem Frem og Bagskudten ere 4 Rum eller Afdeliger, af hvilke det første (forfra at regne) kaldes Kjæmperummet, fordi det er Kjæmpen nærmest. Dette Rum indbefatter dn bredeste Del af Baaden og har desuden det største og sværeste Par Aarer; saa at Kjæmpemanden eller dn Karl, som sidder i Kjæmpe-Rummet og fører en af disse Aarer i hver Haand, maa for den og flere Aarsagers Skyld altid være stærk og haandfast fremfor nogen af de øvrige Rors-Karle. Det andet Rum kaldes Ands-Rummet, eller rettere Andøvs-Rummet, fordi de 2 Mænd, som her sidde hver med sin Aare, maa, imedens de andre fiske eller have andet at forrette, idelig bruge Aarene og ro, paa det at Baaden imidlertid ei skal forsættes af Vind og Strøm, hvilket her heder at andøve. Det tredie Rum, hvor Masten staar, kaldes Seile-Rummet eller Siglen; og der sidde atter 2 Mænd, en paa hver Side af Masten, og hver med sin Aare. Det fjerde og sidste Rum er Bag-Rummet eller Hamlerummet, saa kaldet, fordi Styremanden sidder der med Ryggen vendt mod Bagstavnen og ror med den ene Haand saaledes, at han skyder Aaren fra sig (hvilket her kaldes at hamle), men styrer Roret med den anden Haand. Disse Mellem-Rumme ere saavel fra hinanden som fra begge Skudterne adskilte ved 5 store Tværbaand, hvilke næsten se ud som halve Circler, idet de nedentil gaa krumbøiede op til begge Sider og rette sig efter Baadens Skabning, men ere oventil sammenføiede med et lidet Tvær-Tre, hvorpaa Tofterne eller Ror-Bænkene hvile; og imellem Tværbaandene, eller i ethvert Rum, ligger paa Bunden af Baaden en saa kaldet Tillie, sammensat af smaa Brætter eller Fjæle, og tjenende som Gulv at træde paa. Foruden de 5 store Tværbaand og et Par smaa ved For- og Bag-Stavnen findes endnu to temmelig store og paa langs gaaende Baand, kaldte Hæsinger, et paa hver Side oven i Baden, hvor de oftmeldte 5 Tvær-Baand støde til dem med begge Ender. Saavidt Mellem-Rummene strække sig, eller (som er det samme) imellem Frem- og Bag-Skudten er Baaden et Spand eller god Tværbaand dybt indskaaren paa begge Sider, til desto større Bekvemmelighed for dem, som skal ro; thi da Keiperne eller Ror-Pinderne, som bestaa af et helt Stykke Træ og ere forsynede med Hamlebaand eller sammenknyttede Vidie-Baand, staa her fæstede paa Langbaandene eller Hæsingerne, saa komme Aarene derved til at ligge i sin rette Høide, ligesom de og bestandig ligge i Hamle-Baandene, enten man ror eller seiler. Men da Baaden paa dette Sted er saa lav, at den i stærk Søgang let kunne fyldes med Vand, saa betjener man sig i dette Fald af tvende saakaldte Vaterbord, det er tynde Brædder, som nøie passe sig til de indskaarne Dele af Baaden og kan i en Hast sættes for paa begge Sider for at hindre Bølgernes Indbrud; og da de derhos i den øverste Kant ere forsynte med smaa Keiper, saa kan man endog i disse Omstændigheder have Leilighed til at bruge Aarene, naar Fornødenhed udkræver det. Styret ɔ: Roret er altid krumt, bøiende sig efter Bagstavnen, til hvilken det kan fæstes paa en ganske behændig Maade. Rorhændingen eller det Redskab, hvormed Roret regjeres, kaldes Voll, og bestaar af to ledevis sammenhængende Træ-Stænger, af hvilke den ene er kun 1 Alen lang og sidder umiddelbart fast til Roret; men den anden 4 til 5 Gange længere og gaar hen til Styremanden, som ved Hjælp af denne Rorstang altid kan bestyre Roret med en Haand. Kjølen belægges altid i den yderste Kant med en saa kaldet Baade-Drag, der er en lang og smal Strimmel af meget haardt Træ, hvormed Kjølen bliver bedækket, paa det den ei skal slides, naar Baaden trækkes af og paa Land. Mast og Seil ere af ens Beskaffenhed paa alle Baade. Masten er mestendels rund, men dog flad paa den Side, som vender hen til Forstavnen, og en fjerde Del kortere end Baaden. Den er forsynet med 6 Toug, af hvilke det ene, som fæstes ved Forstevnen, kaldes Stag, men de øvrige, som fæstes ved Siderne, bære Navn af Vant eller Spændsel, og deles saaledes, at 3 af dem komme til at staa i Høibord og 2 i Læbord. Alle disse Toug fæstes til Baaden ved Hjælp af en paa Touget hængende Horn-Ring og en saa kaldet Stag-Naal, der er en smal og spids Træ-Pind, omtrent midt paa forsynet med et Øie, hvorigjennem Tougenden stikkes og knyttes; da Naal-Spidsen siden føres ind i en ved Hæsingerne fastgjort Toug-Løkke saaledes, at man med den ene Haand kan knibe Naalen og Touget sammen, og med den Haand føre Horn-Ringen nedover dem begge, hvorved de holdes tæt sammen, men kan i en Hast løses igjen, blot ved at rykke Ringen op. Paa denne Maade spændes Masten fast, efterat den er opreist og nedsat i et dertil indrettet Spor ved et af de mellemste Tværbaand, som dog er nærmere Bag- end For-Stevnen, og følgelig foraarsager at Masten aldrig kommer til at staa lige midt i Baaden, men altid noget nærmere hen til Bagstevnen.Desuden pleier man ved Mastens Stilling at iagttage 2 Regler, nemlig: 1) at man ei sætter den perpendiculair eller lige op i Veiret, men lader den hælde noget hen til Bagstevnen, og det uden Tvivl af den Aarsag, at Masten saaledes, ved Hjælp af Seilet kan have des mere Magt til at opløfte Baaden over de imodslaaende Bølger; hvilket stemmer overens med det som i Mechaniken læres om Vægt-Stangen, nemlig at den ved at bringes fra sit Hvile-Punkt forøges i Hævekraft og blive des bedre i Stand til at opløfte Tyngden, som her er den forreste Del af Baaden. Dog kan Hensigten deraf maaske ogsaa være denne, at Masten desbedre skal kunne modstaa Vindens og Seilets Træk. 2) At man tillige lader Masten hælde noget hen til Høibord (hvilken Regel fornemmelig har Sted i skarp Seilads, naar det fulde Seil ikke kan føres), paa det at Seilet og Seil-Bugen, naar Baaden krænges over i Læbord, ei skal slæbes i Søen og fyldes med Vand. Derved erholdes og efter mine Tanker denne Fordel, at Vinden, uagtet Baaden krænges over, falder dog nogenledes retvinklet paa Seilet og giver det des større Kraft at trække Baaden frem. Dette samme iagttages ogsaa med Jægterne skjønt paa en anden Maade , idet man vel lader Masten staa lige, men giver dog Fartøiet en Overvægt af Ladning paa den Side, som man ved at ville blive Høibord Stat-Havet over, naar man reiser til eller fra Bergen. En Søndmørs Ottring til Fiskeri paa Bankerne. Iøvrigt bruges til hver Baad i Almindelighed kun en Mast, men paa Ottringer tre, af hvilke den største og mellemste, som egentlig hører dette Slags Baade til, staar paa sædvanligt Sted næsten midt i Baaden, den mindre ved Forstevnen, og den mindste ved Bag-Rummet. Begge de sidste tages af andre mindre Baade og anvendes til bemeldte store Fisker-Baade, som ellers ikke vel kunde komme fort paa sine lange Reiser. Seilet, som her altid bestaar af Seildug, er kun et paa hver Mast, dog temmelig svært, større eller mindre efter Baadens og Mastens Størrelse. Alle Seil ere af en og samme Skabning, ikke lige brede baade oven og neden til, som ellers paa de fleste Nordenfjeldske Steder er brugeligt, men smale oven til og brede for neden, dog saa at den Side eller Kant af Seilet, som vender hen til Bagstavnen, gaar perpendiculair og lige ned, men den anden paa Skak eller skraas hen ad Forstavnen. Følgelig bliver et saadant Seil omtrent at anse som et sammensat Gaffel- og Fokke-Seil paa Galioter eller som begge Seil paa de almindelige Skibs-Joller, allerhelst da der altid skal hænge en fjerde Del mere af Raaen bagenfor Masten hen imod Bagstavnen end foran; hvilken alt sker i den Hensigt, at Seilet des bedre skal kløve Vinden (som det her kaldes) eller at Baaden kan seile des høiere op imod Vinden. Raaen er liden og ikkun i den bagerste Ende forsynet med en Bras. Draget eller det Toug, hvormed Seilet ophidses, gjøres fast (uden at knyttes) i en liden og under Hæsingerne staaende Pind saaledes, at det klemmer sig selv fast til Baandet; men kan i et Øieblik gjøres løst igjen, blot ved at rykke Knebet op. Skjøderne eller de Touge, hvorved Seilets nederste Ende fæstes for og bag til Baaden, kaldes Skout og ere Frem-Skout og Bag-Skout; det første fæstes i en uden paa Forstavnen hængende Jern-Krog, det sidste i den bagerste og indskaarne Ende af Lang-Baandene. Paa tværs og omtrent midt paa Seilet sidde nogle smaa Træ-Blokke i Rad, hvorigjennem løber et Toug, kaldet Prier, som tjener til at trække eller krympe Seilet sammen i en Hast, ligesom ved et Rynkebaand, og er umisteligt i en paakommende Bye (Boye) eller Vind-Flage ɔ: Kastevind. Der ovenfor igjen hænge paa begge Sider af Seilet nogle smaa Baand i Rad kaldet Søfte-Baand, hvilke man binder om Raen for at forkorte Seilet, naar det ei kan føres i Toppen, da det ellers, ved at nedsættes, vilde slæbes i Søen og fyldes med Vand. Henved det forreste Skjød hænger et saakaldt Haand-Søft (undertiden bruges og to Haand-Søft, da det ene tjener i Steden for Prier) det er et Stykke Toug, som i den øverste Ende, hvor det sidder fast til Seilet, er togrenet og ved sine to Grene indfatter et maadeligt Stykke af Seilet. Nytten af disse er enten blot at trække Seil-Dugen ind for at faa Vinden ud af Seilet, eller og ved en paakommende Styrtning, som let kunne velte Baaden om, at slaa baade Vand og Vind ud af Seilet igjen; da Baaden i begge Tilfælde strax reiser sig, om den end stod færdig at kantre eller gaa over Ende. Ved Havkanten bruges disse Haand-Søft alene og ingen Prier, dels fordi man der ei har saa stor Fare for Kastevinde som længere ind i Landet blandt Fjeldene, dels og fordi man tror, at en Baad ved Seilets Indprielse eller Sammenrynkning taber alt for meget af sin Fart og bliver løs ɔ: vaklende eller færdig at kulseile; thi jo strærkere Fart en Baad har under Seilet, jo fastere og stadigere Gang har den; men jo mere den derimod ligger stille, jo lettere kan den kastes om af Vinden. At Seilet ikke skal forsættes og drives hid og did af Vinden, naar det enten nedsættes eller nedstryges, bindes Raaen fast til Masten ved en Rakke, det er et krumt Stykke Træ, i Enderne forsynet med nogle smaa Baand og i Midten med et langt Toug, kaldt Rakke-Trodse, hvormed Seilet trækkes ned, ifald det ei vil løbe af sig selv, naar Draget fires ud. Ligeledes bindes og Seilets nederste Del til Masten ved en Kabbe, det er et lidet Stykke Træ med tre Huller, af hvilke det mellemste er gjennemdraget med et Stykke Toug, hvis begge Ender tillige med Træets øverste Dele ere fæstede til Seilet, da den nederste Dl ved Hjælp af et længere Toug bindes fast til Masten. Endelig kan anmærkes, at man, saa ofte Seilet bruges, gemenlig maa forsyne det ene Rum i Baaden med en Baglast af Seile-Stene, det er temmelig store Kampestene, som veltes op i Høibord, naar Vinden bliver stærk, og holdes op ved smaa Træ-Stokke eller saakaldte Seile-Træer, hvilke fæstes paa begge Sider af Rummet i de ved Træbaandene opsatte Brætter.»

«... Bordene fra Forstevnen løbe skraas opad mod Midten, hvor de alle støde sammen ...»

Dette er hvad Strøm har berettet om Søndmørs-Baadene. Forøvrigt har baade han og Andre priset deres gode Egenskaber. De fortjene maaske i flere Henseender den Ros, man har tillagt dem, men de have ogsaa flere fremtrædende Mangler. Saaledes er den ganske eiendommelige, og, saavidt vides, enestaaende Bygningsmaade, ved at Bordene fra Forstevnen løbe skraas opad mod Midten, hvor de alle støde sammen, Aarsag i at Baadene blive svage og udsatte for at brydes omtrent paa Midten — hvilket stundom hænder. Hvorvidt denne Bygningsmaade brugtes tidligere vides ikke.

F Framskot. 1 Kjæmperummet. 2 Andøvs-Rummet. 3 Seilrummet eller Siglen. 4 Bagrum eller Hamlerum. B Bagskot.

Strøm nævner Intet derom, og paa de Tegninger, der ledsage hans Beskrivelse, sees Bordene at være anbragte paa den sædvanlige Maade. Dette tør imidlertid muligens være foraarsaget af Uagtsomhed ved Tegningernes Gravering. Endvidere ere de svage derved, at Æsingen ikke som på alle andre Baade gaar fra Stevn til Stevn, men kun mellem det forreste og agterste Tværbaand. Man vil derfor ogsaa se, at det lange Fremskot, under stærk Seilads, vrider sig baade hid og did. Men netop dette tør dog bidrage til en bedre Seilads. Forøvrigt ere de brede i Forhold til sin Længde og temmelig tunge, saaledes at de ikke ere gode Robaade, sammenlignet med Hardanger- Nordfjord- og Nordlandsbaadene. Den, som er vant til disse sidste, vil grine paa Næsen ad en Søndmørsbaad og ved første Øiekast finde den styg, tung og klomset.

Saa er det Seilet. Dette er da ogsaa hel forskjelligt fra hvad der andetsteds (undtagen ved Nordfjord og Nordmør) langs Kysten bruges, men skulde ansees hensigtsmæssigt, hvis man, under Boutning, ikke var nødt til hver Gang, man vender, at hale det ned for at skifte det paa den anden Side af Masten. Saadant medfører adskillige Ulemper, især i trangt Farvand, hvor man maa gjøre korte Slag (Bouter). At Fremskjødet (Halsen) rides (sættes) til Stevnen er forsaavidt fordelagtigt, som man derved kan ligge Vinden nærmere.

Nordmør-Baade.

[Ottring:] F: Framskot. 1, 2 Framrum. 3 Midtrum. 4, 5 Seglen. 6, 7 Bagrum. 8 Hamlerum. B Bagskot.

Bruges paa Kysten fra «Bo» til Christiansund og Smølen. De største af disse kaldes

Ottringer, med 8 Rum, foruden Fram- og Bagskot, og af 25 indtil 30 Tønders Drægtighed, samt med 8 Par Aarer; dernæst følger

Sexringen eller Fjørnfar med 6 Par Aarer.

Firroing med 4 Par Aarer.

Trering med 3 Par Aarer.

Færing med 2 Par Aarer.

Alle af samme Bygning, og adskillende sig fra Søndmørsbaadene derved, at Bordene ikke gaa skraas op over Stevnen til Midten, samt ved at de ikke ere saa brede forud. Seil og Rig derimod er næsten ganske som paa Søndmør; kun er Seilet lidt bredere under Raaen.

Ottringerne kaldes ogsaa Torskegarnsbaade, og benyttes til Torskefiskeriet, under hvilket de have 8 Mands Besætning, hver Mand roende med et Par Aarer, naar Last ikke haves inde.

Under Seilads i stormende Veir ere alle 8 Mand beskjæftigede, nemlig 1 ved Rebtallien, 1 ved Halsen, 1 ved hver Prier (af hvilke der ofte er 2), 1 ved Skjødet, 1 ved Draget eller Faldet, 1 ved Styrvaalen og 1 ved Øsekarret.

[Aafjordbaade.]

Afjordbaade benyttes paa Kyststrækningen fra Christianssund og Smølen til Namsen, og bygges fornemmelig i Aafjordens Præstegjeld, hvorefter de og have Navn. Af Mange anses disse som de fortrinligste paa vor hele Kyst, og det er ikke usandsynligt, at saa virkelig er Tilfældet.

Ligesom Sønd- og Nordmørs-Baadene have de efter sin Størrelse særskilte Benævnelser, og disse er:

Fembøring med 5 Par Aarer og med en Drægtighed af op til 30 Tønder.

Ottring med 4 Par Aarer.

Firroing eller Skotkeiping med 4 Par Aarer.

Sexring med 3 Par Aarer.

Færing med 2 Par Aarer.

Bygningsmaaden er den samme for dem alle, og er vel ikke saa original som Søndmørsbaadenes, men desto vakrere og hensigtsmæssigere.

Rorgrind.

De ere længere og smalere, flade i Bunden, men meget skarpe agter og for. Æsingen gaar fra Stevn til Stevn, og er som paa Listerbaaden forsynet med et Vaterbord. Paa dette anbringes Keiperne. Stevnene staa næsten lige op og ned. De forskjellige Rum og Sæder have saagodtsom de samme Benævnelser som Søndmørsbaadenes. Til de større Aafjordbaade bruges Rorpind, hvortil almindeligvis hører en saakaldet «Rorgrind». Denne bestaar af to opretstaaende Stændere, en paa hver Side af Baaden, paa hvilke hviler et Tværtræ forsynet med en Rad opretstaaende 2 à 3 Tommer høie Pinder. Mellem disse lægges Enden af Rorpinden, naar Manden ved Roret maa forlade dette.

En lignende Maade bruges, som før nævnt, paa Hvaløerbaadene, kun med den Forskjel, at Pinderne sættes i Lugkarmen (Kanten af Lugeaabningen) i Styrerummet.

De mindre Baade bruge Styrvol. Naar Last haves inde, anbringes sædvanligvis langs den lavere ligende Del af Æsingen et Bord paa Kant for at forebygge at Sø skal slaa ind i Baaden. Dette Bord kaldes «Lausrip».

Masten staar næsten lige op og ned i Baaden, og støttes paa sædvanlig Maade ved Vant og Stag. Førstnævnte stikkes igjennem Huller i Baadens øverste Bord og fastgjøres om egen Part.

Seilet er firskaaret — næsten som et almindeligt Mærsseil —, har i hver Skjødbarm Hals og Skjøde (Fram- og Bagskout). Paa større Baade stikkes Tampen af Framskoutet igjennm et Hul, der kaldes Snithul, forud i Bougen, udenfra og ind, bringes agterover og knobes sammen med Bagskoutet paa samme Side, efterat dette er stukket igjennem et lignende Snithul agter. Ved Raaen har Seilet 1 à 2 Rader Søftebaand (Rebbaand), og almindeligvis en Rad ved Underliget. Rakke, Drag, Pent, Prier og Kabbe ere mestendels ligedan som paa Søndmørbaadene. Paa mindre Baade er paa Kabben og Skjødet fastnaiet en Jernkrog tæt ved Seilet, hvilken hugges længere op paa dette, naar man reber — en meget letvindt og praktisk Maade.

Til Rebning buges ved Halsen eller Framskoutet en 3skaaren Tallie, der kaldes «Signat».

Til Torskefiskeriet paa Havet bruges almindeligvis — iallefald i Bjørnør Præstegjeld — Firroinger eller Skotkeipinger.

Nordlands- eller Helgelandsbaade.

Disse bygges hovedsagelig ved Ranen-Fjord i Helgeland, og benævnes derfor ogsaa «Ranværinger». Storartede maa de Baadbyggerier være, som dersteds findes, thi de forsyne ikke alene hele Helgeland, men den lange Kyststrækning fra Namsen Fjord, Nordre Throndhjems Amt, alt til Vardø og Vadsø, eller omtrent en 200 Mile lang Kyst. En saadan Udbredelse vidner tilstrækkelig om disse Baades fortrinlige Egenskaber.

Som alle Baade i det vestlige og nordlige Norge ere Ranværingene byggede saaledes, at de forene Seil- og Rofartøiets Egenskaber — ingen let Opgave, men som er løst med stor Sindrighed og Klogskab. Man kan være i Tvivl, om de ere bedst under Aarerne eller under Seilene. Fem à sex seige Nordlændinger i en liden Fembøring skulde neppe tabe ved nogen Regatta (Kaproning); og samme Baad med en aaben frisk Vind vil for sit Raaseil skyde en saadan Fart at ingen norsk Baad — Aafjordbaade maaske undtagen — og vistnok saare faa udenlandske skal kunne holde den. Man har seet Fembøringer, for kortere Distancer, holde Trop med enkelte af vore Dampskibe, eller at gjøre omtrent 8 Miles Fart, det vil sige 2 Sømile i Timen — en Hurtighed, som hos et saa lidet Fartøi er forbausende. De ere ligesaa skjønne og sirlige i sine Former som lette i sine Bevægelser. Det er en sand Fornøielse at se en nordlandsk Baad i frisk Bris komme hoppende og dandsende hen over Bølgerne og skjærende disse som en Kniv.

Keiper.

Bygningsmaaden kommer nærmest Aafjordbaadenes, men er dog noget forskjellig fra disses. Nordlandsbaaden har stor Længde i Forhold til Bredde og Drægtighed, opretstaaende og høie Stevne — Forstevnen ligger endogsaa noget bagover; den er lav paa Vandet, overmaade skarp baade agter og for, men flad i Bunden, og er sammensat af tynde, smækre Materialier. Endvidere ligger Æsingen ikke langs Overkanten af Baaden, men saa lavt, at den næsten er ved Vandgangen, og paa Indsiden af Bordene; det øverste Bord rager over Æsingen, og paa dettes Indside fæstes Keipen. Efter Størrelsen have ogsaa disse Baade forskjellige Benævnelser, nemlig:

Fembøring til 5 Par Aarer og 5 à 6 Mands Besætning.

Ottring til 4 à 5 Par Aarer.

Kobberoing eller Halvfemteroing til 4 Par Aarer.

Sexring eller Færing til 3 Par Aarer.

Kjeks til 2 Par Aarer.

Til de store Fiskerier bruges for det Meste Fembøringen. Denne var tidligere sædvanligvis ikke større end af omtrentlig 25 Tdrs. Drægtighed, men i senere Aar har man begyndt at bygge dem meget større, nemlig op til 50 Tdrs. Den har 5 Rum foruden Fram- og Bagskot, nemlig:

1. Skotten.
2. Framseglen.
3. Agterseglen.
4. Bagrummet.
5. Agterrummet.

Mellem hvert Rum er der et «Band» (Spant) foruden et i hvert Skot, alle tildannede af krumvoxne Træer efter den Facon Baaden skal have, og ved hvert Baand — undtagen de i Skotterne — en Tofte. Æsingen gaar fra Stevn til Stevn og ligger, som før bemærket, en Bordbredde nede i Baaden. Paa det øverste Bord fæstes Keiperne ved et Par Trænagler gjennem dette. Keipen støttes ved to Pinder fra denne til Æsingen. Stundom, især paa Baade fra Salten, er den tregrenet, saaledes at den nedadvendende Del hviler mot Æsingen.

Forstavn med Krydsstok (a a), Ljørodder (b b) og Koller (c c).

Paa Forstavnen, der som før meldt helder noget bagover, er anbragt en «Krydsstok», det er et Stykke Træ, lagt tvers over Stevnen, og i hvis udstaaende Dele der er Nedhulinger, for deri at lægge Landtougene, naar Baaden fortøies.

Paa vedføiede Tegning er denne Krydsstok angivet ved a   a. Paa begge Sider af Stevnene og mod Overkanten af øverste Bord «Ripen» sættes et lidet trekantet Træstykke b   b, der kaldes «Ljørodden». Endvidere er forud i Nærhed af Stevnen anbragt en Puller c   c paa hver Side til at fastgjøre Drægtouget. Disse Pullere kaldes «Kollerne».

Paa den laveste Del af Baaden, naar denne er lastet, anbringes ovenpaa Ripen et Bord paa Kant «Skvætvien» for at forhindre eller formindske Søens Indslagning.

Kjølens Underkant er belagt med et Stykke haardere Træ, almindeligvis Bjerk, for at bevare den, naar Baaden trækkes paa Land. Dette Træstykke kaldes «Draget». Styr (Ror) og Styrvol er ligedan som paa de tidligere beskrevne Baade[.]

Seil. Kløer (Rebløierter) (a a). Haandsøft (b b). Prier (c). Medprier (d).

Mast, Seil og Rig er i Hovedsagen som paa Aafjordbaadene, men dog med enkelte Afvigelser. Masten støttes ved Vant, der tages gjennem Huller i øverste Bord eller gjennem sammesteds anbragre Stropper og gjøres fast om egen Part; Staget vises gjennem en Blok paa Forstavnen og gjøres ligeledes fast om egen Part.

Seilet har en Rad Søftebaand enten under Raaen eller ved Underliget. Til de staaende Lig er fastnaiet de saakaldte «Kløer» (det samme som Rebløierter paa almindelige Skibsseil). Antallet af disse kan være 3, 4 à 5 paa hver Side; de tildannes af Ener- eller Bjerkekviste og gives saadan Facon som her antydet ved a, a. De benyttes til at rebe (hvilket her kaldes «at sætte en Klo»), ved at Tampen af Skjøerne (Fram- og Bagskaut) tages og hales igjennem dem.

Klo.

Noget ind fra de staaende Lig, paa hver Side er anbragt de saakaldte «Handsøft» (b, b) bestaaende af et Stykke Line eller tyndt Toug, fastgjort i Huller i Seillet, og om hænger i Bugter ned. Disse Handsøft tjene saavel til dermed at dæmpe Vinden i Seilet som til Hjælp ved Seilets Nedtagning.

Paa Midten af Underliget er fastgjort et tregrenet Stykke Toug (c), der her kaldes «Prier», og som tjener til at holde Underliget ind mod Masten. Længere oppe paa Seilet er stundom anbragt en liden Blok, d, hvorigjennem Tampen af Prieren tages, naar man «sætter Kløer», og som kaldes «Medprier». Rakke, Rakketrosse, Drag, Braser og Pent er ligedan som tidligere beskrevet.

Naar der skal sættes en Klo (tages et Reb ind), viser man som sagt Skjøderne gjennem Kløerne, og Framskautet gjøres da fast (efterat Seilet er kommet tilstrækkelig ned) med to Halvstik til «Segelstikken», der er en Trænagle, som stikkes gjennem et Hul i det øverste Bord ved Bougen.

Den Mand af Baadens Besætning, som har den Forretning at sætte Kloen eller at fastgjøre Framskautet (Halsen) til Segelstikken kaldes «Halskarl». Næst Høvedsmanden har denne den vigtigste Post i Baaden. Hans Plads er ofte ikke misundelsesværdig, thi der, hvor han maa sidde, slaar Søen mest ind, — «vasker mest over», som man siger — saaledes at han mangengang, endogsaa naar han er iført Sydvest, Skindstak, Skindbuxer og Søstøvler, har vanskelig ved at holde sig tør; ikke at tale om at hans Arbeide, under ustadigt blæsende Veir, er anstrængende nok. Høvedsmanden, hvortil Besætningen af sin Midte almindeligvis vælger den Dygtigste, har sin Plads paa den agterste Tofte eller i Agterrummet. Han holder Styrvollen, og han fører Kommandoen. Af hans Dygtighed og Agtpaagivenhed afhænger ofte baade Gods og Liv, og den øvrige Besætnings ubetingede Lydighed mod ham er derfor nødvendig.

Han har ogsaa meget at varetage, saasom at sørge for tilstrækkelig «Segelfæste» (Ballast); at Baaden ikke bliver «atsæt» eller «framsæt», det vil sige, at den ligger paa rigtig Amning; at Seil og Rig er i Orden; at Drag, Rakketrosse og Skaut ere klare; at speide efter «Rosser» (Vindkast), der i Nordlandene ere meget hyppige — kort sagt, at alt Fornødent bliver udført, og udført til rette Tid.

Bagrumsmanden har det Hverv at øse læns — et ofte baade haardt og vaadt Arbeide — og er desaarsag forsynet med et Øsekar saa stort at begge Hænder udfordres til at haandtere det. Som sædvanlig har dette et Skaft, men er desuden forsynet med en Tougstrop over Midten. I skarp Seilads forslaar sig dog ikke dete ene Øsekar, om det end uafladelig benyttes, og man er derfor almindeligvis forsynet med to eller flere.

De øvrige to Mand af Besætningen har at passe Drag, Rakketrosse og Skaut.

Det er dog kun sædvanligvis under de større Fiskerier, at Fembøringen har sin fulde Besætning; til andre Tider ser man den ofte med kun 2 Mand. Mindre skarp Seilads, og i det Hele større Forsigtighed er naturligvis da fornøden.

De Aarer, der benyttes til Nordlandsbaadene, ere tyndere, lettere og vakrere end dem, der bruges i det sydlige Norge. Som af vedføiede Tegning vil sees, er Bladet bredere ved den ydre Del, men kortere og afskaaret ind mod Lommen.

Aare.

Som alt Redskab, hvortil man ikke er vant, ville disse Aarer i Førstningen af den dertil Uvante blive fundne mangelfulde og underkastede alskens Kritik (Forf. har hørt en vestlandsk Skipper sammenligne dem med «Villingskeer»), men man lærer snart at vurdere dem.

Som tidligere bemærket er Ranværingsbaadene de almindelige over hele Nordland og Finmarken; men endel bygges dog ogsaa andetsteds, især ved Salten-Fjord og ved Bindalen.

De førstnævnte, Saltværingsbaadene, der ere saa lige Ranværingerne, at der skal et øvet Øie til at opdage Forskjellen, bygges af Furu og ere derfor tungere, ihvorvel ogsaa stærkere end disse, som ere byggede af Gran. Fra Bindalen leveres især mindre Baade, der ere vel anseede og som i det Hovedsagelige ere lig Helgelandsbaadene (Ranværingerne). Disse sidste forhandles i stort Antal paa alle Markeder i Nordland. Ved «Bjørn», «Tilrum» og «Stokmarknes» Markeder udgjøre de, om ikke den vigtigste, saa dog den mest iøinefaldende Handelsartikel; man finder dem i alle Størrelser, fra den lange Fembøring til den lille ubetydelige Kjeks, hvoraf de mindste ikke ere større end, at en Mand kan bære den paa Ryggen — alle ere de dog lige sirlige, lette og behagelige for Øiet.

At Nordlandsbaadene i det sidste Aarhundrede ikke har undergaaet nogen Forandring, maa ansees som afgjort; thi paa enkelte Steder i Nordland opbevares Baade, der ere 100 Aar gamle, og som ikke ere forskjellige fra de nærværende, — iallefald kun saa ubetydeligt, at ikke andre end Sagkyndige ville kunne opdage det.

[Slutord.]

Og hermed er, saavidt vides, alle Hovedslags af Baade ved vor Kyst omtalte. Som man vil have seet, ere Afvigelserne mellem enkelte af disse temmelig betydelige. Men ihvor stor Forskjel der endnu er mellem Baadene, saa er der liden eller ingen i den Dygtighed, hvormed de haandteres. Djærvere og mere erfarne Baadfolk findes neppe; og Nordlændingen staar her ikke tilbage for Nogen, om han ikke staar over.

Hvilket Slags Baade man, i det hele Taget, maa anse som det fortrinligste og hensigtssvarende, det er ingen let Sag at afgjøre. Hver holder paa sit Eget, som det Bedste, og kaster som oftest Vrag paa det for ham Uvante; Nordlændingen ler af Søndmørbaadene; Søndmøringerne af Hardangerbaadene osv. I det ene Distrikt optages vanskeligt Forbedringer, indførte i det Andet, om de end maatte være lige hensigtsmæssige for begge. Vane og Fordom komme vel her hovedsagelig i Betragtning. De Baade som Forf. skulde være tilbøielig til at tilkjende Prisen, er Nordlandsbaaden, men dette er kun en individuel Formening, der meget mulig tør være feilagtig.

Det skulde være af Interesse og sikkerlig ogsaa til Nytte, om der kunde blive foranstaltet Baadskuer, Baadmøder, — eller hvad man nu vil kalde det — hvor der fremmødte en en Baad af hvert Slags, hver med sin fulde Besætning, for samtidigen at prøve og veie dens gode og mangelfulde Egenskaber mod hinanden. Et saadant Møde, hvortil Bergen troligen skulde være det hensigtsmæssigste Sted, matte bivaanes af nogle Sagkyndige som Opmænd eller Skjønsmænd, hvis Mening og Dom i Forbindelse med Baadsmandskabernes egne Iagttagelser og Sammenligninger sandsynligen skulde virke gavnligt i flere Retninger.