Kjeldearkiv:1908-01-10 Brev frå Prestgard til Kleiven

1908-01-10 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	10.1.1908
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	137
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Ia., 10de Jan 1908

Kjære Ivar!

Nei, nu faar jeg nok prøve at putle til en liden Epistel igjen. Du gjorde idel Skam paa mig dennegang. Saa kontant Kar var du.

Jo, “I gamle Daagaa” er ret og redelig kommet, merket ”Fra Forfatteren” og alle Slags Tak og Pris skal du ha. Idag kom 5te Hefte, og nu har jeg just siddet her og heftet mig saa bort med det, at det skal knipast, jeg faar færdig denne Brevstubben ikveld. Og det samme kan det nu være ogsaa, for jeg har altid en Dægers Fornemmelse af at sjangle omkring paa Stylter, naar jeg skal til at lægge ud paa Dansk, efterat ha læst i “Segner fraa Vaagaa” eller “I. g. D.”. Det er nok ikke frit for, at det er dette, som har gjort, at jeg har gaat og kviet mig saa længe for at ta fat. For med disse Hefterne af “I. g. D.” har jeg siddet og holdt “Opbyggelse” circa hver Kveld, siden de begyndte at komme. Jo, “Opbyggelse”, det var akkurat det rette Ord. Og saa meget kan jeg sige for sandt: for mig vil “I. g. D.” ogsaa vedbli at være Opbyggelsesbog, saalænge jeg lever i Udlændighed og midt i den babyloniske Sprogforvirring.

Saa sandt og ægte har sikkert aldrig før – ikke alene Vaagemaalet, men hele Fortællemaaden været gjengit – den stilfærdige og samtidig festlig vittige Fortællemaade, som der vist ikke findes Mage til i hele Norges Land.

Jeg glæder mig som et Barn til de følgende Hefter. Jeg synes, at de 5 Hefter, som nu er kommet, allerede indeholder det allermeste af alt som stod i “S. f. V.” og enda tre, fire udmerkede Godbiter, som ikke stod der, og jeg er nu spændt paa at se, hvad de følgende 9 Hefter vil bringe.

Men det er én Ting, der kunde ha været meget mere af: Billeder. Mykje vil ha meir, veit du. Der burde ha været Billeder af saa omtrent hvert eneste Sted, som er nævnt i Boka – ialfald alle de gamle Gaarde og Sætre. Jeg maa saaledes ret som det er bort og glytte paa det første Billede i Boka, det vesle Billede af Sjolikampen. Det er vist tat fra et Sted udenfor Husene i Hovda, og det er tidligt om Vaaren, kan jeg se, og jeg synes det vesle Billedet med Sne over endeløse Lier og selve Kampen bag er som mættet med en hemmelighedsfuld Eventyrstemning. Men det er vel det, at det netop er Eventyret om denne “store Stilhed” derinde, jeg stadig gaar og længter efter.

Den 20de –

Saa langt kom jeg altsaa for 10 Dage siden – bare stutte Skift. Om “I. g. D.” var det vist mere, jeg skulde ha sagt, men det faar være, til jeg har faaet hele Boka. En fordærvelig Uskik forresten med disse Hefteskrifter. Det synes nu jeg, da. Der er snart ikke en skikkelig Bog at faa i Norsk eller Dansk, uden at den skal pines ud ligesom i draabevis. Hvad i al Verden skal det være godt for, naar hele Manuskriptet foreligger fixt og færdigt – ja kanske det hele til og med forlængst er sat!

Jeg havde en liden Forhaandsnotis i “Posten” da 1ste Hefte var kommet, og en større Salve vil jeg lave, naar Aschehoug engang faar pint ud af sig alle Hefterne. Ikke for det: Folk her læser ikke andet end Røverhistorier og Avertissementer og “Alnakker”, men jeg har opdaget et Dølareir oppi Minneapolis, og de skal værs’god skaffe sig “I. g. D.”, hvis de vil ha Fred i Landet.

Jeg haaber, du nu er i fuld Sving med at udarbeide en stor Bog med Kulturbilleder, slige som “Kring Peisen”, som i sin Tid gik i “Syn og Segn”. Alene det, som gik der, var ærlig og redelig værd at udgi som Bog, og kan du føie til en Masse nye Kapitler, saa meget des bedre. Jeg syntes, det var det bedste og sandfærdigste Billede af norsk Bondeliv for en god Menneskealder tilbage, jeg nogengang har seet. Og mere end det: i sin sunde, rolige Tryghed fik Skildringerne af dette Liv mig stadig til at sidde og mumle om “det tabte Paradis”. Og det var vel den skarpe Modsætning til det rastløse, nervøse, opslidende “strenous Life” vi lever her, som i den Grad forsterkede dette Indtryk.

Men jeg har mistet hvert eneste Hefte af “Syn og Segn”, hvor disse Skildringerne stod. Det maa være en eller anden, som har “laant” sig dem. Vent nu lidt, skal jeg se efter, hvad jeg mangler.

Jo, jeg mangler de to sidste Hefter af 1ste Aargang, og hele 6te og 7de Aargang. Du ved vel ingen Verdens Udvei til at skaffe mig disse bortkomne Sager. Saavidt jeg forstaar, er de udsolgt i Boghandelen. Jeg skrev ifjor til “Samlaget” og bad om at faa, hvad jeg her har nævnt, men istedet fik jeg tre andre Aargange, som jeg har komplet før. Ja, slig gaar det, naar en ikke passer Sakerne sine. Men Pokker skulde ogsaa holde Styr paa alle disse Småhefter. Skulde du ved Leilighed slumpe til at faa opsnuset de manglende Hefter for mig, skal jeg gjøre dig en styg Fantestreg igjen engang.

Det Emne, du nævner for næste “Symra”: P r æ s t e n K r a g er udmerket. Ligervis de Billeder, du nævner. Læg ivei. Jo før vi kan faa Fingre i Manuskriptet desbedre. Lad os bare faa det paa østlandsk Landsmaal, men det Dølemaal du bruger i “I. g. D.” vil vist af vore mange ortodoxe Stabeiser bli regnet for Synd mod den Helligaand. – Det var ikke mange norske Aviser, som havde Raad til at nævne “Symra” iaar. Det var vel det, at den kom til Norge, just paa den Tid Literaturen holdt paa at komme ud. Og saa er det jo et gammelt Princip, at intet godt kan komme fra Galilæa. Men jeg synes nu gjerne Filseth kunde ha nævnt den i to Linjer.

Anmeldelser af “I. g. D.” har jeg ogsaa nu begyndt at speide efter. Forresten: med slige Vidnesbyrd fra Karer som Seippel og Moe kan det være ett Fedt hvad Aviserne siger. Men Garborg og Storm og flere kommer nok i Tidens Fylde. Og skidt være med Vestlændingerne!

Stykket til “Postens” Tillægsbog er det ikke værdt at lægge formeget Arbeide paa. For det første ved jeg ikke, hvad Anundsen betaler for slige Bidrag, og saa kommer det i et saare broget Selskab. Denne Tillægsbog er noget underligt noget, som Anundsen selv ligger og roder med, og det gaar rent paa Slump, hvad som kommer ind der. Han øser svært af norske Julehefter, og saa finder han mange rare Ting med Moral i Enden. Men saa har dette Skrift ogsaa et svært uæstetisk Publikum.

Ja, nu er det din Tur igjen.

De hjerteligste Hilsener til dig, din Mor, Paul, Iver og siden alle, som husker mig.

Din

Kristian P.

Send flere Dølebreve til “Posten”!